Never been loved - One Direction

Alannah er aldrig rigtig blevet elsket, hendes mor forsvandt da hun var spæd, hun ved ikke hvem hendes far er og hendes bedsteforældre døde i en tragisk bilulykke da hun var 7. Næsten hele sit liv har Alannah boet på børnehjem, hun er blevet hånet, skubbet og mobbet.
Så da hun fylder 20, og modtager arven fra sine bedsteforældre, vil hun væk, væk fra sit barndomshelvede. Alannah vil lede efter sin mor, finde ud af hvem hendes far er, og måske vigtigst af alt; prøve og finde kærligheden.
Men vil det lykkes? Og hvad med alt den grusomhed, som Alannah langsomt får øje på? Vil hun finde sandheden eller dø i forsøget?

157Likes
301Kommentarer
26542Visninger
AA

21. Afsked

 

Jeg svarer ikke, lægger bare mit hoved mod hans skulder. Han har også solbriller på, og en hue. Lige nu er han ikke Harry Styles, han er bare Harry. ,,Jeg ked af, at jeg skal arbejde så meget,” han stemme er næsten uhørlig, han lyder trist. ,,og jeg skal desvære arbejde noget mere de næste par dage.” han holder en kort pause, før han fortsætter: ,,Jeg skal tre dage til Los Angeles. Jeg flyver i aften, og kommer hjem på fredag omkring midnat.”

,,men.. men, hvad skal du i Los Angeles? Hvorfor er det vigtigere end mig?” Jeg er pludselig vred, rigtig vred. Han kan da ikke bare forlade mig, ikke lige nu!

,,Jeg er ked af det Alannah. Du betyder alt for mig, men min karriere betyder også en del. Kan du ikke forstå det?” Hans mørke solbriller er rettet mod mine, og jeg har derfor ingen mulighed for at se hans øjne. Jeg ville ønske, at jeg kunne se de dejlige spillende grønne øjne. Jeg hader at snakke med folk der ikke ser mig øjnene.

Jeg sukker. ,,Okay, jeg forstår det godt. Vi har jo heller ikke kendt hinanden særlig længe, dine fans kender dig vel bedre end mig.” Jeg flytter mit blik ud mod horisonten, der er tordenskyer på vej.

,,Nej Alannah, du misforstår mig. Du er det vigtigste, men jeg har et ansvar over for mine fans og mit pladeselskab!” Han rejser sig brat, og trækker mig med op. ,,Kom med hjem Alannah, skal vi idet mindste ikke nyde eftermiddagen sammen? Jefferson er taget ind på sit hotel, han kommer først igen ved en ni tiden i morgen tidlig.”

Da regnen i samme øjeblik begynder at styrte ned, giver det mig ikke rigtig noget valg. Så jeg følger med hjem til lejligheden.

 

Klokken nærmer sig elve og vi står ude i lufthavnen. Det vrimlede selvfølgelig med paparazzier da vi ankom, de må have en eller anden speciel evne, siden de altid ved hvor vi er henne.

Harrys fly letter om en time, og jeg har aldernådigst fået lov til at følge ham til gaten. Normalt kommer man jo ikke igennem security, hvis man ikke har en flybillet. Vi sidder i et par behagelige blå lænestole, vi er i VIP lougen. Ingen af os siger noget, vi holder bare i hånd og lader tiden gå. Klokken kvart i tolv fortæller skærmen over vores hoveder os, at flyet er klar til boarding. ,,Jeg må afsted Alannah,” siger Harry og rejser sig op. Pludselig fuld af energi, rejser jeg mig også. ,,Det er okay Harry, det er jo kun tre dage.” Han får et kram og et lidenskabeligt kys, også må han gå.

Jeg ser ud af et par store vinduer da flyet letter og suser mod himlen.

På vej ud fra lufthavnen går jeg tilfældigvis forbi et stort spejl, og synet får mig til at gyse. Jeg ser jo helt forfærdelig ud, helt forgrædt og med det mest triste og kedelige udtryk i ansigtet. Jeg prøver at rette lidt op på selv, smiler, tørrer øjnene og klasker mig selv på kinderne, så de bliver let røde. Pludselig ser jeg helt levende ud igen. Jeg føler mig også levende, den tristhed der har forfulgt mig hele dagen er som blæst væk. Nu kan jeg godt overleve de næste par dage, det er jo ingenting. Kun tre dage.

Jeg smiler til paparazzierne da jeg går ud, snakker endda lidt med dem. Jeg tager metroen hjem, står af et par stop før, og nyder Londons pulsende byliv mens jeg går den sidste kilometer hjem.

 

***

,,Er du sikker?” Jefferson ser spørgende på mig.

,,Ja,” svare jeg, og piller lidt ved dagbogens kant.

,,Jamen okay, så kører jeg bare nu. Vi ses om et par dage.”

,,Vi ses,” siger jeg og giver Jefferson et farvelkram. Han tager til Clerihan, der skal han snakke med alle indbyggere. De er aldrig blevet interviewet, en forglemelse fra politiets side. Jeg forstår ikke helt, hvordan man kan glemme en hel by. Men ja, sådan noget sker vel...

Jeg lukker blidt døren efter ham, og går ind i stuen. Gardinerne er stadig trukket for, paparazzierne er der døgnet rundt. Jeg er ved at være ret træt af det, lejligheden er så mørk og dunkel.

Jeg har mors dagbog i hånden, de næste par dage har jeg tænkt mig at læse i den så meget som overhovedet muligt.

Hej dejlige mennesker! Jeg hader selv når folk udgiver korte kapitler og så siger, at de er kede af at det er så kort, og ja nu gør jeg det så selv... men jeg synes i fortjener et nyt kapitel. Jeg er ked af at der går så lang tid mellem kapitlerne for tiden, men jeg ikke rigtig overskud til historien lige nu. Jeg har lige overstået to eksamener og jeg mangler stadig to, derfor går meget af min tid med at forberede mig.

Men mange gange undskyld for så lang tid mellem kapitlerne, det skal nok blive bedre snart. Det lover jeg!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...