Skjult talent

Bella Kvist havde aldrig haft et talent. Jo... Var vild fantasi, et talent? Nej, det var det ikke. Hun havde intet talent. Intet. Og ingen venner.. Men så går der noget op for hende, som hun aldrig havde troet kunne ske. Måske er fantasi, alligevel et talent...
Denne historie er min fødselsgave til min mormor!<3

3Likes
3Kommentarer
1355Visninger
AA

4. Drengen

Jeg slæntrede hen ad hovedbanegården, på vej hen til toget. Der var syv kilometer, fra skolen, til mit hus. Jeg tog toget næsten hver dag. Så var der dog nogle dage, hvor far skulle på arbejde, samtidig med at jeg skulle gå i skole. Så nogen gange kunne han kører mig.

Larmen skar igennem mit hoved. Der var et mylder af mennesker, så det næsten er umuligt at komme forbi. Mit tog holdt lidt længere fremme. Lige pludselig stod der en mand ved døren, til toget. Han råbte et eller andet, og så lukkede togdørene. Jeg begyndte at løbe. Nej.. VENT! Råbte jeg til mig selv. Jeg bankede på togvinduerne. Det var der også andre folk der gjorde.

"Hallo?" Råbte jeg. Togmanden trak på skuldrene, og sendte mig et du-var-for-sent-på-den-blik. Jeg blev vred inden i, og sparkede, på en blid måde, til toget, imens det begyndte at trille hurtigere, og hurtigere. Ingen skulle jo nødig opdage at jeg havde sparet til toget.

Jeg vendte mig om, og løb, men idet samme stødte jeg ind i noget.

"Se dig dog for!" det var en dyb og hård, stemme, og den måtte ejes af en dreng. Jeg kiggede hele vejen, fra hans fødder, og op til hans ansigt. Han så barsk ud. Og han var høj. Han var nok sytten år.

"Undskyld, det er jeg ked af," jeg tøvede lidt, "det er bare toget, er kørt og nu ved jeg ikke hvordan jeg skal komme hjem."

Jeg vidste ikke hvorfor, jeg stod og sagde alt det her til ham. Det ragede ham jo ikke. "Jeg er da ligeglad med dit skvadder! Flyt dig, jeg skal med toget," sagde han, men det var sikkert det tog han skulle med, der også lige var kørt.

"POKKERS!" Råbte han, og slog ud efter ingenting. Han så på mig, med et ondskabsfuldt blik: "Det var dig din lille orm, der gjorde, så jeg ikke nåede med toget," råbte han

"Men det var jo også det tog jeg skulle med. Det kørte for fem minutter siden," Jeg så ned i jorden. Jeg turde ikke se op i hans ansigt. Jeg kastede et hurtigt blik på ham. Han nikkede. Så sparkede han til en sten, og gik.

Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle komme hjem nu. Jeg kunne jo selvfølgelig bare gå. Nej. Det ville tage for lang tid, men det måtte altså blive på den måde.

Jeg satte det ene ben foran det andet. Det var allerede hårdt, men jeg måtte holde ud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...