Drømmen

En mand går en aften ind på et museum, men lidt efter styrter han ud derfra igen, skynder sig hjem og prøver at glemme hvad han netop har oplevet, men kan han det?

4Likes
4Kommentarer
1110Visninger
AA

2. Caféen

Jeg kommer ned i caféen, hvor det farverige glasloft står i stor kontrast til den følelse, der møder en, når man træder ind. Det er svært at sige om det er manglen på mennesker, manglen på lyde, eller noget helt tredje, men jeg ved med det samme at noget er helt galt. Hvorfor er her ingen mennesker? Hvorfor er her ingen lyde? Hvad eller hvem, er det der er skyld i alt dette? Spørgsmålene vælder ind over mig, men jeg har ingen anelse om, hvordan jeg skal besvare dem. Jeg kigger ud af vinduerne for at finde en smule trøst, eller måske et spor, der kunne hjælpe med at kaste lidt lys over denne ellers så mørke sag. Men udenfor kan man kun lige ane en græsplæne og et træ, alt andet er skjult af tågen. Jeg stirrer ned på det hvid-grå gulv, og ser de neon-grønne borde kaste deres triste, mørke skygger ned på gulvet, hvor de lader sig blande med skyggerne fra de lilla designerstole. 

En rystende kulde sniger sig op gennem min krop, og kaster et tåget mørke over mine tanker, over mit sind. En pludselig panik blusser op i mig, og jeg flygter desorienteret ud af caféen. Jeg ved ikke hvad der sker med mig, bare at jeg skal væk, ud og at det skal være lige nu. Jeg løber og løber, og tror at jeg løber i retning af udgangen, men pludselig befinder jeg mig i den anden ende museet, langt fra den nærmeste udgang. Jeg stopper op og mærker sveden løbe ned af min pande, mens jeg venter på varmen der burde blusse op i mig og farve mine kinder røde, som en tændstik der bliver tændt. Men varmen kommer ikke, ilden vil ikke tage fat i tændstikken, og min krop forbliver kold, våd og tåget. Jeg prøver at tænke klart, finde en udvej og komme hjem. Men det føles som om noget eller nogen, prøver at forhindre mig i det. Hver gang jeg mener at være på rette vej, bliver tågen, og ikke mindst kulden værre. Jeg prøver at holde mig selv i gang, prøver at forhindre kulden i at lamme mig, prøver at forhindre tågen i at drive mig på afveje, men jeg kan ikke. Til sidst bukker mine ben under for presset,  jeg falder ned på det hårde gulv, og alting går i sort.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...