Torn - One Direction.

Rosalie er en pige på 18 år. Hendes bror er Niall Horan og hendes x kæreste er Harry Styles. 1D bor i Usa. Hun prøvede at tage sit eget liv, så hendes forældre tvang hende med tilbage til England. Men fordi hun drikker, fester og ryger hele tiden, så bliver hun sendt hen til Niall.

- Jeg har fået inspiration af denne novelle fra Majs! Jeg kopirer ikke fra hende, det må i endelig ikke tro. :)

563Likes
505Kommentarer
66397Visninger
AA

4. USA.

 

Jeg havde ifølge mig selv opført mig pænt overfor den mand, som skulle sikre sig at jeg kom med. Jeg havde ikke sagt et eneste ord til ham. Jeg havde gjort som jeg skulle, og nu var vi snart i USA. Det havde været en lang tur, hvilket ville give mig alt for god tid til at tænke i, men helt alkohol fri var det her fly ikke. (Ja, men må gerne drikke i fly i min novelle.) Jeg kunne mærke alkoholen overalt i min krop, hvilket var en alt for kendt følelse, men jeg elskede den. Vi var på vej ned mod landingsbanen nu, hvilket fik mit hjerte til at pumpe af sted. Det gik langsomt op for mig, at jeg om lidt skulle stå ansigt til ansigt med min bror, som jeg ikke havde set i to år. Tanken var flere gange ved at få mig til at græde, men så kiggede jeg på flasken jeg havde i hånden og drak noget mere.

Jeg havde efter noget tid fået fat i min kuffert, og var nu langsomt på vej hen imod indgangen.. Jeg håbede Niall havde glemt tiden, glemt mig eller noget andet. Jeg ville ikke se ham. Mit hjerte sprang af sted. Jeg kunne ikke gå derhen, det kunne jeg bare ikke. Noget inde i mig skreg at det var forkert, helt forkert. Jeg trak vejret dybt, og lidt efter lagde facaden sig uden problemer, og jeg fik en smule ro over min krop. Jeg gik et skridt frem, men stoppede hurtigt op, da jeg kunne mærke et par blikke på mig. Alkoholen pumpede i min krop, da det langsomt gik op for mig hvem det var. Hvordan kunne det ske? Hvordan kunne jeg være så dum at gøre hvad mine forældre ville have? Hvordan kunne jeg fuldstændig….. hvordan kunne jeg få mig selv overtalt til det her? Jeg kiggede langsomt hen mod udgangen, hvor jeg lidt efter så min perfekte storebror stå. Han kiggede direkte hen på mig, hvilket sendte en masse blandede følelser rundt i mig. I to år havde jeg ikke set ham, og hvis jeg skulle være ærlig, så ville jeg helst vende om og løbe min vej.

Jeg trådte et skridt bagud, og på afstand afslørede Niall uden problemer sin forvirring. Mine hænder strammede sig om min taske, og mit hjerte sprang af sted. Jeg kunne mærke vreden boble frem i mig. Jeg rystede på hovedet og kiggede mig omkring. Jeg kunne ikke være her. Jeg måtte væk – væk fra ham. Jeg trådte et skridt mere tilbage og gik ind i en person. Jeg genkendte med det samme stemmen, da personen sagde undskyld. Det løb mig koldt ned af ryggen. Jeg kunne mærke, at jeg virkelig måtte væk nu. Jeg vendte mig om og skulle til at løbe, da nogle stærke arme lagde sig om mine overarme, så jeg tabte min taske ”Og hej til dig” sagde personen og grinte. Jeg kiggede direkte op i nogle blå øjne, som jeg ikke havde set i utrolig lang tid. Det løb mig koldt ned af ryggen, og en svag indre smerte i venstre side, hvor hjertet sad, var til at føle. ”Hej Louis” svarede jeg koldt og prøvede at vride mig fri. Han lagde sit hoved lidt på skrå og sendte mig et irriterende smil. Jeg prøvede at trække armen til mig igen, men han strammede bare grebet. ”Kom” sagde han og skubbede mig blidt frem af. Han lavede et nik mod den mand, der stod ved siden af Niall, og lidt efter kom han hen imod os. ”Du kan bare smide det om i Niall’s bil” sagde Louis hurtigt til manden og gav mig et puf i ryggen, så jeg gik frem ad. Jeg kunne mærke vreden vokse i mig, og alkoholen gjorde det værre. Jeg stoppede op så Louis var ved at gå ind i mig. Jeg kiggede om på ham, og minderne kom én efter én. Jeg kunne stadig huske hans øjne der var fulde af bekymring, da han kiggede ned på mig inde på hospitalet. Men det var fuldstændig anderledes nu. Hans øjne viste intet andet end det irriterende blik, som jeg så for et øjeblik siden. ”Louis” sagde jeg koldt ”slip mig” han ignorerede hvad jeg sagde, og gav mig endnu et blidt puf i ryggen, men jeg stoppede hurtigt op igen. ”Det her rager ikke dig. Slip mig” sagde jeg højere, hvilket fik nogle folk til at kigge. Jeg prøvede endnu engang og endnu hårdere at trække mig fri fra hans greb, men det hjalp ikke. Han løsnede ikke engang sit greb, men derimod skubbede han mig en smule hårdere.

Niall var lige foran mig, men jeg nægtede at kigge ham i øjnene. Jeg skulle beherske mig meget, for ikke at råbe og skrige. Der var kommet nogle paparazzier, men de stod heldigvis ikke helt henne ved os. ”Hej Rose” sagde Niall kort, men glad. Jeg ignorerede ham og skulle til at bide mig i underlæben, men det var et tegn på, at jeg var usikker, hvilket de ikke skulle se. Jeg hev hårdt min arm til mig, hvilket endelig fik Louis til at slippe. Han skulle til at tage fat igen da jeg gik et skridt bagud ”Jeg kan godt gå selv!” vrissede jeg surt af ham. Niall grine kort, hvilket irriterede mig grænseløst. Jeg trak vejret dybt og lod facaden falde på plads. Jeg havde ingen ide om hvad jeg skulle gøre lige nu. Jeg ville ikke være her, det ville jeg virkelig ikke. Jeg gik efter Niall, som gik hen til hans sorte bil. Han åbnede døren og pegede ind. Jeg kiggede mig til siden, hvor Louis stod lænet op af sin bil. Jeg overvejede et kort øjeblik, at løbe til den anden side, men Louis gik en smule tættere på, som om han kunne læse mine tanker.

Der var helt stille inde i bilen. Jeg kiggede ud og lod minderne overtage mine tanker. Jeg kunne huske hvordan tårerne trillede ned af mine kinder sidst jeg var her. Jeg kan huske jeg skubbede Niall væk da han ville sige farvel. Louis havde trukket mig ind i et kram og havde sagt, at han så frem til jeg kom og besøgte dem, og selvom jeg ville skubbe ham væk strammede han bare sit greb – hvilket vi så kunne se, ikke havde ændret sig.

Jeg sukkede kort og kiggede op i bakspejlet. Niall sad og nynnede, og lidt efter fandt hans øjne mine – i bakspejlet. Morskaben lyste ud af hans øjne, hvilket gav mig kvalme. Hele denne situation gav mig kvalme. Bare at vide jeg skulle være sammen med ham i seks måneder, fik de værste tanker frem i mig, men jeg kunne ikke give op. Ikke nu. Jeg kiggede bagud, for at se om Louis var i bilen bagved. Jeg gav et irriteret suk fra mig, da jeg nemt kunne genkende hans bil. Jeg kiggede frem og så et lyskryds. De kunne ikke smutte ud af bilen midt i et lyskryds, det ville være enormt dumt af dem – men det kunne jeg. Jeg tog rystende min hånd over til bil åbningen. Niall så ikke ud til at ligge mærke til det. Mit hjerte sprang af sted. Jeg ville ikke overleve seks måneder med dem - der gik min grænse. Jeg havde allerede taget valget..

Niall satte langsomt tempoet ned, og da jeg indså, at der ville blive grønt inden han nåede at stoppe helt tog jeg fat i håndtaget, åbnede den og hoppede ud. Jeg hørte Niall’s råb efter mig, men bildøren lukkede i, og jeg faldt ned på jorden. Jeg hørte folk rundt omkring gispe, og lidt efter røg en smerte igennem mit ben og op i min krop. Jeg kvalte et skrig og rejste mig hurtigt op. Jeg skulle væk og det skulle være nu.

-----------------------------------------------------------------------------------

I må utrolig gerne like den, og give en kommentar! :-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...