Torn - One Direction.

Rosalie er en pige på 18 år. Hendes bror er Niall Horan og hendes x kæreste er Harry Styles. 1D bor i Usa. Hun prøvede at tage sit eget liv, så hendes forældre tvang hende med tilbage til England. Men fordi hun drikker, fester og ryger hele tiden, så bliver hun sendt hen til Niall.

- Jeg har fået inspiration af denne novelle fra Majs! Jeg kopirer ikke fra hende, det må i endelig ikke tro. :)

563Likes
505Kommentarer
66398Visninger
AA

7. Overskredet grænse.

Han satte sig på hug igen, kiggede mig i øjnene og drejede så forsigtigt mit ben. Jeg skubbede hurtigt hans hånd væk, men det var lidt for sent. Han skar en grimasse og kiggede op på mig. Jeg kneb mine øjne i og lagde mig om på sengen. Jeg skulle aldrig have taget mine bukser af. Det gjorde forfærdelig ondt. ”Rose” sagde han langsomt. ”Jeg bliver nød til at vise de andre drenge det der” sagde han stille. Jeg rystede hurtigt på hovedet ”Nej nej nej nej!” jeg satte mig op og rystede igen på hovedet. ”Det bliver jeg nød til. Tag dine shorts på og læg dig under dynen” sagde han roligt og gik ud. Jeg kiggede rundt for at finde noget at kaste med. Jeg havde ikke brug for dem til at glo på mit ben! Jeg tørrede hurtigt mine øjne, tog shorts på og trak et lille spejl frem, som lå i min pung. Jeg sukkede lettet ud, da mine øjne ikke var blevet røde endnu. Jeg tørrede mine kinder i ærmet og tog lidt faoundation på. De skulle ikke have den glæde af at se mig græde – aldrig. Jeg lagde det hurtigt væk og trak dynen over mig. Jeg havde brug for at sove, ikke at alle skulle ind og glo på mit ben. Det gik jo væk igen! & for at være ærlig, så orkede jeg ikke nogen af dem lige nu, og nok heller ikke den nærmeste fremtid. ”Det kan jo være der er noget i hendes knogle” sagde Liam, som var som jeg husker ham. Eller hvert fald nogenlunde sådan. Altid far agtig, og klog. ”Måske skulle vi bare tage hende med på hospitalet, så får vi svar” sagde Harry og lænede sig op af døren. Jeg kiggede over på ham med et koldt blik. Var han bare helt dum eller hvad? ”Og måske skulle du bare holde din kæft” hvæsede jeg irriteret af ham, hvilket fik ham og Niall til at smile, og Louis til at grine. ”Hold nu lige” sagde Zayn alvorligt og kiggede på mig, og derefter drengene. ”Kan vi ikke tage det her i morgen? Jeg orker det virkelig ikke lige nu” sagde jeg koldt og lagde dynen om mit ben. Der var stilhed i et øjeblik, men så gik de ud. ”Godnat” sagde Liam og gik. Jeg sukkede lettet ud. Endelig fred og ro. Min krop slappede fuldstændig af, hvilket fik smerterne til at falde lidt til ro. Det havde været en alt for lang dag, og min hjerne kunne ikke længere nu.

Jeg vågnede næste morgen med de samme tanker ”Ikke endnu en dag” men denne morgen var det ikke bare en lille tanke… det var som om der var en stemme indeni mig, der skreg jeg skulle komme væk. Jeg satte mig op og kiggede rundt. Jeg kom i tanke om alt i går, men det der slog ned først var hvad jeg havde vist Zayn. Jeg tog mig til hovedet. Det var ikke meningen at lade nogen komme så tæt på mig, og slet ikke den person min bror er tættest med! Jeg kunne ikke stole på nogen af dem, det havde de alle samen bevist. Jeg kunne ikke engang stole på mig selv, så hvorfor skulle jeg lukke andre personer ind? Jeg kan ikke huske hvor jeg havde hørt citatet fra, men jeg sagde det til mig selv hver morgen ” den bedste måde at undgå et knust hjerte, er at lade som om du ikke har et” og lige siden dengang, så blev min facade langsomt bygget op. At skulle rende ud og ind på en lukkede afdeling, fortælle den samme historie hver gang, og høre på hvor meget de ønsker jeg får det bedre, det er bare en omgang p:s. Efter anden gang, så var jeg ikke den samme person længere. Jeg havde mistet alt. Jeg rejste mig og humpede hen til mit skab. Jeg havde brug for et bad, virkelig! Jeg tog en pink bh med, underbukser, shorts og en trøje der kun skjulte halvdelen af min mave. Det var sommer, og vejret var godt. Jeg gik ind på badeværelset, som jeg var så heldig at vide hvor lå. Jeg låste døren og gik i bad. Endnu en dag i et fremmede, men alligevel kendt land. Jeg fik taget mit tøj på, lagt make up og glattet hår. Jeg havde brug for at komme ud af det her hus. Jeg havde kun været her i et halvt døgn, men jeg havde allerede brug for at komme ud… men det var ikke så let med et spasser ben. Jeg åbnede døren ud til gangen og gik langsomt ind mod mit værelse. Jeg følte mig så hjælpeløs, hvilket bare gjorde min dag dårligere. Der var helt stille i huset, hvilket måtte betyde, at drengene stadigvæk sov. Jeg så det som en mulighed, for at komme lidt ud. Jeg var sikker på de ville stoppe mig, hvis jeg prøvede. De stolede vel ligeså lidt på mig, som jeg stolede på dem. Jeg gik så forsigtig jeg kunne hen til hoveddøren. Jeg tog mine røde converse på og åbnede døren. Jeg listede ud, og gik ud på gaden. Jeg indåndede duften af frihed, og bevægede mig ind mod byen. Deres hus lå ikke særlig langt fra vores gamle, så jeg kendte det her område godt. Jeg fik en del mærkelige blikke af folk, og andre stoppede op og pegede på mig. Jeg ignorerede det, eftersom jeg snart var van til det. HARRYS SYNVINKEL Jeg gik nede i byen med Liam og var lige blevet færdige med at skrive autografer til nogle piger. Lige nu ville vi sætte os et sted at spise, da vi ikke havde fået morgenmad endnu. ”Hvor skal vi spise henne?” spurgte jeg om og rakte den sidste pige en autograf. Jeg kiggede over på Liam som så ret koncentreret ud. Jeg begyndte at grine ”dude, hvad laver du?” spurgte jeg om og slog til ham. Han rystede på hovedet ”jeg synes bare jeg så Rosalie” sagde han og kiggede på mig med et smil. Jeg kiggede på Liam som trak på skulderne ”Jeg savner hende” sagde han så og kiggede væk. Jeg vidste det godt, selvfølgelig savnede han Rosalie. Det gjorde vi alle sammen – især Niall. Hvis bare Rosalie vidste hvor ked af det han var pga hende, så ville hun få det helt dårligt med sig selv.. Jeg kunne ikke kende hende længere, det kunne ingen af os. Hun var blevet så… aggressiv, sur og indelukket. Et kort øjeblik i går troede jeg, at jeg kunne se igennem hendes facade, men jeg tog fejl, og det samme gjorde Louis. Ingen af os havde tænkt over det med hospitalet, så det med at hun var bange for det, det var ikke at se igennem hendes facade. Det var bare at se et helt normalt menneske med ting de var bange for. Men det var vel ligesom at lære et nyt menneske at kende. To år var længe, og hun havde været igennem en del ting – ikke fordi det gav hende grund til at være sådan en b:tch som hun var. Det at Louis og jeg grinte hvis hun flippede ud på os, det var ikke fordi det var sjovt, måske lidt, men mest fordi ingen af os vidste hvordan vi skulle reagere. Ingen af os kendte hende længere. LIAMS SYNSVINKEL: ”Er det ikke det?” Jeg kiggede over på Harry, som fulgte mit blik. Rosalie kom humpende med ikke særlig meget tøj på – hvis det var hende. Nogen folk stoppede op og kiggede på hende. Hun burde slet ikke være her. Jeg var sikker på, at hun ikke havde fået lov at gå, for Louis sov hos dem, og det ville han ikke tillade, hvilket de andre nok heller ikke ville. Louis følte lidt, at han havde ansvaret for hende, da alt det imellem ham og Rose var sket. Selvom Harry havde tilgivet ham for længst, så vidste jeg han følte, at han måtte gøre et eller andet for det. Efter hun var gået i seng, havde vi snakket om at holde hende fra medierne i et stykke tid, og holde hende fra alkoholen. Vi vidste det var hvad Niall ønskede – og hans forældre. Hun var besat af det, hvilket fik dårlig omtale, og hvis det ikke stoppede, så ville det også sætte Niall i et dårligt lys. ”Ring til Louis” mumlede Harry og gik over imod Rosalie. Jeg vidste ikke om jeg skulle følge med. Det så ikke ud til, at Rosalie kunne klare Harry længere, eller omvendt. Rosalies synsvinkel: Jeg gik hen til et vindue og kiggede på en virkelig pæn kjole der hang der. Den var åben bagpå, og gik ned i en v udskæring foran, og så var den sort. Den var virkelig flot. Jeg kiggede rundt og fik øje på en af mine yndlings cafér, hvor Caitlin og jeg plejede at hænge ud. Det gave et stik i hjertet, da jeg tænkte på Caitlin. Efter skænderiet over Justin havde hun prøvet at komme i kontakt med mig, men jeg havde cuttet hende fuldstændig af. Hun var den eneste veninde jeg havde tilbage, og alligevel var jeg så dum at skubbe hende væk, og så at sådan en idiotisk dreng kunne ødelægge venskabet… det gjorde det endnu mere sørgeligt. Jeg ville ikke derind igen – det var fortid. Jeg gik hen imod en bladsælger og så overskrifterne #Rosalie Horan flygter fra bror og band# jeg bladrede hurtigt op på siden og så et billede, hvor jeg forlod Louis, og gik direkte ind i Harrys favn, og så et billede af Harry der holder mig. #Gamle kærester – genforenet?# stod der. Jeg kunne mærke vreden stige i mig. F:nme nej om vi var genforenet! Jeg kunne høre folk hviske bag mig, hvilket fik mig til at koge over. Jeg vendte mig rundt, og skulle til at råbe til pigerne, da en person trak mig til side ”Det ville jeg ikke gøre hvis jeg var dig” hvad lavede han her? Jeg trak min arm til mig ”nu er jeg så heldigvis heller ikke dig Harry” vrissede jeg surt af ham, og vendte mig mod pigerne igen. ”Rosalie, lad nu være med at gøre dig mere tilgrin end du allerede har gjort dig” sagde han og tog fat i min overarm igen. Jeg vendte mig mod ham og kiggede ind i hans grønne øjne ”Hvorfor blander du dig overhovedet?” spurgte jeg surt om. ”Du burde være ligeglad med hvad jeg laver? Du burde være ligeglad med mit liv” vrissede jeg surt af ham. Han nikkede ”Ja, det burde jeg. Men Niall er min bedsteven, og med det l:rt du hele tiden laver, så sårer du ham” han trak mig hen til sig ”Så hvad med, at du for en gangs skyld holder mund og følger med?” han lød ret sur, men jeg var ligeglad. Jeg havde ikke bedt ham være min babysitter! Men alligevel fulgte jeg med ham hen til Liam, som åbenbart havde haft ringet til Louis. ”Er det nu ulovligt at gå en tur i byen?” jeg kiggede på Liam, som nikkede kort. Harry grinte kort bag mig og rystede på hovedet, hvilket irriterede mig, men jeg skulle være en idiot, hvis jeg skulle give min opmærksomhed til ham. Jeg sukkede og satte mig på en bænk. Nu skulle jeg så åbenbart vente på, at Louis kom og hentede mig. 18 år og har babysitter. Jeg kiggede bebrejdende ned på mit ben. Jeg kunne ikke vente til jeg kunne gå ordentlig på det! ”Hun har ikke engang været her et døgn, og alligevel er jeg træt af hende” hørte jeg Harry mumle surt til Liam, som prøvede at få ham til at falde til ro. Hvis han var så sk:de træt af mig, så kunne han sku da bare lade mig væ… jeg sukkede. Hvorfor skulle han også være sådan en god ven? Det måtte jeg give ham, han havde altid været loyal overfor de andre.. men gid h:lved ville tage over ham, og få ham til at skride, og Liam med! De irriterede mig grænseløst. Jeg havde ikke bedt om at være her, eller sammen med dem! Et skrig trak mig chokeret ud af mine tanker. ”DET ER LIAM OG HARRY!” skreg en pige højt. Jeg så et smil glide hen over Harrys læber, da han vendte sit blik og kiggede mig lige i øjnene. Åh gud. Ikke skrigene piger – ikke nu! Liam kiggede over på mig, så på Harry og mig igen. Harry sagde et eller andet til Liam, som fik ham til at grine. En pige kom løbende forbi mig ”OMG” skreg hun til sin veninde, som var ved at græde. Jeg fik et chok over at se folk reagere sådan. For to år siden var det slet ikke så slemt. En masse minder overtog mit hoved. Jeg kiggede omkring. Jeg havde en stor trang til at føle alkoholen i mig, og bare slippe for at tænke så forbandet meget. Jeg rejste mig op og gik hen imod en lille bar der lå tæt på drengene. Det tog nok lidt tid, og inden da kunne jeg vel godt nå at drikke lidt. Jeg humpede hen, og da jeg endelig fik sat mig ned, var jeg helt forpustet, og en form for smerte skød op i min krop. Jeg bestilte hurtigt en ret stærk drink – det skulle bare ned! Jeg vidste godt hvor sure drengene blev, men det kunne jeg ikke tage mig af. Jeg kiggede over imod flokken af piger. Det der var deres liv nu, det her var mit. Jeg kiggede ned på mit glas, som næsten allerede var tomt. Jeg tog det sidste i en mundfuld, og bestilte en mere. Jeg skar en grimasse, da det smagte forfærdeligt. ”Her” sagde manden bag baren og satte sig ned foran mig. ”Piger nu til dages, hva?” sagde han og grinte kort. Jeg nikkede for at vise jeg var enig ”hvis det stod til mig så ville jeg aldrig møde de drenge” sagde jeg og drak noget mere. Manden bag baren grinte ”Horan” sagde han langsomt. Jeg kiggede på ham – selvfølgelig vidste han også hvem jeg var. Jeg sukkede, hvilket fik ham til at grine. ”Tja, jeg ville nok have den samme holdning som dig” sagde han og tørrede bordet af. Jeg kiggede uforstående på ham ”Hvad mener du?” spurgte jeg om og kiggede ned i mit glas. Det kørte allerede en smule rundt i mit hoved. ”Hvis det var mig der havde en verdenskendt bror og et image at leve op til, så tror jeg, at jeg ville ende det samme sted som dig” sagde han og forsvandt. Ende som mig? Hvad f:nden mente han med det? Det kunne han da ikke bare slynge ud. Hvad var det for noget at sige! Jeg drak hurtigt det sidste, skar en grimasse og bankede glasset ned i bordet. ”Sikke en idiot” hvæsede jeg og gik ud. Der var ikke længere smerte at føle, og min krop føltes…. Frisk. Der stod ikke særlig mange piger omkring dem længere. Det var også ret tidlig, så der var ikke helt så mange mennesker herinde. Jeg så længere henne Louis slutte sig til dem. Liam pegede på det sted, hvor jeg lige havde siddet. Han kiggede hurtigt rundt, og lidt efter faldt hans blik på mig. Jeg fortsatte med at gå derhen imod, selvom Louis gik hen imod mig. Han sagde ikke noget, men tog bare fat i min arm. Jeg rev den hurtig til mig. Jeg havde ikke brug for hans hjælp! Han kiggede på mig med et trælst smil, hvilket bare fik mig til at sætte farten op. ”Man kan ikke engang vende ryggen til hende, før hun har drukket et eller andet l:rt” sagde Louis til Niall, da vi lige var kommet ind i gangen. Han kiggede over på mig, og da jeg sendte ham et af mine normale kolde blikke, sukkede han dybt og opgivende. Han vendte sig rundt, uden at sige et ord, og så forsvandt han. Jeg hørte Louis sukke irriteret af mig, og så gik han efter Niall. ”Kom” sagde Liam som skubbede mig blidt ind imod stuen, men da jeg protesterede brød Harry ud i et irriteret højt suk. ”Rosalie, du opfører dig så barnligt” vrissede han surt og skubbede mig frem ad. Jeg kunne mærke varmen stige mig til hovedet, og vreden boblede inde i mig. Hvordan kunne han tillade sig at kalde mig barnlig, når det var ham og hans åndssvage venner der rendte mig i r:ven hele tiden!? Jeg slog hans arm væk ”Hvis noget er latterligt, så er det jeres f:cking klamme skuespil!” råbte jeg højt, hvilket fik Zayn til at kigge forbløffet på mig. ”Ingen af jer gider mig, det har jeg fatter! Og jeg gider ikke jer, men alligevel kan i ikke lade mig være!” jeg tog fat i dørkarmen og støttede mig op af den. ”Måske fordi vi ikke kan lide at se Niall på den måde du får ham til!” sagde Liam, som nu var blevet en smule irriteret – hvilket der skulle meget til for, hvilket fik mig til at smile inde i ”Så i tror, at ved at forfølge mig og rende mig i r:ven, så vil jeg blive den gamle jeg igen?” sagde jeg højt og surt. Zayn rystede på hovedet, men Harry afbrød ham ”Hun findes åbenbart ikke længere” mumlede han ligeglad. Jeg slog ud med armene og kiggede op ”Tak for endelig at fatte mig” sagde jeg ironisk. ”Det er jeg sikker på hun gør” sagde Zayn roligt Jeg kiggede hurtigt over på ham, og så hans brune øjne borre sig ind i mine. Harry og Liam stirrede også på ham lidt efter. Jeg kunne mærke jeg blev nervøs. Ville han sige det i går? Ville han fortælle dem hvordan jeg tudet og tiggede efter hans hjælp? Jeg fik lagt facaden på plads og stirrede koldt på ham. ”Det er jeg sikker på” sagde han og slog benene op på sofaen. ”Så håber jeg i nyder at blive skuffet” hviskede jeg, da jeg skulle kæmpe for ikke at skrige højt. Jeg var så vred lige nu! Jeg havde længe bare ligget og hørt på drengene ude i stuen. Jeg lå i min seng mens tårene fyldte mine øjne igen og igen, selvom jeg lige havde fået dem til at forsvinde. Jeg tog et spejl og smilede til mig selv. Jeg kunne mærke hvordan min facade hele tiden falmede.. den jeg havde brugt to år på at få op, den var snart brudt ned på kun en dag. Det var forkert at være her, forkert at omgås med dem. Jeg gik hen til vinduet og kiggede ud. Der var ikke langt ned, og jeg trængte virkelig til at få hjernen drukket ud – helt ud, og bare komme væk fra alt. Jeg gik hen min taske, som jeg ikke havde fået pakket ud endnu. Jeg fandt nogle korte shorts frem, og en løs trøje der viste noget af min mave, og så et par flade sko, da mit ben stadig var totalt spastisk. Det bankede på døren, hvilket hurtigt fik mig til at trække dynen over mig ”Rosalie?” Niall’s stemme lød. ”Kommer du ud og får noget at spise?” han lød en smule bekymret da jeg ikke svarede. ”Niall åben nu bare døren” hørte jeg Louis sige. Han sukkede ”Er det i orden jeg åbner døren?” jeg bed mig i læben, for ikke at svare. Det han gjorde imod mig, det var bare ikke okay, og jeg kunne ikke tilgive ham! Døren gik lidt efter op ”Skal du have noget at spise?” spurgte Louis om, som pludselig var kommet frem i døren. De måtte vel kende Niall godt nok til, at han ikke ville rode mere i tingene og gøre det værre, men det gjorde han! Hele tiden! ”Nej” svarede jeg koldt uden at kigge hen på ham. Han lukkede døren uden at svare.  Jeg rejste mig hurtigt op og åbnede vinduet. Jeg kiggede ned og talte til treds. Jeg vidste med sikkerhed, at de ville sidde og spise om lidt, og ikke lægge mærke til mig. Jeg tog fat i vindueskarmen og hoppede så ned. Jeg sad på hug på jorden og gjorde alt for at holde smerten inde. Jeg ville vædde med, at mit ben fik det værre i morgen. Et hulk trak ud over mine læber. Jeg knyttede min hånd og rejste mig op. Jeg havde ikke tid til at tude over det ben nu. Jeg gik langsomt ind mod byen. Jeg kendte hver eneste diskotek og hver eneste bar, så det var ikke så svært at finde noget der havde åben på en lørdag aften. ZAYN’S SYNSVINKEL: Det var som det plejede når vi spiste – larm og grin… men jeg vidste godt, at vi alle sammen tænkte på hende. Jeg vidste de alle var trætte af hende, og jeg vidste de savnede hende. Det havde været to forfærdelig lange dage. Rosalie var stukket af hele tiden, og jeg var faktisk usikker på, om der overhovedet var noget af det gamle hende tilbage…. Men hver gang kom jeg til at tænke på hendes bedende øjne, der nærmest skreg efter hjælp og hvordan tårerne strøg ned af hendes kinder. Jeg havde ikke fortalt de andre drenge noget, da det alligevel ikke kom dem ved. Jeg holdt stadig af Rose, selvom hun røg og drak hele tiden. Jeg vidste der var noget inde under hendes facade, noget ingen vidste – eller måske nogle få gjorde. Jeg vidste hun holdt inde med et eller andet… og jeg vidste det var dét der var grunden til hvordan hun var blevet nu. Hvis jeg ikke hele tiden gjort alt for at huske hendes øjne fra i går af, så ville jeg ikke være i stand til at sige det. Så ville jeg virkelig have troet, at hun var på bar bund – hvilket de andre troede. Jeg måtte indrømme, at hun var god til at få de andre drenge til at hade hende, og jeg tror det var det der var meningen. ”Ikke Zayn?” spurgte Niall om og grinte. Selvom alt det her med Rose gik ham på, så var jeg virkelig glad for, at han stadig havde sit humør med sig. Jeg nikkede og sendte ham et smil.

Jeg kiggede rundt og så Liam var væk. ”Han er gået ind for at se til Rosalie” sagde Louis, som vidst havde set mit forvirret blik. Jeg nikkede, hun havde også været ret stille i noget tid nu. Måske sov hun? ROSALIES SYNSVINKEL Jeg havde ikke tal på hvor meget jeg havde drukket, men det var rart. Jeg lod musikken fylde mig med glæde og nynnede med på sangene. Jeg sad og snakkede med nogle drenge, som også var blevet ret fulde. Der var ret mange mennesker herinde, og ude på dansegulvet måtte man virkelig stå klemt. ”Så hvordan er det?” spurgte en dreng der hed Zack om. ”Hvordan er hvad?” spurgte jeg og lænede mig ind over ham. ”At have medierne i r:ven hele tiden” sagde han og lagde en hånd på mit lår. Jeg grinte kort ”jeg hader dem” råbte jeg for at overdøve musikken. ”Skal vi danse?” spurgte han om da musikken skiftede til ”Everyday I’m shuffling” jeg nikkede og lod ham trække mig med ud på dansegulvet. Det bedste ved det hele var, at jeg ikke kunne mærke smerte i min fod, og at tankerne om alt muligt ikke fløj oppe i min hjerne. Jeg var fri, og jeg nød det. Jeg kendte denne følelse alt for godt, og det var her jeg hørte hjemme! Zack drejede mig rundt og trak mig ind til sig. Jeg kunne ikke lade være med at grine, og ligge hovedet bagover. Jeg mærkede kort efter hans læber mod min hals, men jeg skubbede ham ikke væk. Jeg var van til drengenes opmærksomhed, og det havde jeg aldrig haft noget imod. Man måtte jo tage den smule glæde der var, ikke? Jeg lagde mine arme om hans nakke og grinte. Det hele fløj rundt inde i mig, men det var skønt. Jeg elskede denne følelse, og hvis det stod til mig, så ville jeg have det sådan hver dag! Efter nogle danse trak Zack mig med hen til sofaen. Jeg satte mig ovenpå ham og lod ham kysse min hals igen, imens jeg tog noget at drikke. ”Du er virkelig lækker Rosa” hviskede han og kyssede mig på munden. Jeg begyndte at grine, da han ikke kunne huske mit navn, men lidt efter kyssede jeg med. Det blev vildere, og lidt efter kørte han sin hånd op af mit lår, men jeg var for fuld til at fjerne hans hånd. Han lagde sig halvt ovenpå mig, hvilket fik de andre i sofaen til at gå. Jeg lukkede øjnene, selvom det ikke var særlig rart.. men jeg var ligeglad. Jeg ville gøre hvad som helst, for at slippe for Niall og co. ”Skal vi ikke tage hjem til mig?” råbte han højt til mig. Jeg nikkede og sendte ham et frækt smil. Jeg rejste mig op, hvilket virkelig gjorde mig svimmel. Jeg tog hurtigt ved sofaen. Jeg vidste det ville være dumt at tage hjem til ham. Jeg anede ikke noget om ham. Jeg vidste ikke hvor han boede eller noget, men det var ikke nyt. Det var sket et par gange nu, så jeg tog min taske og prøvede at rejse mig igen. Jeg gik langsomt hen mod døren, hvor han stod. Jeg var fuldstændig ligeglad med, om drengene ville flippe ud. De kunne rende mig. Jeg humpede hen mod døren, da noget af alkoholen var ved at blive brændt ud, så jeg kunne mærke smerten igen. Zack rakte en hånd frem, men før jeg kunne nå at tage fat i den, blev jeg drejet rundt og trukket med. Jeg mærkede en hånd lægge sig på min talje og langsomt blev jeg skubbet i takt med musikken. Jeg kiggede op og så lige ind i nogle brune øjne. Jeg tog hurtigt mine hænder op foran mig, for at skubbe ham væk, men han trak mig ind til sig, så mine hænder lagde sig på hans bryst. ”Zayn, stop” sagde jeg og prøvede at lyde sur. ”Du behøver ikke gøre et større nummer ud af det Rose” sagde han ind i mit øre. Jeg trak mig hurtigt væk, da det kildede. Jeg kiggede hurtigt hen mod døren, hvor jeg så Harry, Louis og Liam stå, og lidt efter kiggede de hen mod Zayn. Han drejede mig rundt, så jeg ikke kunne kigge på dem. ”Zayn stop” sagde jeg hurtigt og prøvede at kigge hen imod døren, hvor de nu var væk sammen med Zack. Han dansede videre og strammede sit greb om mig, da jeg igen prøvede at skubbe ham væk. Jeg kunne mærke vreden komme frem i mig ”Zayn SLIP mig!” råbte jeg højt, hvilket fik nogen til at kigge herhen. Zayn kiggede på mig med et sjovt blik, tog fat i min overarm og skubbede mig udenfor. ”Hvad f:nden laver i her?” spurgte jeg med en skinger stemme. Han rystede på hovedet, hvilket irriterede mig grænseløst. Jeg kiggede rundt og så en del piger rundt omkring. Hvis de vidste det var Zayn Malik der stod her, så ville de omringe ham, og jeg kunne komme fri. ”OMG DET ER ZAYN MALI.” mere nåede jeg ikke at råbe, før en person lagde en hånd om min mund. Jeg skreg ind i hånden, og prøvede at vride mig fri. ”Det er ordnet - Lad os smutte inden hun flipper” hørte jeg Liam sige. Jeg vendte mig rundt og så Harry kigge ned på mig. Han var ikke glad. Det ville man kunne se på afstand.. Han var sur, nærmest rasende. Han strammede grebet om mine overarme, selvom jeg skreg et av. ”Gå frem ad” mumlede han bare og skubbede mig igennem alle menneskerne. Jeg fik øje på Niall som stod henne ved bilen. Han så sur ud – rigtig sur ud. Jeg kan ikke huske hvor lang tid siden han sidst havde set sådan på mig, og for at være ærlig, så brød jeg mig ikke om det. Jeg vidste jeg var gået over stregen denne gang, men igen, de kunne bare lade mig være! --------------------------------------------------------------------------------------------------- Undskyld hvis der er stavefejl og alt det der. Har travlt, og det var lige hvad det kunne blive til! - Skriv gerne hvad I synes om den.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...