Torn - One Direction.

Rosalie er en pige på 18 år. Hendes bror er Niall Horan og hendes x kæreste er Harry Styles. 1D bor i Usa. Hun prøvede at tage sit eget liv, så hendes forældre tvang hende med tilbage til England. Men fordi hun drikker, fester og ryger hele tiden, så bliver hun sendt hen til Niall.

- Jeg har fået inspiration af denne novelle fra Majs! Jeg kopirer ikke fra hende, det må i endelig ikke tro. :)

563Likes
505Kommentarer
67049Visninger
AA

13. Første skridt i den rigtige retning.

 

”Er hun okay?” jeg hørte Niall’s stemme, selvom han prøvede at hviske meget lavt. Jeg sad i en stol, kiggede ned i min mobil, for at finde en sang jeg kunne høre. Deres blikke fandt mig, og jeg vidste godt hvorfor. Jeg havde ikke sagt noget hele morgenen, og jeg var taget med uden at protestere. Jeg var træt, og tankerne fløj rundt i ring. Hvad skete der i går? Var det noget fra hans side? Gjorde han det kun fordi han havde skyldfølelse? Jeg kunne ikke komme med nogen logisk forklaring. Det var ham der havde bedt mig om ikke at forelske sig i ham igen, og så kyssede han mig? Det kunne næsten kun betyde en ting….. han var ikke forelsket i mig, men han gjorde det af samme grund som jeg gjorde det. Jeg kiggede op, og så Louis kiggede på mig. Jeg sukkede lavt og vendte mit blik hen mod Harry, som stod og snakkede med Liam.

Det irriterede mig, at de blev ved med at kommentere det. Kunne de ikke bare holde mund og få det interview overstået, så jeg kunne komme væk herfra? Jeg skruede højt op for musikken og gik ind på Twitter. Jeg havde ret mange followers derinde, hvorfor mon? Jeg trykkede ind på Connect og satte mig til at læse nogen af de tweets folk skrev til mig. #Jeg forstår ikke hvorfor paparazzier rende hende i r:ven. Ja hun er Niall’s bror, men hun har også et liv! Vis dog noget respekt” stod der. Jeg kunne ikke lade være med at smile – det var rart, at en helt fremmede forstod mig. Jeg RT hende og læste videre. #Hvor er jeg træt af, at høre om Rosalie Horan hele tiden. Hun er ynkelig, ødelægger sit liv og tager drengenes opmærksomhed. Lad hende nu bare dø, hvis det er det hun vil# jeg lavede en grimasse og kunne mærke vreden stige. Jeg læste flere tweets og blev vredere for hver gang. Til sidst rejste jeg mig op og kiggede rundt. Jeg havde brug for noget vand, og lidt luft.

Jeg gik hen imod den dør vi kom ind af. Der var en lang gang som jeg skulle igennem. Jeg åbnede døren og gik ud, da en hånd tog fat i mig, og trak mig tilbage. ”Rose, helt ærligt” sagde Louis som pludselig stod bag mig. Jeg sukkede surt ”Louis, jeg orker ikke det der lige nu” vrissede jeg surt af ham. Niall kom hen til ham og kiggede på mig ”Hvad skal du?” spurgte han om, med en lidt kold stemme. ”Jeg har brug for luft” sagde jeg, og rettede på min bluse, selvom det var umuligt fordi Louis holdt så stramt fast. Louis kiggede på Niall ”Jeg går med hende” Niall nikkede ”vi begynder snart, så kom tilbage snart” han gav Louis et klap på skulderen og forsvandt. Jeg tog en hånd op og masserede mit hoved. Jeg kunne ikke engang gå udenfor, uden de skulle rende efter mig.

”Jeg vidste du var ude på et eller andet, siden du var så stille” sagde Louis, da vi var på vej hen imod døren. Jeg kiggede på ham, med et underligt blik. Han havde sit irriteret smil klistret fast på sine læber, og lidt efter mødte hans øjne mine. ”Så du vidste altså, at jeg ville ud og have frisk luft?” spurgte jeg flabet om og gik ud. Han lavede sit hair flip, grinte og lukkede så døren. ”Hvis jeg ikke havde stoppet dig, så var det ikke bare frisk luft” sagde han og lænede sig op af muren. Jeg lukkede øjnene i, og prøvede ikke at flippe ud. Der var nogle paparazzier længere henne, og deres kameraer var rettet mod os.

Jeg vendte mig mod ham ”Lad være med at tro du kender mig” vrissede jeg surt af ham. Han kiggede lidt chokeret på mig, stillede sig ordentlig op og gik et skridt tættere på mig. Han kiggede omkring, trak på skulderne og kiggede med et smil på mig. ”Du har ret. Jeg kender dig ikke – overhovedet. Det ene øjeblik hader du os, og skubber os væk, og det andet øjeblik er du rent faktisk sød og har brug for os” han lagde sit hoved kort på skrå og stirrede på mig. Jeg gik et skridt bagud ”Jeg har ikke brug for jer” var det eneste jeg kunne få ud af min mund. Hans smil blev større og han gik endnu et skridt tættere på, så vi stod så tæt, som vi gjorde for et øjeblik siden. Han lænede sig ind til mig ”Du havde brug for mig forleden, og i går havde du vidst også ret meget brug for Harry” han hviskede det, men højt nok til, at jeg kunne høre det, hvilket fik det til at løbe mig koldt ned af ryggen. Havde Harry fortalt det? Jeg stirrede koldt på Louis, selvom alt indeni mig var i oprør. Jeg var ret sikker på, at han kunne se usikkerheden i mig. Jeg vidste ikke om jeg kunne tillade mig at være sur på Harry… jeg mener… Jeg var ikke forelsket i ham, så om han fortalte hele verden det, det var jeg ligeglad med. Jeg drejede om på hælene og gik hen imod døren fast besluttet på ikke at sige noget til Louis.

Jeg sad i bilen på vej hjem. Klokken var omkring halv syv. Jeg sad i samme bil som Harry, Zayn og Niall. De snakkede om interviewet mens jeg sad på twitter. Jeg læste flere tweets igennem, selvom det påvirkede mit humør virkelig skidt. Jeg havde læst så mange tweets med folk der skrev jeg ødelagde mig selv, tog drengene fra dem og bare burde dø. Måske var det også det jeg havde allermest lyst til. Bare at komme væk. Folk der ikke kendte mig dømte mig, fordi medierne var så gode til at lave alt om. Jeg kunne ikke kende mig selv længere. Det ene øjeblik var min facade der, og det næste øjeblik var den væk – og så tog jeg alt til mig. Lige nu var min facade væk, for mit humør var helt i bund. Første gang i løbet af 4 dage fik jeg tanken om selvmord igen. Jeg havde prøvet før, og måske var 3-4 gang lykkens gang? Denne gang måtte jeg bare gøre det ordentlig.

Jeg kiggede op fra min mobil, og hørte Zayn’s grin. Jeg kiggede over på Niall, som grinte helt vildt, mens han gjorde alt for at holde øje på vejen. Mit smilebånd trak sig en smule, men blev hurtigt erstattet at tårer der pressede sig på. Jeg kunne mærke et par øjne på mig, og uden at kigge vidste jeg det var Harrys. Jeg kiggede hurtigt ned i min mobil igen, og læste nogle flere tweets – kun for at vide, at det jeg havde i tankerne var det rigtige at gøre. #Jeg er ikke engang i familie med hende, men jeg skammer mig over hende# stod der. Jeg kiggede hurtigt op og pressede tårerne inde. Vi holdt foran huset, hvilket fik mig til at skynde mig ud. Den bil Louis og Liam kørte i, den var her, så der var åbent. Jeg havde ikke lyst til, at drengene skulle se mig sådan her, så jeg skyndte mig ind på mit værelse.

Jeg lænede mig op af skabet og tog en dyb indånding. Pillerne stod stadig på gulvet, mens et par stykker lå omkring bøtten. Jeg tog to faste skridt og lod mig glide ned på gulvet. Jeg samlede pillerne op, og lukkede min hånd om dem. Jeg tog forsigtigt bøtten op, og læste bagpå, selvom jeg havde læst det alt for mange gange. #Må ikke anvendes til børn under 15 år# mine tåre blev fyldt med vand, så alt blev sløret. Jeg tørrede hurtigt mine øjne og læste videre #Kun en pille af gangen# stod der med fed skrift. En ny omgang tårer var på vej, men jeg slog hårdt min hånd ind i væggen. Jeg var svag. Jeg var svag. Jeg var svag. Det lød igen og igen i mit hoved. Svag…svag…svag. Ordene gav genlyd om og om igen.

Jeg satte på langsomt på sengen. Det ville være så godt at slippe væk fra det hele. Væk fra smerten og sorgen, væk fra mine mareridt, og væk fra folk der ønskede mig død. Det ville være meget lettere, hvis jeg lod dem vinde… men to sider af mig skændes og forvirrede mig. Jeg kiggede ned på pillerne og sank den klump jeg havde i halsen.  Kunne jeg tillade mig, at give drengene og mine forældre så meget smerte, bare fordi jeg var egoistisk? Jeg trak benene op under mig. Jeg var ikke et godt menneske – overhovedet. Jeg havde levet på en løgn i to år.. en løgn om et had til fem drenge, som jeg inderst inde elskede, hvilket gjorde mig så forfærdelig sur. Hvis bare de kunne lade mig være…. Hvis bare de ikke havde gjort alt det de havde gjort for mig, så havde jeg ikke tøvet med at forsvinde lige nu… I to år havde jeg løjet for mig selv – fortalt mig selv, at det var deres skyld mit liv var blevet som det var nu… men det var min skyld – helt og alene min skyld. Jeg kunne bare ikke indse det. Jeg havde så meget had og vrede inde i mig selv, og det skulle ud. Jeg følte mig svigtet af Niall og de andre – selvfølgelig gjorde jeg det.. og ud af det, så kom der en beskyldning og et fals had. Jeg rystede på hovedet og kiggede ned på pillerne. Det eneste der holdt mig fra ikke at spise dem, var min bekymring for drengene. Selvom jeg havde allermest lyst til det, så kunne jeg ikke forlade dem. Ikke efter alt det de havde gjort for mig, selvom jeg helst ville være fri – det var hvert fald det jeg bildte mig selv ind.

Jeg kunne pludselig fornemme en trække vejret meget roligere end jeg selv gjorde. Jeg kiggede hurtigt op, og så ind i nogle grønne øjne. Jeg kiggede hurtigt ned igen. Han overgloede mig – det kunne jeg mærke. Jeg havde ikke brug for at snakke med ham lige nu – jeg havde faktisk bare brug for at være alene, men jeg ventede … ventede på han ville begynde at snakke.

Han var pludselig foran mig. Jeg havde ikke bemærket han havde bevæget sig, så det kom som et lille chok, men jeg holdt mit blik nede. Han satte sig foran mig, tog forsigtigt mit ansigt op med sine fingre, og selvom jeg ikke havde lyst, så mødte mine øjne alligevel hans. ”Rose” sagde han stille men klart. ”Jeg vil gerne have dine sovepiller” sagde han helt roligt. Mit ansigt ændrede sig hurtigt til et forvirret et. Jeg så underligt på ham. Gu måtte han ej! Jeg kunne mærke usikkerheden brede sig, da hans hånd lagde sig om min. Han tog stille fat i mine fingre og strakte dem ud. Han måtte have vidst hvad jeg havde i tankerne siden han vidste jeg havde nogle piller i hånden. Jeg kunne slet ikke åbne munden, og da jeg prøvede at fjerne min hånd, så blev det bare til en rysten. Han sagde ingenting, men ventede bare på mit svar.

”De… det kan jeg ikke give dig” hviskede jeg og kiggede ned igen. Jeg vidste kampen var tabt, men alligevel strammede jeg grebet om bøtten. Jeg kiggede ned på min hånd, som Harry havde fået åbnet. Hans øjne hvilede på mig ”Jeg gør det for dit eget bedste, Rose” Jeg vidste han havde ret. Det havde han efterhånden altid. Jeg rystede på hovedet ”Jeg kan ikke uden dem” mumlede jeg og kneb øjnene sammen. Hans tommelfinger strøg over min håndflade. ”Vil du virkelig væk herfra?” spørgsmålet kom bag på mig, og gav et stik i hjertet. Han vidste det altså. Jeg kiggede op på ham, og kunne mærke mine øjne var våde. Selvfølgelig ville jeg ikke væk herfra. Jeg vidste, at hvis jeg virkelig ønskede det, så kunne jeg ændre mig. Det første skridt ville være, at give ham pillerne. Jeg kiggede ned på bøtten og løsnede langsomt mit greb om den. ”Hvis du har brug for en til at sove på, så lover jeg dig, at du får en…… men Rose, Niall kan ikke klare endnu et forsøg” sagde han og lagde sin hånd oven på min, uden at tage bøtten. Niall…  Niall, min bror. Ham jeg engang var så tæt med. Ham der hver dag ønskede jeg ville tilgive ham – ham der græd og tog skylden på sig….. alt sammen på grund af mig. Jeg slap bøtten og lod et hulk undslippe mine læber. Alt det jeg satte i gang, selvom det hele var min skyld..

Ville jeg nogensinde kunne ændre mig? Ville jeg nogensinde være i stand til at lukke dem ordentlig ind i mit liv igen? Harry puttede de piller jeg havde i hånden over i bøtten, og tog så bøtten og stillede om bag sig. Hans hånd lagde sig forsigtigt i min, men det gjorde det hele værre. Mit hjerte pumpede løs, og tårerne kom hurtigere og hurtigere. Jeg følte mig så… hjælpeløs og lille, hvilket noget i mig ikke kunne klare.

Vi så hinanden lige i øjnene. Jeg kæmpede for at vedligeholde øjenkontakten, men endnu engang var jeg ikke stærk nok. Jeg kiggede ned og så en tåre ramme lagnet. Harrys hånd rørte ved mit lyse hår, hvilket gjorde det mere vanskeligt for mig at kigge op. Jeg faldt i spåner lige præcis som mine øjne anbefalede. Hans blik hvilede stadig på mig, men jeg gjorde alt for at ignorer hans øjne. Jeg var så forvirret, og hans øjne gjorde det ikke nemmere for mig. Selv hans berøringer gjorde mig forvirret. Hvorfor var han her? Hvorfor hjalp han mig? Hvorfor var han sådan overfor mig?

Jeg kunne mærke hans fingre mod mit blege og våde ansigt. Hans tommelfinger gled langsomt hen over min flækkede læbe, hvilket startede en uro i mig. Jeg gispede indvendigt. Det var en forfærdelig følelse – en alt for savnet følelse. Han fjernede sin hånd, lagde den i min og gav den et klem. Min mave trak sig sammen, og sendte en bølge af sorg rundt i mig. Tårerne flimrede rundt i mine og kunne ikke finde ro nogen steder. Jeg holdt mig for panden, og lidt efter sad Harry med sine arme omkring mig – uden jeg havde lagt mærke til det.

Han hviskede nogle ord jeg ikke kunne tyde, men lige nu ville jeg bare have tiden til at stå stille. Det føltes som om jeg befandt mig et helt andet sted – i en helt anden verden. En verden hvor der ikke var nogen stemme, til at fortælle mig, at det var helt forkert, at Harry var så tæt på mig – og rørte mig. Det var først da Harry ruskede lidt i mig, at jeg kom til virkeligheden igen. Jeg havde fuldstændig glemt alt jeg havde kæmpet imod og kiggede op i hans grønne øjne, som kiggede bekymret ind i mine.

*

Jeg havde hørt det hele. Jeg havde siddet foran døren, og hørt Harry fortælle de andre drenge og pillerne, og om hvad jeg havde i tankerne. Jeg hørte Niall græde igen…. Eller ikke direkte, men først da jeg kiggede ind igennem dørsprækken så jeg ham græde. Jeg havde en stor klump i halsen og havde lyst til at forsvinde, for ikke at se hvor meget skade jeg gjorde, men jeg vidste hvis jeg forsvandt, så gjorde jeg mere skade.

Det ramte mig – meget. Louis sad og rystede med hovedet, Niall græd, Zayn så lige ud i luften, Liam kiggede tomt på Niall, mens Harry så på dem én efter én. Jeg listede langsomt ned på mit værelse, lukkede døren og gik hen til mit vindue. Jeg tog et tæppe, slog det om mig og satte mig i vindueskarmen. Jeg kiggede ud på regnen, som hårdt og hurtigt ramte jorden. Jeg lukkede mine egne tåre ud, og lod for første gang mine tanker overtage alt – uden et forsøg på at standse det. Jeg blev nød til at tænke alt igennem, selvom det gjorde ondt. Jeg blev nød til at tage alle minderne fra min fortid op, for at finde rundt i det hele. Jeg blev nød til at indse mine fejl, selvom det gjorde ondt og fik mig til at hade mig selv. Jeg vidste allerede nu, at drengene ikke havde fortjent alt det jeg havde gjort overfor dem. Jeg vidste jeg var gået alt for langt, og jeg vidste jeg snart måtte rette op på det, hvis jeg ville nå at få et ordentligt liv. Men hvor skulle jeg starte?  

Jeg kiggede rundt. Jeg tror jeg havde siddet herinde i snart to timer. Jeg kiggede over på min seng, og så Harry havde ladet pillerne stå. Jeg kneb øjnene sammen og slap tæppet, så det faldt af mig. Jeg skulle først og fremmeste starte med at vise drengene, at jeg ville det her – at jeg ville videre. Jeg vidste det blev hårdt, og jeg vidste jeg sikkert ville give op utrolig mange gange. Jeg vidste de ikke troede mig, men jeg blev nød til at vise dem det.

Jeg tørrede mine øjne og rejse mig. Jeg vidste jeg blev nød til at tilgive dem – hvilket nok ville være det der blev hårdest. Jeg skulle gå imod mig selv, skændes med mig selv og…. Slippe min facade. Jeg tog to rystende skridt hen mod sengen, og tog om pillerne. Jeg tror han havde glemt dem da han gik. Jeg kendte Harry godt nok til, at han ikke ville lade dem stå herinde. Hvis han ikke kunne få dem ved at spørger mig, så ville han tage dem.

Jeg kneb øjnene sammen, tog en dyb indånding og gik ud på gangen. Klokken var halv tolv, og drengene var vel så småt på vej i seng. De skulle til koncert i morgen, og jeg skulle med. En side af mig havde ikke lyst, men jeg blev nød til det. Det var den side jeg skulle have væk, ellers ville jeg aldrig blive bare lidt.. normal igen.

Jeg gik med usikre skridt hen imod stuen. Jeg kunne høre tv’et kørte, så der måtte være nogen derinde. ”Godnat” hørte jeg Niall sige til drengene. ”Godnat” mumlede de i munden på hinanden + Harry. Jeg vidste de ville kigge – nærmest overglo. En side af mig skreg, at jeg ville fortryde det her, men så måtte vi håbe jeg var stærk nok til at sige den imod.

Jeg åbnede døren ind til stuen, og straks blev mine øre fyldt med lyde fra tv’et. Jeg kiggede hurtigt over på det, da jeg kunne føle drengenes blik på mig. Jeg tog en halvdyb indånding og tvang mine ben frem ad. Stemmen inde i hovedet skreg af mig – virkelig højt. Jeg bed tænderne hårdt sammen og strammede grebet om bøtten. Jeg måtte give ham den, inden jeg fortrød. Jeg ville…. Eller jeg måtte ikke kigge ham i øjnene, men da jeg løftede mit blik en smule mødte de alligevel hans øjne. Han så forvirret på mig, ligesom de andre også gjorde. Jeg ville ikke lave en scene, ikke nu. De to sider af mig skreg af hinanden, hvilket gav mig hovedpine. Jeg rakte langsomt bøtten hen til ham, hvilket fik Liam og Louis til at kigge på hinanden. Jeg behøvede ikke kigge, jeg kunne mærke det, og det var ikke specielt rart. Jeg vidste hvad de tænkte. Min hånd rystede en del, og jeg var sikker på, at hvis han ikke snart tog den, så ville jeg ombestemme mig.

Da han rakte ud efter bøtten ramte hans varme fingre mine. Jeg lukkede øjnene, og lod ham tage bøtten fra mig. Uden et ord vendte jeg mig om og nærmest løb ud. Jeg havde fortrudt det. Jeg havde allerede fortrudt det. Jeg vidste det var forkert at fortryde det, men det gjorde jeg. Jeg var ikke stærk, jeg var svag. Jeg havde brug for de piller….. jeg lagde mine hænder om hovedet. De forvirrede stemmer gav mig hovedpine. Jeg smed mig i sengen og skreg ned i puden. Det var det rigtige jeg gjorde, selvom jeg fortrød det. Jeg blev ved med at sige det til mig selv, i håb om at det overbeviste mig. Jeg slog min hånd ind i væggen og græd over smerten. Jeg kunne ikke holde det ud. Jeg var syg – sindssyg i hovedet! Det var ikke normalt at være afhængig af piller, men jeg havde brug for en. Jeg havde brug for en til at tage smerten. Bare en! Kun en…

Jeg ved ikke hvor længe jeg havde ligget og kigget ud i mørket. Klokken var halv fire om natten, og jeg skulle ret tidlig op, fordi jeg skulle med til deres koncert. Jeg ved ikke hvor det var henne, men det tog fire timer at køre derhen, og når vi kom derhen, så skulle de ind i centeret og skrive autografer til en masse fans. Det blev en lang dag – alt for lang dag.

Hver gang mine øjne lukkede sig i, så så jeg ”dem” og som en ren refleks åbnede mine øjne sig, og en uro kom ind over min krop, så jeg ikke kunne falde til ro og sove. Jeg sov måske en halv time af gangen, men det var også nok til en drøm. Min mund var helt tør, og skreg efter noget at drikke. Min første tanke var alkohol, men det måtte jeg ikke. Jeg måtte ikke give under for stemmen i hovedet, som ville have mig til alle de ting. Jeg måtte…. Tage noget vand. 

*

Jeg skulle sidde i denne bus i hele fire timer. Jeg havde intet søvn fået i nat. Uden mine piller kunne jeg ikke få mig selv til at lukke mine øjne i. Jeg vidste det var noget jeg skulle af med – den afhængighed af piller var en ond cirkel – ligesom mit liv. Mine øjne kunne lukke i når som helst, hvis jeg bare tillod det.. Jeg kæmpede som en sindssyg for at holde dem åbne.

Drengene var så småt ved at komme ud i bussen. Jeg ville ikke vække opmærksomhed – den havde jeg efterhånden fået for meget af, så den havde jeg ikke brug for. Jeg lod mit hår glide ned over mine skulder og tog min mobil frem. Noget måtte jeg jo give mig til, for ikke at falde i søvn.

”WE ARE READY” råbte Louis og hoppede ind i bussen. Liam’s latter fyldte mine øre, og lidt efter var han også inde i bussen. Jeg sad i sofaen, hvor jeg også sad for snart to år siden. Det var den samme bus, hvilket bare vækkede minder frem i mig…. Men jeg orkede ikke at græde, og mine tåre orkede ikke at presse sig på. Jeg var træt, og jeg trængte til en ordentlig nattesøvn uden mareridt. Jeg kunne have bedt Harry om en pille, men det kunne jeg ikke få mig selv til. Jeg kunne ikke få mig selv til at gå derud, for jeg vidste, at hvis jeg så bøtten med piller, så ville stemmen komme frem igen.

”Det bliver en vild dag!” sagde Zayn og lukkede døren. Mit hoved bukkede forover, hvilket straks fik mig til at åbne mine øjne. Jeg var virkelig tæt på at falde i søvn. Jeg tog mine ben op under mig, og dækkede mit ansigt med mit hår. Jeg havde prøvet at lægge en nogenlunde makeup. Det virkede fint… udover mine øjne. De var røde, hævet og så var der så store mørke pletter under, at det var umuligt at dække. Jeg gik ind på Twitter, selvom jeg vidste jeg kun ville få en masse had derinde…. Men måske kunne det holde mig vågen?

”Er du klar Rose?” Niall’s stemme lød igennem hele bussen. Jeg skulle til at kigge op som en ren refleks, men jeg nåede heldigvis at stoppe mig selv. ”Em..” jeg strøg en hånd igennem mit hår ”Ja” sagde jeg og prøvede at lyde så frisk som muligt. ”Så lukker jeg døren, igen” sagde Zayn og grinte. Louis smed sig i sofaen, efterfulgt af de andre. ”Uh, twitter” sagde han og kiggede hen over skulderen på mig. ”Det burde jeg også gå på” sagde han og trak sin mobil frem. Det føltes virkelig akavet at sidde her. Mine øjne sank hele tiden sammen. Jeg måtte have noget vand i hovedet, eller drikke noget vand. Jeg måtte gøre noget for ikke at sove.

Efter en halv time med deres grin og snakken, så var det lykkedes mig at holde mig vågen. Jeg kunne ikke tænke klart. Jeg var så træt! Men jeg kunne ikke sove… Jeg kunne ikke risikere at snakke i søvne. Det kom ikke dem ved hvad jeg drømte om. Det var mine problemer – kun mine.

Jeg rejste mig hurtigt op, hvilket fik alle drengene til at kigge på mig. Jeg tog håret til den ene side og gik hurtigt ud på toilettet. Jeg lukkede døren i og kiggede mig i spejlet. Jeg så forfærdelig ud! Mine øjne lignede noget fra en gyserfilm. Jeg sukkede og lagde vægten på vasken. Måske ville det virke, hvis jeg kørte mig selv så træt, at jeg virkelig ikke kunne holde mine øjne åbne mere? Så kunne det være mit mareridt ville blive væk den ene gang?  Jeg kiggede på mit spejlbillede. Det var den eneste løsning. Jeg tændte vandhanen, tog noget vand på mine håndled, lidt i hovedet og noget på panden. Måske det ville lykkedes mig, at holde mig vågen til i aften? Det måtte jeg gå efter.

Jeg satte mig bagerst i bussen, i en lille stol. Det havde lykkedes mig at holde dem på afstand i lang tid nu, og opmærksomhed var det sidste jeg ønskede. Jeg var slet ikke mig selv, og drengenes blik kunne hele tiden føles. Mine øjne ville falde i hvert sekund, men jeg tillod det ikke. Jeg ville holde den aftale, det måtte jeg! Hvis de fandt ud af jeg ikke sov i nat, så ville de spørger ind til det, og jeg kendte dem efterhånden…. De gav ikke op.

Det gjorde ondt i kroppen at kæmpe imod trætheden. Ikke engang mit smilebånd kunne trække sig – ikke engang en smule! Uden jeg havde bemærket det kom en person hen til mig. Først var det helt utydelig… faktisk alt for utydeligt. Personen snakkede, men jeg kunne ikke opfange nogen ord. Jeg var i en verden, hvor jeg ikke var til stede, men jeg sov heller ikke. Personen ruskede pludselig i mig. Jeg prøvede at fange ordene så godt som jeg kunne. Da personen ruskede hårdere i mig, og sagde min stemme lidt hårdere kom jeg til mig selv.

”Rose” sagde personen og lød virkelig bekymret. Endelig kunne jeg genkende stemmen – det var Harry. Selvfølgelig var det Harry. De vidste alle sammen Harry og jeg havde kysset.. selvfølgelig vidste de det. De vidste det sikkert næste morgen, hvis ikke før. De vidste han kunne ’bruges’ imod mig. De vidste han kunne bryde igennem mig – det havde han gjort før, og han havde gjort det mange gange. Jeg burde hade ham for at have ødelagt min facade på tre dage, men det gjorde jeg ikke – kunne ikke.

Jeg orkede ikke at svare ham, så af ren refleks kiggede jeg op på ham og mumlede et ja. Jeg kiggede hurtigt ned igen, da jeg så hans blik. Jeg kan og vil ikke engang beskrive det. Jeg kneb øjnene i. Det var en smutter, en dum smutter. Der var en grund til jeg satte mig hernede – netop for at undgå at kigge på dem. Jeg lagde en håndflade mod panden og kiggede ned på min hånd, som var begyndt at ryste en smule. Jeg lukkede min jakke og gned mine hænder mod hinanden. Der var pludselig blevet ret koldt.

Uden at kigge derop vidste jeg nogenlunde hvordan deres reaktion var. De kiggede på mig, og det havde de snart gjort skiftevis i to minutter. Jeg ignorerede det – jeg orkede ikke noget. Jeg var træt – alt for træt.

*

Jeg kunne høre en masse fans skrige, da vi endelig var fremme. Det var første gang jeg blev set med drengene, uden en tur i byen eller noget. Jeg lignede l:rt og hvis de så mig, så var jeg sikker på, at de ville finde på endnu en stor løgn

. Jeg rejste mig langsomt op, og var ved at falde fordi jeg var så svimmel. Jeg mærkede en hånd om min arm ”Her” sagde personen og rakte et par solbriller over til mig. Jeg var ret sikker på det var Liam, men jeg orkede ikke at dreje hovedet for at kigge. Lige nu skulle jeg koncentrere mig om at gå nogenlunde normalt, og holde øjnene åbne.

Jeg tog imod solbrillerne og tog dem på. ”Er vi klar?” Niall snakkede højt og glad. ”Det er jeg ret sikker på” sagde en anden stemme. Døren blev åbnet, og en masse skrig stemme fyldte mine øre. ”Let’s go” sagde Zayn og gik ud af bussen.

Solen skinnede, hvilket gjorde en smule ondt i mine øjne, selvom jeg havde solbriller på. Jeg gik ud som den sidste og kunne høre en masse sige mit navn. Jeg orkede ikke at kigge op. Jeg var ligeglad med om medierne lavede en stor løgn ud af det her. Jeg ville bare gerne væk.

Jeg kunne ikke se jorden pga. alle de ben. Jeg mærkede kun, at jeg blev skubbet en smule fra side til side, mens kvalmen overtog min krop. Jeg stoppede op og tog mig til maven. En masse råbte mit navn, og hvis jeg ikke tog fejl, så hørte jeg nogen råbte ”Slut!”(L:der) efter mig. Jeg kiggede af ren refleks op, og så lige hen på Louis, som kiggede med et forvirret blik ud mod pigerne. Pludselig pressede tårerne sig på, og min mave trak sig sammen. Det var det de havde råbt, Louis havde også hørt det. Liam kom hen til Louis, som sagde noget til ham, og lidt efter så han ret sur ud. Louis lavede et tegn til de andre drenge, og gik hen imod mig.

”Kom” sagde han og rakte sin hånd ud efter mig. En bodyguard bag os, skubbede mig frem af, men jeg stoppede hurtigt op. Det de havde råbt, havde jeg virkelig taget personligt. Jeg havde ikke troet de ville råbe sådan noget…… kun skrive det.

”Rose” sagde Louis og stillede sig helt tæt på mig. Han tog om mine skulder og fik mig til at kigge på ham ”Bare ignorer dem, okay?” han sendte mig et kort smil. Jeg blinkede et par gange, for at holde mine øjne åbne. Pigerne skreg på Louis, og andre greb ud efter ham. Bodyguarden fik dem til at gå et skrid tilbage. ”Rose, kom nu” han skubbede mig frem af, lagde en hånd om mit liv og fik mig igennem flokken. Jeg vidste ikke rigtig hvad der foregik omkring mig. Min hjerne arbejdede ikke rigtig længere. 

 

”De kan sku da ikke bare råbe sådan noget!” hørte jeg Liam sige vredt, da vi var kommet ind i centeret. Der var en masse skrigende piger, men her hvor vi var, kunne man ikke se os. Jeg stod for mig selv og tænkte på om man virkelig kunne sove stående. Der gik utrolig mange ting igennem mit hoved, men det var alle mulige ting der ikke hang sammen.

”Rose?” stemmen tilhørte Harry, som på en måde havde sneget sig ind på mig… eller.. måske bare gået. Jeg ved det ikke, jeg opfattede ikke rigtig noget. Jeg tog langsomt mine solbriller af, det gjorde ondt at skulle anstrenge øjnene sådan. 

-------------------------------------------------

I må meget gerne skrive hvad I synes om den! :-) Måske lidt mere end god. Hæhæ. Og tusind tak fordi i læser. <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...