Den 9. oktober 2008

Sand historie. Læs med, hvis I vil :-)

2Likes
2Kommentarer
798Visninger
AA

1. Dagen før min 10 års fødselsdag

 

Den 9. oktober, 2008, dagen før min 10 års fødselsdag

Jeg, mine forældre, min tante, onkel, kusine og to fætre gik på en gade tæt på havnen i San Fransisco ved otte-tiden. Der var rimelig mørkt, men gadelygterne lyste det forholdsvist store fortorv op. Bilerne kørte forbi os på vejen, både normale familiebiler men også store, sorte limousiner. Det hele var så stort og anderledes, end hjemme i lille Danmark. Det var dagen, eller aftenen før min 10 års fødselsdag og jeg glædede mig utroligt meget til næste dag. Turen til USA, havde der været snak om i cirka et år, og nu var vi endelig kommet af sted. Planen var, at rejse det meste af Californien rundt på tre uger. Vi tog af sted 2008, den 5. oktober og var hjemme den 26. 

Tidligere på dagen, havde vi shoppet rundt i San Fransisco og ellers bare nydt solskinsvejret over os. Som sagt var det min fødselsdag dagen efter, og da vi skulle køre langt næste dag, altså på min fødselsdag, ville vi holde en lille mini- fødselsdag for mig når vi nu havde tid. Vi spiste på en enorm café der hed Rain Forrest café, og det hele var bare stort og smukt. Jeg nød det virkelig og jeg fik lov til at vælge en gave fra gaveboden. Efter det skulle vi ind og se San Fransisco's svar på en 'Chinatown'. Smukt var det, ligesom alt det andet vi havde set og farver og bygninger overvældede mig. Da vi havde gået rundt i et godt stykke tid, begyndte det at blive mørkt og vi skulle nå færgen hjem til dér, hvor vores auto-campere holdte.

Vi satte kurs mod havnen, ned mod færgen. Hele dagen havde været fuldstændig fantastisk. Alle folk var så rare og imødekommende. Det sjove var, at lige meget hvor vi havde kigget hen, hele dagen, var folk rare og snakkede høfligt til én. Holdte for én, når man skulle over gaden og ønskede én en god dag. Så kommer det lidt uforventet og pludseligt, når man støder ind i de skidte personer. Og det gjorde vi, desværre.   

Vi gik på en mennesketom gade ved havnen, ikke langt fra færgen vi skulle med om ikke så frygtelig lang tid. Mig, min kusine og mine fætre gik og hygge- snakkede, ligesom vores forældre, da min mor pludselig så to personer lidt længere fremme på gaden. Det var to mænd; den ene lå ned, mens den anden havde kasket på og lavede noget der lignede en armbøjning. Vi samledes allesammen, min familie og fortsatte forbi mændene som om intet var hent, selvom de så lidt underlige ud. Pludselig stilte manden med kasket sig op, og gik hen til min ældste fætter. "Wanna buy my hat for 5 dollars?" Spurgte han og viftede med sin kasket foran min fætters ansigt. "No thanks." Svarede min fætter og vi fortsatte videre ned mod havnen. "Come on man! 10 dollars!" Blev manden, der nok var i tyverne ved og gik efter vores lille flok. "No, I said." Sagde min fætter lidt mere irriteret og vi begyndte at gå lidt hurtigere. Det var dér min kusine opdagede det.  

"Han har en kniv!" Skreg hun og holdte fast i min onkel. Mit blik rettede med det samme mod manden og ganske rigtigt; i hans ene hånd var noget langt, men hvis man kiggede ordenligt efter kunne man godt se, at det var en kniv. Jeg skreg og begyndte at løbe videre op ad gaden med min mor, tante og to fætre ved min side. Men min kusine, far og onkel var sakket bagud og manden var begyndt at blive agressiv og prøvede at slå ud efter min onkel. Mine fætre løb ud på gaden og bankede på bilruderne, for at tiltrække opmærksomhed og dermed hjælp. "Call the police!" Råbte de, men bilisterne ignorerede det totalt. Det var et rent kaos, alt var uoverskueligt. Min mor blev ved med at rive mig med hende og min tante. Mine fætre opgav at tiltrække opmærksomhed hos bilisterne og løb videre med mig, min tante og min mor. Det var som om alle de venlige mennesker pludselig havde taget en eller anden slags maske på. En maske ingen kunne trække igennem, der var ingen hjælp at hente hos dem. 

Mit hjerte bankede hutigere end nogensinde, og hvert skridt føltes tungt og vi blev mere og mere udmattede. Det føltes som at løbe fra sin egen skygge. Imens vi løb op ad gaden, var min far, onkel og kusine stadig omringet af den agressive mand som truede med at stikke hvert sekund. Min far løb om bag en skraldespand og videre ud på vejen, for at slippe udenom manden. I ét sekund stod tiden stille for mig. Jeg så min fars ansigtsudtryg. Det ansigt havde jeg aldrig set ham lave før. Jeg kunne se frygten i hans øjne. Jeg begyndte at græde mere, men blev hurtigt trukket videre af min mor. Pludselig kom min far løbene op til os og lidt efter min onkel og kusine. Manden var sakket lidt bagud, men vi løb stadig så hurtigt vi kunne. 

Bilerne kørte stadig uberørte forbi os, og alt så sort ud lige indtil vi så en politibil holde lige udenfor en lille, gul kiosk, på et hjørne ned til havnen. Min onkel og far løb straks derind mens os andre ventede udenfor. Manden var ude af syne, måske var vi sluppet fra ham? Til vores held var der to politimænd inde i kiosken. Mens min far og onkel beskrev manden for politimændene gav min mor mig et ordenligt knus. Jeg græd stadig og kunne se at min tante også krammede min kusine og mine fætre. Meget hurtigt efter kom min far og onkel ud af kiosken efterfulgt af de to politimænd. De løb hen til politibilen og åbnede bagagerummet. Der lå politiudstyr i alle afskygninger. "Thanks for the help." Sagde min onkel og nikkede til politimændene. "No problem, it's our job." Sagde den ene politimand alvorligt.

Vi skyndte os videre ned til færgen. Den var på vej hen mod havnen og vi løb hen mod den. Da vi var kommet ind gav vi hinanden et stort kram. Vi kunne se ud ad vinduerne, at politibilen kørte rundt på havnen og ledte efter manden. Det var slet ikke til at forstå, at jeg lige havde været i livsfare! Men uanset hvad, så sidder jeg her idag og skriver om en uhyggelig oplevelse, som jeg aldrig vil glemme. Jeg respekterer livet og nyder hver dag. Jeg er taknemlig over at være her idag. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...