Let Me Kill You!

Nathalie bor i distrikt 8. Distriktet, hvor de laver tøj. Da det er tid til at The Hunger Games nummer 129 bliver Nathalie og hendes bedste ven Jeremy trukket som de to deltagere fra distrikt 8 ved høsten. De skal slås mod 11 andre distrikter og man ved aldrig, hvornår det er deres tur til at dø. De har begge lovet at de vil kæmpe til det sidste og de vil kæmpe imod hinanden som de to sidste deltagere i dette års The Hunger Games. Men vil de komme langt nok til at møde hinanden i kamp som de to sidste? Bliver de dræbt af nogle andre? Vil de overleve? Det ved ingen man kan kun gætte.

6Likes
11Kommentarer
1346Visninger
AA

3. I er fra distrikt 8 vær stolte over det!

Nathalie P.O.V

Jeg gik ude i skoven sammen med min bedste ven Jeremy Johnson. Hans navn lød underligt første gang man sagde det. Jeg gik rundt med en masse spyd under armene og Jeremy gik også med nogen. Vi havde lavet dem alle af træ, hvilket tog sin tid at lave.

Da vi nåede langt nok ind i skoven var vi nødt til at gå hele vejen tilbage, fordi vi hørte hornet. Hornet var et horn en person fik besked på at blæse for at samle folkene i distrikt 8. Hornet blev kun brugt når det var tid til det årlige The Hunger Games. Jeg havde en virkelig dårlig fornemmelse for dette år. Jeg havde på fornemmelsen at jeg ville blive valgt i år. Jeg ved ikke, hvorfor, men alligevel var jeg rædselsslagen for at blive valgt. Dog var chancen for at det blev mig rimelig lille, fordi vi var en masse piger indenfor aldersgruppen 12 - 18. Jeg var selv 16.

Vi gemte mine spyd et sikkert sted og skyndte os hjem, fordi vi skulle gøre os klar. Vi skulle have fint tøj på så vi så ordentlige ud. Jeg ville dog helst blive ude i skoven sammen med Jeremy og leve der i friheden i stedet for i et slags fangeskab, hvor jeg jo nærmest boede i forvejen.

 

Da jeg kom hjem så jeg min mor var fuldkommen hvis i ansigtet. Jeg forstod hende godt. Hun havde haft 2 børn. Min søster blev den udvalgte sidste år. Hun overlevede som en af de to sidste. Hun døde dog i kampen, fordi hun var bedst med en bue og hendes modstander var ekspert med et sværd. Så til sidst var den dumme knægt kommet så tæt på min søster at han bare kappede hovedet af hende. Han gjorde det uden så meget at tøve. Han var koldhjertet, men han fik, hvad han havde fortjent for sidste måned fik jeg fortalt at den dreng havde begået selvmord på rund af alle de mord han havde begået da han var med i The Hunger Games. Han lignede ikke en, der var plaget af det, men det var han altså.

Min far gav min mors skulder et klem og prøvede at brolige hende, men det gik ikke særlig godt. Min mor fik tårer i øjnene og rettede blikket mod mig.

"Lov mig min pige at du ikke dør fra mig? Hvis du absolut skal dø så skal du dø i kamp som din lillesøster." Min lillesøster var kun lige blevet 12 bogstaveligt talt. Hun blev 12 dagen før høsten.

Da jeg havde fået min pæne kjole på begyndte jeg at gå ned mod midten. Der var blevet sat en slags scene eller sådan noget lignende op. Vi stod lidt blandet mellem aldrene, men vi stod delt op i piger og drenge.

Jeg kiggede hen imod Jeremy. Han mødte mit blik og jeg kunne se i hans øjne at han håbede at ingen af os to ville blive en af de udvalgte. Han slap dog mit blik da der kom en dame gående ud til mikrofonen. Hun kom helt sikkert fra et sted, hvor de rige bor. Hun havde den slags tøj på. Nogle af hendes træk lignede en mands, men hun havde dog også træk, der viste at hun var en kvinde.

"Velkommen mine damer og herrer. Vi er her i dag for at finde de to udvalgte til dette års The Hunger Games. Dette vil blive spil nummer 129. Jeg håber i vil værdsætte at blive en af deltagerne. Og vi skal helst ikke have slåskampe ligesom sidste år." Hun holdte en kort pause for at lege dramatisk, men det virkede ikke. Hendes personlighed kunne ikke skabe dramatik.

"Vi starter som sidste år med pigerne." Hun gik hen til en glaskrukke fyldt med pigernes navne. Da hun havde taget et papir åbnede hun det. "Dette års deltager blandt pigerne bliver.... Nathalie Harth. Søreme om det ikke er endnu en Harth i år. Hvor skønt. Jeres familie må være meget stolte af jer." Jeg gik op til hende damen imens jeg følte uroen vokse. Jeg ville virkelig ikke det her. Jeg ville blive her hjemme. Men jeg ville heller ikke skabe den samme tomult som min søster havde gjort sidste år. Hun fim startet en slåskamp, fordi hun prøvede at flygte og begyndte at slås for det. Da jeg stod oppe på scene gik hun hen til glaskrukken med drengenes navne.

"Dette års deltager blandt drengene bliver.... Jeremy Johnson. Kom her op min dreng." Jeg gispede da hun sagde Jeremys navn. Det kunne ikke passe mig og Jeremy var lige blevet dødsfjender, hvordan kunne det være sket?

Da vi var blevet hyldet af damen og skulle til at gå råbte de alle i kor:

"I ER FRA DISTRIKT 8 VÆRE STOLTE AF DET!" Det var vi allerede i forvejen. Damen og alle vagterne kiggede på dem som om de var en bunke tabere, men ikke for mig og Jeremy for os var de dem vi skulle gøre stolte. En af os ville komme tilbage og det ville være med en sejr over alle de andre distrikter, men dog kun en af os. Den anden ville selvfølgelig være blevet dræbt.

 

Senere på dagen sad vi i toget. Mig og Jeremy sad alene i et rum med mad. Vi sagde ingenting vi gjorde ingenting vi sad bare og tænkte. Jeg tænkte på, hvad min mor og far lavede og, hvor grædefærdig min mor var. Hun måtte være helt sønderknust.

"Natnat?!" Jeg kiggede på Jeremy der havde brudt stilheden. "Skal vi ikke love hinanden at være de to sidste overlevende. Så skal vi kæmpe til det sidste mod hinanden?" Hun smilede en smule og rakte ham min hånd og nikkede stolt. Han gjorde det samme. Vi havde lige givet hinanden vores ord på at holde os i live til vi var de sidste overlevende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...