Den udvalgte

Hun gik i skole, som alle andre normale piger. Hun havde venner og en kæreste, indtil hun slog op med ham. Hun er helt normal... Eller der er i hvert fald, hvad hun føler... Lige indtil hun tager til fest hos sin eks-kæreste, som hun troede hun kendte så godt, og møder denne fyr... Men er han en hel almindelig fyr?
Kan alt virkelig godt ændre sig på en enkelt nat? - Åbenbart...


På bare nogle få dage, gennemlever hun ting, hun aldrig troede fandtes sted. Hun føler ting, hun aldrig troede hun kunne føle. Hun møder nogle, hun aldrig troede fandtes.
Alt bliver pludselig helt anderlede. Helt uventet. Vil hun mon klare det?

4Likes
15Kommentarer
1848Visninger
AA

8. Kapitel 7

 

 

Jeg tænkte mig om. ”Altså, jeg sagde ikke decideret ja.” Jeg kunne ikke se ham i øjne, så i stedet vendte jeg hovet, så jeg kiggede hen mod, hvor han kyssede mig. Nej, overfaldt mig.

”Hvad mener du?” han trak sig lidt væk fra mig, så han kunne se på mig.

”Altså, det er lidt svært at forklare,” tøvede jeg. ”Han sagde bare, at vi skulle på en date.”

”Nickie, se på mig.” han kendte mig navn. ”Hvad gjorde han før det?”

Jeg prøvede at se spørgende på ham. ”Hvad mener du?” Det virkede!

”Han har gået og fablet om, at han vil score dig for bare at såre dig igen, som han mener, at du sårede ham,” Han sårede også mig, havde jeg lyst til at sige, men tog mig i det. ”Og han vil bruge beskidte tricks, hvis du ikke vil.” færdiggjorde han sin sætning med.

Nej, nej, NEJ! Det gjorde han bare ikke! Mig som troede, at jeg kendte ham!

”Den nar!” mumlede jeg og gik væk fra ham, bare for at komme ud til stuen, hvor Magnus stod, så jeg kunne give ham en rigtig fed lussing. Men jeg blev stoppet, da han tog fat i min arm.

”Slap af,” han snakkede roligt. Hvordan kunne han snakke roligt, når Magnus prøvede på at gøre sådan noget? Hele mit indre følelsesregister var fuldstændig oppe og kåge af raseri. ”Hvad gjorde han?” gentog han. Den mode han tog fat i min hånd, mindede mig om Magnus, og det han havde gjord tidligere på aften. ”Nickie?” ”Det er ikke noget du skal blande dig i! Det her er noget mellem mig og Magnus!” Sagde jeg, mens jeg rev min arm til mig.

”Nickie, han vil gøre det igen, hvis du gør noget dumt. Lige meget hvad. Og gerne være, hvis han kan komme til det. Jeg beder dig, vil du ikke godt passe lidt på?” jeg kunne høre at han lød trist. Bange. Bange for at der skulle ske mig noget. Men alligevel var der noget der undrede mig. Noget der fik mig til at stoppe op og vende mig om, så jeg stod og kiggede på ham.

”Hvor ved du alt dette fra?”

Han tøvede lidt, og han kunne ikke se mig i øjnene. ”Han fortalte mig det,” hviskede han lavt. Jeg kunne se, at han ikke var stolt af det. Men alligevel blev jeg sur, nej, rasende!

”Og du gjorde ingen ting for at stoppe det?!” skældte jeg ham ud, mens jeg gik hen mod.

”Jeg kom for sent. Jeg var på vej hen mod jer, da du kom ud,” Han kiggede mig dybt ind i øjnene og talte langsomt. Jeg kunne se i hans øjne at han var trist. Trist, fordi han ikke nåede at stoppe det, Magnus havde gang i. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, så der havde dannet sig en stilhed blandt os. Jeg kunne mærke hvordan tårerne pressede på.

”Hvad skal jeg gøre?” jeg var ved at græde.

”Ignorere ham i aften og så når i skal på date …”  han udtalte data som var det det værste bandeord man nogle sinde har hørt. ”siger du det er forbi, år der er mange mennesker omkring jer,” han gik tættere hen mod mig og tog mig i hånden.

”Hvorfor gør du det her?” lyden kom fra mine løber, inden jeg kunne nå at stoppe dem. Han slap forbavset mine hænder og så en smugle såret ud.

”Hvad mener du?” hans stemme afslørede kun endnu mere, hvor såret han var over mine ord.

”Hvorfor ville du gerne stoppe ham?” min tone var mere kold, end jeg havde troet.

”Vil du ikke have det?” han trak sig en smugle væk. Såret og trist. Jeg kunne mærke mit hjerte protesterede mod min opførsel. Protesterede mod min kolde tone. Mod min hjerne.

”Jo, selvfølgelig! Jeg forstår bare ikke, hvorfor du gerne vil hjælpe mig, når du kan hjælpe så mange andre,” mumlede jeg en smugle trist. Men han smilede blot af mine ord. Hvad tænker han mon på?

”Hvorfor tror du?” spurgte han drillende, men alligevel blev han kinder en smugle røde. Jeg rystede bare forvirret på hovedet. ”Fordi du er utrolig smuk. Sød. Og jeg føler allerede, at jeg kender dig.” sagde han langsomt, så hvert ord kunne trænge langt ind i min lille hjerne.

Men det virkede ikke helt. ”Kender mig?” mumlede jeg. han grinede bare af mit spørgsmål

”Ja, Magnus snakker meget om dig,” sagde han smilene. Jeg kom også til at grine af det.

”Men hvorfor vil du så stjæle mig fra ham?” hans ord gav stadig ikke mening for mig. Også selvom jeg prøvede at gentage dem for mig selv inde i mit hoved.

Han blev trist igen. ”Han vil kun have dig, for så kan han gøre en masse dumme ting,” jeg tænkte lidt over hans ordvalg, men det gav endnu ikke mening.

”Overfalde dig, og værre ting endnu,” jeg gispede. Sådan var Magnus ikke! Han måtte snakke om en anden Magnus, for jeg havde aldrig set ham være voldelig over for mig, så hvorfor skulle han pludselig overfalde mig? Men alligevel, jeg havde ikke været i nærheden af ham i et stykke tid, og folk kunne jo ændre sig. Måske havde han ret?

”Er du meget gode venner med ham?” jeg vidste ikke hvorfor ordne blev ved med at flyve ud over mine læber, men jeg blev vel nød til at vide mere om ham, før jeg kunne stole helt på ham, ikke?

”Ja, men kun for at høre noget om dig. Du er ret spændende!” Hans kinder blev endnu engang en smugle røde. Jeg kunne ikke lade være med at smile af det. Altså, lige indtil døren gik op, og en irriterende pige kom ind af døren…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...