Darkness

Fie er et uønsket barn, hun blev glemt af sine forældre, og sat i et børnefængsel, for glemte og uønskede børn.
Efter hendes barndomsven Gabi, lider en tragisk død, lover Fie ham at hun vil hævne sig på skæbnen. Hun møder Clara, som hjælper hende igennem alle Fies problemer.
Men hvad er det med Clara. Er hun i virkeligheden Gabis tvillingesøster. Eller måske noget helt, helt andet?

3Likes
4Kommentarer
1303Visninger
AA

3. Natten

Jeg trækker det gamle tæppe op over mit hoved. Den gamle sofa jeg ligger på knirker under mig. Clara laver altid sjov med at den vil brase sammen, og nogle gamle drømmer jeg også at det sker. I morgen vil jeg ikke vågne, jeg vil synke ned i et sort dyb. Og som hvert år, vil jeg ikke kunne huske noget af det jeg har gjort. Jeg kan høre en ugle tude ude i det store egetræ bagved huset. Jeg putter mig ind til Hr. Nielson, en bamse jeg fik af Clara et år efter at hun havde fundet mig. Hans sorte knapøjne kigger tomt på mig, og hans næse er næsten faldet af. Jeg smiler ud til uglen i træet, vender mig om og lukker øjnene. Jeg lytter til det gamle ur der tikker, det går 2 timer forkert, men jeg kan godt lide den beroligende tikken. Lige inden jeg falder hen og bliver overtaget af drømmeland, ringer telefonen. Jeg gnider mig i øjnene, og ved allerrede at det er Clara. Jeg kigger på telefonens ur der viser 22:34. hvorfor ringer hun så sent. Jeg låser telefonen op og trykker på 'tag telefon'.

”Fie. Er det dig?”

”Jaja, hvad er der?”

Jeg gnider mig træt i øjnene, men kan høre på Claras stemme at der er noget galt.

”Det er min far, han har drukket igen. Og han har låst mig inde på loftet.”

Jeg sætter mig hurtigt op. Hendes far er begyndt at drikke, efter at hendes forældre blev skilt for en måned siden. Clara plejer at ringe til mig, snakke lidt og så er det overstået, og jeg kan lægge mig til at sove igen. Men den her gang, er det helt galt. Jeg kan høre Clara snøfte og klynke lidt i den anden ende af røret.

”Jeg kommer og får dig ud gennem vinduet, bare rolig”

”Tak Fie.”

Jeg lægger hurtigt telefonen fra mig, trækker en bluse over hovedet, maser mine ben ned i nogle lidt for små bukser, kysser Hr. Nielson og løber ud af bagdøren. Jeg hopper op på den gamle damecykel, som jeg også har arvet fra Clara. Jeg kører alt hvad jeg kan, vejen hjem til Clara er nem nok. Lige ud, drej til højre tredje gang, og så til venstre med det samme, og så ligeud igen. Jeg manifesterer Claras stemme, som en GPS i mit hoved. Og inden længe kan jeg se det store hus, og der er lys i loftsvinduet. Jeg stiller cyklen længere nede af vejen, så Claras far ikke opdager mig. Jeg hopper over hækken og skal til at kaste en sten op på vinduet til Clara. Da jeg hører en stemme.

”Clara! Hvad har jeg sagt om at snakke i telefon så sent?”

Det er Claras fars stemme, og han er skide fuld. Noget smadrer oppe på loftet, og jeg kan høre Clara græde hysterisk. Af ren instinkt, tager jeg fat i rosenkrattet på muren, som fører op til et rør der sidder uden på huset og fører op til loftsvinduet. Jeg kigger ind, og ser til min rædsel at Claras far slå ud efter hende med en tom ølflaske. Clara undviger med nød og næppe, og falder ned på hendes seng. Jeg kan ikke finde noget at smadre vinduet med, så jeg bruger min knytnæve. Jeg banker den imod ruden, så hårdt jeg overhoved kan. Clara og hendes far kigger over imod den smadrede rude og jeg maser mig op af muren for ikke at blive set.

”HVAD FANDEN I HELVEDE SKER DER! CLARA! HVAD FANDEN HAR DU GANG I!?”

Fuck. Han tror det var Clara. Jeg stikker hovedet ind af vinduet. Han har vendt sig imod Clara igen.

”Nu skal du fandeme lære ikke at ødelægge mit hus!”

Hendes far smider den tomme ølflaske på gulvet og sætter sig på Clara med sine hundredeogtyve kilo. Clara skriger da han løfter sin knytnæve og slår hende lige i ansigtet. Jeg kan ikke se på det. Jeg hopper ind af vinduet og løber skrigende hen imod dem.

”HOLD DIG FRA HENDE DIN PERVERSE STODDER!”

Min blodige knytnæve rammer ham lige på næsen, og han falder ned på gulvet. Jeg tager fat i Clara, jeg prøver at få lidt liv i hende.

”Clara, kom nu, jeg er her”

Hun åbner øjnene lidt, jeg holder fast om hendes hoved, og prøver at få øjenkontakt, men hun er langt væk. Jeg skubber hende op på min ryk, og snubler hen af gulvet imod vinduet. Hun begynder at sige nogle få lyde, og holder fast om mine skuldre, hvilket vil sige at hun er tilbage fra sin lille rejse. Jeg manøvrer os ud af vinduet og tager fat i røret, og derefter rosenkrattet. Jeg kravler forsigtigt og langsomt ned. Da jeg rammer jorden med den ene fod, ånder jeg lettet op.

”Kan du selv gå hen til cyklen?”

Hun svare ikke, men hun glider ned fra min ryk. Jeg kigger på hende og giver hende et knus. Pludselig hører jeg fodtrin og stønnen og prusten oppe fra loftet.

”Vi skal afsted nu Clara, løb!”

Jeg tager hendes hånd og løber ud af hovedindgangen til det store hus og ned af vejen til cyklen. Jeg hopper på cyklen og får placeret Clara bagpå med armene om mig. Jeg drøner ned af vejen. Træder alt hvad jeg kan, indtil Claras fars råbende stemme kun er en hvisken i den kolde vind. Jeg smider cyklen i baghaven til det forladte hus, og skynder mig ind, med stadig tavse Clara i hælene. Da vi er kommet sikkert ind, og jeg har låst alle døre, kigger jeg på det gamle ur på væggen. Hvis klokken er et minut i ti på det, må jeg den være et minut i tolv. Hvilket vil sige at der er et minut til mit koma.

”Clara, der er mad i køleskabet, og..”

Alting bliver sort, og jeg kan mærke at jeg falder imod et hårdt hjørne. Det må være det gamle rådne træbord. Jeg kan mærke en varm væske glide langsomt ned over min pande, til min næse, hvor det drypper ned i min mund. Det smager og lugter af blod. Jeg er ved at være helt væk. Alting bliver koldt. Det sidste jeg hører er Claras stemme.

”Fie!”

Det er godt at hun er sig selv igen, sådan nogenlunde. Hun kommer sig. Det ved jeg....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...