Indviklet ~ One Direction og Justin Bieber

Crystal Pington er 17 år, og bor i Hollywood. Hun holder sig meget for sig selv, og har aldrig været forelsket. Hun er rimlig køn, er 175 cm. høj, har lange ben, og vejer ca. 55 kg. som hun syntes er ALT for meget, selvom det er på kanten til at hun er undervægtig. Men hvad sker der når hun bliver forelsket for første gang? Og hvad hvis følelserne ikke er gengældt? Og hvad hvis de er?

14Likes
37Kommentarer
2594Visninger
AA

2. Kapitel 1.

 

Jeg sad oppe i skolen, og glædede mig bare til at få fri, for så kunne jeg tage i storcenteret. Jeg havde kun én veninde, men hun var så også den bedste. Jeg har en tildens til at skubbe folk væk fra mig. Min bedsteveninde hedder Anna, og jeg misunder hende SÅ meget, og hun siger at hun ville gøre ALT for at få mit udseende, men jeg tror hun lyver. Jeg kan ikke li mig selv, jeg har ALDRIG været forelsket, men der er da flere drenge der har spurgt mig om vi skulle 'komme sammen', men jeg havde ingen følelser for dem, så jeg sagde nej. Og nu har jeg rygtet for at være 'Den lækre ensomme pige' og jeg er glad for at det er sidste år, for så skal jeg bare væk fra dem! Jeg gider dem ikke mere, og alle drengene der kigger efter min røv, jeg er ved at være træt af det. Nå men nu ringer klokken, og jeg vil ud og shoppe, vi har ferie om 1 uge, og jeg glæder mig for vildt, når jeg bliver ældre vil jeg gerne være sanger, tror jeg, er ikke sikker, så jeg tager et sabbatår. 

Jeg skynder mig ud af skolen, og ud i min bil. Jeg kører ind til centrum, og parkere bilen. Jeg går ud, og går ind i en tøj butik, jeg finder nogen mint farvede højtaljede bukser, nogen sorte højtaljede bukser, en mint farvet top, en laksefarvet top, en grå oversize t-shirt og en sort oversize t-shirt. Jeg betaler, og går ind i en skobutik, jeg finder nogen fede sorte stiletter, og betaler. Ja, min familie er rig, men jeg kommer ikke fra den bedste familie, jeg overvejer faktisk lidt at stikke af, men jeg kan ikke overleve uden Anna, så jeg prøver at beherske mine tanker. 

Jeg går ind på en café, og køber en vand, det er ret varmt udenfor. Jeg går og nynner lidt for mig selv, og kommer til at gå ind i en, eller er det ham der går ind i mig? Nå skidt med det, jeg rejser mig op, og siger undskyld.

''Det er mig der undskylder.'' Siger drenge, og først nu, kigger jeg op på ham. Han er faktisk ret lækker, han har brunt hår, nøddebrune øjne, og et smukt smil. 

''Men det gør ikke noget.'' Jeg sendte ham et smil, og han kiggede mærkeligt på mig. Hvorfor? Må man nu ikke smile? ''Må man ikke smile? Eller hvad?'' Spurgte jeg.

''Eh.. Jo, hvorfor?'' Spurgte han, og smilede sit charmerende smil.

''Du kiggede bare mærkeligt på mig.. Nå men jeg hedder Crystal, hvad hedder du?'' Jeg smilede til ham.

''Ved du ikke hvad jeg hedder?'' Spurgte han undrende.

''Eh.. Skulle jeg det?'' Spurgte jeg undrende. Ja der var et eller andet ved ham, jeg havde set før, men hvor, det ved jeg ikke.

''Ligemeget.. Jeg hedder Justin, det var hyggeligt at møde dig Crystal..''

''Okay, hej Justin. Det var også hyggeligt at møde dig.'' Sagde jeg, og begyndte at gå.

''Hey vent.. Må jeg ikke få dit nummer?'' Råbte han efter mig. Det måtte han vel godt.

''Eh.. Jo her ...........'' 

''Tak, jeg skriver bare til dig.''

''Okay, hej hej.'' Sagde jeg, og gik videre.

 

Justin's synsvinkel:

(Hvis i ikke har fundet ud af det, så er det Justin Bieber.)

Jeg gik inde i centrum, og gik i min egen verden. Ligepludselig gik jeg ind i en, en pige. Hun var faktisk rimlig lækker. Hun sagde undskyld, men det ville jeg ikke hører på. Hun spurgte om mit navn, vidste hun ikke hvem jeg var? Nå men det var da altid noget, for så ville hun jo ikke skrige mit navn. Jeg spurgte om hendes nummer, og jeg fik det. På vejen hjem, kunne jeg ikke få hende ud af hovedet. Da jeg trådte ind i mit nye hus, (det jeg købte til mig selv i 18 års fødselsdagsgave.) kom Selena løbende. Gud hende havde jeg jo glemt alt om.

''Hvor har du været?'' Spurgte hun.

''Bare nede i Centrum.'' Svarede jeg.

''Huskede du at tage forklædning på?'' Spurgte hun. Hun ville ikke have at vi skulle blive genkendt.  

''Ja, det gjorde jeg.'' Jeg løj, men der var jo alligevel ikke nogen der havde opdaget mig, så det fandt hun vel ikke ud af.

 

Jeg kunne heller ikke sove, jeg lå heletiden og tænkte på hende pigen, var det ikke Crystal hun hed?

 

 

 

I må meget gerne komme med kritik, men også respons! <3 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...