Regnbue mordet

Historien foregår på Aros, hvor en dreng på 13 lige er blevet myrdet. Drengen gik rundt sammen med sin klasse, men pludselig var der ingen der vidste hvor han var. Han bliver fundet straks efter oppe i regnbuen på toppen af Aros, men nu er det op til William at finde ud af hvem morderen er, sammen med sine to kollegaer.

16Likes
19Kommentarer
2236Visninger
AA

3. Afsløringen

 

Vi gik langsomt nedad, og vi kom til det første rum. Vi checkede rummet, men der var ikke nogen. Jeg fik et kæmpe chok da jeg pludselig hørte en høj plaske lyd. Jeg fandt så ud af to sekunder senere det bare var filmen der kørte på væggen, hvor der var en person der hoppede ned i noget vand igen og igen. Det var ikke alt på Aros jeg så som kunst, men hvad ved en sølle politibetjent som mig om det?

Jeg fik styr på mine nerver, og kaldte de andre videre. Jeg besluttede det smarteste ville være at splitte op. Jeg gik med min tykke kollega Jørgen, mens sikkerhedsvagten Jim, gjorde det han var bedst til. At holde vagt. Så sendte jeg Frans og min anden kollega Svend ud sammen. Jørgen og jeg begav os imod det tågede rum. Tilfældigvis også det mest uhyggelige efter min mening.

Vi kom derhen, og gik rundt i tågen for at finde ud af om der var nogen. Jeg stoppede brat da jeg lige pludselig så væggen lige foran mig. Da jeg stoppede pludseligt kunne jeg høre der var en der gik i mine fodtrin, for ikke at blive hørt. Jeg vendte mig om og så Jørgen stå sammen med en anden mand jeg ikke havde set før. Jeg kiggede efter om han stod i håndjern, eller med en pistol for tindingen, men kunne ikke ordentlig se noget. Jeg kiggede forvirret på Jørgen der kiggede tilbage med et stålfast blik. Jeg begyndte at blive bekymret. Især da Jørgen trak sin pistol og pegede den på mig.

Hvad?! Kunne det virkelig være Jørgen der var morderen?! Jeg vidste at det nok var min sidste time på denne jord, så jeg tillod mig at spørge:

”Var det virkelig dig der myrdede den uskyldige dreng så brutalt?”

Han smilede lumskt til mig og svarede:

”Nej da. Det har jeg folk til som du kan se. Men der er ikke andre end mig der skal have æren af at dræbe dig.”

Jeg blev virkelig forbavset eftersom en af mine bedste venner, som jeg har kendt i 20 år, stod med en pistol rettet mod min pande. Jeg tænkte det bare var en joke, men pludselig hørte jeg et højt brag. Jeg ved ikke hvordan jeg kunne nå det, men jeg tænkte.

”Endelig fandt jeg da ud af hvem morderen var.” Uden at ville det tænkte jeg bagefter en lidt sjov, men absurd tanke: ”Sikke en dag. Jeg ville ønske jeg var død i en regnbue ligesom den lille dreng. Han er vel nok heldig”

 

Pludselig så jeg manden der stod med Jørgen faldt sammen. Det var slet ikke mig der var blevet skudt! Jeg skyndte mig at spurte hovedløst ind i tågen, og håbede inderligt på jeg ikke løb ind i en mur. Efter et par sekunder stoppede jeg op og var så stille som jeg kunne være, selvom jeg følte hele verdenen kunne høre mit hjerte banke. Jeg vidste stadig ikke hvem det var, der havde skudt den anden mand, men tak til den person.

Jeg stod og overvejede hvad jeg skulle gøre, og kom frem til at det smarteste vil være at trække min pistol, og vente på eventuelle farer. Jeg listede videre, indtil jeg fandt en væg, hvilket vil forhindre mig i at blive angrebet bagfra. Jeg hørte en komme nærmere. I frygt for at blive opdaget, tog jeg håndjernene op af min sikkerheds vest, og kastede dem væk fra hvor jeg stod. Det virkede for jeg hørte personen gå væk fra mig igen, denne gang i et højere tempo. Jeg listede mig rundt langs kanten for at finde udgangen. Til sidst fandt jeg åbningen, og skyndte mig ud.

Lige uden for døren stod Jørgen, med en pistol rettet mod mig for anden gang i dag. Fuck! Så var det mine venner jeg havde afledt inde i tågen. Jeg sprang alt jeg kunne til siden, for at undgå et kommende skud, og hoppede derefter imod ham. Vi væltede begge to, og kæmpede begge for at få vendt pistolen mod den anden. Det gik op for mig, at det her ikke var spor gunstige odds eftersom Jørgen var dobbelt så stor som mig. Jeg var nødt til at vinde på min hurtighed. Jeg slap pludselig pistolen, så han slog sig selv i hovedet med den, og greb så fat igen derefter. Hvis det ikke havde været en situation med mit liv på spil, var jeg flækket af grin. Nu havde han fået næseblod, og var blevet virkelig ophidset. Han sad oven på mig, og var ved at få vendt pistolen til hans egen fordel, men blod fra hans næse dryppede ned i hovedet på mig.

Ud af øjenkrogen så jeg vagten Frans komme springene imod os. Han væltede Jørgen omkuld, i sidste sekund, og nu var det os der havde overtaget. Vi låste begge hans arme, og vred pistolen ud af hans hånd. Vi kaldte på den sidste vagt Jim, som straks efter dukkede op. Heldigvis havde han fundet håndjernene jeg havde smidt derinde, og taget dem med, så snart efter havde vi fuld kontrol over Jørgen.

Vi lod den ukendte mand der var skudt ligge inde i rummet, og gik ud til Svend der stod og trippede spændt, efter alle de lyde han havde hørt. Vi sagde der lå et lig derinde, som han godt måtte hente. Han så ret utilfreds ud, men kiggede så overrasket over på Jørgen der gik i håndjern. Jeg sagde senere til ham, og han nikkede forstående. Jeg fortalte alt hvad der var sket til min chef, og han virkede godt tilfreds med min indsats. Han sagde vi kunne snakke om min løn i morgen, og jeg havde en fornemmelse af, at det var den rigtige vej lønnen vil gå.

”Jeg skal nok finde nogle andre der kan tage sig af resten. Tag du bare hjem og hold fyraften. Du har gjort det godt.”

Jeg smilte stolt til ham, og glædede mig til at fortælle min kone om min ekstraordinære dag. Lige da jeg skulle til at gå kom Svend op med liget, og efter vi havde identificeret ham viste det sig at være den seriemorder vi har jagtet lige siden år 2007, hvor han havde dræbt hele sin familie. Nu var jeg virkelig tilfreds, og jeg tog hjem med et smil på læben.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...