One Night Stand (JB) 6

Bryllup, sommerferie, venner, kæreste, ja, der foregår efterhånden mange ting i Cadys liv. Og ikke nok med det, en ferie til Costa Rica ligger også og venter på hende. To uger med Justin helt aldeles og alene. Det lykkelige par får en romantisk ferie, og Cady tror, at alt er ved det gode igen, men da en dårlig nyhed og en hospitalsindlagt bror rammer hende, vender det hele, som netop var på vej op igen.

559Likes
1002Kommentarer
133628Visninger
AA

21. Kapitel 20

 Der gik efterfølgende tre uger. På de tre uger blev alting godt – udenpå. Indeni havde jeg det stadigvæk forfærdeligt. Men jeg blevet god til ikke at vise det. Jeg græd kun, når jeg var alene, jeg havde et smil klistret på læberne, og jeg var kommet mere i kontakt med Dave, end jeg egentlig havde lyst til. Idet mindste troede folk, at jeg havde det fint igen. Caitlin, som jeg var begyndt at være ekstremt meget sammen med igen, kunne godt se, at jeg ikke havde det tip-top i orden stadigvæk, men jeg prøvede så vidt som muligt at skjule det, selvom det var ret svært, eftersom hun stadigvæk kendte mig hundrede procent. Siden den dag, hvor jeg fortalte hende det hele, havde hun være så omsorgsfuld og sød, og det takker jeg hende enormt meget for. Selvom jeg hader mig selv for at sige det, er hun ved at bane sig vej til en plads, der ligger før Christina. Hun er blevet ekstremt sur over, at jeg er så meget sammen med Caitlin. Men det er vel ikke hende, der bestemmer, hvem jeg hænger ud med, så jeg er sådan set ret ligeglad.

I dag var den bedste dag i enormt lang tid. Det var en kold novemberdag, og om 10 timer, ville jeg lande i London, og så ville jeg for første gang i tre måneder se Justin. Han var lige nu i mit liv, den eneste person, der lyste min hverdag op. Men jeg følte mig alligevel så tom uden ham. Hvorfor skulle han være væk, når jeg havde allermest brug for ham?

Jeg havde aftalt med mig selv, at jeg ikke skulle vise, at jeg var ked af det overfor ham. Jeg ville nyde min uge sammen med ham, glemme alt der foregår derhjemme.

Sorgen ramte mig med det samme. Jeg havde det som om, at ugen allerede var gået, selvom den ikke en gang var begyndt, før jeg var landet. Jeg havde det bare som om, at det ville gå for stærkt, og vi ikke kunne nå noget. Det bekymrede mig. Det skræmte mig.

Jeg kiggede langsomt ud af vinduet til flyet og lænede mit hoved op ad det. Der var intet at se udenfor, eftersom det var helt mørkt. Klokken var snart et om natten, og jeg var enormt træt. Jeg havde ikke sovet, siden aftalen om at jeg skulle besøge Justin var kommet på plads. Jeg havde glædede mig så meget, og det gjorde jeg stadigvæk. Det ville blive fantastisk endelig at se ham. Kysse ham. Holde om ham. Bare idet hele taget at være sammen med ham.

 

Jeg vågnede ved en høj lyd, som mindede rimelig meget om en raslende højtaler. Lyset stod ind i mine øjne, og jeg blev straks blændet af solen, der skinnede ude for mit vindue. Jeg bemærkede ikke det første, som blev sagt i højtaleren, men da jeg hørte noget med '20 minutter' var jeg sikker på, at piloten talte om ankomsten. Endelig!

Jeg rettede mig op i mit sæde og gabte højt og bredt. På trods af, at jeg havde sovet i et fly, havde min krop det fantastisk. Ingen smerter i ryggen eller noget. Nu sad jeg dog også på første klasse, så måske havde det noget med det at gøre. Sæderne her var langt bedre end på turistklassen.

Et sus kørte igennem min krop, da flyet begynde at lande efter noget tid. Jeg var begyndt at blive nervøs – for at se Justin. Jeg blev pludselig bange for, om jeg havde ændret mig, siden alt det med Dave var sket. Hvis han nu syntes, at jeg var blevet lukket og mere sårbar. For det var jeg. Og det vidste jeg godt. Der skulle meget til, før et ægte smil spillede på mine læber. Jeg håbede bare så inderligt, at han kunne frembringe det. Det ville gøre hele ugen meget lettere for mig.

 

Da flyet endelig landede, kom jeg langsomt på benene. Jeg tog hurtigt min håndtaske og fandt så udgangen til terminalerne. Det var mærkeligt at være i en ukendt lufthavn, og jeg følte mig ikke helt så sikker ved at rende rundt alene. Jeg skulle finde min bagage og fulgte derefter bare efter folkene fra det samme fly. Heldigvis skulle de samme sted hen som mig. Jeg ventede utålmodigt på min kuffert, som kom efter fem minutters ventetid. I stedet for at finde ankomsthallen, fandt jeg et toilet som jeg gik ud på for at forfriske makeuppen og håret lidt. Det trængte det i hvert fald til, kunne jeg se ind i spejlet.

Jeg stirrede på mig selv ind i det og sukkede. Hvorfor var jeg sådan her? Jeg burde da løbe ud og finde Justin. Jeg havde savnet ham så meget, og set så meget frem til endelig at møde ham. Men lige nu virkede det bare som en virkelig dum idé, at jeg havde sagt ja til at komme herhen. Jeg følte mig usikker og dum.

Jeg prustede lidt og rystede på hovedet af mig selv. Hvorfor var jeg så åndssvag? Han var min kæreste. Han glædede sig til at se mig. Han elskede mig. Hvorfor bekymrede jeg mig så meget?

Jeg besluttede mig for at tage mig mere sammen. Det kunne ikke være rigtigt, at jeg allerede havde ødelagt min uge, når den først lige var startet.

Jeg fik lagt min makeup ned i min håndtaske igen og banede mig vej ud fra toilettet. Så kiggede jeg rundt på skiltene på gangen. Jeg skulle til venstre, så jeg begyndte at gå ned ad den lange gang. Der var helt tomt på gangen. Kun mine skridt og min kufferts hjul kunne høre. Jeg følte mig næsten helt ensom og savnede lyden af mennesker. Det virkede forkert, at det kun var mig, der var her.

Jeg rystede hårdt på hovedet af mig selv igen og satte så farten op, så jeg kom ud i en stor hal, hvor det vrimlede med mennesker. Lyden gjorde mig straks mere tilpas. Men så kommer den uoverskuelige følelse frem. Hvordan skulle jeg finde Justin i denne her mængde mennesker.

Jeg overvejede at stoppe op, men fortsatte med at gå fremad, lige indtil et par arme landede om mit liv, så jeg sprang 10 meter op i luften. Dog blev jeg straks rolig, da jeg hørte et velkendt grin. Det var ham.

Jeg vendte mig om og lagde straks mine arme om ham. Han smilede til mig.

”Hej, skat..” sagde han langsomt, som om han var løbet tør for ord. Jeg kunne ikke holde et grin inde.

”Hej,” svarede jeg kort og tvang et smil frem, der endte med at blive lidt anstrengt. Allerede der kunne jeg godt se på ham, at han kunne se det, men jeg ville ikke lade ham spørge mig, om der var noget galt. Det var ugen simpelthen for kort til!

I stedet for lænede jeg mig frem mod ham og pressede mine læber mod hans. Mit hjerte sprang et slag over, og alle bekymringerne forsvandt straks. Jeg følte mig pludselig på toppen, og det var kun på grund af ham. Tænk han kunne smide alt væk, som lå så tungt på mig.

”Så i to, jeg tror i får tid til det senere.”

Jeg trak mig langsomt tilbage og så til siden, hvor Kenny stod med et smil på læben. Jeg smilede stort.

”Hej Kenny,” sagde jeg venligt. Han smilede til mig og gav mig et kram.

”Det er godt du endelig er her. Justin har ikke snakket om andet her på det sidste.”

Endnu en grund til, at jeg var åndssvag. Hvad havde jeg dog tænkt på? Justin elskede mig. Han elskede mig virkelig. Og jeg elskede ham. Hvorfor skulle jeg være nervøs for at møde ham? Han kendte mig trods alt bedre end nogen anden.

”Og nu er du her endelig,” fortsatte Justin og krammede mig igen. Jeg så om på ham og kunne mærke en varm følelse brede sig inden i min mave.

”Det får i også tid til senere,” afbrød Kenny og tog min kuffert. Justin tog min hånd og flettede sine fingre ind i mine, hvorefter han fulgte trofast efter Kenny, der banede sig vej ud mod udgangen til lufthavnens parkeringskælder.

Han holdt mig tæt ind til sig, og jeg følte mig pludselig overvældet af lykke. Endelig var jeg her. I hans arme. Det jeg havde set allermest frem til. Det virkede ikke længere som en drøm, som jeg skulle vente to år på. Det var reality.

Vi kom ud til en stor, sort bil, som mindede mig om en overdrevet sikkerhedsbil med skudsikre, tonede ruder. Det skulle heller ikke undre mig, at ruderne var det, eftersom der garanteret var sindssyge mennesker, der gerne ville se Justin død. Hvad var det jeg snakkede om? Hvad fanden er det for en tanke at have om sin kæreste? Der er virkelig noget galt med mig.

Jeg bed mig i læben og kiggede ud af vinduet, hvor der var mørkt, og ikke særlig mange mennesker.

”Hvordan var flyveturen?” spurgte Justin mig roligt om, så jeg så hen på ham. Jeg trak på skuldrende.

”Jeg sov næsten hele turen,” svarede jeg. Han smilede, hvilket jeg gengældte hurtigt. Han knugede min hånd indtil sig, hvilket gav mig en god fornemmelse i kroppen. Jeg havde virkelig savnet ham. Og jeg var så glad for endelig at være sammen med ham. Alle problemerne derhjemme var forsvundet, mine skræmmende tanker var væk, og jeg kunne endelig smile og grine. Alt sammen på grund af ham. Det var utroligt.

 

Der gik ikke så lang tid, før vi var ankommet til det hotel, som Justin boede på. Der stod fans nede foran indgangen, og jeg spærrede munden op, da jeg så, hvor mange der stod. Det var fuldkommen sindssygt!

”Vi har ørepropper, til vi skal sove,” mumlede Justin. Jeg så hurtigt hen på ham med en rynket pande.

”Mener du det? Skal vi sove med ørepropper?”

Han grinede af mig og nikkede så.

”Medmindre du kan sove med alle de skrig i ørerne.”

Åh gud. Jeg ville da aldrig falde i søvn.

”Scooter snakkede om, at der ville komme politi og få fjernet folk inden midnat,” sagde Kenny fra forsædet, imens han kørte ind i en baggård og parkerede bilen. Så skulle vi vel ikke hen ved fansne. Heldigvis.

Jeg steg ud i bilen og gik hen til Justin, der tog min kuffert for mig. Med hans ledige hånd, tog han min og trak mig med hen mod en bagindgang. Kenny kom ham i forkøbet og tastede en kode ind, og så blev døren åbnet. En varm fornemmelse krøb ind over mig, da Justin lagde sin arm om mig og trak mig helt ind til sig. Mon han havde savnet mig, ligeså meget som jeg havde savnet ham?

Vi kom op til lobbyen og fortsatte hen til en elevator, som vi tog op til 8. etage. Så endte vi foran en dør, som Justin åbnede ved hjælp af et nøglekort.

”Klarer I den herfra?” spurgte Kenny og så skiftevis på Justin og jeg. Jeg nikkede tilfredst og kiggede på Justin, der også nikkede.

”Hvis mor er vågen, må du gerne sige, at hun skal komme herhen,” sagde han og åbnede døren helt til et fantastisk hotelværelse. Wow, der var flot. Enorm seng, fladskærm, minikøkken og det hele.

”Kom ind i stedet for at stirre,” grinede Justin. Jeg så hurtigt tilbage på ham og gik så smilende ind på værelset, der allerede duftede af ham.

Han lukkede døren og kom hurtigt hen og hjalp mig med at få jakken af.

”Du må være træt,” konstaterede han imens. Jeg vendte mig om og smilede så.

”Måske lidt...”

Han smilede og gik i gang med at tage sine sko af. Jeg tog mine støvler af og satte ved siden af hans sko. Så gik jeg hen til min håndtaske og tog min iPhone ud derfra. Den var død for strøm, så jeg satte den straks til opladning.

Jeg rejste mig og lagde mærke til, at Justin stod og stirrede på mig. ”Hvad er der?” spurgte jeg forundret og rynkede panden. Et lille smil spillede om hans læber.

”Du ved godt, hvor meget jeg har savnet dig, ikke?” sagde han kærligt og gik tættere på mig. Jeg smilede svagt.

”I lige måde. Jeg har slet ikke sovet, siden vi aftalte det.”

Han så en smule forbløffet på mig og lagde så sine arme rundt om mit liv og lænede sig frem, så vores læber mødtes i et fantastisk kys. Det nåede ikke lige at blive til noget stort, da jeg trak mig væk og satte mig roligt ned på sengen.

”Hvordan går det derhjemme?” spurgte Justin nysgerrigt og dumpede ned ved siden af ham. Jeg kiggede langsomt hen på ham. Lige et spørgsmål som jeg ikke havde lyst til at besvare, men jeg var jo nødt til det.

”Fint,” sagde jeg kort. Han løftede øjenbrynene en smule.

”Fint?”

Jeg nikkede.

”Caitlin og jeg er mere og mere sammen.”

Han smilede stort.

”Det var også noget på tide,” svarede han fast besluttet og så ned på sit ur.

”Klokken er snart tolv. Skal vi gå i seng?”

Jeg nikkede og sendte ham et svagt smil, før jeg rejste mig og gik hen til vinduet, hvor alle Justins fans stod. De ville forhåbentlig snart blive fjernet.

”Beklager, jeg kan ikke gøre noget ved dem,” lød det pludseligt i mit øre. Jeg fik et lille chok og vendte mig hurtigt om. Han grinede lavt og charmerende. Jeg så op på ham med et smil, hvorefter jeg placerede mine læber på hans igen.

Denne gang blev vores kys langt mere intenst og dybt. Og jeg var dum, hvis jeg ikke vidste, hvad vi var på vej til. Selvom jeg ikke lige helt kunne finde ud af, om jeg havde lyst, gjorde jeg det. Desuden vidste jeg, at nå vi kom i gang, ville jeg ikke fortryde det.

Han fik nemt skubbet mig hen i sengen og gik i gang med at udforske min krop med hans varme hænder. De lå præcis, hvor de skulle.

Jeg smilede for mig selv, imens han kyssede mig ned ad halsen og på kravebenet. Et glæde steg i min mave. En glæde som jeg ikke havde følt i uendelig lang tid. Og så steg gnisten eller også bare. Selvom det var rart, var det også underligt. Det var underligt, at jeg kunne gå fra at være så trist og falsk til at være glad, smilende og nærmest lykkelig. Det gav ikke rigtig nogen mening. Men det var vel bare den følelse Justin gav mig? Han gjorde mig lykkelig, glad, smilende, tryg. Intet af det følte jeg rigtig, at jeg havde derhjemme lige nu. Jeg havde savnet det virkelig meget, og ville ønske at det varede for evigt.

Men nu måtte jeg bare nyde tiden med Justin fuldt ud – vi havde vist en del at indhente.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...