Shadow People

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 mar. 2012
  • Opdateret: 3 nov. 2014
  • Status: Færdig
Anne bor alene sammen med sine forældre, da hendes bror Tobias er rejst syd på. Efter Tobias er rejst, begynder Anne at se underlige skygger. Hun er fuldstændig paralyseret af frygt og aner ikke hvad hun skal gøre. Følg Anne's kamp med skyggevæsenerne fra "Den tomme Verden", der forfølger hende nat og dag.

109Likes
1088Kommentarer
13649Visninger
AA

9. Kapitel 9

Far og mor havde været ude at handle, da jeg blev angrebet. Jeg havde hentet en spand og gjort rent inde på værelset. Alt imens de kiggede på.

Nu, nogle dage efter, står jeg foran toilettet med den lille pille i hånden. Jeg er halvvejs gennem forløbet, men jeg kan ikke tage den. Jeg ved, at min insomnia vil komme tilbage og frygten vil blive konstant, men jeg har ikke noget valg. Pillen glider ud af min hånd og ned i toilettet. Jeg betragter den, da jeg trækker ud. Da jeg løfter blikket kan jeg mærke dem.

"I får mig ikke så let."

De svarer mig ikke, hvilket jeg heller ikke forventer. I stedet trækker de sig bagud og ind i skyggerne. Jeg er sikker på, at nætterne bliver lange. 

 

Det er ikke fordi, at stemmen ikke gav mig så meget at gå efter. Men jeg kan ikke rigtig komme ud af huset. Mor og far er hysteriske for tiden - Hvilket jeg godt kan forstå. Min vante rutine er begyndte igen. Hver nat ligger jeg rullet sammen som en kugle med dynen trukket over hovedet. Selvom jeg er fritaget fra skolen, står jeg stadigvæk op tidligt. Når mine forældre tager på arbejde, går jeg ud i haven og lægger mig i hængekøjen.

Solen bager min hvide hud. Det føles som et tæppe der lægger sig blødt omkring mig. Selvom vejret er lunt, har jeg en langærmet bluse på. Arrene, både det omkring livet og det omkring armen, er unaturligt kolde. Mor og far har ikke set dem endnu. Herude i solen falder jeg i søvn.

Jeg vågner ved, at mor tager fat i min skulder. "Lille skat, hvorfor sover du herude?" 

Jeg strækker mig. Selvom jeg må have sovet i et godt stykke tid, er jeg stadigvæk træt. En gaben sniger sig ind, men jeg kvæler den.

"Jeg ville bare have noget frisk luft." Min stemme er lille og lyder slidt.

Min mor der altid er en alvorlig men kærlig kvinde, lader sine lange fingre kærtegner min kind. "Det er godt... Meget godt. Du har fået lidt farve i kinderne." 

Vi taler lidt om vind og vejr. Det er lang tid siden jeg har talt med nogen om ingenting. Det er rart. 

 

Efter lidt overtalelse, får jeg lov til, at gå ind til byen. Det er så lang tid siden, jeg har været blandt fremmed mennesker. Godt nok skal jeg stadigvæk se Thomas, men han gælder ikke rigtig mere. Jeg kan mærke mine svage benmuskler der værker, hver gang jeg tager et skridt, samt høre mit tunge åndedræt, der er rallende og anstrengt.

Jeg kan forstille mig, hvordan jeg ser ud. En 17-årig i tøj, der er alt for stort til hende, der vakler afsted på fortovet. Lige nu er jeg ligeglad med, hvad andre tænker. Jeg kan ikke mærke dem, selvom de højst sandsynligt ikke er langt væk. 

Måske jeg virkelig er ved at være vant til dem?

Jeg ryster på hovedet af mig selv. 

Du vil aldrig vænne dig til dem.

Jeg tænker på, hvad stemmen havde fortalt mig. 

... Finde en stærk sjæl.

"Yeah right. Som om de hænger på træerne." Forbavset over, at jeg faktisk lige har sagt noget sjovt, stopper jeg op.

Det er også kun et sekund i tide. Ud fra baren vælter nogle fyre der er lidt ældre end mig. Jeg stirrer på dem og aner ikke, hvad jeg skal gøre. De lægger ikke engang mærke til mig. Den ene går nogle skridt foran de andre, løfter armene op over hovedet og hyler af solens sidste stråler. 

De to andre knækker sammen af grin, hvorefter de alle tre slinger hen ad gaden. Jeg betragter dem. Siden Tobias rejste, har jeg ikke drukket mig fuld og jeg savner den euforiske stemning, man kan komme i. Jeg knytter mine hænder og sænker blikket.

Jeg ser det som noget, der flygtigt glider langs jorden. Ud fra baren og hen langs husenes facade glider skyggerne. De ligner en blanding mellem slanger og ulve. De nærmest snor sig mod de tre fulde fyre. Jeg prøver at fokusere, men på en eller anden måde, holder skyggerne sig i udkanten af mit synsfelt. 

Mine fødder begynder at bevæge sig mod de tre højrøstede fulde unge mænd. Jeg må stoppe op et stykke derfra. Min brystkasse gør ondt. Min ene hånd er presset mod det smertende område og den anden bruger jeg til at støde fra med. Det er som om nogen suger alt ilten ud. Jeg løfter blikket, og når lige at se en af skyggerne springe mod den ene fyr. Han vakler et øjeblik men fortsætter så.

Det undrer mig og skræmmer mig på samme tid. Hvad er det de vil? Hvorfor kan jeg se dem? og hvorfor påvirker de mig på den her måde?

Isklumpen er tilbage i maven. Angsten gør mig svedig og ukoncentreret. Jeg føler en pludselig trang til at se mig over skulderen. Der er ingen skygger bag mig, men jeg ved de er her. Jeg vender blikket mod baren. Blodet fryser til is med en sådan fart, at jeg bare falder bagover. 

Lige foran mig få centimeter fra ansigtet står den. Hovedet er indrammet af et sort røgslør, men det forhindre ikke ondskaben i at strømme ud fra den.

Mine ar begynder at svie samtidig med, at den bøjer sig ind over mig. Jeg gisper og prøver forgæves at skrige. Den skal lige til, at række en af sine tentakler frem mod mig, da en bekymret stemme lyde et sted bag mig.

"Hey, er du okay?"

Jeg kan ikke se mig over skulderen. Den står et øjeblik og betragter mig, men forsvinder så. Det er som om luften blot vibrerer et øjeblik og så er den væk. Jeg gnider mit ømme bryst, mens jeg blinker febrilsk for, at få tårerne til at stoppe.

En stor skikkelse sætter sig på hug foran mig, og et par bekymret himmelblå øjne møder mine.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...