Shadow People

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 mar. 2012
  • Opdateret: 3 nov. 2014
  • Status: Færdig
Anne bor alene sammen med sine forældre, da hendes bror Tobias er rejst syd på. Efter Tobias er rejst, begynder Anne at se underlige skygger. Hun er fuldstændig paralyseret af frygt og aner ikke hvad hun skal gøre. Følg Anne's kamp med skyggevæsenerne fra "Den tomme Verden", der forfølger hende nat og dag.

109Likes
1088Kommentarer
13643Visninger
AA

8. Kapitel 8

Jeg kan ikke se noget. Mørket er tungt og tomt. Mine øjne er vidtåbne, selvom jeg kan mærke grenene, der stryger hen over mit tøj, kan jeg ikke se dem. Lyden er også fjernet. Alt er tomt. Min brystkasse gør ondt. Det er en sviende fornemmelse der breder sig til hele kroppen.

Skræmt og uden at kunne se, sætter jeg tempoet op. Jeg vil ud af mørket. Ud af tomheden. Det føles som om der er gået en evighed, da jeg pludselig kan se. Det er ikke fordi der er så meget at se, men jeg føler mig mere tryg. Min fod sætter sig fast i en rod og jeg vælter forover. Mine arme griber ud i den tomme mørke luft. 

Jeg lander tungt. Det er som om, jeg har taget flere kilo på. Smerten i håndleddene og knæene tyder på hudafskrabninger. Jeg får mig kæmpet op på knæ. Jeg har lyst til at græde, men jeg ved der ikke er tid til det. Et sted ved siden af mig, hører jeg et knæk. Lyden er enorm men forvrænget. Det er som om den er unaturlig på dette sted. Det ene knæk bliver efterfulgt af flere. 

Ud mellem de krogede grene træder en flakkende skygge. En forbløffet tanke slår ned i mig:

Den er i fast form.

Jeg stirrer på skyggen. Den er ikke mindre uhyggelig på dette sted. Den sorte røg der omslynger skikkelsen, spreder sig ud til siderne som slanger. Jeg kravler sidelæns væk fra skikkelsen. En af tentaklerne snor sig om min arm. Jeg skriger. Mit skrig er lydløst i den tomme verden, men i mit hoved er det højt og smertefulgt. Først er det koldt, men derefter bliver det brændende varmt. Det er som om den suger livet ud af mig.

Det går op for mig, at hvislende ord kommer ud fra det sorte ansigtsløse hoved, og jeg kan forstå dem.

"Min, min, min... Min... MIN!"

Ordene intensiveres. De forvandles til en skærende hymne med det samme ord gentaget. Endnu en af tentaklerne nærmer sig mig. Den sorte slange vikler sig omkring min krop. Først den kolde fornemmelse, efterfulgt af den sviende smerte. 

Jeg kan ikke mere. Mit liv skal ende på dette tomme sted. Jeg giver tårerne frit løb. Min krop laver en spasme bevægelse på grund af smerten. Det ser ud til at det generer skikkelsen, men det gør ikke mig noget. Der kommer endnu en, denne gang kraftigere. Lige da jeg tror, at døden endelig har sit greb i mig, begynder en sugende nærmest behagelig fornemmelse at brede sig i maveregionen.

Mit blik er sløret og hjernen er tilbage til den gamle grød. Jeg kan ikke tænke, kun mærke smerte. Jeg ruller om på siden og knuger mine brændende arm ind til mig. Jeg har kvalme og skal kaste op. 

"Du må ikke holde det tilbage."

Stemmen er blid og fuld af varme. Mine øjne søger mod stemmen, men kan ikke rigtig fokusere. Noget der føles som et lille stød går gennem min arm. Smerten formindskes. Det samme sker med min mave. Da smerten er nedtonet og hjernen føles lidt klarere, kommer kramperne. Først spytter jeg bare, men derefter kaster jeg op. Brækket er blodigt og fyldt med sorte klatter. 

Det der er ikke normalt! Men okay, intet har været normalt for mig i et stykke tid.

Min tanker begynder at kværne. Jeg tager mig til hovedet. Den blide stemme taler igen.

"Det er okay, de er ude nu."

Jeg løfter hovedet. Der hvor stemmens ejer burde stå, er der ikke nogen. Forvirret ser jeg mig omkring. 

"Du kan ikke se mig."

Jeg lader den raske hånd køre hen over munden, for at tørre rester af brækket væk. En normal person vil have skidt i bukserne nu, men ikke mig. Jeg har været vant til dem i et stykke tid, selvom der er sket nogle drastiske ændringer i deres adfærd. "Hvem er du?" Min stemme er harsk og det lyder som om, jeg har været til fest.

"Jeg... Min tid her er kort. De kommer igen."

En skælven skyder gennem rummet og jeg ved stemmen har ret.

"Din sjæl er ikke stærk nok. Kun ved at finde en stærk sjæl kan du tvinge dem tilbage."

"En stærk sjæl? Hvad mener du?" Min stemme ryster. Smerterne i maveregionen og armen er vendt tilbage og skyggerne i værelset er begyndt at samle sig.

"Kan du hjælpe mig? Vær sød og hjælp mig ... Jeg kan ikke mere." Jeg er desperat, jeg ved det. Stemmen - som muligvis er en del af min syge fantasi - er kommet med det reb, der skal trække mig op af sumpen. 

"Vær sød og hjælp mig." Jeg er faldet forover, så panden er mod gulvet. Min stemme er hviskende og bedende.

Åh ... De kommer!

Ud af øjenkrogen kan jeg se dem. De står lige akkurat, så jeg ikke kan se dem ordentlig, men heller ikke langt nok væk til, at jeg ikke kan se dem.

"Du vil møde ham snart."

Den blide stemme er hviskende, så jeg kan næsten ikke høre den. I samme toneleje hvisker jeg, "Hvordan kan jeg kende ham?"

Den blide stemme er flakkende og jeg kan næsten ikke høre de sidste ord.

"Han er mærket. Mærket som dig."

Et let stød kører hen over min arm, jeg retter mig op og ser ned på den. Armen er ikke forbrændt, men dækket af røde mærker efter de sorte tentakler. Mærkerne er ikke lig almindelige sår, de er snoet omkring armen og allerede blevet til ar. Trist ser jeg på min skamferet arm og opdager, at det er sådan et mærke jeg skal lede efter.

Der er andre end mig, der kender til dem.

Jeg løfter blikket og for første gang siden de er dukket op, ser jeg håbet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...