Shadow People

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 mar. 2012
  • Opdateret: 3 nov. 2014
  • Status: Færdig
Anne bor alene sammen med sine forældre, da hendes bror Tobias er rejst syd på. Efter Tobias er rejst, begynder Anne at se underlige skygger. Hun er fuldstændig paralyseret af frygt og aner ikke hvad hun skal gøre. Følg Anne's kamp med skyggevæsenerne fra "Den tomme Verden", der forfølger hende nat og dag.

109Likes
1088Kommentarer
13639Visninger
AA

5. Kapitel 5

Jeg sidder på chaiselongen. Mine fingre er boret ned i stoffet, så de ikke ryster. Mit åndedræt er blevet mere hivende, og min mund åbner og lukker sig som en fisk på land. Thomas har smidt sin blok fra sig og sidder nu på hug foran mig. 

Jeg stirrer ned i gulvet. Hvis jeg flytter blikket, ved jeg, at jeg kan se dem i udkanten af synsfeltet. En tanke slår ned i mig.

Hvad nu hvis de ikke kun er i udkanten af synsfeltet, men står helt fremme ligesom om natten. Hvad nu hvis de er her, fordi de føler sig provokeret. Men provokeret af hvad?

Thomas gør klogt i ikke at røre mig, han sidder blot og taler beroligende til mig.

Som om jeg lytter.

Mine tanker prøver at fortælle mig noget, men jeg mister fokus hele tiden. Gåsehuden og ilingerne der strømmer gennem mig, får min krop til at spjætte i små stød. Det hele er så voldsomt og noget jeg aldrig har oplevet før. Jeg lader den ene hånd køre henover ansigtet og tørrer sveden af panden. 

Jeg bliver nødt til at tjekke.

Jeg blinker flere gange for at klare hovedet. Min plan om ikke at flippe ud foran psykiateren, kan jeg godt stikke et vist sted op, hvor solen aldrig skinner. Måske det også er bedst, måske han kan give mig et eller andet, der får dem til at forsvinde. Jeg kan smage galden, og er i tvivl om jeg overhovedet kan kaste noget op. 

Jeg venter et øjeblik og løfter så blikket en anelse. En sky må være gået for solen, for værelset er blevet mørkere. I hjørnet, henne ved kontorstolen står de. Der er ingen tvivl. Normalt er de kun flimrende skikkelser og svære at få øje på. Jeg kan se dem helt tydeligt. De er der alle.

Jeg kaster op. Thomas rejser sig op og kommer tilbage med en serviet. Savlet løber fra min mund og jeg kan smage yoghurten, jeg spiste til morgenmad. Tårerne løber ned af mine kinder. 

Hvad er det der sker?

Thomas lægger en hånd på min skulder. I det samme begynder de at hvæse. Det lyder som i ord på et fremmed sprog, ligesom væsenet i Tobias' værelse. Det er som om, de fremmede ord bliver stødt frem mellem sammenbidte tænder. Min allerede grødede hjerne bliver stegt. Jeg skriger. 

Thomas hiver fat i mig. Jeg hører ikke hvad han siger. Mit skrig blandes med deres ord. 

Jeg må ud herfra.

Skrækslagent ser jeg dem komme tættere på. Thomas ser dem ikke. Han står med ryggen til, og er alt for fokuseret på mig. Selvom min krop er udmattet og slet ingen energi har, ved den godt hvornår man stikker af. Jeg rejser mig op og får mig viklet ud af Thomas' greb. Jeg vælter over mod døren til venteværelset. Hele tiden ud af øjenkrogen kan jeg se dem. Deres hvæsen er blevet til skrig.

Det sidste jeg hører, inden jeg løber ind i min fars arme, er én enkel stemme. Stemmen er hæs og mere gennemtrængende end de andre. Den vil være graveret i min grødede hjerne for evigt.

"Min!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...