Shadow People

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 mar. 2012
  • Opdateret: 3 nov. 2014
  • Status: Færdig
Anne bor alene sammen med sine forældre, da hendes bror Tobias er rejst syd på. Efter Tobias er rejst, begynder Anne at se underlige skygger. Hun er fuldstændig paralyseret af frygt og aner ikke hvad hun skal gøre. Følg Anne's kamp med skyggevæsenerne fra "Den tomme Verden", der forfølger hende nat og dag.

109Likes
1085Kommentarer
13751Visninger
AA

4. Kapitel 4

Selvfølgelig, slipper jeg ikke for at gå til psykiater efter episoden på Tobias' værelse. Min såkaldte "fase" er afsløret. Jeg kan ikke huske, om jeg fortalte mine forældre om dem eller om, jeg bare havde mumlede uforståeligt. Lige meget hvad, har det resulteret t i, at jeg skal til psykiater

Venteværelset er som alle andre venteværelser: hvide vægge, usmagelige møbler og doneret kunst. Damen bag skranken har alt for meget læbestift på og ligner lidt en krage. Jeg er nervøs, hvem vil ikke være det. Trætheden er der stadigvæk og min hud er blevet så skrøbelig og papirtynd. 

Far sidder ved siden af, hans hænder er knyttet og knoerne er helt hvide. 

Arhg! Hvordan er det kommet så vidt? Hvorfor skal jeg også kunne se disse ... Disse væsner - eller hvad de nu er. 

Min hjerne er som grød. Hjernevrideren ser sikkert frem til at rode rundt og trække alle mine hemmeligheder ud. Jeg har ikke så meget i mod at fortælle ham om det hele, men tanken om, at mor og far sikkert også får det at vide ... Tja, de kan sikkert ikke blive mere oprørte.

En høj ung mørkhåret mand med milde øjne træder ind i lokalet. Han går hen til skranken og får overrakt en mappe. Jeg studerer ham. Måske han er psykiateren? Jeg håber det lidt, for han ser i det mindste rar ud. Manden går ind af en dør hvorpå navnet: Thomas Henriksen, er skrevet. 

Kragedamen læner sig henover skranken og peger med en ranglet finger mod mig, "Det er din tur."

Jeg rejser mig op, langsomt for ikke at miste balancen. Det er så svært at holde fokus, men jeg sender da far et opmuntrende smil, inden jeg går over mod døren.

 

Værelset er rumligt og blevet malet for nylig. Den modsatte væg er et stort vindue, der giver en flot udsigt over byen og en masse lys. Jeg slapper af.

Godt, så er chancen for at se dem mindre.

Mit blik vandrer rundt i lokalet. Jeg lægger mærke til de mere smagfulde men neutrale malerier, den magelige læderbrune lænestol, den matchende chaiselong og kontorhjørnet, hvor forskellige mapper er stablet i bunker. Der er også en dør mere, som højst sandsynligt er ud til et lille badeværelse.

Psykiateren står ved siden af lænestolen med en opslået mappe mellem hænderne. Han ser op, da jeg er kommet længere ind i værelset.

"Hej Anne, mit navn er Thomas."

Han lægger mappen på det lille bord ved siden af lænestolen og rækker mig hånden. Hånden er varm og fast og jeg bliver meget bevidst om, hvor skrøbelig min lille hånd må virke. 

Thomas starter med at forklare, hvad det er der kommer til at ske, hvorefter han får mig til at fortælle om mig selv. Jeg starter tøvende og hakkende, men langsomt flyder ordene ud af munden på mig. Overrasket over alle de følelser denne fremmed mand kan få op i mig, gør mig lidt bange.

Suk, mere frygt.

Tiden går hurtigt og jeg er klar over, at han snart vil spørge ind til dem. Mine håndflader er blevet svedige og angsten prikker mig på skulderen. Heldigvis kan jeg ikke se nogen af dem, jeg har på fornemmelsen, at de ikke bryder sig om det her. Thomas skriver noget ned på sin blok, hvorefter han løfter hovedet i en tøvende bevægelse. Jeg ved det kommer nu, spørgsmålet som han har villet stille hele tiden. 

"Anne, dine forældre fortalte mig om den nat inde på Tobias' værelse. De fortalte, hvor bange du var og, at du blev ved med at tale om væsenet fra badeværelset. Vil du ikke fortælle mig lidt om det?"

Hans stemme er tøvende, spørgende, en anelse nysgerrig men frem for alt analytisk. Det er denne del af samtalen, der afgør om jeg bliver lukket inde i et madras fængsel eller om jeg kommer hjem. 

En dyb indånding Anne, du må tage dig sammen.

"Jeg har ikke fået meget søvn på det sidste, alt for meget stress med skolen og det hele. Væsenet var en del af mit mareridt og intet andet."

Jeg kan selv høre frygten i min stemme og Thomas har helt sikkert ligget mærke til mit flakkende blik. Uret tikker.

"Anne, intet af det du siger, kommer ud for disse fire vægge. Alt hvad du siger, bliver mellem dig og mig." Jeg nikker og sænker skyldbevidst blikket mod gulvet.

"Det startede da Tobias rejste..." Jeg stopper op. Hårene i nakken begynder at rejse sig. Klumpen i maven er tilbage. 

Åh gud nej.

Jeg behøver ikke løfte blikket, for at vide de er der.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...