Shadow People

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 mar. 2012
  • Opdateret: 3 nov. 2014
  • Status: Færdig
Anne bor alene sammen med sine forældre, da hendes bror Tobias er rejst syd på. Efter Tobias er rejst, begynder Anne at se underlige skygger. Hun er fuldstændig paralyseret af frygt og aner ikke hvad hun skal gøre. Følg Anne's kamp med skyggevæsenerne fra "Den tomme Verden", der forfølger hende nat og dag.

109Likes
1088Kommentarer
13656Visninger
AA

3. Kapitel 3

Min mor skæver til mig og sender min far et uroligt blik. Det varer ikke længe inden de gør et eller andet drastisk. Jeg er i tvivl om jeg skal sige det til dem eller klare det selv. Mit ansigt trækker sig sammen i en grimasse, den samtale vil blive akavet og efterfulgt af mine forældre trækkende mig til den lukkede.

"Er du sikker på, du ikke vil have noget sovs?" min mors ru stemme, der er ved at knække over, gør mig ked af det.

Det hele er noget lort! Måske jeg burde bures inde på den lukkede, bare til jeg er blevet "rask".

Med kvalmen siddende i halsen rejser jeg mig fra bordet, "Jeg har lektier for." 

Mine forældres sorgfyldte blikke tilføjer flere smerter til mit hjerte. Alle de mennesker jeg sårer ved min opførsel fordi jeg er bange, er ikke til at bære. 

Jeg lukke stille døren til mit værelse, men fortryder. Jeg kan ikke holde ud at være inde på værelset, ikke når jeg ved at de kommer. Jeg synker klumpen i halsen. Ude på gangen lyder mine forældres dæmpede stemmer som en uhyggelig summen, der får mig til at løbe hen til min brors værelse. 

Hurtigt sniger jeg mig ind og tænder hurtigt for lyset. Tobias' velkendte duft rammer mig lige i ansigtet og får mig et øjeblik til at miste fatningen. Jeg er så overbevist om at han må være hjemme, at jeg smiler stort. Jeg ser over mod døren ud til hans lille badeværelse, den er åben. Måske duften er stærkere derude? 

Duften er stærkere ude på badeværelset. Den fylder mig med fred. Det er først da jeg ser mig i spejlet, at jeg opdager, hvor forfærdelig jeg egentlig ser ud. Tobias vil ikke kunne genkende mig, når han kommer hjem fra syden.  Hans lillesøster der forguder ham er blevet til en zombie. Tårerne triller ned af mine udhulede kinder.

 

Jeg falder i søvn på Tobias' seng. Jeg har mast mig helt ned i hans hav af puder. Ind til brystet knuger jeg hans lille bamse Teddy, som han har haft fra da han var helt lille. Hørertelefonerne er stukket i ørerne og musikken lukker alle andre lyde ude.

Musikken spiller stadigvæk, da jeg vågner. Først undrer jeg mig over, at jeg har kunnet sove så tungt og så alligevel vågne op nu. Søvnen fra øjnene forsvinder hurtigt, da jeg opdager, hvorfor jeg er vågnet. Jeg kan ikke mærke dynen, den er faldet - eller måske blevet trukket? - ned fra sengen. Hele min krop stivner og panikken spreder sig straks. 

Jeg bliver nødt til at samle dynen op. 

Hurtigt! Glade tanker... Glade tanker.

Langsomt åbner jeg øjnene og det går op for mig at jeg ligger på maven. Mit ansigt er vendt ud mod rummet, så jeg kan se ud på badeværelset. De er der ikke. Fuldstændig lettet og overlykkelig over, at jeg endelig har fået fred, begynder jeg at slapper af. Jeg trækker hovedtelefonerne ud af ørerne.

Mine arme protesterer, da jeg løfter mig op og læner mig ud efter dynen. Ud af øjenkrogen ser jeg en bevægelse. Jeg stivner i bevægelsen. Ude på badeværelset oppe ved loftet, hvor det er mørkest, er der noget der bevæger sig. Jeg ser den komme ud af mørket. Den kravler i stødende bevægelser henover væggen. Dens lange klør borer sig ind i fliserne, men efterlader ingen mærker.

Den runder dørkarmen og er inde i værelset nu. Den er mørkere end de andre og bevæger sig på en mere dyrisk måde. Jeg læner mig længere frem. Dynen er næsten inden for rækkevidde. I det jeg bevæger mig, nærmest springer den - Tingen, genstanden, væsenet... Hvad fanden det nu er!? - fra dørkarmen og hen til værelsets nærmeste hjørne. Der sidder den og stirrer på mig. Eller hvad den nu gør!?

Jeg er skrækslagen. Hvis jeg havde haft noget i blæren, havde jeg tisset i bukserne. Den kravler videre hen ad væggen, hele tiden tættere på mig. Da den er mindre end to meter fra mig, tager jeg mig sammen. Min hånd lukker sig om dynen og jeg hiver til.

En skræmmende hvæsende lyd kommer fra den. Det er første gang jeg har hørt lyden og den bogstavelig talt, får alt blodet til at fryse. Mine læber skilles af et rædselsskrig. Jeg tænker ikke, skriget bliver ved.

Jeg ved ikke hvad der skete først. men mine forældre kommer stormede ind på værelset, hvorefter jeg bryder hulkende sammen. Det ender med, at jeg sover mellem dem i deres store dobbeltseng. Noget jeg ikke har gjort siden jeg var otte år. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...