Shadow People

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 mar. 2012
  • Opdateret: 3 nov. 2014
  • Status: Færdig
Anne bor alene sammen med sine forældre, da hendes bror Tobias er rejst syd på. Efter Tobias er rejst, begynder Anne at se underlige skygger. Hun er fuldstændig paralyseret af frygt og aner ikke hvad hun skal gøre. Følg Anne's kamp med skyggevæsenerne fra "Den tomme Verden", der forfølger hende nat og dag.

109Likes
1085Kommentarer
13756Visninger
AA

17. Kapitel 17

Jeg løber ind imellem reolerne, men sidestikkene rammer mig næsten med det samme. Åndedrættet er hurtigt og hivende og det gør ondt. Jeg kan mærke, hvordan mine ben syrer til og begynder at ryste. Den iskolde klump i maven er ikke forsvundet - Skyggen er her stadigvæk. Hurtigt ser jeg mig over skulderen og ser den kravle hen ad reolerne. Selvfølgelig holder den sig ude af lyset og bevæger sig fra mørke til mørke.

Min mave snører sig sammen og angsten bider sig fast. Panisk begynder jeg halvt at løbe, halvt at gå hurtigt videre, hele tiden med den viden i baghovedet, at den aldrig bliver træt. Jeg runder den næste reol og drejer ind i en ny gang. Væsenet følger efter mig. Dens lange klør borer sig ind i reolernes træ og de mange bøger, men den efterlader stadigvæk ikke noget spor. Ingen vil kunne se, at den har været her.

Jeg fortsætter nedad gangen og må stoppe op for at få vejret. Galden sidder i halsen på mig, og jeg kan slet ikke fokusere. Bag mig er skyggen kommet nærmere og jeg kan høre dens små hvæsende lyde. Jeg må støtte mig op af reolerne for at kunne fortsætte. De få kræfter, jeg har i mig, er ved at ebbe ud. Jeg kan kun se én udvej for at undslippe den, derfor stopper jeg op igen, samler alt den luft jeg kan og skriger:

"JASON!"

Tårerne løber ned ad mine kinder og jeg er ved at give op. Min lange kamp med disse skygge væsener har været udmattende, og jeg føler ikke, at jeg kan mere. 

Tag dig sammen... Der er altid en udvej!

Mine øjenlåg er halvt lukkede og slørede. Sidestikkene gør ondt og mine ar svier. 

Rejs dig op! Kæmp! Du må ikke give op!

Det går op for mig, at jeg er sunket sammen på gulvet. Mit hoved dingler forover, så tårerne drypper ned på min bluse. Jeg ser op. Væsenet er ikke så langt væk, det er som om den har sænket farten og nyder situationen.

Jason...

Jeg glider længere ned og ligger nu helt nede på gulvet. Reolerne er gamle og har et rimelig stort luftrum mellem gulv og den nederste hylde. Så hurtigt jeg kan, klemmer jeg mig ind under hylden og kommer ud på den anden side. Det kan kun lade sig gøre, fordi jeg er blevet så lille og tynd. Jeg hører væsenet udbryde en irriteret hvæsen, hvorefter jeg ser dens hoved stikke frem mellem en af hylderne. 

"ANNE!"

Jasons stemme brøler gennem det tomme bibliotek, og jeg bliver grebet af et nyt håb. Jeg ruller om på maven og kravler langsomt henover gulvet. Væsenet er bag ved mig. Jeg hører Jason løbe ned ad en af de andre gange. Hans skridt er tunge og højlydte. Det er som om væsenet er klar over, at Jason er en trussel. Det næste øjeblik mærker jeg en enorm kulde på ryggen, som lammer mig fuldstændig. 

Jeg har prøvet det før - Denne her følelse. Dengang de overfaldt mig på mit værelse og trak mig med ind i Den Tomme Verden. Pludselig er jeg fuldstændig klar over, hvad der er ved at ske, og at væsenet er i berøring med min ryg. Jeg drejer hovedet og ser lige ind i det trekantede hoved, hvor den sorte skyggeagtige røg gør det hele tåget. Den akavede stilling jeg ligger i, gør at jeg ikke kan se, hvad den røre mig med, men jeg tror det er en af dens klør.

Smerten i brystet er voldsom og jeg gisper efter vejret. Jeg har lyst til at skrige, men der kommer ingen lyd ud. Smerten bliver værre og jeg kan se kløerne stikke ud af min brystkasse. Den folder kløerne og det er som om den griber fat om mit hjerte. Væsenet læner sig tættere ind mod mig, så den skyggeagtige røg slører mit syn. Jeg begynder at skrige og ud min mund flyder den hvide, sølvagtige sky, som bliver opslugt af mørket. 

Jeg ser Jason gennem røgen. Hans ansigt er fyldt med rædsel og vrede. Skygge-røgen generer ham ikke. Han træder lige ind og slår ud efter væsenet, der sidder på min ryg. Væsenet klemmer om mit hjerte, så jeg endnu engang skriger af smerte. Gennem røgen og mine tårevæddet øjne ser jeg skyggevæsenet slynge sine tentakler omkring Jason, så han står helt stiv.

Jeg kan ikke bevæge mig, for den holder stadigvæk fast omkring mit hjerte og den mindste bevægelse gør ondt. Alt jeg kan gøre, er at se til, mens skyggen fører Jason til Den Tomme Verden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...