Shadow People

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 mar. 2012
  • Opdateret: 3 nov. 2014
  • Status: Færdig
Anne bor alene sammen med sine forældre, da hendes bror Tobias er rejst syd på. Efter Tobias er rejst, begynder Anne at se underlige skygger. Hun er fuldstændig paralyseret af frygt og aner ikke hvad hun skal gøre. Følg Anne's kamp med skyggevæsenerne fra "Den tomme Verden", der forfølger hende nat og dag.

109Likes
1088Kommentarer
13654Visninger
AA

16. Kapitel 16

Biblioteket er kæmpe stort og et af de ældste bygningsværker i byen. Men som alle offentlige bygninger på flere etager, skal der være en elevator. Eftersom jeg ikke har været rigtig 'aktiv' i flere måneder, kan jeg ikke rigtig holde til de mange trapper, der fører op til de øvrige etager, så vi tager elevatoren. 

"Skal vi lede efter fagbøger eller under emner?" Spørger Jason.

Jeg stirrer lidt på det forvrængede spejlbillede, som vises på elevatorens metalliske vægge. 

"Jeg er ikke sikker... Måske fagbøger?"

Han nikker og stopper elevatoren ved tredje etage. Vi stiger ud og ender foran en lille skranke. Bibliotekaren er ikke til stede, så vi kigger slev rundt. Det tager noget tid før vi finder reolerne med alt 'det overnaturlige'. 

"Så er det vel bare med at sortere og læse." Siger jeg højt.

Min stemme bryder den tyste tavshed, og jeg slår hånden for munden. Jason griner og jeg bliver straks mere afslappet.

"Det her er fagbogs-afdelingen... Der er aldrig nogen her."

Vi griner begge lidt og jeg kan mærke, at jeg er ved at finde mit gamle jeg. Der er mange bøger om det paranormale, så vi får samlet en god stak og må gå flere gange hen til det lille hjørne, hvor man kan læse i fred. Jason stabler bøgerne og kan snildt bærer ti tunge, mens jeg kun kan bærer fem og det er med stor anstrengelse. Sveden pibler ned ad min pande og jeg føler mig flov over min manglende styrke.

Jeg tager jakken af og smider den over stoleryggen. I skæret fra bibliotekets lamper kan man se mine ar og den sygelige blå farve, der omkranse dem, og udgør de små 'grene'. Jeg ser meget syg ud. 

Jason smider den sidste stak med bøger på bordet og sætter sig tungt på den anden stol. Han gnider øjnene og lader blikket vandre fra bøgerne over til mig. Øjnene fæstner sig ved mine ar og jeg ved, at han tænker på sin lillebror.

"Så du dem?" Jeg stryger min hånd ned over den skamferede arm.

Han flytter blikket fra armen op til mit ansigt, "ja, jeg så dem. Den dag jeg kom hjem, havde de stadigvæk hans lig til obduktion. Jeg bad om lov til at se ham... Øhm... Hans krop, inden han skulle begraves." 

Jeg sætter mig ned, mens han rømmer sig.

"Han var udhungret og lignede ikke sig selv. Lægerne kunne ikke forklare arrene og sagde at dødsårsagen var hjertestop... Selvom jeg ikke tror det længere..."

Jasons stemme har fået den der hule røst, som når en hæs gammel mand taler. Jeg kan se det er hårdt for ham, så jeg lægger min ene hånd oven på hans og giver den et lille klem. Han smiler taknemmeligt til mig.

"Er du klar over, hvor stærk du er Anne?"

Jeg ser spørgende på ham og en lille fuge dannes mellem mine bryn.

"Fillip var ikke stærk... Ikke som du er det."

Det undrer mig, at han bruger ordet 'stærk'. Jeg er ikke stærk, men rædselsslagen. Skyggerne skræmmer livet af mig og det, at jeg ikke aner, hvad de er eller, hvad de helt præcist vil, gør at jeg er ved at blive sindssyg. Det Jason der er stærk, uden hans styrke, vil jeg ikke kunne klare det. Han har givet mig håbet. 

 

Vi bruger resten af dagen på at læse i bøgerne, men halvdelen kan vi ikke bruge til noget. Det er utroligt, hvad folk har skrevet bøger om. Jason finder en bog omkring, hvordan man laver en dukke af ens udkårne og får personen til at forelske sig i en. Det er simpelthen for mærkeligt, men mit liv er et rod, så det giver vel mening. 

"Har du overvejet at få dig en kat?"

Jeg ser op fra bogen med et søvnigt blik.

"Hvis jeg kan få mine forældre overtalt, men... Det vil jo kun holde dem på afstand og ikke få dem til at forsvinde."

Jasons øjne møder mine, "jeg kan godt se, hvad du mener... Det er bare sådan, at du på en måde kunne være beskyttet og ikke udsat for deres angreb hele tiden. 

En eller anden taber en bog i biblioteket. Braget er højlydt og ekkoer gennem den store sal. Vi vender os begge mod lyden, men det ser ikke ud til, at personen er lige i nærheden. Jeg strækker mig og hører mine led sige små knæk lyde. 

"Jeg tror vi skal sige, at det er nok for i dag. Vi er begge trætte og biblioteket lukker snart."

Han smækker den tunge bog i og lægger den oven på en af de mange stakke. Jeg nikker træt og vi rejser os for at gå. Bøgerne lader vi ligge, for vi har tænkt os at komme tilbage i morgen. Det er ikke sikkert bibliotekaren stiller dem på plads. Igen kører vi ned med elevator. Vi bevæger os hen mod udgangen, da jeg pludselig kommer i tanke om min jakke.

"Jason, jeg har glemt min jakke... Vent du bare her, jeg er straks tilbage."

Jeg sender ham et smil og løber hen til elevatoren. Jason når lige et sende mig et smil inden dørene lukker i. Jeg trykker på knappen til tredje sal, der lyser op med en gullig farve. I den metalliske elevatordør kan jeg se mit forvrængede spejlbillede. Først ignorer jeg det og stirrer i stedet på et punkt ved siden af mit genspejlede deforme hoved. 

Til at at starte med ser jeg det ikke, men langsomt dannes en sort skygge oppe i elevatorens hjørne. Først kommer gåsehuden og så kommer klumpen i maven, den klump, som jeg hader for alt i verden. Jeg ved den er bag ved mig. I genspejlingen kan jeg se den sorte skygge kravle ned fra hjørnet, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, hvilken skygge det er. 

Væsenets lange klør kan ses i genspejlingen, og jeg kan se, hvordan de borer sig ind i elevatorvæggen. Jeg ved den ikke efterlader spor, det gør den aldrig. Skygge væsenet kravler længer ned og jeg ser, hvordan røgen smyger sig om dens krop. 

Jeg hamrer på elevator knappen til tredjesal og venter panisk på det lille pling. Væsenet rejser sig op på to ben og ser lettere krumbøjet ud. I genspejlingen ser jeg, hvordan den tager et skridt frem mod mig. Jeg hamrer på knappen til anden sal, men det er for sent, elevatoren er på vej mod tredjesal.

Væsenet tager endnu et skridt. Mit åndedræt er hurtigt og spinkelt, hvert et øjeblik forventer jeg et panik anfald - i hvert fald ét der er værre endnu. Endnu et skridt. Jeg læner mig forover, bange for, at en hurtig bevægelse kan medføre et angreb. Den ved jeg er bange, den kan mærke det. Mit bryst gør ondt og jeg kan fornemme en svien i mine ar. 

Skyggen tager endnu et skridt, og jeg kan se, at dens arm bliver hævet og rækker ud efter mig. Jeg bøjer hovedet forover og prøver at kvæle mit skrig. 

Pling!

Elevatordøren glider op, og jeg sætter af lige inden, væsenets klør vil gribe fat i min skulder. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...