Shadow People

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 mar. 2012
  • Opdateret: 3 nov. 2014
  • Status: Færdig
Anne bor alene sammen med sine forældre, da hendes bror Tobias er rejst syd på. Efter Tobias er rejst, begynder Anne at se underlige skygger. Hun er fuldstændig paralyseret af frygt og aner ikke hvad hun skal gøre. Følg Anne's kamp med skyggevæsenerne fra "Den tomme Verden", der forfølger hende nat og dag.

109Likes
1085Kommentarer
13753Visninger
AA

11. Kapitel 11

Det føles som om verden er gået i stå. Gaderne er stille, selvom larmen fra baren burde kunne høres. Gadelygterne lyser gult, men kaster samtidig lange forvrængede skygger langs fortovet. Jeg trykker hånden mod brystet, der hæver sig stødende. Jeg ved, at det er et panik anfald. Hans lillebror er død. Er det på grund af dem? Skal jeg også dø? 

Rolig nu. Træk vejret dybt ind og ånd ud. 

Min indre stemme bliver ved med at tale beroligende, indtil jeg langsomt får styr på mig selv. En arm er lagt omkring mig, mens en hånd beroligende kører op og ned af min arm. Det går op for mig, at jeg sidder på hug og har hovedet bøjet let forover. Jeg kan slet ikke huske, at jeg har sat mig ned. 

"Hvordan døde han?" Min stemme er harsk men hviskende.

Han svarer mig ikke. Det er som om han lige skal til at sige noget, men han sluger ordene inden. Jeg skubber mig væk fra ham. Min krop er svag, og den søvn jeg har fået i dag, har kun gjort mig mere træt. Derfor kommer jeg ikke op at stå, sådan som min hjerne gerne ville. I stedet sætter jeg mig ned på jorden med et bump. 

"Det var dem ikke?" Jeg begynder at græde. 

Tårerne er salte og bitre. Jeg er så frustreret, at jeg har lyst til at skrige. Jeg ved de morer sig nu. Jeg kan ikke se dem, men mærke dem. Det er som om min hjerne har nået bristepunktet. Jeg møder en eller anden fremmed, som siger at mine ar ligner hans afdøde lillebrors, og straks begynder jeg at drage konklusioner.

Jeg er ved at blive sindssyg...

Måske jeg allerede er sindssyg? Måske disse væsener blot er en del af min fantasi? Selvom tårerne fortsætter nedad mine kinder, begynder jeg at grine. Latteren er hysterisk og sindssyg. Fyren foran mig, hvis navn jeg ikke engang kender, ser bekymret på mig. Hans blik gør mig mere hysterisk. 

Skyggerne fra den tætteste gadelampe forvrænges og jeg kan se dem træde frem. De er endelig kommet frem fra deres skjul. Jeg forsøger at komme op og stå. Det lykkedes også til sidst. Mine skridt er vaklende og jeg ligner sikkert en fuld. Mit blik er fokuseret på dem.

Den fornuftige stemme, der altid er der, begynder at skrige. Jeg er ligeglad. Hvis disse væsener er en del af min fantasi, burde de forsvinde, så snart jeg konfronterer dem. To meter. En meter. 

De flytter sig ikke. Det overrasker mig lidt, men det rykker ikke ved min beslutning. 

"I er en del af min fantasi. Jeg er træt af jer! I ødelægger mit liv. Forsvind og kom aldrig tilbage!"

Sætningen er ikke særlig godt fundet på, men i situationer som denne, er det, det bedste jeg kan komme på. Væsenet der er nærmest, rykker tættere på mig. Ondskaben strømmer ud fra den. Centeret, hvor frygten sidder i min hjerne må have taget skade. Hysteriet og sindssygen har taget over. Der kommer en lyd fra dem.

Ler de? Jeg er rasende. Som en hunløve på jagt, krummer jeg mig sammen og springer mod dem. Jeg forventer at de forsvinder, at de går op i røg eller sådan noget. I stedet bliver jeg lukket ind i en kulde og tomhed der opsluger mig. Min krop brænder, det føles som, når man holder fingeren over et stearinlys alt for længe - bare tusind gange værre. Jeg skriger.

Ud fra min krop strømmer noget hvidt, nærmest sølvagtigt. Mine skrækslagne øjne fæstner sig på den hvide masse. Skyggerne kaster sig over massen. Det ser ud som om de suger massen til sig. Jo mere der forsvinder af den, jo svagere bliver mit skrig. Mine ben giver efter og jeg lander hårdt på knæene. Jeg kan ikke stoppe skriget, det er som om det bliver trukket ud af mig. Noget griber fat omkring livet på mig.

Åh gud nej ... De vil trække mig med ind i deres tomme verden. 

Jeg bliver trukket bagud med en voldsom bevægelse. Fornemmelsen af at blive trukket gennem koldt vand fylder mig. Jeg lander på ryggen, men under mig er ikke fliser. Kropsvarmen fra en anden person fortrænger kulden og giver mig en fornemmelse af tryghed. Jeg løfter blikket. Henne ved lygtepælen er skyggerne forsvundet. Der er intet tegn på at de nogensinde har været der. 

Armen omkring mig løsner sit greb. Forsigtigt ruller jeg af min redningsmand. Jeg ser straks det blonde viltre hår og de karakteristiskehimmelblå øjne, der ser direkte ind i mine.

"Jeg har aldrig været sikker på, hvad Fillip døde af. Jeg var ikke hjemme da det skete." Han trækker vejret dybt inden han fortsætter. "Jeg var rejst til USA for at komme væk hjemmefra. Jeg var glad, og da jeg endelig fik taget mig sammen til at ringe hjem, var det allerede begyndt. Mor og far var ude af den. Fillip sov ikke, han spiste ikke og værst af alt, han lukkede sig inde i sit eget univers. Jeg kunne ikke kende hans stemme, da jeg ringede til ham. Jeg var bekymret, så jeg ringede oftere og oftere hjem." 

Jeg stirrer betaget på ham. Selvom min krop gør ondt og jeg har en mærkelig følelse, kan jeg ikke lade være med at lytte.

"En dag brød Fillip sammen. Han fortalte mig om skyggerne, om de væsener der hjemsøgte ham. Jeg sagde, at det bare var hans fantasi, men det var det ikke. Nogle uger efter ringede far til mig og sagde, at Fillip var kommet til skade. Far var kommet hjem fra arbejde og havde fundet Fillip blodig og fyldt med ar over hele kroppen." Han skævede til min arm. "Ar, der er fuldstændig magen til dit. Min far ville vide, hvad der var sket. Fillip forklarede, at han var faldet ned af skranten henne ved legepladsen. Far troede ikke på ham. Da jeg senere talte med Fillip, fortalte han mig, at han havde haft en drøm. Han var kommet til et mørkt sted, hvor han først ikke kunne se. Efter noget tid havde han fået synet igen, men ud fra buskene var der kommet et væsen. Væsenet havde angrebet ham. Fillip græd, da han fortalte det. Jeg har aldrig hørt noget så hjerteskærende før. Det værste ved det hele er, at jeg ikke troede på ham." 

Min øjne er fyldt med tårer, ikke på grund af mine egne smerter, men på grund af Fillips.

"Jeg besluttede mig for at tage hjem. Jeg ved ikke om det var det, der gjorde udslaget." Hans stemme knækker over. Tårerne strømmer nedad både mine og hans kinder.

"Da jeg ringede hjem, fik jeg fat i telefonsvareren. Efter flere forsøg fik jeg fat i mor. Hendes gråd fortalte mig alt, jeg behøvede at vide. Hun var kommet hjem fra arbejde og havde fundet Fillip ligbleg på stuegulvet." 

Jeg tørrede mine øjne, det samme gjorde han.

"Lægerne kunne ikke give en naturlig forklaring, selvom han var lille og ikke havde spist, var han ikke syg. Han døde bare. Nu er jeg sikker på, at det ikke er tilfældet."

Han satte sig op og tog mine rystende hænder i sine. 

"Jeg ved ikke hvad du hedder, men jeg så hvad der skete. Jeg så dem. Jeg så, hvordan de prøvede at suge livet ud af dig." Han gav mine hænder et klem.

Jeg er bange og taknemlig på samme tid. Jeg græder på grund af Fillips skæbne, men også fordi, jeg nu ved, at jeg ikke er sindssyg.

"Tak. Tak fordi du fortæller mig det." Jeg tørrer mine øjne. "Jeg hedder Anne."

Han sender mig et trist smil. "Jeg er glad for, at jeg har mødt dig Anne. Mit navn er Jason."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...