Løb for livet

Not specific yet.

4Likes
3Kommentarer
1046Visninger
AA

4. Et minde - del 2

Min mor lå på et gulv. Det var ikke derhjemme. Gulvet var lavet af hvid marmor, og mine fodtrin gav genlyd i det kæmpestore rum. Mine øjne skannede rummet, og det eneste inventar fyldte kun en lille bitte del af rummet. Den store, røde lænestol stod i hjørnet med ryggen mod mig. Jeg kunne ane lyst strithår, men ignorerede det. Jeg løb hen til min mor og ruskede endnu engang i hende. Men jeg gav hurtigt slip. Hun var helt kold. Hun var kold som isen, og hendes hud var som sten. Den var hård og kold. Jeg kiggede undersøgende på hende og bakkede bagud i rædsel. Mine øjne fangede igen lænestolen, som nu stod med den anden side mod mig. Jeg mærkede på mine lommer efter et våben, men jeg blev afbrudt af den fremmede. "Det hjælper ingenting. Den lighter, du havde i lommen før, er væk. Du er i Åndernes Døde Verden. Man kan intet tage med, kun det tøj, man har på," sagde han koldt. Jeg kiggede på hans ansigt. Det var pænt. Han havde lyst strithår og et smil, der kunne smelte en kvindes hjerte. Jeg kunne ikke lade være med at smile for mig selv. 

"Hvad griner du af?" sagde han pludselig og gik nærmere. Jeg bed mig i læben og smilede stort. Han hævede den ene mundvig og kiggede spørgende på mig. Jeg tog mig sammen og indrømmede sandheden: "Du er bare ret pæn. Jeg blev bare ret overrasket, det er det hele!" Han begyndte at grine og rakte ud efter mig. Jeg bakkede instinktivt bagud, men han nåede hen til mig og strøg min kind. Jeg blev bange for ham. Han virkede for perfekt. "Hvad har du gjort ved min mor? Hvorfor trækker hun ikke vejret? Hvorfor er hun kold som is? Spyt så ud!" råbte jeg og skævede ned til min mors døde krop. Han sukkede og himlede med øjnene. Jeg greb fat i hans hvide t-shirt og holdte ham fast, mens jeg gentog mit spørgsmål, men denne gang hvæsede jeg det ud mellem tænderne. Han sank en klump, og jeg gav ham 'dræberblikket'. Hans øjne flakkede fra side til side, men jeg løftede bare det ene øjenbryn og truede ham med min knytnæve. 

 

"Jeg burde virkelig ikke sige noget..." stammede han, "Men jeg er egentlig en smule bange for dig lige nu." Jeg blev overrasket. En høj dreng, som sikkert var meget stærk var bange for mig. Jeg slap mit greb og bad ham fortælle det. I stedet tog han min hånd, og begyndte at gå hastigt igennem rummet. Jeg prøve at stride imod, men han slap ikke mit greb. Hans hånd var varm, meget varm, men ikke svedig. Hans hud var blød og pæn. Selvom hans greb var fast, vristede jeg mig fri og pegede hen på min mor. Han nikkede, tog atter min hånd og gik videre. Jeg gad ikke stride imod længere, så jeg fulgte bare med. Han førte os igennem store, lyse gange med kæmpemæssige lysekroner af krystaller, kendte maleres malerier på væggene og en hel masse andet. Jeg undrede mig lidt over malerierne, for jeg havde set mange af dem før. Mona Lisa, Den Sidste Nadver og Damen Med Hermelinen. Jeg kendte kun de tre af dem, jeg så. Leonardo Da Vinci var et af mine store inspirationskilder, og jeg kendte en del af hans malerier. Men hvorfor hang de her? Og hvorfor var der breve med hans signatur ved siden af hvert maleri? Det hele virkede mystisk, men det var jo ikke kun malerierne, det gjorde det. 

 

Lang tid efter stod vi i en stor hal. For enden af rummet, var der en pejs i ren marmor, og resten af gulvet var beklædt med farverige tæpper. I et lille hjørne stod et skrivebord, som var mere rodet end mit. Det var fyldt med papirer, blyanter, pergamentruller, brugte kaffekopper og alverdens dingenoter. Det lille skrivebord stod sammen med en træstol polstret med rødt velourstof. Alle møblerne i rummet var bordeauxrøde eller i mørkt, blankt træ. Der var umiddelbart ingen mennesker andre end drengen og jeg. "Dette rum er hundrede procent lydtæt, og man kan intet høre igennem disse vægge. De er fortryllet af mesteren, og kun den som er i rummet, kan låse det op igen, hvis det er låst. Så her kan jeg fortælle dig alt. Bare sæt dig ved pejsen," sagde han roligt og smilede til mig. Pis, jeg ender jo med at blive forelsket i ham. I stedet smilede jeg bare tilbage, nikkede og satte mig i den store stol. Han gik hen mod den massive dør og hviskede et eller andet. Det lød som en formular. Pludselig sagde låsen et højt smæld. Han rykkede i håndtaget, men døren var helt fast. Han drejede om på hælen, lukkede øjnene og gik hen mod mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...