Paradiset du og jeg deler.

Historien handler om de to bedstevenner Aleksandar (Aco) og Irfan.
Før krigen brød ud, var de ligeglade med hvilken religion de havde, det samme var hele Jugoslavien - ligeglade med hvad de troede på, og deres kulturer.
De alle respekterede hinanden indtil 1991 hvor Sloveninen først løsrev sig, så Kroatien samme år, og så 1992 - Bosnien - Hercegovina - hvor Aco og Irfan bor.
Men vil de begge blive ved med at respektere hinanden? Hvad forgår der, når ens naboer bliver dine væreste fjender? Er et ufattelig tæt venskab stærkt nok til at kunne holde respekten imellem Irfan den "ligeglade" muslim og Aco den troende ortodox?


Og datoen på hvornår krigen begynder passer ikke, den begyndte rigtigt den 6. April 1992 :)
JEG HAR PRØVET AT LAVE AFSNIT I ALLE SAMMEN, MEN LAYOUTET GEMMER DE IKKE!!!! -.-

15Likes
20Kommentarer
2680Visninger
AA

6. Kapitel 5

Da jeg vågnede, så jeg direkte oppe på nogle høje træer, som blokerede for solen. Jeg kunne høre hvordan en eller anden snittede i noget træ, og jeg prøvede langsomt, med besvær at få mig selv til at stå op – men lagde mig ned igen da det værkede i min nakke og mit hoved, det måtte have været noget af et fald. Alt omkring mig var stille, undtaget et par knitren fra et lille bål tæt på mig, og nu et par hurtige og sikre skridt imod mig. ”Blackout koster smerte, ikke?” spurgte Irfan, som bøjede sit hoved ned til mit. Jeg lukkede øjnene og mærkede hvordan flovheden kom frem, jeg gryntede og prøvede igen med besvær at rejse mig op, og faldt ned igen, og jeg blev ved indtil jeg gik i panik. Det lyder nok dumt at gå i panik over at man ikke kan rejse sig op efter at have besvimet og slået sig, men når man er van til at kunne rejse sig efter granat eksplosioner og fald fra sten og bakker – så er at ikke kunne rejse sig op efter at have besvimet - ret ynkeligt. Irfan stod og så forfærdet ud da jeg i ren og skær panik klynkede og vred mig rundt på jorden, og stoppede mig ved at slæbe mig over til et træ, og læne mig op ad det. Panikken dæmpede sig, og jeg kunne mærke hvordan klumpen i min hals blev større, og mit blik sløret – alt kom frem; mord, had, skuffelse, sorg – alt, og jeg begyndte at græde. Jeg sad og græd ustyrligt i lang tid, for da jeg igen så op imod den dækkede sol, var det blevet mørkere. Da jeg så over på Irfan sad han og havde hele armen ned i en stor, poset rygsæk – og trak et par konserveringsdåser op, og 2 skeer (nok fra en af landsbyens huse – det lignede Zorana’s Sølvskeer), og gik med sin smidige og hurtige gang imod mig. ”Er der Zorana’s sølvskeer?” spurgte jeg ud af det blå, og han smilede et lille generet smil, og nikkede. ”Ja, har kun rørt dem 1-2 gange – mænd var jo ikke velkommen, kun små drenge op til 10 års alderen, hahaha” svarede han smilende, og satte sig i skrædderstilling foran mig, og jeg rettede mig op – og smerterne i nakken og hovedet lynede i et lille sekund. ”JA! Kan huske da min mor engang tog mig med, jeg var vel omkring 9 år, og havde fået stuearrest – men min mor fik ondt af mig, og tog mig med. Da jeg kom op på terrassen, proppede Zorana mig med kiks som var proppet med blåbær – min mor havde sagt at jeg var allergisk for dem, men nej, hun troede ikke på at blåbærrene fra hendes have ville give mig allergiske anfald. Så efter 3 kiks blev mit hoved rundt som en fucking bold – og alle gik i panik” grinte jeg, og Irfan blev nød til at stoppe med af skærer lågene af konserveringsdåserne. Da vi langt om længe stoppede med at grine, og Irfan havde åbnet dåserne som indeholdte tun i olie, mæskede vi det i os, imens jeg så på hvordan Irfan spiste og hvor tynd han havde blevet, fik jeg pludselig en følelse af savn – og alt det had jeg hade haft for ham, forsvandt totalt. Jeg hadede mig selv for at have givet ham skylden for alt, han reddede jo os – selvom han ikke reddede byen, men når man er såret, og har mistet praktisktalt alt – så er det nemmeste at gøre, er at skyde skylden på en person, og efter 3 år og 7 måneder går det op for mig. ”Hvorfor slog du mig ikke ihjel da du slog de andre ihjel?” spurgte jeg en anelse hårdt, og Irfan stoppede med at spise, og så over imod mig. ”JEG slog ikke dine venner ihjel, det gjorde de andre, altså en anden gruppe, som har tilbudt mig beskyttelse, fordi jeg ikke kan lide at flokkes omkring andre lige nu. Og selvom du ønsker mig død, Aco, så skal du vide at du er nærmest min bror, og lige meget hvad der sker, så skider jeg ikke på dig, hvis du forstår, fordi jeg ved at inderst inde, hvis du stod med en pistol i hovedet på mig, ville du måske skyde mig – men du vil fortryde. Selvom du var meget begavet og fornuftig, har du aldrig været det i alvorlige situationer.” svarede han, og jeg kunne ikke sig noget, fordi det var sandt. Da vi havde spist, sad vi bare og så på det lille knitrende bål, og lyttede til skovens lyde, jeg var så småt begyndt at falde hen da Irfan rejste sig op med en fart og sigtede med sit maskingevær, jeg blev bange og blev stiv som en pind, og lyttede. Irfan og jeg fik øjenkontakt, og han løftede sin pegefinger på munden, for at sige at jeg skulle være stille. Imens jeg sad og lyttede, kunne jeg hører grene knække, og jeg havde mest lyst til at skrige og råbe, som altid – siden jeg kom ind i hæren, når vi skulle vente eller skjule os i flere timer, jeg hader at vente. Jeg iagttog Irfan, som langsomt og smidigt gik skridt for skrid, med maskinpistolen hævet – klar til at skyde – tænkte jeg over om hvordan jeg mon så ud når jeg skulle vente, og skyde, så jeg så smidig og sikker ud som Irfan? Det ved gud kun, og pludselig kom der nogle hurtige pift i et bestemt tempo, og Irfan sænkede maskinpistolen og pustede lettet op, og fløjtede samme melodi tilbage. De forsigtige knæk i skoven, blev til trampende og hurtige knæk, og det lød som om der var 2-3 personer der var på vej imod os – det havde jeg lært at lægge mærke til efter de lange patruljer i skovene. Da skikkelserne af 3 personer kom frem, smilede Irfan og de tre personer til hinanden, de hviskede hastigt og klappede hinanden på skuldrene, men da en af de 3 personer – en forholdsvis ung mand i 18-19 års alderen gloede på mig, så gloede alle på mig. ”Hvad fanden Irfan? Har du ikke skudt det udyr endnu?!” udbrød en af de andre – nok ham der bestemte over dem, og gav mig det mest hadfyldte blik nogen nogensinde har givet mig, og jeg så ned i jorden. ”Han er med os, Arnel, tro mig” sagde Irfan anspændt og kommanderende, og Arnel fnyste. ”Man ka’ sgu ikke regne med serbersvin Irfan, og har du hørt at UN og NATO er gået med ind i krigen, og for serberne – så ser de kun nedad, de andre større byer er blevet befriet, og om ikke så længe er der her nede. Men vi har stadig arbejde som skal gøres, og området her og til Bileca er fredet, så du kan sove trygt i nat Irfan, godnat” sagde Arnel og rystede svagt på hovedet, og gik videre ind i skoven med de 2 andre. Da deres trampen stille forsvandt i mørket, smed Irfan nogle tykke grene ned i bålet, og satte sig ved siden af mig. Tankerne fløj rundt i hovedet på mig – UN og NATO var ved at stoppe det hele, der var godt nok gået et par rygter, men den serbiske hær var jo stærk, og intet selv kroatere eller bosnier kunne vinde, eller slå os serbere ud. Men hvis NATO og UN blander sig, så er det virkelig dårlige tegn for serber, nogle UN soldater havde været oppe i Srebrenica, men de smuttede hurtigt igen, og som min general havde sagt ”Da franskmændene og hollænderne smuttede efter lidt kaffe med os, startede det muslimske grillparty” det han mente med det var efter at UN soldaterne havde været deroppe og smuttede kort efter, så fik man dræbt omkring tusinder muslimske mænd og drenge. ”Nårh, men som jeg har aftalt tidligere på dagen med den lille hær der beskytter mig, så skal jeg op omkring sikkerhedszonen tæt på Nevesinje, ca. tyve kilometer herfra, inden sol opgang. Du kan enten vælge at følge med mig, og få en ny uniform, eller blive her – indtil UN eller NATO snupper dig, dit valg” sagde Irfan, og samlede dåserne vi tidligere vi havde spist tun af, og smed dem ned i bålet, og trak en uniform op, som havde et syet billede af det bosniske våben skjold, på højre side – op fra den posede taske. Jeg så ned på min mørke sand farvede uniform, som havde et billede af det serbiske flag, og sukkede – 3 år og 7 måneder havde jeg viet mit liv til en uniform, og kæmpet for flaget i højre side, og med et føltes min højre arm tung som sten. Irfan bemærkede min tavshed, og så med et træt og alvorligt blik på mig, med den grønne uniform i venstre hånd. ”Jeg redder dit liv, Aco, tag imod den – jeg har heller ikke selv ønsket det her, og jeg nåede ikke flygtningen busserne til Skandinavien, og krigen stopper snart, så tag den på” sagde han med tryk i de sidste ord. Jeg ville og ville ikke, jeg har kæmpe for serberne i over 3 år, og nu til at kæmpe med bosnierne, min gamle bedsteven redder mit liv, efter at jeg har ønsket ham død og hader hans folk, det er for meget for mig, og bare det han vil hjælpe mig – det kan ikke blive ved sådan her, en af os skal væk. Men et ordsprog ramte mig – hold dine fjender tættere end dine venner. Skulle jeg røvrende min gamle bedsteven, og få den nu skjulte blodtørst dæmret ved at dræbe ham? En af os vil nok gøre det, hvis vi ikke dør på vejen til Nevesinje. ”hmm, okay” mumlede jeg, og kom med en smule besvær oppe på benene, Irfan smed uniformen imod mig, og vente sig om, ikke hurtigt nok til at se et lille tilfreds smil på hans tørre og sprukne læber.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...