Paradiset du og jeg deler.

Historien handler om de to bedstevenner Aleksandar (Aco) og Irfan.
Før krigen brød ud, var de ligeglade med hvilken religion de havde, det samme var hele Jugoslavien - ligeglade med hvad de troede på, og deres kulturer.
De alle respekterede hinanden indtil 1991 hvor Sloveninen først løsrev sig, så Kroatien samme år, og så 1992 - Bosnien - Hercegovina - hvor Aco og Irfan bor.
Men vil de begge blive ved med at respektere hinanden? Hvad forgår der, når ens naboer bliver dine væreste fjender? Er et ufattelig tæt venskab stærkt nok til at kunne holde respekten imellem Irfan den "ligeglade" muslim og Aco den troende ortodox?


Og datoen på hvornår krigen begynder passer ikke, den begyndte rigtigt den 6. April 1992 :)
JEG HAR PRØVET AT LAVE AFSNIT I ALLE SAMMEN, MEN LAYOUTET GEMMER DE IKKE!!!! -.-

15Likes
20Kommentarer
2685Visninger
AA

3. Kapitel 2

 

Da jeg trådte ind i den lille, men hyggelige kiosk, kom Irfans altid smilende onkel frem bag disken. ”Hej med dig Aco! Er der noget jeg kan hjælpe med?” spurgte han med hans rungende bjørnestemme, og venlige øjne. Jeg begyndte at rødme som altid når jeg skulle bede om noget for Irfan, fordi jeg nærmest kun kom her og købte alkohol for Irfan. ”Jaah, en flaske vodka og to pakker cigaretter, og øhm… tyggegummi” sagde jeg og kiggede rundt på de rene og sorterede hylder. ”Den med blå eller grå etiket?” spurgte han og tøffede imod de store hylder med alkohol bag disken. ”Den med blå, tak” svarede jeg, og trak et par sedler op. ”Og jeg går udfra at det er to pakker Drina uden filter?” sagde han og smilede lumsk. Jeg rystede hurtigt på hovedet, og nærmest smed sedlerne imod ham, og greb ud efter posen med vodka og cigaretter, men han greb min hånd, og fik øjenkontakt med ham. Hans øjne var faktisk grå, ikke blå, og de var alvorlige. ”Det her ryger og drikke Irfan kun, ikke? Fordi jeg ikke tror at du gør, og du skal sige sandheden, fordi jeg er lidt bekymre mig for min nevø” sagde han, og jeg rødmede, jeg havde smagt vodka en gang, og aldrig mere, føj for den lede det smagte værre end den lokale brændevin. ”Øhm, bøøh, jeg drikker også lidt” løj jeg, og blev nød til at slå blikket ned i den ridsede bordplade. Han slap min hånd med et skuffet suk, og jeg tog posen, og gik uden at se mig tilbage. Hvis der er noget jeg ikke kan lide, er det når voksne udspørger sig om ens liv, såsom ”Har du en kæreste, haa?” og når man var til bryllupper, og de ældre damer klapper en på ryggen og siger ”Du er den næste” det er bare så flovt. Irfan havde til en begravelse klappet en ældre dame, og havde sagt trist "Du er den næste" og det der skete følgende er en lang historie. Da jeg gik ud, stod Irfan stadig og gloede, altså hvad er der galt med ham? Jeg trak en af cigaret pakkerne op, og kastede den på ham, og endelig reagerede han. Han så ligbleg ud og tog pakken op i hans hænder, og rev voldsomt hul i den bløde pakke. Cigaretten i hans hånd rystede, men han fik den tændt, og inhalerede dybt. Jeg stod bare der med posen i hånden, og kiggede på hvordan hans hænder rystede. ”Din onkel ved du drikker og ryger alt det her” sagde jeg og rakte ham posen med vodka flasken og den ene cigaret pak, han nikkede og trak den gennemsigtige falske med blå etiket op, og skruede metal proppen af. Han snusede til den, som han altid gjorde, og tog en ordentlig sluk og lukkede øjnene. Det her show var ved at gøre mig sindssyg, og jeg gik forbi ham, og imod den lille landsby vi boede i, ikke så langt fra byen. Han var ærlig talt også blevet lidt underlig, det er nok alle de smøger og alkoholen og de mange piger, tænkte jeg, og var glad for jeg ikke var sådan. Okay, nogle gange misundte jeg ham for at han var byens lækrest fyr, og jeg bare var en af ’de andre’  Men jeg var godt tilfreds med den opmærksomhed jeg fik af nogle piger, og havde kun haft 2 kærester, som varede fra 6 måneder til et år. Jeg er direkte det modsatte af Irfan. Jeg er lyshåret, grå øjet, ikke så muskuløs, mere følsom og generet, lille og sød (som alle bare siger jeg er) og jeg tager det jeg har. Tænker også mere over livet og sådan, skole osv. Hvilket Irfan slet ikke gør. Folk har aldrig rigtig forstået mig og Irfans venskab, fordi vi bare ikke var ens. Men det er nok bedre sådan, vi lærer hinanden meget og kunne snakke i timevis, fordi vi har så forskellige meninger. Vi sloges også meget, men fem minutter efter var vi altid venner igen. Da jeg havde gået 9-10 meter, gik han stille med cigaretten og vodkaflasken i hånden, og så sig bagud flere gange, jeg kunne mærke en lille nervøsitet vokse frem i maven på mig, og jeg stoppede op, og ventede på ham. Imens han stille gik imod mig, prøvede jeg at kigge på bjerget, som Irfan kigge på så meget, og så ikke en skid i starten. Men da jeg blinkede et par gange, så jeg et par sorte prikker halvvejs oppe ad bjerget, og klemte mine øjne endnu mere sammen. Jeg fik også øje på nogle store firkantede tingester, som jeg gættede på var lastbiler, men det var vinter, og det var sjældent man så en lastbil på toppen af et højt bjerg. Min søgen på bjerget stoppede da Irfan begyndte at råbe højt og vildt, og med et mærkede jeg hvordan jorden rystede under mine fødder, og lidt efter var de frosne og kedelige marker, blevet til brændende bål, og den stille lyd af den svage blæst, blev udskiftet med brag og en nu skrigende Irfan. Det sidste jeg husker fra det tidspunkt, er hvor Irfan smider vodka flasken og cigaret pakken, hvor alle cigaretter flyver ud til alle sider, hans bange ansigt, og det brag der lander tæt på os, lige før jeg besvimer.              

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...