Paradiset du og jeg deler.

Historien handler om de to bedstevenner Aleksandar (Aco) og Irfan.
Før krigen brød ud, var de ligeglade med hvilken religion de havde, det samme var hele Jugoslavien - ligeglade med hvad de troede på, og deres kulturer.
De alle respekterede hinanden indtil 1991 hvor Sloveninen først løsrev sig, så Kroatien samme år, og så 1992 - Bosnien - Hercegovina - hvor Aco og Irfan bor.
Men vil de begge blive ved med at respektere hinanden? Hvad forgår der, når ens naboer bliver dine væreste fjender? Er et ufattelig tæt venskab stærkt nok til at kunne holde respekten imellem Irfan den "ligeglade" muslim og Aco den troende ortodox?


Og datoen på hvornår krigen begynder passer ikke, den begyndte rigtigt den 6. April 1992 :)
JEG HAR PRØVET AT LAVE AFSNIT I ALLE SAMMEN, MEN LAYOUTET GEMMER DE IKKE!!!! -.-

15Likes
20Kommentarer
2682Visninger
AA

19. Kapitel 18

Jeg kunne ikke sige noget til det, og mærkede den dårlige samvittighed, og skammen.
Han begyndte at græde hjerteskærende højt, og jeg blev bange og vidste ikke hvad jeg skulle gøre, gå hen og trøste ham, eller lade ham være. Jeg ved ikke hvordan han vil reagere, men før krigen, ville han gerne trøstes, Såå.. Det ville jeg nok gøre.

Jeg gik over til ham, og knælede ned ved siden af hans hikstede skikkelse, lagde min arm omkring hans rystende skuldre, men med det samme hamrede han sin næve i mit ansigt.
Jeg faldt omkuld, og så sol, måne og stjerne. Han sprang op på mig, og hamrede løs på mine arme, som beskyttede mit ansigt.

"DIT FUCKING SVIN! DU HAR TAGET GLÆDEN FRA MIG! DIN FUCKING MUSLIMSKE HORE UNGE! FØR KRIGEN VAR DU ET SVIN! OG SATTE IKKE PRIS PÅ NOGET! OG DET GJORDE JEG! OG SE HVAD JEG HAR FÅET UD AF AT VÆRE RESPEKTFULD OG ORDENLIG! AAAAARH DIN SVIIN!" skreg han, og hamrede løs på min arme, og spyttede løs.

Aco var slet ikke sådan, jo, det havde kun sket en gang før krigen, hvor han var pisse gal pg gik amok. Men det her var med den største grund, og forstående, jeg havde ødelagt ham.
Jeg fik ham væltet ned, så jeg sad på ham, med besvær, fordi han sparkede og slog løs på mig, jeg satte mig på hans mave, og holdte hans arme, så han ikke kunne gøre noget, men han vred sig, og det kunne jeg ikke stoppe.

"Aco! Hør på mig!" råbte jeg, og han så hadefuldt på mig, imens han trak vejret som en hidsig tyr.

"Jeg forstår dig, du har lov til at ønske, og gøre alt ondt imod mig, og mig før krigen, har bare resulteret i, at jeg lever med en forfærdelig FUCKING SKYLDFØLESE! AT JEG SER DIG SOM DU VAR FØR KRIGEN OG NU!! LEVER MED SKYLDEN AF AT HAVDE ØDELAGT MIN BEDSTEVEN! PGA VORES RELIGION! FUCK RELIGION! OG SE HVAD JEG GÅR RUNDT MED INDENI! MIN KÆRESTE ER BANGE FOR MIG NOGLE GANGE, OG ISÆR NÅR JEG ER FUCKING FULD! FORDI JEG SLÅR HENDE! OG HUN BLIVER! LEV MED DET! OG UNDSKYLD SELVOM DET ER LATTERLIGT AT UNDSKYLDE FOR DET!" skreg jeg, og begyndte at græde.
Det hele var sandt, og jeg slap Aco's arme, og rejste mig, og gik hastigt ned imod Lim eller Klister ting floden, og ville meget gerne drukne mig selv. Jeg skulle bare åbne munden, og trække vejret igennem næsen inder vandet, og så var det det. En soldat jeg var i gruppe med, fortalte mig, at hans ven gjorde det, og døde forholdsvis hurtigt.

Da jeg med min hurtige gang trådte ud i vandet, som var iskoldt, rev Aco i mig, så jeg faldt baglæns, og slog albuen i den hårde jord.
Jeg kom hurtigt på benene, og så på Aco's blodige ansigt, og underlige stående stilling, og fik det dårligt af at se på ham. Vi gloede på hinanden, som to fjender, hvilket vi dog også var, men efter begyndte vi begge at tude, ligesom i en dårlig sæbeopera.

Vi klyngede os til hinanden som om vi ville dø, hvis vi ikke gjorde det, og græd.
Jeg blev ved med at hulke undskyld, selvom det ikke kunne dække det jeg havde gjort ved Aco, og det samme gjorde han, selvom han ikke burde.
Aco's altid strittende blonde hår, kildede mig i næsen, så jeg nyste som ind i helvede, og vi trak os fra hinanden med et grin. Var det måske godt? For Aco altså? Betød det noget? Det gjorde det for mig, et lille symbol på fred, selvom der aldrig vil blive fred efter det jeg har gjort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...