Paradiset du og jeg deler.

Historien handler om de to bedstevenner Aleksandar (Aco) og Irfan.
Før krigen brød ud, var de ligeglade med hvilken religion de havde, det samme var hele Jugoslavien - ligeglade med hvad de troede på, og deres kulturer.
De alle respekterede hinanden indtil 1991 hvor Sloveninen først løsrev sig, så Kroatien samme år, og så 1992 - Bosnien - Hercegovina - hvor Aco og Irfan bor.
Men vil de begge blive ved med at respektere hinanden? Hvad forgår der, når ens naboer bliver dine væreste fjender? Er et ufattelig tæt venskab stærkt nok til at kunne holde respekten imellem Irfan den "ligeglade" muslim og Aco den troende ortodox?


Og datoen på hvornår krigen begynder passer ikke, den begyndte rigtigt den 6. April 1992 :)
JEG HAR PRØVET AT LAVE AFSNIT I ALLE SAMMEN, MEN LAYOUTET GEMMER DE IKKE!!!! -.-

15Likes
20Kommentarer
2691Visninger
AA

13. Kapitel 12

Irfans synsvinkel Afsnit 1. Vi lå ved siden af hinanden, forpustede, svedige og glade, med vores hænder flettet. Jeg følte mig elsket, og det havde jeg også gået glip af i lang tid, jeg følte mig ufattelig lykkelig, og vendte mig om på siden, så jeg så på hende. Hun åbnede langsomt hendes lukkede øjne, og så på mig smilende, og tog hendes hånd op til min arrede kind. Jeg log min hånd glide op ad hendes arm op til hendes skulder, og trak hendes ansigt ned til mit, og kyssede hende blidt. ”Jeg…kan virkelig godt lide dig, rigtig rigtig rigtig meget” hviskede jeg og trak hende helt ind til mig. Åh gud hvor jeg elsker hende, efter så kort tid. Hun lagde sig oven på mig og kyssede mig grådigt. ”Jeg kan også godt lide dig så ufattelig meget Irfan, måske mere end det” hviskede hun og puttede sig ind til mig. Afsnit 2 Jeg var åbenbart faldet i søvn, for da jeg åbnede øjnene, fik jeg solen i øjnene, og Azemina sad på en af de to stole, og var i gang med at pakke noget ind, og hun havde tøj på. ”Hva’ laver du?” spurgte jeg søvningt, og strak mig. Hun vendte sig om på stolen og smilede. En lok af hendes krøllede hår, hang ned foran hendes pande, og hun smilede, og mit hjerte smeltede. ”Laver madpakker, har været i supermarkedet og købt lidt ost og grønt, og nogle cola’er og iste,” svarede hun og flænsede noget follie fra den tykke rulle. ”Og du har sovet i over tre timer, siden jeg gik i supermarkedet, du sover altså som en sten. Fordi da jeg faldt over dig, lå du stadig i samme position og sov, som om der ikke var sket noget.” grinede hun, og fjernede hårlokken, og lagde den folie indpakkede sandwich ned i en brun pose. ”Nååh, hvornår skal vi afsted, og hvad er klokken?” spurgte jeg og rejste mig med besvær op, og satte mig på sengen. Jeg har døjet med dårlig ryg og knæ igennem hele krigen, og det var ikke blevet bedre her, da mine fødder også havde det af helvede til. ”Vi skal afsted om en halv time, og klokken er lidt over ti, så du skal til at tage tøj på. Har lagt tøj frem til dig, og har pakket din rygsæk.” sagde hun hastigt imens hun lagde drikkevarene og den brune pose med sandwich i hendes taske. ”Okay, kom her” gryntede jeg og spredte mine arme, da hun kom hen imod mig med et smil. Da hun satte sig ind til mig, og efter et par kys, trak hun sig væk, og jeg sukkede. ”Vi skal skynde os, mangler bare dig, op med dig” beordrede hun på en hård måde, men med et lille smil. Jeg rejste mig humpende op, og trak tøjet på som hun havde lagt frem, en grå trøje og et par bukser, og underbukser. Jeg havde dagen før købt et par adidas klip klapperer i supermarkedet, så jeg ikke skulle tage de skide støvler på igen. Vi låste døren og gik imod receptionen, med hinanden i hånden. Afsnit 3  Receptionen var et stor kaos af larmende bosnier, og chaufføren var rød i hovedet, og skreg som et svin, og ville havde os til at holde kæft. Azemina klemte min hånd og så opgivende på flokken, og da de endelig holdt kæft, og chaufføren fik ordet, lagde Azemina sine arme omkring mig, og sukkede. Hvor jeg elsker den kvinde. ”God morgen, nu er det så at en af mine kollegaer, kommer med en bus til, og i skal stå inde for et meget vigtigt valg,” han tog en kunstpause, og vi alle ventede spændt. ”Ja, min kollega kommer også med en bus, men den skal til Sverige, og jeg skal til Danmark – I skal så mine damer og herre vælge endten Danmark eller Sverige” sagde han og folk begyndte at kæfte op om det ene og andet. Azemina så bekymret på mig. Jeg var lige så bekymret. ”Hvor…?” spurgte hun og jeg anede det ikke engang selv. ”Ved jeg ikke, har du familie du skal mødes med eller kender du nogle deroppe?” spurgte jeg, og hun rystede på hovedet. ”Jeg har intet tilbage, og ved intet om de andre, så det er op til dig.” sagde hun og jeg så smerten og ensomheden i hendes øjne. Jeg tænkte mig om, og det slog mig – Danmark. ”Danmark! Danmark aflyste os i EM!” nærmest råbte jeg, og hun så lidt lettet ud. ”Laudrup, ja Danmark vandt på grund af vi ikke kunne komme med! På grund af krigen!” råbte jeg igen, og banede mig vej igennem den store mængde af råbende bosnierer, hen til chaufføren, som sad og så opgivende på alle sammen. ”Vi skal til Danmark!” sagde jeg højt så han kunne hører mig. Han smilede genkendende til os, og pegede på et papir. ”Godt! Så skal I bare gå ud til min bus” råbte han og skrev os ned. Så. Det var da let nok. Men jeg var bange, jeg kendte ikke til noget, og jeg savnede ufatteligt meget Bosnien, selvom der er krig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...