Paradiset du og jeg deler.

Historien handler om de to bedstevenner Aleksandar (Aco) og Irfan.
Før krigen brød ud, var de ligeglade med hvilken religion de havde, det samme var hele Jugoslavien - ligeglade med hvad de troede på, og deres kulturer.
De alle respekterede hinanden indtil 1991 hvor Sloveninen først løsrev sig, så Kroatien samme år, og så 1992 - Bosnien - Hercegovina - hvor Aco og Irfan bor.
Men vil de begge blive ved med at respektere hinanden? Hvad forgår der, når ens naboer bliver dine væreste fjender? Er et ufattelig tæt venskab stærkt nok til at kunne holde respekten imellem Irfan den "ligeglade" muslim og Aco den troende ortodox?


Og datoen på hvornår krigen begynder passer ikke, den begyndte rigtigt den 6. April 1992 :)
JEG HAR PRØVET AT LAVE AFSNIT I ALLE SAMMEN, MEN LAYOUTET GEMMER DE IKKE!!!! -.-

15Likes
20Kommentarer
2686Visninger
AA

11. Kapitel 10

Irfans synsvinkel Da jeg vågnede med en ufattelig øm ryg og nakke, med musikken spillende i mine ører, stod bussen stille, og kun jeg var i bussen, og kvinden ved siden af. Jeg rev høretelefonerne af, og fór op i det chaufføren stak hovedet ind. ”Du, vi har et hotel vi kan overnatte i indtil i morgen, vi har meget få værelser, og du har et for dig selv, men pige skal vælge. Speciel behandling for vores helte, jer soldater!” smilede den tykke chauffør, og jeg smilede igen. ”Tak skal De have, men hvor længe har De været ude af bussen?” spurgte jeg. Chaufføren rynkede næsen, og lignede en der var ved at løse en ligning. ”Ca. tre – fire timer sønnike, og du kan veksle dine, dinar, til tyske mark hos mig, hvis du har lyst. Du kan finde mig i receptionen!” sagde han og gik ud af bussen. Jeg så ud af vinduet, og så et hvidt tre stjernet hotel, med en have fyldt med havenisser, og det sjoveste af det hele – der var INGEN bjerge. Imens jeg så forundret ud af vinduet, og morede mig over at der overhovedet ingen bjerge var, bandede kvinden ved siden af mig. ”Min ryg! Jeg har sovet af helvede til!” stønnede hun. Jeg vendte mig om, fra vinduet, og så hvordan hun langsomt med tydelig smerte rejste sig op, jeg smilede da jeg så at hun ikke kunne gå da hendes ben sov. ”Av! Hvad griner du af? Hvor er de andre?” spurgte hun, og lød lige så forundre over hvor de andre var, som da jeg vågnede. ”I hotellet overfor, chaufføren sagde at du skulle hen og vælge hvem du vil dele værelse med” sagde jeg, og tog min rygsæk op, og mærkede hvordan min ryg smertede og at mine ben også var som bly. Vi gik stille og roligt ud af bussen, og imod det hvide hotel med haven fuld af havenisser. Og som chaufføren havde sagt, sad han i receptionen, og drak kaffe og spiste saltkringler. ”Hej, hvilke muligheder har jeg at vælge imellem, at dele værelse med?” spurgte kvinden stille. ”Tja, hvem du har lyst til at dele værelse med, der er et værelse hvor kun kvinder sover, atten personer, og så har du mændene og børnene altså børn over de ti år, frøken” Hun så forfærdet ud, og lod hendes ene hånd glide igennem hendes krøllede hår. ”Jamen, kan jeg ikke få et værelse for mig selv?” spurgte hun desperat. ”Undskyld frøken, men vi har fået et antal værelser, og sådan er det bare, det er træls men sådan er det” sagde chaufføren undskyldende. ”Åh nej…” klynkede hun, og så op i loftet, jeg stillede mig op ved siden af hende, og rømmede mig. ”Hun kan sove på mit værelse, jeg kan alligevel ikke vænne mig til at sove på en seng med det samme, bare jeg får et par tæpper og en pude, så går det” tilbød jeg, og blev lidt flov. Der opstod stilhed, og hun så usikkert på mig, med hendes smukke grå øjne. ”Jamen hvis det er sådan, så vil jeg gerne” peb hun, og chaufføren skrev hende ned på et papir. ”Sådan, der er et supermarked længere nede af vejen, så kan I handle lidt” sagde han og smilede roligt. ”Øh jo, jeg skal lige veksle!” sagde jeg og lagde lidt over tohundrede tusinder dinar (103 EURO) på bordet, og både kvinden og chaufføren måbede. ”Nååh, så øh… ja lige et øjeblik” sagde chaufføren, og bukkede sig ned under bordet, og trak en masse tyske mark op, og gav dem til mig, og så alvorligt på mig. ”Pas på, sørg for at de andre ikke ser dem, de har allerede stjålet fra hinanden, og jeres værelse er nummer 45, og jeg skal nok sørge for ekstra puder og dyner” sagde han, og jeg nikkede. Da jeg gik imod døren ud til gaden, løb kvinden efter mig, jeg stoppede op og ventede på hende. Hun er så ufattelig smuk, med hendes krøllede hår, grå øjne, hvide striktrøje, sorte bukser og støvler – og mig hjerte sprang et par slag over. ”Vent! Jeg vil med” råbte hun, og stoppede op ved siden af mig for pustet. Da hun havde fået vejret, gik vi tavst imod det store supermarked, et par hundrede meter fra os. Jeg kunne mærke at hun ville sige noget, men hun opgav gang på gang. ”Hvad hedder du?” spurgte hun, og sparkede til en sten på den tomme vej. ”Irfan, dig?” spurgte jeg og så på hende, og hun smilede for første gang – og hun var endnu mere smuk når hun smilede. ”Azemina, hvor gammel er du?” spurgte hun, og vi fik øjenkontakt. ”Toogtyve, dig?” ”Enogtyve, kæreste?” ”En masse, dig?” ”Nej…” svarede hun, og slog blikket ned. Vi gik igen i tavshed, og ind i supermarkedet, hvor vi mødte nogle fra bussen. Der var flere store og propfyldte – men rene og sorterede hylder, som i de jugoslaviske store supermarkeder.  Jeg gik imod hylderne med barber grej og shampooer, jeg trængte ulideligt til et bad, og ledte efter en saks og tandbørste. Mit hår lignede noget der var løgn, det samme med mine tænder, som engang var så krid hvide med lyserødt, og flot tandkød – men nu lignede mit hår en sigøjners, og mine tænder en hunds tænder. Azemina så også på shampooer og andre kvinde ting, men tog intet, hun havde heller ikke vekslet penge eller noget. Jeg havde nærmest proppet den blå indkøbskurv fuld, og vendte mig om imens hun duftede til en af de mange shampooer. ”Har du ikke penge?” spurgte jeg, og hun krympede sig under spørgsmålet, og jeg kom til at smile lidt. ”Hmm? Du skal altså bare tage det du vil ha’ jeg har en del penge” sagde jeg, og hun syntes at skrumpe mere. ”Nej! Nej nej, jeg har ikke penge men jeg har en hårbørste, så… det er fint, sødt af dig” svarede hun flovt og lod som om hun blev optaget of det hvide loft. Lige dér mindede hun om Aco, hun er lige som ham, bliver så flove når folk tilbyder dem noget. Jeg fik kvalme af at tænke på ham, og så ham for mig, blødende ud af maven, knæet og skulderen, og tårerne så silede ned af hans beskidte kinder. Jeg rystede på hovedet for at få billedet væk, og så opmærksomt på Azemina, som var rød i hovedet og så på mig, jeg gav hende et lille smil, og hun bed sig i læben. ”Jo.. så en lille sæbe” peb hun, og smed nærmest en lille sæbe ned i den prop fyldte blå indkøbs kurv. Jeg tog den roligt op igen, og tog den største ned i kurven, og gennede hende ned til andre kvindelige ting, hun sagde ikke et ord. Der var en hel hylde med bind og den slags kvinde ting, og hun rakte op efter en lille bitte pakke, og det begyndte at irritere mig, jeg rev den voldsomt ud af hånden på hende og tog en enorm pakke, og hun så bange på mig. Hun mindede for meget om Aco på det punkt. ”Du skal fandeme tage noget ordentligt når jeg forhelvede tilbyder dig noget! Fatter du ikke jugoslavsk siden du bliver VED med at tage det mindste ting? Det ender kraftederme med at du ikke får en skid siden du er så respektløs! Nu får du fandeme sidste chance, gå hen og tage det du vil ha en satans normal størrelse” skændte jeg, og hun lignede en der var ved at græde, jeg fik ondt at hende, men hun skulle ikke trøstes. Hun var som de fleste kvinder – man skulle sætte dem på plads før de opførte sig ordentligt. Hun gik stille ved siden af mig imod afdelingen med tøj, og vi fandt begge en del undertøj og lidt tøj, og så gik vi imod madafdelingen. Jeg bad Azemina om at finde en kurv til, fordi den overfyldte kurv var ufattelig tung. Da hun kom med en blå kurv, nærmest løb vi imod chips og slikket, ingen af os har spist chokolade eller chips i næsten fire år, og når man ser et bjerg af stablede chips dåser på et gulv, så kan man ikke styrer sig – overhovedet. Hun fandt en masse chokolade, og jeg en masse chips, sodavand og for at være lidt sund, en del æbler og appelsiner. Men da vi tog os sammen, gik vi forbi en lille bagerafdeling, hvor jeg for første gang efter næsten fire år så frisk brød. Et helt almindeligt hvidt franskbrød så så ufattelig indbydende ud, og jeg pegede på fire forskellige og fik dem. Da vi kom op til kassen, tog jeg en lighter, og pegede på en pak røde Marlboro og viste fire fingere, kvinden bag disken så forvirret ud og snakkede tysk til mig, som jeg ikke fattede, jeg var ved at miste min tålmodighed, dumme tysker. ”Fire… pakker…MARLBORO…din fede ko” hvæsede jeg efter tiende forsøg, og stak nærmest mine fire fingre i munden på hende, og hun fattede det endeligt og tog fire pakker ned. Gud, hvor ville jeg ønske jeg kunne snakke tysk eller bare engelsk. Da vi forlod supermarkedet med en masse poser, skreg Azemina af grin. Vi blev nød til at stoppe midt i det hele, fordi jeg også for første gang begyndte at grine fra hjertet, og jeg var mere ved at græde end at grine, fordi det var så befriende for mig endelig at grine med hjertet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...