Novellesamling: Det blev vinter igen

En lille novellesamling jeg har skrevet. Om lidt af hvert.

0Likes
0Kommentarer
1144Visninger
AA

6. Pigen der faldt ned fra himlen

 

Han havde altid vidst at noget ekstraordinært ville ske i hans liv, dog aldrig havde han gætte lige præcis hvad der skete. Der var der nok heller ikke nogen der kunne havde gættet, selv om nogen havde prøvet at advare ham, så var han sikker på at det var det rigtige at gøre.

Han traskede ned af stranden. Helt og aldeles mutters alene. Bare gående. Men den store mur af sten og sand til hans venstre.  Det var blevet vinter. Og sneen lå i dynger. Der var tynd is på vandet.

Det skulle til at ske, han kunne mærke det. Nu, lige om lidt ville det helt forunderlige ske. Men han måtte altså vente lidt endnu, for hun var ikke klar. Hun gik rundt deroppe. Traskede rundt, som et dyr i bur. Så sprang hun. Og han foldede automatisk hans arme ud, intetanende om hvad der skulle til at ske.

Så landede hun, så fint lige midt i hans arme, og han lagde hende ned på jorden, hvor hun trak vejret. Så fint og nydeligt. Han kunne ikke tro hans sanser. Det var jo helt forunderligt, som et eventyr, bare med en god slutning. Det omvendte. For det hele var omvendt for denne dreng. Alt og intet.

Hun trak stadig vejret og han kunne ikke få øjnene fra hende. Hun var så uendelig smuk. Og den vejtrækning, den var bare ikke menneskelig. Som om hun var noget andet, skabt til noget mere end bare dét.

Hun åbnede ikke øjnene og siden det alligevel var så meget som et eventyr, prøvede han det helt basale. Han kyssede hende. Lige midt på læberne, de smukke, smukke læber. Og hun vågnede straks op og holdt ham i hendes arme. Nu var rollerne byttet om, fuldstændig. Og hun kyssede ham inderligt, og gav så slip.

Hun sprang op og fløj hen mod vandet, sprang i, og svømmede ud mod horisonten. Så vågnede han.

Han var badet i koldsved, og var kun iført en laset gammel T-shirt, men han var ligeglad, han måtte ud, og det i en fart!

Han havde gået tidligt i seng pga. en feber, det var ikke engang så sent endnu, solen var kun lige ved at gå ned.

Han løb af sted imod stranden. Han måtte se om det v ar rigtigt, han måtte se om hun eksisterede. Han løb alt hvad hans syge krop kunne bære, og nåede stranden lige da solen forsvandt over horisonten badet i det smukkeste lys.

Det blik der mødte ham fik ham til at kaste op på stedet, vende ret om og gå med stavrende skridt hjem.

Og han ville aldrig kunne vende tilbage til den strand.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...