Falden

Beth er en falden engel, fordi at hun sammen med Lucifer prøvede at tage magten - ja vælte Gud af tronen, men tabte slaget. Og for at en engel skal kunne overleve på Jorden skal den mærke noget menneskeligt. Så Beth går ind i menneskers hoved, for at mærke deres følelser. Når hun er færdig, dør de på stedet, for kroppen kan ikke forholde sig til to sjæle og brister, hvis begge sjæle er i kroppen, i for lang tid. Jorden er jo heller ikke ligefrem en dans på roser. For da hun skal til at slå denne fyr ihjel, ser hun noget i hans øjne, der ændrer hendes handling, hvilket får ham til at prøve at opsøge hendes sandhed. Og så er der det med, at når man er Lucifers 'partner' ville han gøre alt for at få den tilbage, for nu er chancerne store for at vinde, og hvis Gud ikke hersker dør alt liv.. At være hersker, ved bare at nikke, kan hun sige nej til det? Kan hun bare lægge alt på Jorden bag sig? Kan hun bare glemme det skånte liv, der faktisk er begyndt at holde af hende?

6Likes
12Kommentarer
2953Visninger
AA

5. Glasskår

 

 

Gad vide hvad hans følelser er? Sikkert smerte får hans ansigt ser ikke ligefrem godt ud. Jeg har fortalt ham at jeg er 17 år og går hverken på gymnasium, High School, College eller hvad ellers det bliver kaldt. Jeg havde bare sagt at jeg har mit eget lille hus i udkanten af byen. Mere behøver han ikke at vide, og mere vil han sikkert heller ikke vide. Om jeg havde sagt om jeg har bil? Ja da, selvfølgelig havde jeg pralet med en eller anden Ford. Så havde jeg sagt at jeg var enebarn, mine forældre var i London i en uge, og mander hvor han vil vide de mest tilfældige ting. Det eneste han sagde om sig selv var at hans mor døde i en bilulykke, og hans storebror stak af til Canada, så snart han var fyldt 18. Det var så to år siden nu.

Jeg får ham til at dreje med ned, af den samme gade, hvor jeg overfaldt de to drukne mænd, der heldigvis er de blevet taget væk. Sikkert af en ambulance, der sikkert vil fortælle hele byen og nabolaget om at de døde, af at de røg for meget, eller at alkoholen dræbte dem i sidste ende. Der er så mange muligheder at lyve om.

,, Hvad skal vi her? " Spørger han bare, og det lyder ikke som om at han har fattet mistanke.

,, Det får du at se. " Smiler jeg og stopper op. En blindgyde. Ikke engang en enkel solstråle strækker herned.

,, Kan du overhovedet se noget med de solbriller? " Han rynker brynene af mig. Han er sgu da også et uvidende fjols, men det bliver sjovt at se hans ansigt. Jeg tøver kort over situationen, og en enkel tanke får mig til at føre planen ud i virkeligheden.

Sikke hvor jeg haster hernede... Tænk at jeg ikke engang får stress? 

Så sparker jeg ham så hårdt, at han lander på stenene med lænden først. Hans arme støtter mod jorden og da jeg tager solbrillerne af med et skævt smil, kravler han bagud i den samme stilling. Det går vel først op for ham nu at jeg vil gøre ham fortræd. Han banker hovedet ind i blindgydens mur, der ser ud til at slukke hans hjerne lidt. Så er han få sekunder efter, frisk igen og maser sig op af muren. Desperat efter at komme væk fra mig.

,, Du skal ikke være bange... Lucas. " Smiler jeg skadefyldt, og så løfter jeg hans kæbe, så vi ser hinanden dybt i øjnene.

Endnu en gang i et menneskets tankeverden.

Frygt og så det faktum at han synes at jeg er smuk?

Jeg trækker mig hurtig ud af det igen, da det sidste går op for mig. Synes han virkelig jeg er smuk selvom at han er bange for mig? Lucifer synes sikkert at jeg er et lille pivedyr nu, for fortrydelse og medlidenhed er det sidste han vil have af sin partner.

Lucas trækker stadig vejret i drastiske og ret overfladiske bevægelser. Som om at han lige har snydt døden, og det har han. Men måske er det fordi at jeg var så hurtig til at læse hans tanker at det ikke nåede at slå ham ihjel? Jeg kan ikke finde ud af om det er en god ting eller dårlig, men en ting er sikkert. Han tilgiver mig aldrig, og snart er hele politiet og sikkert andet lort efter mig, og det vil alt sammen være hans skyld. Alt sammen takket været det uvidende fjols, og ja... Måske også lidt min skyld, men jeg vil ikke bede om en politimængde op i røven på mig. Det vil være for meget, og så vil jeg være så desperat og dræbe dem alle sammen, og så kommer de næste. Ja en ond cirkel.

,, Hold dig væk fra mig! " Råber han. Forsøget på at lyde truende fejler, da hans stemme knækker over.

Han samler et stort stykke glasskår op fra jorden og peger det mod mig. Et desperat forsøg på at virke farlig og som om, at man faktisk har noget at forsvare sig med? Kært.

Som en lille pige. 

Jeg tager glasskåret ud af hånden på ham og prikker det hårdt ned i min håndflade. Jeg drejer hurtigt hovedet væk så min grimasse kan komme frem i fred, og da jeg tager mig sammen, kikker jeg på ham igen. Helt kold, over blodet der gør glasset og håndfladen rødlige.

,, Av? " Den mopsede stemme lyder ret ironisk - hvilket er meningen.

Han begynder at rejse sig kejtet op, vælter fortumlet sidelæns, da frygten rammer ham hårdt. Panisk person.

Lucifer må hade mig nu.

,, Undskyld... " Mumler jeg og rækker en stille hånd mod ham, men han stivner bare da hans ryg rammer et hjørne.

Hans vejrtrækning begynder langsomt at blive normal.

,, Hvad— Hvad skete der? " Spørger han stadig let forpustet og kikker på mig. Jeg svarer ikke, men nu er det vist min tur til at tage hans arm, for at få ham til at tage sig sammen. Jeg vidste ikke at mennesker er så skrækslagne til det de ikke forstår, i hvert fald ikke før nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...