Alle kan føle smerte - One Direction. *Slut*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 mar. 2012
  • Opdateret: 3 jun. 2012
  • Status: Færdig
Stella Night er 18 årig skønhed med flot rødt hår og smukke blå øjne, og bor i London. Hun går ikke i skole, har ingen venner, og alle synes bare hun er en klam emo.. Hun hader hendes liv, og bliver mishandlet af hendes forældre. Hun er cutter og lever nærmest på gaden, med stoffer, rygning og druk. Hun har det svært og vil ikke stole på nogen. En dag bliver det nok for den unge Stella, hun er blevet udsat for noget så voldsomt som voldtrægt. Hun beslutter og gøre en ende på hendes liv, men hvad sker der når Harry Styles fra One Direction, stopper hende midt i det hele? For Stella føleser for Harry, eller er det bare som før. Er hun bare et hjerteløst menneske, og ikke vil stole på nogen? Måske kan drengene fra One Direction hjælpe hende på vej? Eller vil hun aldrig kunne ændre sig? Kommer der noget imellem drengene pga Stella. Vil Stella altid bare være, en loner. Er hun for dårlig til livet? Når alt går godt, går alt skidt for Stella.. Læs med hvordan Stella klare hendes liv..

127Likes
229Kommentarer
29222Visninger
AA

17. Kap 16.

(På foran undskyld jeg sådan springer i tiden.)

 

Klokken nærmede sig 06:00, men jeg havde ikke lukket et øje hele natten. Jeg kunne ikke, alle mine bekymringer havde overvåget mig. Faktisk havde hele mit liv overvåget mig, og jeg var virkelig på bunden. Bare på et nat kunne jeg beskrive mit forfærdelige liv, eller det meste af det var forfærdeligt. Jeg sukkede da jeg hørte morgenskrig. Om natten var der stille, underligt. Det var i dag, i dag jeg skulle i 'skole'. >Forhelvede det lyder dumt, når man er 18. Jeg lyder som et barn på 10. Jeg sukkede da en dame dukkede op i døren. Hun smilede, og hendes lysehår gik hende til hoften. Hendes blå øjne lyste op, og hun lignede en.. En jeg ikke helt kunne sætte ord på. En jeg ikke havde set i lang tid.

"Hej Stella." Hendes stemme var lys og glad. Jeg kiggede tomt på hende.

"Har du sovet godt?" Hendes spørgsmål gav genlyd i mine trommehinder. Jeg havde ikke sovet godt, jeg havde ikke lukket et øje hele natten.

"Fint." Jeg kiggede stadig tomt på hende.

"Godt! Tag noget tøj på, også kommer jeg med noget morgenmad." Hendes smil var smukt. Ligesom mit smil, jeg smilede bare aldrig mere. Vent morgenmad. Hun mindede mig om en, en person jeg kendte for godt. Alt for godt. Hun lukkede døren, og jeg sad igen stille.. Hun mindede mig om Niall! Ja, Niall.. Og de andre. Hun lignede helt sikkert Niall, men at tænke på Niall, fik mig til at tænke på de andre. Harry, Louis, Liam & Zayn, de 4 andre. Og med Niall, 5. Fem overdejlige drenge, der altid kunne få mig til at smile. 

***

Vi gik ned af gaderne. Damen der skulle følge mig, holdte stærkt øje med mig. Jeg gik og kiggede tomt rundt. Menneskerne omkring mig havde travlt. De gik hurtigt og kørte hurtigt. osv. Ligeglade med andre mennesker, de skulle bare nå til arbejdet i tide. Sådan ville jeg en dag blive. Sådan en der ikke havde tid til at se Londons gader. Jeg ville ikke blive sådan. - Aldrig. Jeg vil ikke engang nå så langt i mit liv, hvis jeg ikke får min egen lejelighed. Jeg sukkede da vi kom til Parken. Parken hvor morfar og jeg altid sad og kiggede på søen. Parken hvor jeg så Harry, efter jeg var taget hjem. Parken var næsten altid et dejligt sted. Jeg stoppede foran porten, og kiggede ind. Mennesker gik travlt igennem den, og med mennesker mener jeg. 10-15 personer. Nedern, men altså den var jo næsten 08.. 

"Stella." Hun rev lidt i min skulder. "Kom" forsatte hun, øv nu hyggede jeg mig lige - eller lidt. Jeg sukkede igen og kiggede over mod fortovet igen, også gik vi ellers videre..

***

Det var fredag - en helt almindelig dag. I hvert fald for mig, jeg skulle i skole.. Jeg hadede det, lige fra første dag var jeg ligeglad. Jeg gider faktisk ikke afsted idag, det er værre at være der, end her. Jeg sukkede og satte mig op i vinduet. Der var tremmer for, pga vinduet var af glas.. Jeg sukkede og kiggede ud. Man kunne kigge lidt ud over London, parken fangede min opmærksomhed. Der var mørkt udenfor, og en person sad med ryggen til på en bænk. Personen kiggede ud over søen, ligesom morfar og jeg altid gjorde. Personen rejste sig, og gik tættere på søen. Jeg kunne ikke rigtig se ham, men personen smed et eller andet i søen. Jeg sukkede. Det var som om, at personen kunne høre det. Men det var umuligt, men personen vendte sig om, og kiggede lige op på 'huset'. Jeg trak mig hurtig til side, men han kunne ikke se mig. Han kiggede bare på den vide mur, ja det rigtig. Jeg kunne se, at det var han denne gang. Han kiggede overhovedet ikke på mig, men den hvide mur, som hospitalet var overdækket med. Hvide mure. Hvide mure overalt. Han vendte sig tilbage til søen og kastede igen noget ud i søen, som han havde taget ud af lommen. Det så lidt mistænktsom ud. Jeg trak på skulderne og kiggede over på det store ur. Klokken var lidt over 7. Jeg sukkede, hoppede ned fra vinduet, og over og fandt noget tøj. Jeg tog det hurtigt på, og efter bankede det på døren. En lyshåret dame kom frem - Det var hende der mindede mig om Niall... Niall.. De andre.. Harry... Louis.. Zayn... Liam. Dem allesammen. Jeg kunne ikke klare det mere.

"Stella?" Jeg mærkede min facade, men orkede den faktisk overhovedet ikke.

"Hvad?" Sagde jeg tomt og koldt, med stone-facet.   

"Vi har besluttet at idag, må du tage ud i London - alene." Hun smilede over hele ansigtet. 

"Okaaay?" Sagde jeg forvirret. 

"Og snart finder vi en plejefamilie." Hendes smil blev større. Men plejefamilie? Hvorfor ikke.. Ja jeg ved ikke, hvorfor ikke bare en lejelighed?

"Altså, du er ikke klar til at bo alene." Det var som om hun havde læst mine tanker? Hun svarede, men det var ikke svar jeg ville have. Jeg vil ikke have sådan en plejefamilie. Jeg er 18, snart 19. Jeg trak på mine skuldre.

"Okay." Sagde jeg koldt.

"Her." Hun gav mig min gamle pung. Der lå min telefon, mine kort og mine penge. Jeg kiggede overrasket på den, den havde jeg ikke set komme. Jeg tog imod den, og med det samme kom alle minderne frem. Jeg så drengene foran mig, så Harry og mit kys, så alle de gode stunder, men også de dårlige. En lille tåre gled ned af mine kinder, men jeg fjernede den hurtigt. Damen kaldte på mig, og jeg fulgte med hende ud.

"Hver tilbage inden klokken 20.!" Hendes ansigt var alvorlig, men stadig. Yes, jeg skulle ikke i skole. Jeg nikkede og begyndte at gå ned af gaden. Jeg gik ned til parken og satte mig på bænken. Jeg kiggede ud over søen. Denne bænk havde minder, gode minder. Minder som jeg nu græder over, men stadig det er minder. Jeg trak på skuldrene og tænkte tilbage..

Jeg var 10 og det var dagen efter morfars død. Jeg satte mig på bænken og græd. Folk gik forbi og gloede forvirret på mig, men jeg var ligeglad. Hele mit liv, var det min morfar der havde hjulpet mig. Nu havde jeg ingen. Eller den gang, havde jeg ingen. Det har jeg stadig ikke. Hele mit liv er en katastrofe. 

Jeg rejste mig og bestemte mig for at shoppe lidt. Jeg gik ind i en butik og kiggede lidt rundt. Jeg faldt for en sort kort kjole, ikke at jeg nogensinde ville gå i den. Men det var virkelig flot. Jeg kiggede videre og fandt et par fede shorts. Jeg prøvede dem, og købte dem. 

Jeg gik igen over i parken. Klokken var blevet lidt over 2. Jeg så rundt, her var flot. Jeg stod i et hjørne af parken og kiggede på folk. Mit blik faldt over en dreng der sad på den bænk, og græd. Jeg gik lidt tættere på, da jeg kunne se, at han havde nået i hænderne. Jeg kiggede nærmere, men kunne ikke se hans ansigt, så istedet kiggede jeg på det billede han havde i hænderne. Eller faktisk var billedet på hans iPhone, men stadig. Et chok kom over mig, da jeg kunne se hvem der var på billedet. Det var mig...

________________________________________---

Ikke så godt kap. Det synes jeg i hvert fald ikke selv. Så Undskyld. Men altså, det var det. Der kommer nok mere idag. Ellers gør der først lørdag. :-) 

//Vandged.. <3

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...