Alle kan føle smerte - One Direction. *Slut*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 mar. 2012
  • Opdateret: 3 jun. 2012
  • Status: Færdig
Stella Night er 18 årig skønhed med flot rødt hår og smukke blå øjne, og bor i London. Hun går ikke i skole, har ingen venner, og alle synes bare hun er en klam emo.. Hun hader hendes liv, og bliver mishandlet af hendes forældre. Hun er cutter og lever nærmest på gaden, med stoffer, rygning og druk. Hun har det svært og vil ikke stole på nogen. En dag bliver det nok for den unge Stella, hun er blevet udsat for noget så voldsomt som voldtrægt. Hun beslutter og gøre en ende på hendes liv, men hvad sker der når Harry Styles fra One Direction, stopper hende midt i det hele? For Stella føleser for Harry, eller er det bare som før. Er hun bare et hjerteløst menneske, og ikke vil stole på nogen? Måske kan drengene fra One Direction hjælpe hende på vej? Eller vil hun aldrig kunne ændre sig? Kommer der noget imellem drengene pga Stella. Vil Stella altid bare være, en loner. Er hun for dårlig til livet? Når alt går godt, går alt skidt for Stella.. Læs med hvordan Stella klare hendes liv..

127Likes
229Kommentarer
29157Visninger
AA

2. Kap 1.

„Trust is like a mirror. You can fix it if it's broken, but you can still see the cracks in it.“

 

Jeg lå bare helt stille. Jeg rystede dog lidt, jeg kunne mærke smerten igennem min krop. Jeg var ikke længere jomfru, ad. Jeg var blevet tvunget til det, af de klamme 2 drenge. Jeg ville ikke mere. Jeg kan ikke bare ligge her, jeg tog mig sammen og rejste mig stille. Der var ingen larm, jeg var i en gyde. Jeg trak stille mine bukser på igen, og begyndte at gå stille. Jeg kunne ikke gå hurtig. Mine ben blødte og gjorde ondt. Hvorfor behøvede jeg overhovedet at leve, ingen kommer alligevel til at savne mig, hvis jeg ikke er her mere. Tankerne fløj rundt i mit hoved.. Jeg sukkede højt. Nu kunne det være nok, jeg satte i løb, jeg ville hjem. Ikke hjem i sikkerhed, men hjem for at tage tilbage her til igen. Smerten i min ben, sprang ud i hele min krop, for hvert skridt jeg tog. Jeg drejede ud af gyden og hen af gaden. Det var nat, kun et par biler kørte på gaden. Nogle halv fulde unge og gamle mennesker, gik på gaden. Jeg havde løbet lidt og stod nu foran, det gamle hus. Huset havde være min morfors, men min mor nægtede at bo her. Hun var ligeglad med hvordan det ser ud.. Det er kun fordi min far tvinger hende til at bo her. Da han ikke vil bo på gaden.. Jeg trak stille ned i håndtaget, jeg håber på de sover. "Stella, er det dig?!" Min fars stemme fik skrigene i min hjerne til at komme frem. "Stella!" Min mor sukkede, "hvordan er det du ser ud." Min far kom med tunge skridt ud i gangen, hvor min mor og jeg stod. "Hvorfor larmer i så meget, kællinger!" Skreg min far, og smed den flaske øl han stod med. Nogle få glasskår ramte min ben, og jeg skreg af smerte, "så hold dog kræft!" Skreg min far og gav mig en lussing. Jeg mærkede igen smerten i min krop, jeg var lige ved at græde men holdte i stedet min stum-face oppe. "Skrid," råbte min mor og skubbede mig i ryggen. Jeg løb ind i køkkenet og tak en stor kødkniv op af skuffen og løb tilbage på gaden. Jeg løb hen i gyden og lagde stille kniven på min plusåre.. Jeg begyndte at trykke kniven stille ned mens jeg skreg højlyt. Det var i dette øjeblik, min hjerte prøvede at slå, det ville ikke, men jeg ville. Jeg ville bare dø, jeg kom til at tænke på min forfærdigelige fortid. Med forældre der aldrig nogensinde havde elsket mig, ingen havde nogen sinde elsket mig.. Ingen aldrig.. Min øjne lukkede sig i og jeg gik mod lyset. Jeg så min morfor på den anden side. Nårh jo, jeg løj for. Min morfor havde altid elsket mig, og havde været hos mig, indtil for 8 år siden. Hvor han valgte at tage bort, mod det lys, jeg nu gik imod. Min morfar stod og smilede, hans smil var dejligt. Jeg følte han elskede mig..! "Stella? Stella, hendes hjerte slår igen.." Jeg prøvede at fokusere på lyset, men noget fik mig til at vende om og kigge op i virkeligheden igen. Jeg kiggede og mine øjne fangede en læge. Jeg lå på et hospital. Der stod 4 andre mænd omkring mig. "Stella Night, du lever." Smilede en af dem. Hvad? Det var ikke det jeg ville. Jeg ville ligge i min morfars arme lige nu. "Nej.." Sagde jeg stille. "Nej?" Spurgte lægen mig. "Jeg vil dø!" Skreg jeg, og en mand kom i det samme ind af døren. Han havde hørt mig. Jeg sagde jo i havde brug for mig, smilede han til de andre. "Du har ret, Mikkel." Sagde en af mændene. "Hun skal der ind. Hun er tydeligvis syg, syg i hovedet." Sagde en af mændene. Org slap dog af, jeg var ikke den første i verden der havde prøvet at begå selvmord. "Hun skal ikke derind. Det bliver bare værre for hende, jeg kender nogle hun kan bo hos. Få livet på rette vej," smilede en anden mand. Det her var så forvidrene. "Dine forældre sidder i retten, jeg tror ikke du kommer til at se dem lige nu." Yes, ikke forældre mere, så kunne jeg opføre mig som jeg ville, uden at blive straffet. Et smil udkom på mine læber, "men..", forsatte manden. "Du skal bo hos den dreng der fandt dig, og hans venner, du skal jo helst kunne komme til at lide dit liv ikke?" Smilede manden, min facade kom op igen. Den kolde facade, hvor man kun kunne se at jeg følte koldhed ikke andet. Koldhed er jo ikke et ord, men det var hvad folk kunne beskrive mig som, når jeg lavede min facade. "Nå," smilede mændene og gik.  "Hov forresten, du bliver udskrevet imorgen." Smilede den sidste mand, og gik så. Jeg så mig omkring. Var det ikke meningen jeg skulle ligge død lige nu. Være i himlen, eller nej, jeg troede jo ikke på gud. Være der hvor nu min morfar var. Jeg kunne mærke at jeg var træt. Jeg lagde mig tilbage på hovedpuden og faldt hurtig i søvn. 

                                  ***

"Stella, Stella!" Smilede en dame, "Ja, alle dine ting er pakket fra deres hus, de ligger der, bare tag noget tøj på, og læg noget make-up, eller hvad du nu gør. Drengene vil hente dig om 2 timer," det var vidst det hun ville sige, for efter gik hun. Jeg kiggede efter hende, men rejste mig så, og fandt en lille top, et par blå bukser og en stor hættetrøje. Jeg satte mit rødehår op i knold, og lagde lidt make-up. Jeg smilede over mig selv. Men kiggede så ind bag smilet. Jeg havde stadig mit liv, jeg trak mig fra mine tanker og mit smil, og listede hen i sengen igen. Jeg satte mig på den og kiggede ud af vinduet. Sagde en af mændene ikke at, det var den dreng der havde redet mig jeg skulle bo hos? Fml.. Jeg ville sq da ikke bo hos den, som havde gjort sådan jeg skulle leve videre. Jeg havde allerede et stærkt had til personen. Fuck, fuck, fuck. Jeg var så sur, kunne han ikke bare lade mig ligge og dø?! jeg havde lyst til at skrige, men nåede det ikke da damen igen kom ind. "Her er Stella Night så, tag jeg nu godt af hende," sagde hun smilene til personen og gik. Mine øjne kiggede på en fyr, mellem høj, slank, grønne øjne og krøllet hår. Ej det var bare løgn, det var ham der for det der Boybandt. Jeg kunne ikke huske hvad de hed, og jeg var faktisk også ret ligeglad. Jeg vendte mit hoved ned igen, og han kom hen til mig. "Stella Night, hyggeligt at møde dig, Harry Styles her," smilede han. Ha, hvor komisk, nu troede han sikkert jeg ville tage imod hans hånd, og takke for at han rede mit liv. "Jaja, whatever. Skal vi komme afsted, eller side her hele dagen.?" Jeg gad faktisk ikke med ham hjem, men det blev jeg nød til.. Jeg ville væk fra dette klamme sygehus. "Jo, eh okay." Smilede han usikkert. 

Jeg satte mig ind i hans bil, og det gjorde han også selv. Der var så dejligt stille at, jeg var ved at falde i søvn, lige indtil.. "Stella?" Spurgte han, org hvor var han træls. "Mm?" mumlede jeg bare. "Er du ikke glad?" Glad? Ha, hvor komisk hvorfor skulle jeg dog være glad. Jeg har ikke været glad siden jeg var 9. Jo når jeg var fuld, eller på stoffer. Men ellers havde de sidste 9 år, været et helvede mere end de første 9 år af mit liv. "Nej." Sagde jeg surt. "Nå, undskyld," smilede han.. Der var lidt tavshed, "hvorfor ikke?" Spurgte han pludselig. Org jeg havde lyst til at råbe ham i hovedet, men tænkte mig lige om. "Fordi jeg lever," mumlede jeg. "Var? Vil du ikke leve?" Spurgte han overrasket. "Nej jeg vil ikke leve!" Svarede jeg surt. Bilen stoppede og jeg kiggede ud, et stort flot hus var foran mig, jeg skulle lige til at måbe, i ved der hvor man åbner munden, fordi man er sådan hel! OMG! Jeg stoppede mig selv, og slå facaden op igen, den kolde ensomme pige. Harry steg ud og det samme gjorde jeg. "Bare vis mig mit værelse," sagde jeg koldt da vi stod i gangen. Harry smilede og førte mig op på et stort værelse, med eget badeværelse. "Tak," mumlede jeg og lukke døren. Jeg gad ikke se på ham mere. Men han åbnede den igen og trak mig ind i en stue. "Se hvem der er her," råbte han glad til 4 andre drenge der sad i 'stuen.' Jeg var bange meget bange. Hvordan kunne jeg dette. Jeg ville stadig dø. "Nårh, du må være Stella" startede den ene. "Fortæl os om dig selv." Smilede en anden, og Harry trak mig ned i en lænestol. Åhh nej. Ikke den der 'fortæl os lidt om dig selv.' Det var altid der det gik galt. For jeg ville aldrig sige noget, men denne gang var det noget andet. Jeg sukkede og begyndte at tænke.. 2 sek efter, vidste jeg hvad jeg skulle sige, og åbnede munden.... 

 

____________________________________________________________

Det var første kap. :) Læs også min anden One Direction movella. :) //Vandged. (;

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...