One and Only - 1D

Victoria, Alice, Claire og Nathalia lever et dejligt liv, lige indtil deres forældre sender dem på en kostskole i London... De 4 vidt fremmede piger kommer til at bo på et værelse sammen, men hvorfor få nye venner, når man bare ville hjem hurtigst muligt? Men, man kan jo ikke ignorere hinanden for evigt vel, og hvad sker der når de møder nogle fyre til en fest, som kommer til at forandre alting?..

Ps. Flower❤ skriver fra Victorias synsvinkel, Dagga fra Alices, Regine fra Claires og Matia. fra Nannas ;D

55Likes
167Kommentarer
19704Visninger
AA

22. Victorias synsvinkel

Jeg kunne ikke forhindre smilet i at blomstre frem på mine læber ved lyden af hans stemme ”Zayn!” hylede Alice og sprang op og direkte mod døren. Hun rev den op og der stod Zayn ganske vidst. Han smilte stort, sikkert over hendes åbenlyse glæde ved synet af ham. Uden at ligge mærke til os andre tre, lagde de læberne mod hinanden og begyndte at kysse.

”Aaaad!” vrængede jeg og holdt hænderne op for mine øjne. Jeg kunne høre de blev ved, hvilket åbenbart også irriterede Claire: ”Det der, det er seriøst et klamt syn! Hold tungerne for jer selv” mumlede hun og man kunne tydelig høre hvor jaloux hun var over det ikke var Niall der var kommet. Nanna forholdt sig tavs, sikkert fordi hun savnede Louis. Jeg derimod, SAVNEDE Harry. Jeg havde ikke hørt et ord fra ham. Godt nok havde vi SMS’et, men ikke et opkald havde han orket at bruge på mig. Da Alice syntes det var på tide at slippe Zayn, kom Nanna med et lettet suk ”Hvordan kom du ind?”

”Jeg gik ind gennem døren…?” svarede han som om hun var dum. Nanna himlede med øjnene ”Virkelig? Hvordan slap du ind?” spurgte hun og kunne ikke lade være med at smile. ”Jeg gik ind af døren, listede mig forbi damen ved skranken og fandt Alice” han sagde hendes navn meget tydelig og ærbødigt. Alice prøvede meget, men en svag rødmen fløj over hendes kinder. Hurtigt vendte hun sig væk fra os og skjulte hendes hoved i en pude, hun havde fået op fra sengen.

Pludselig kunne man høre skridt ude fra døren og en svag nynnen sagde at det nok ikke kunne være Hayley der kom på uventet besøg. Mine forventninger steg grad vist. Måske var dette Harry! Skuffelsen steg ind over mig og jeg kunne ikke forhindre et højlydt suk i at lyde fra mine læber. Dette var jo overhovedet ikke Harry. Dette var en storsmilende Liam, dog blegnede smilet en smule da både Nanna, Claire og jeg sukkede i kor over synet at ham. Fornærmet krydsede han armene ”Så vil i vel ikke høre mine nyheder?” sagde han, men det her ville han nok ikke holde skjult for os ih så dejlige piger der jo altid var søde mod ham… eller noget.

Okay, jeg tog fejl. Liam ville hellere end gerne holde et skjult for os, hvad det var han vidste. Først henvendte vi os til Zayn, håbende på, han også vidste det, hvilket den klaptorsk til Zayn ikke vidste. Derefter vendte vi, Claire, Alice, Nanna og jeg, mod Liam. Jeg syntes nu selv vi så ret skræmmende ud, men Liam så overhovedet ikke bange ud. Desværre. I vores ører havde Claire hvisket en, yderst genial, plan som vi selvfølgelig valgte at følge. ”Liiiiiaaaaam..?” sagde Alice i en meget sød tone. Han ignorerede hende. Igen prøvede Alice ”Liiiiaaaaam..?” dog kom der denne gang reaktion, men det var fra Zayn der var utilfreds med Alice snakkede sådan til Liam, så derfor hev han hende over til sig. Alice var ret forvirret over Zayn ”Nej, men jeg skal jo hjælpe dem…” hviskede hun desperat. Zayn ignorerede hende også og det så ud til at irritere Alice en del. Han skubbede hende ned på hendes seng og satte sig på hendes mave. Hun gispede efter luft ”Zayn!”

Da Alice og Zayn var faldet lidt til ro og nu sad og augmenterede om hvor meget Zayn faktisk vejede, ville Nanna forsøge at få det ud af Liam. Hendes forsøg mislykkedes dog - også. Med et ondskabsfuldt smil på læberne, ville Claire prøve. Med små skridt gik hun mod ham ”Søde, Liam?” spurgte hun. Faktisk ret godt spillet. Liam himlede med øjnene ”Claire det der hjælper overhovedet ikke!” mumlede han som et dybt suk. Hun rystede langsomt på hovedet ”Hvad hjælper det ikke på?” spurgte hun sukkersødt. Hvorfor fuck kan han ikke bare sige det? Vreden boblede op inde i mig. ”Forhelvede Liam, kan du ikke bare sige det?” vrissede jeg surt og skubbede Claire til siden. Liam rystede på hovedet med et selvtilfreds grin ”Du ved du kommer til at fortryde det…” sagde jeg overtalende, men Liam rystede bare på hovedet. Bag mig mumlede Claire tilfreds for sig selv: ”Jeg vidste du heller ikke kunne”

Jeg valgte at ignorere Claire og lagde i stedet en arm på hver af Liams skuldre. ”Sidste chance!” truede min stemme skarpt. Liam smilede ”For hvad sker der så?” spurgte han hånligt. Der kogede det over og jeg rystede ham hårdt ”Liam. Jeg har ikke set Harry i alt for lang tid. Nu fortæller du mig fandme hvad fuck det er du har at sige!” råbte jeg, men bremsede mig så. Bandede jeg lige SÅ meget? Wow. ”Æh, jeg ville bare sige at i jo har ferie om et par dage og vi kommer og henter jer…” mumlede han totalt rundtosset. Jeg sukkede, så havde det ikke noget at gøre om at Harry ville komme…

”Men det er ikke det hele. Jeg sagde jo ikke noget om hvornår vi ville hente jer, gjorde jeg vel?” sagde Liam og straks lettede stemningen. ”Hvornår? Hvornår?” hvinede Claire og klappede i hænderne. Liam sukkede overdramatisk, bare for at drille Claire. ”Næste måned, spade” svarede hende. Claire sukkede ”Liam, jeg er altså ikke dum!” sagde hun og himlede med øjnene. Liam fnes ”Er du ikke?” han så helt overrasket ud. Hun rakte tunge af ham ”Haha” sagde hun ironisk. Mine fødder lettede fra jorden og jeg løb over og proppede tøj ned i en taske. Claire og Liam forsatte deres lavmælte diskussion.

Da vi alle sammen havde fået pakket og havde stillet os op på række, det var noget Liam havde insisteret på. Vores plan var at vi skulle dele os op i hold. Claire, Zayn og Alice. Liam, Nanna og mig. Meget gode hold. Vi gik samlet ud på gangen, men midt i den dejlige udbruds stilhed lød Hayleys stemme: ”I går ingen steder!” Den fik os alle sammen til at stoppe op i vores bevægelser og bare stirre på hinanden. ”Shit…” mumlede jeg og bed mig i læben. Jeg gad simpelthen ikke ind på det lorte værelse igen… uden rigtigt at bemærke det, skreg jeg pludselig ud over hele skolen: ”LØB!” og spurtede hen af gangen, direkte mod nødudgangen. Om de andre fulgte efter mig, vidste jeg ikke, jeg ville bare se Harry igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...