One and Only - 1D

Victoria, Alice, Claire og Nathalia lever et dejligt liv, lige indtil deres forældre sender dem på en kostskole i London... De 4 vidt fremmede piger kommer til at bo på et værelse sammen, men hvorfor få nye venner, når man bare ville hjem hurtigst muligt? Men, man kan jo ikke ignorere hinanden for evigt vel, og hvad sker der når de møder nogle fyre til en fest, som kommer til at forandre alting?..

Ps. Flower❤ skriver fra Victorias synsvinkel, Dagga fra Alices, Regine fra Claires og Matia. fra Nannas ;D

55Likes
167Kommentarer
19767Visninger
AA

33. Nannas synsvinkel

Jeg skyndte mig hen mod det sted, jeg havde hørt Claire, Victoria og Nialls stemmer. Louis småløb bag mig for at følge med, og jeg kunne ikke lade være med at smile over det. Egentlig syntes jeg ikke selv, at jeg havde så meget fart på, men måske havde jeg mere, end jeg selv forventede? Jah, sådan plejede det egentlig også at være.

I det samme så vi Niall komme traskende hen mod os. Jeg lagde hovedet let på skrå og betragtede ham længe i håb om at kunne aflæse på hans ansigt, hvad der var sket. "Niall?" Det var Louis, der sagde hans navn, og han stoppede op lige foran os.

"Hvad er der sket?" spurgte jeg, og han kastede et blik på mig. Først nu så jeg, at han faktisk så ret såret ud. "Er det Claire?" spurgte jeg ham og huskede, hvad hun havde fortalt mig tidligere; de var blevet kærester.

Niall nikkede svagt, og jeg gjorde tegn til Louis om, at han skulle følge med ham tilbage til Harry og de andre; så ville jeg selv gå hen til Claire - og Victoria, der vist også var der. Og så kom jeg i tanke om, at Liam faktisk heller ikke havde været henne hos os andre, så han måtte da under alle omstændigheder også være der... Ikke?

Da Niall og Louis bevægede sig tilbage, og jeg gik i de retning, Niall var kommet fra, havde jeg på en måde lyst til at give Claire en opsang om, hvor meget hun selv syntes, hun havde lov til at dumme sig. Da jeg endelig kom hen til dem, bed jeg lysten til at sige det til hende i mig, da jeg så Liam, der vandrede væk fra dem. - Og jeg kunne halvt strejfe en lugt af... bræk?

Jeg rynkede næsen og kastede så et blik hen på Claire og Victoria. Claire sad på jorden og pillede ved et tørt blad, mens Victoria stod med hænderne i siderne og så ud som om, hun forlangte et svar. Ingen af dem havde opdaget mig, før jeg trådte på en gren, der knækkede.

Claire kiggede op, og Victoria så hen på mig. "Hvad i al verden er der sket?" spurgte jeg forsigtigt og gik hen til dem. Jeg satte mig på knæ ved siden af Claire, hvis kinder var drivvåde af tårer. Hun så ned i jorden. Jeg lagde en hånd på hendes ryg, og en sær lugt af en blanding af bræk og alkohol strejfede min næse. Okay; jeg kunne virkelig ikke lide den lugt, og jeg mærkede at det vendte sig i min ellers tomme mave.

Jeg kiggede op på Victoria i håb om at få et svar fra hendes side. Hun stod bare og så ned på Claire. "Ja, jeg kunne egentlig godt tænke mig at vide det samme," var hendes svar blot, og jeg lagde hovedet let på skrå. Claires skuldre rystede, og jeg lagde min arm helt om dem. Hun lænede sig ind til mig, og jeg holdt trangen til at løbe væk fra lugten inde.

"Claire, fortæl nu, hvad der er sket..." bad jeg hende. "Louis og jeg mødte Niall på vejen herhen, og han så virkelig trist ud. Har I skændtes eller sådan et eller andet?" Mit gæt lod ikke til at være forkert, for hun løftede bare hovedet og bed sig hårdt i læben.

"Altså, da jeg kom, kyssede hun Liam," fortalte Victoria forsigtigt, som om hun var bange for Claires reaktion. Kyssede Liam? Jeg kiggede mistroisk på Claire igen, der bare gav et lille vip med hovedet, som jeg gik ud fra betød ja. "Og så skete der sådan lidt... Vidste du, at hun og Niall er kærester?"

"Ehm, ja, det vidste jeg godt," mumlede jeg og smilede skævt. Victoria rynkede panden kort og nikkede så. Jeg rystede på hovedet og vendte min fulde opmærksomhed mod Claire igen. "Seriøst, hvad er det, der er sket?" spurgte jeg hende, og håbede på, at hun nu endelig ville sige noget. Det var måske en sjov tanke, men på en måde følte jeg mig lidt som den... uskyldige af os fire, lige nu. Spørg mig ikke hvorfor; sådan havde jeg det bare.

Claire gav sig til at forklare, hvad der var sket. Det gav for mig meget mere mening, at hun kyssede Liam, fordi hun havde fået for meget at drikke, så jeg bed min irritation over, at hun havde såret Niall i mig igen. - Et underligt instinkt, jeg havde haft fra jeg var lille; altid at beskytte og hidse mig op, når mine venner... ikke har det godt.

"Hvem er Phillip?" spurgte jeg forsigtigt.

"Min eks-kæreste," mumlede hun og pillede ved sine fingre. Jeg så hen på Victoria, der havde sat sig ned i skovbunden, selvom hun i starten ikke lod til at bifalde det. Claire sad på en mere eller mindre ren træstub, mens jeg bare sad på mine bare knæ midt i noget faktisk ret vådt... jord. "Men det er forbi mellem os. Niall kom bare til at se på min mobil, og  så, at Phillip havde sendt mig en besked. Altså, han så, at Phillip stadig er forelsket i mig, og så... misforstod han altså det hele." Hun sukkede dybt.

En gren knækkede et stykke fra os, og vi løftede alle hovederne for at se, hvem det var, der kom. Jeg smilede, da jeg så, at det var Alice, der med lidt besvær vandrede hen mod os. Hun satte sig på knæ ved siden af mig os sukkede dybt. Jeg betragtede hende længe og glemte et øjeblik Claires problemer. "Er der noget i vejen, Alice?" spurgte jeg hende, og jeg håbede, at hun kunne høre på min stemme, at jeg var bekymret for hende - bekymret, som en ven nu engang er. 

Alice løftede hovedet og kiggede på mig. "Ja, der er faktisk en masse i vejen. Men det kan være lige meget lige nu. Hvad sker der?" Hun smilede skævt og kiggede rundt på os.

"Tøsesnak," svarede Claire med et smil om læben, og jeg kunne se, at hun ikke længere var så påvirket af alkoholen - heldigvis.

Tænk engang, at så simpelt et ord, kunne få os alle sammen til at knække sammen af grin, som om vi allerede var bedste venner. I løbet af, hvad der var sket i den sidste tid, havde det været både op- og nedture for os fire; først hadede vi hinanden, så kunne vi godt lide hinanden, og så hadede vi hinanden i ret lang tid... og nu kunne vi endelig lige hinanden igen. Et øjeblik jeg længe havde ventet på, faktisk.

"Hvad laver de andre?" spurgte Victoria efter lidt, mest henvendt til Alice.

Hun trak blot på skuldrene. "Ikke rigtig noget... De snakker, tror jeg. Og Taylor er opmærksomhedskrævende som altid, og hun er bare syv tusinde gange værre, når Liam ikke er der. Jeg fatter virkelig ikke, hvordan drengene kan holde ud, at hun er der." Alice fniste. "Jeg tør vædde med, at hun belærer Harry, Louis og Zayn om, hvordan de skal håndtere deres karriere lige nu."

Vi grinede alle sammen lidt, da en mere eller mindre akavet stilhed lagde sig over os. "Eh, Alice?" Det var Victoria, der skævede usikkert til Alice. Hun kiggede på hende og nikkede kort som et ja. "Har du ikke noget, du gerne vil fortælle de andre?" spurgte hun og fægtede lidt med hænderne. Claire og jeg udvekslede forvirrede blikke.

Fortælle os noget? Jeg rynkede panden let, mens jeg bare ventede på, at de ville få tungen på gled. "Fortælle os hvad?" spurgte jeg - måske lidt for nysgerrigt.

Alice bed sig i læben. "Øh, tjoh... Det.. det var jeg vel..." tøvede hun, og jeg lagde hovedet let på skrå.

"Er det noget slemt?" spurgte Claire og hævede brynene nærmest advarende; som om hun var bange for, at vi skulle til at høre en meget detaljeret forklaring om en eller anden sygt klam sygdom. "Nu er du ikke, sådan, du ved, syg, vel?"

Alice smilede og rystede på hovedet. "Syg kan man vist ikke ligefrem kalde det, nej..." Hun tøvede mere og mere, og det gik bare mig mere og mere på. Efter lidt sendte hun os et alvorligt blik. "Jeg vil gerne fortælle jer det," sagde hun og så skiftevis på Claire og mig. "Men I må altså love mig, at I ikke siger det til nogen - end ikke drengene."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...