One and Only - 1D

Victoria, Alice, Claire og Nathalia lever et dejligt liv, lige indtil deres forældre sender dem på en kostskole i London... De 4 vidt fremmede piger kommer til at bo på et værelse sammen, men hvorfor få nye venner, når man bare ville hjem hurtigst muligt? Men, man kan jo ikke ignorere hinanden for evigt vel, og hvad sker der når de møder nogle fyre til en fest, som kommer til at forandre alting?..

Ps. Flower❤ skriver fra Victorias synsvinkel, Dagga fra Alices, Regine fra Claires og Matia. fra Nannas ;D

55Likes
167Kommentarer
19717Visninger
AA

9. Nannas synsvinkel

Jeg bed mig i underlæben og så på Louis. Hvis jeg skulle være ærlig, så gjorde hans blik mig blød i knæene, og jeg fik en underlig fornemmelse i maven. Jeg smilede skævt til ham, og han gengældte det. Jeg kastede et blik rundt og kunne ikke længere på øje på hverken Claire eller Alice. Hvor var de lige blevet af? Jeg rynkede panden en smule forvirret. 

"Du ser svimmel ud," sagde Louis pludselig. Jeg løftede hovedet og så på ham. Jeg trak på skuldrene. Ja, jeg var måske en smule svimmel, men det var nok musikken og de mange mennesker, der havde gjort mig lidt utilpas. Sådan havde jeg altid haft det. Jeg fugtede læberne og rejste mig fra den sofa, vi sad i. 

"Jeg må hellere få noget at drikke..." mumlede jeg, og Louis rejste sig også. Vi vandrede op til baren, hvor jeg hurtigt fik øje på Victoria, der sad sammen med Harry og Liam. Jeg smilede til hende. Hun så heldigvis ikke fuld ud, hvilket for mig var en lettelse. Jeg bestilte en vand, og så så på Victoria igen. "Ved du, hvor Alice er henne?" - Jeg spurgte ikke efter Claire, da jeg regnede med, at hun var sammen med Niall. Jeg kastede et kort blik på Louis, der nu stod og snakkede med Harry om et eller andet, jeg ikke helt fik fat i. 

Victoria rykkede hen til mig. "Jeg tror, at hun er sammen med Zayn.. Jeg så dem i hvert fald for ikke så længe siden." Hun trak på skuldrene. Jeg ved ikke, hvad der var sket. Var vi pludselig blevet venner? Hun lød i hvert fald ikke som om, vi ikke var. Bare ved tanken smilede jeg. "Har du set Claire?" spurgte hun så.

"Hun er vist sammen med Niall... Spørg ikke, hvor." Jeg trak på skuldrene og så rundt igen. Jeg var efterhånden blevet træt af den stramme hestehale, Alice havde lavet på mig. Flere gange havde jeg prøvet at løsne den, men det var ikke gået så godt. Jeg trak langsomt hårelastikken ud, så mit hår faldt ned om mit ansigt. Jeg rettede lidt på det, og Victoria smilede stort til mig. 

"For stram?" gættede hun, og jeg nikkede kort. Jeg var også ved at blive træt af både skoene og kjolen. Det var slet ikke sådan noget, jeg kunne finde på selv at gå i, men siden Alice nærmest havde tvunget mig ned i det, havde jeg besluttet mig for at prøve. - Hvilket jeg fortrød nu. Jeg kom pludselig i tanker om Hayley. Hvad hvis hun havde opdaget, at vi var væk? Ville vi så få en værre straf, end den vi allerede havde fået? "Hvad er der?" spurgte Victoria. Jeg så på hende.

"Tror du vi er blevet opdaget?" spurgte jeg stille. Hun trak på skuldrene, og jeg kunne se på hende, at hun - ligesom mig - frygtede, at Hayley faktisk havde set, at vi ikke længere var, hvor vi skulle være. Jeg så ned på min håndflade, hvor skåret fra en af tallerkenerne havde plantet et rødt sår. Jeg havde ikke rigtig haft tid til at rense det, så man kunne altså stadig se det indtørrede blod. Jeg væmmedes ved tanken om vores køkkenarbejde. "Hvis... Hvis vi er blevet opdaget... Hvad vil der så ske?" Jeg løftede hovedet og betragtede Victoria længe.

Et smil spillede om hendes læber, da hun svarede mig: "Det værste, der kan ske er vel, at vi bliver bortvist. - Personligt vil jeg intet have imod det." Jeg smilede til hende. Jeg havde heller intet imod at blive bortvist... Men alligevel. Jeg ville skuffe min mor, hvis hun fandt ud af det. Og selvom jeg næsten ikke kendte mine tre værelseskammerater endnu... Jah, så var de allerede som veninder for mig. Jeg sukkede dybt, før jeg opdagede, at Louis stod bag mig igen. 

"Hvorfor ser I så bekymrede ud?" spurgte han og smilede stort til os. Jeg tog en tår af mit vand og gengældte hans smil.Da hverken Victoria eller jeg svarede ham, gentog han sit spørgsmål: "Hvorfor ser I så bekymrede ud?" Og så puffede han blidt til mig.

"Det er bare vores skole," svarede Victoria henkastet og så sig lidt omkring. - Jeg gættede på, at hun så efter Harry, men han var forsvundet sammen med Liam. Louis så ikke helt ud til at fatte det.

"Skole? - Karakterer?" spurgte han, og jeg måtte spytte mit vand ud i glasset for ikke at få det galt i halsen. Jeg smilede til ham, da han sendte mig et underligt blik. - Han havde tydeligvis opdaget mit mindre udbrud, og fattede nok ikke, hvorfor jeg grinede af det. Jeg rystede så på hovedet.

"Nej-nej. Det har intet med karakterer at gøre," fortalte jeg, og han nikkede. Jeg kunne se på Victoria, at hun kvalte et grin, hvilket fik mig til at smile. Louis så på mig igen; denne gang, som om den lige skulle sive ind, og at han nu gerne ville vide, hvordan det så hang sammen med skole. "Vi går på en... skole. Og vi må egentlig ikke være udenfor skolens område," forklarede jeg, "Så, hvis vi bliver opdaget nu, så... jah, så står vi i lort til halsen." Jeg trak på skuldrene og tog en tår vand til. Det hjalp på svimmelheden. Louis så lidt forvirret ud, inden han tog sig sammen til igen at kigge på mig, med et smil.

"Jamen... Så... Okay så," sagde han og smilede. "Såh... Det er første gang, I sniger jer ud?" Han så fra mig til Victoria, og vi nikkede samtidig. Dog skiftede vi hurtigt mening.

"Ja.. Og så alligevel ikke," mumlede Victoria. "Det er første gang, hvor vi.. Jah, er alle sammen sammen." Jeg begyndte at more mig over Louis, der endnu en gang så ud som om, han ikke fattede et kvæk af, hvad der blev sagt. Efter min mening; ret sødt. For mig var det surrealistisk... Jeg var selv ret stor fan af One Direction, og nu... Jah, nu stod jeg her; ved siden af Louis Tomlinson. Til en fest. I deres hus. - Og jeg havde det allerede som om, jeg faktisk kunne lide Louis. Ikke på den måde, jeg altid havde kunnet lide ham; altså som fan. - Nu var det mere sådan... Ægte. 

Jeg tænkte mig lidt om igen, før Louis afbrød mine tanker: "Okay så. - Så I har altså gjort det før? Hver for sig?" Han lød stadig som om, han ikke havde forstået det, men denne gang tog jeg mig ikke af det. Jeg nikkede bare. Han behøvede ikke at vide noget om Alice og Victoria's forestilling tidligt i morges. Slet ikke. Det var bedre at lade ham blive i troen om, at vi havde været ude på små, uskyldige ture ind i mellem. Selvom vi ikke måtte. - Eller sådan håbede jeg i hvert fald, at han opfattede det. 

Kort efter tømte jeg mit vandglas og så lidt på Victoria. ”Alice og Claire… Skal vi have fat i dem? – Det er ved at blive sent,” konstaterede jeg med et skævt smil. Jeg var ikke meget for at forlade denne fest. Det var utroligt… dejligt. Jeg havde aldrig rigtig haft det sådan her. Aldrig nogle rigtige venner, jeg kunne støtte mig til. Men nu havde jeg Victoria, Claire og Alice, som jeg betragtede som mine venner. – Bedøvende ligeglad med, hvad de andre syntes om mig. Det var vel også ved at være på tide, at vi tog tilbage til skolen. Der kunne næsten ikke være nogen anden udvej; jo før vi kom hjem, jo hurtigere kunne vi få overstået den straf, Hayley helt sikkert havde klar til os.

”Tager I allerede hjem?” spurgte Louis. Jeg trak på skuldrene og så på Victoria, der endnu en gang kiggede efter Harry. Men så vidt jeg kunne se, så var han her stadig ikke.

"Det ved vi ikke..." mumlede jeg og smilede til ham. Han sendte mig et charmerende blik, hvilket fik mig til at rødme svagt og se ned. Jeg tænkte mig lidt om. Selvom jeg ikke havde lyst, var det det bedste. At vi tog hjem, altså. Jeg så op og mødte Victoria's blik. Hun så heller ikke ud til, at hun ville tilbage til skolen... Men det kunne jo heller ikke betale sig, at blive så længe. Jeg rettede mig op og sendte Louis et lidt undskyldende smil, før jeg igen vendte min opmærksomhed mod Victoria. "Nå, skal vi så finde Alice og Claire?"

En smule modvilligt nikkede hun og hoppede ned af sin stol. "Ja. Det må vi hellere," sagde hun og smilede skævt. Vi vendte os på samme tid mod Louis for at få ham til at hjælpe os med at finde dem. Jeg tænkte mig lidt om; var det overhovedet muligt, at få Claire med? Altså, hun var jo ret fuld, da jeg skulle sidde og 'passe på' hende.  

"Hvad?" spurgte Louis, en smule forvirret - igen.

Victoria og jeg begyndte at grine. "Gider du hjælpe os med at finde vores veninder?" spurgte Victoria med et stort smil, og jeg nikkede. Louis trak på skuldrene og lænede sig op ad baren.

"Njaerh... Hvorfor skulle jeg dog det?" Han smilede drillende, men prøvede at holde den ligeglade maske. "Der er da ingen, der siger, at jeg vil lade jer gå... Er der vel?" Victoria og jeg udvekslede blikke, og uden et ord bestemte vi os for, at vi nok godt kunne vente lidt med at tage hjem. Vi var væk fra skolen; hvorfor ikke nyde det?

"Okay... Så bliver vi lidt," sagde jeg, og Louis klappede mig på hovedet, som om jeg var en hund.

"Sådan skal det lyde, Nanna," smilede han, og jeg begyndte at grine, da han rodede i mit hår. Victoria fik sig sat på sin stol igen, og jeg stillede mig ved siden af Louis. Faktisk ligesom før. Lidt efter dukkede Harry's krøllede hoved op bag Victoria. Han smilede stort. "Hey, Harry," udbrød Louis, og Victoria løftede hovedet, da hun ikke havde opdaget Harry.

"Hvor var I henne?" spurgte hun, da hun også så Liam. Harry smilede hemmelighedsfuldt.

"Det ved man jo aldrig... Gør man vel?"

"Ved I, hvor Alice og Claire er henne?" spurgte jeg og modtog et  blidt puf i ryggen, fra Louis. Jeg så på ham og smilede stort, selvom han gjorde tegn til, at jeg skulle slappe lidt af. - Hvilket han ikke mente, at jeg gjorde.

"Alice er sammen med Zayn... På Zayn's værelse," mumlede Liam og pillede lidt ved et tilfældigt glas, der var havnet på bordet. Han så op og smilede så. "Claire er sammen med Niall. På Niall's værelse."

Jeg nikkede. "Super. Så har vi styr på det." Jeg smilede til Victoria, og vi begyndte at snakke med drengene om nogle komplet latterlige ting, der ikke mange steder gav mening. Men jeg morede mig, selvom tankerne stadig irriterede; havde Hayley opdaget os? Hvordan ville vores straf lyde? - Ville det gå så vidt, at vi blev bortvist?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...