One and Only - 1D

Victoria, Alice, Claire og Nathalia lever et dejligt liv, lige indtil deres forældre sender dem på en kostskole i London... De 4 vidt fremmede piger kommer til at bo på et værelse sammen, men hvorfor få nye venner, når man bare ville hjem hurtigst muligt? Men, man kan jo ikke ignorere hinanden for evigt vel, og hvad sker der når de møder nogle fyre til en fest, som kommer til at forandre alting?..

Ps. Flower❤ skriver fra Victorias synsvinkel, Dagga fra Alices, Regine fra Claires og Matia. fra Nannas ;D

55Likes
167Kommentarer
19765Visninger
AA

52. Claires synsvinkel

Jeg tror sådan set ikke, at det var alle, der havde opdaget, hvad der var sket med Alice. Selvfølgelig, var det heller ikke lige alle, som bekymrede sig om andre. Hvis man nu ser på Liam f.eks., så var han et godt eksempel på, hvor ligeglad man kan være med andre. Men mens andre sikkert dansede på roser, så var vi altså nogen - dvs. Niall og jeg - som sad bekymrede på sofaen og ventede.

Måske havde Niall ikke opdaget det, men jeg havde altså godt set, at han sad og smugkiggede på mig. Selvom jeg dog må indrømme, at jeg kun havde set det, fordi jeg selv sad og smugkiggede lidt på ham, men kun lidt!

"Nå men...", mumlede Niall og kiggede helt rød i hovedet på mig. Jeg sendte ham bare et svagt smil, hvilket selvfølgelig førte til endnu mere akavet stilhed. Hvilket selvfølgelig var min egen skyld, men for at være ærlig havde jeg sådan set ikke rigtigt noget imod det. Lige nu havde jeg bare brug for at sidde stille og hade Liam, så kunne det være ligemeget om Niall var der eller ej.

"Jeg er ked af, at jeg råbte op om det med Liam og du ved... Det burde jeg ikke have gjort", mumlede Niall og undgik mit blik. Det fik mig til at kigge op, forvirret om han mente det som en dårlig joke eller virkeligt mente det:

"Niall! Du skal ikke være spor ked af det. Det du gjorde var det helt rigtige at gøre! Jeg ville hade, hvis jeg havde gået rundt med troen om, at Liam var mig tro og virkeligt kunne lide mig, mens han i virkeligheden bare gik og kyssede med en anden og-". Det gik op for mig, hvad det egentligt var, jeg stod og sagde. Måske var det lige præcis, det her Niall havde følt, da han opdagede, at jeg gik og småkyssede med Liam.

"Oh my god... Jeg er så ked af det Niall! Du må undskylde alt, virkeligt alt! Jeg burde ikke bare have troet, at du var mig utro og slet, slet ikke bare havde kysset en anden", udbrød jeg pludseligt, mens jeg kastede mig over imod Niall og gav ham et stort kram.

Niall så overrasket og overvældet på mig, men trak sig ikke tilbage. Hvilket selvfølgelig bare fik mig til at presse mig endnu mere indtil ham. Jeg ved ikke, om det var stemningen, eller bare fordi de følelser, jeg ellers havde gemt væk, blussede op igen. Men lige pludseligt fik jeg bare den her enorme trang, en trang til at gøre noget jeg nok ikke burde gøre.

Så da stemingen var på sit højdepunkt, rykkede jeg mig det sidste stykke og lod vores læber mødes i et kys. I det samme kunne jeg mærke en underlig fornemmelse i min krop og jeg begyndte at få det ret varmt, mens mit hjerte bankede løs. Var det normalt? Måske burde jeg tage til en læge, så kunne jeg jo også finde Alice på samme tid. Når nu jeg tænkte over det, så var det faktisk en ret god plan. Desuden kunne det jo heller ikke gå, hvis jeg fejlede et eller andet alvorligt og ikke tog til lægen.

Men pludseligt var vores læber ikke som smeltet sammen mere. Istedet sad jeg bare og truttede med munden, mens Niall holdt sine hænder fast plantet på mine skuldre, så det var umuligt for mig at nærme ham. Jeg så spørgende og såret på ham, havde han lige... afvist mig?

"N-niall, var det her ikke det, du ville have?", snøftede jeg og pludseligt var mine øjne fulde af tårer. Havde Niall ikke altid sagt, at han stadig elskede mig og ville vente på, at jeg ikke var sammen med Liam mere? For mig så var dette øjeblik helt perfekt til i ved.. at være sammen igen. Jeg var ikke sammen med Liam mere og havde virkeligt brug for at blive trøstet.

"Jo, men... Ikke på den her måde... Claire du er tydeligvis meget ked af det, hvis jeg bare kyssede med, ville det være det samme som at udnytte dig. Vi burde vente til, du er klar i hovedet og ved, hvad du vil", sagde han en smule tøvende, mens han undgik øjenkontakt.

"Udnytte mig..? Fint så bare gør det, udnyt mig! Jeg vil gerne have, at du udnytter mig", sagde jeg en smule for højt, mens jeg prøvede at kysse ham igen. Men hans arme var for stærke og hver gang jeg bare var en smule tæt på, rykkede han hovedet, så jeg umuligt kunne nå hans læber.

"Claire! Jeg vil ikke udnytte dig okay? Jeg prøver bare at gøre det rigtige og tro mig, du vil blive glad for, at jeg stoppede det her", sagde han, mens han stille rejste sig op, stadig med sine hænder plantet på mine skuldre, så jeg ikke også kunne rejse mig op.

Før jeg kunne nå at opfange det, havde han sluppet mine skuldre og løbet væk. Jeg sad bare med tårer i øjnene og så efter ham, vidste, at det var for sent at løbe efter ham. Lige nu låste han sikkert døren til sit værelse for at sikre, at jeg ikke kunne komme ind. Det er altid dejligt at vide, at man er velkommen...

Jeg rejste mig også op, dog ikke for at følge efter Niall. Hvis han virkeligt hadede mig så meget, så fortjente han heller ikke at være sammen med mig... Fjols! Istedet besluttede jeg mig at gå ind og se, hvad Victoria lavede. Hun var forhåbentligt ikke sammen med Liam, for seriøst AD! Liam var bare sådan et lille fjols, som ikke burde blande sig i søde menneskers liv.

Heldigvis var Victoria helt fri for den plage til Liam, faktisk så stod hun helt alene og proppede tøj i en kuffert.

- Vent proppede tøj i en kuffert? Hvorfor tog hun tøjet i en kuffert? Hvorfor havde hun overhovedet en kuffert fremme? Hun skulle vel ikke.. rejse? For det kunne hun altså ikke bare lige gøre, det ville være helt ekstremt ondt!

I det samme fik Victoria øje på mig og af en eller anden grund skyndte hun sig at smide et tæppe over kufferten? Måske var det for at gemme den for mig, ærligtalt har jeg ingen idé, men i hvert fald så havde jeg set den. Men jeg måtte lige glemme kufferten for et kort stykke tid, for lige nu var der altså vigtigere ting at tale om!

"Victoria, nu må du være helt ærlig... Du har ikke tænkt dig at blive med Liam vel? For du har fortjent SÅ meget bedre og du ved, han er bare... Klam!", sagde jeg, mens alvoren strålede ud af mine øjne. Dette var bestemt meget seriøst. Som Victorias veninde var det min pligt at holde irriterende drenge væk fra hende, så som Liam.

"Hv-hvad?", spurgte Victoria tøvende, mens hun så forvirret på mig.

"Jeg spurgte, om du blev med Liam? *host*  Det fjols *host*", sagde jeg, mens jeg lavede en hentydende håndbevægelse, som viste, at hun bare skulle svare. Igen så Victoria en smule forvirret på mig, som om det var en joke eller sådan noget.

"Du.. Er ikke sur på mig?", spurgte hun tøvende. Denne gang var det min tur til at være forvirret, mig sur på hende, siden hvornår var det sket? Hun var en af mine bedste veninder, altså helt ærligt vi var stukket af fra Hayley sammen. I sådan et venskab bliver man altså ikke bare lige sur på sin veninde. Især ikke når det helt sikkert, er en eller anden dum drengs skyld.

For helt ærligt, jeg tror godt, at alle kan se, at det hele er Liams skyld. Han begyndte sikkert bare at kysse hende sådan helt random, fordi han synes, hun var lækker eller sådan noget. Det er ikke, fordi at Victoria ikke er køn - for tro mig, det er hun - men man kysser altså ikke en, fordi hun er lækker! Hvilket jeg er hundrede på, at Liam gjorde, det egoistiske fjols!

"Øh... Nej? Desuden hvor er du på vej hen med den kuffert under tæppet?", spurgte jeg, imens jeg med en enkelt håndbevægelse flyttede tæppet, så kufferten ikke længere var gemt væk. Victoria så helt perpleks ud, havde tydeligvis ikke troet, at jeg havde set kufferten.

"Jeg... Havde måske tænkt mig at, du ved, tage tilbage til kostskolen", mumlede hun så lavt, at jeg ville have væddet, at hun håbede, jeg ikke kunne høre det - hvilket jeg altså godt kunne.

"Tilbage til kostskolen? Sig mig er du fuldstændig sindsyg?! Kostskolen er like... Helvede, med selveste djævlen bedre kendt som Hayley", råbte jeg, mens jeg skyndte mig hen og hive kufferten væk i protest. Victoria, som åbenbart stod helt fast med sin beslutning, gik bare hen og tog kufferten tilbage. Hvilket efterlod mig mundlam. Man tog da ikke bare sådan kufferten tilbage, den var ligesom en protest imod det, at hun tog tilbage til kostskolen!

"Claire... Jeg er ked af det - af alt, men jeg bliver bare nød til at komme lidt væk fra det hele", mumlede hun, mens hun smed resten af tøjet ned i kufferten. Igen så jeg bare mundlam på hende, det kunne hun da ikke bare gøre, ikke efter alt det vi havde været igennem.

Okay, hvis jeg skal være helt ærlig, havde jeg måske også tænkt mig at tage tilbage. Men hele Liam-kysser-en-anden-pige-situationen havde faktisk haft den modsatte reaktion på mig, den havde givet mig blod på tanden. Og jeg tog ikke tilbage til det helvede, før jeg havde bevist, at i det øjeblik han pressede læberne imod Victoria - for vi ved jo alle sammen, at det var ham og hans skyld - var den største fejltagelse han nogensinde havde lavet.

Indtil for ikke så lang tid siden havde jeg sådan set også troet, at jeg havde Niall at blive for. Men han havde jo lige bevist, at han ikke var der for mig, tværtimod faktisk. Men pigerne var her stadig! Okay, faktisk var det, som det så ud lige nu, kun Alice og jeg, der blev her. Medmindre der selvfølgelig var sket noget alvorligt på hospitalet, åh gud det ville bare være så typisk!

"Men... Vil du så bare tage afsted uden at sige farvel? Der er faktisk mange her, som virkeligt holder af dig Victoria", sagde jeg, mens jeg så trist ned i gulvet. I morges havde jeg været så optimistisk. Så optimistisk på, at vi alle ville holde kontakten med Nanna og bare leve lykkeligt til vores dages ende, mens vi uafbrudt ringede til Frankrig for at høre om hun havde det godt.

Men denne dag havde vel bare bevist, at det var umuligt at leve lykkeligt til sine dages ende. Et eller andet - eller en eller anden (Liam) - skulle altid ødelægge det for alle de andre.

"Det havde jeg vel... Men nu siger jeg farvel til dig Claire, okay? Du må have det så godt du nu kan og... Jeg håber virkeligt ikke, at jeg har ødelagt alt for meget, for du er virkeligt en fantastisk sød pige", sagde hun med antydningen af et smil på læberne.

Jeg vidste ikke, om jeg skulle smile, grine eller græde, for lige nu gik der virkeligt tusinde følelser gennem min krop. Så jeg valgte at gøre det hele på én gang. Så imens tårerne strømmede ned ad mine kinder, begyndte jeg at smile stort og grine, selvom jeg ikke engang selv kunne se det morsomme i det.

Victoria så en smule skræmt ud, men hun trak mig stadig ind i et forsigtigt kram, mens hun hviskede et sidste farvel i mit øre.

Og det var det, så var hun væk. Igen kunne jeg vælge at løbe efter hende, prøve at stoppe hende, men jeg vidste, at beslutningen var truffet og jeg umuligt kunne ændre den. Desuden var jeg virkeligt udmattet efter det hele. Ikke nok med, at jeg havde sagt farvel til en af mine bedste veninder, så skulle jeg også lige se min "kæreste" - ad - kysse min veninde, blive afvist af Niall og blive nød til at sige farvel til min anden veninde. Livet var hårdt..

Selvom, jeg sådan set ikke havde sagt farvel, i hvert fald ikke teknisk set. Hun havde sagt farvel til mig, endda to gange. Men jeg havde aldrig sagt det til hende. På en eller anden måde var det faktisk ret dejligt, at jeg ikke havde sagt det. På den måde var det som om, at det var et uafsluttet, som langt fra havde nået sin slutning, men bare var en begyndelse.

"Victoria? Hvor er du?", lød en stemme og i det samme blev døren bag mig åbnet. Jeg stivnede, altså virkeligt stivnede, jeg kunne overhovedet ikke rykke mig eller sige noget. Det var, som om jeg var med i et af de der mareridt, hvor man ikke kan løbe fra monsteret bag sig. Bortset fra, at dette ikke ligefrem var et monster, dette var Liam Payne.

"Claire? Hvad laver du på Victorias værelse? Og... hvor er hun egentligt?", lød det bag mig. Han havde åbenbart hjerneceller nok til at kunne kende forskel på Victoria og jeg.

Pludseligt kunne jeg bevæge mig igen, hvilket jeg selvfølgelig benyttede mig af! Jeg vendte mig om og sad nu med ansigt til ansigt til det kæmpe fjols til Liam. Han kunne åbenbart ikke se, hvilket humør jeg var i udfra mine øjne, så han sendte mig et prøvende smil, hvilket bestemt ikke hjalp.

Før han kunne nå at opfatte, hvad der skete, havde jeg rejst mig op, styrtet hen til ham og med tårerne løbende ned ad kinderne, var jeg begyndt at slå ham, igen og igen og igen.

Liam stod bare og så overrasket på mig, men gjorde underligt nok ikke noget ved, at jeg slog ham, selvom jeg lagde alle mine kræfter i slagene. Men han var tydeligvis sådan et stort fjols, at han ikke kunne mærke, når man slog ham med alle ens kræfter og følelser.

"Hvordan kunne du gøre det? Hvordan kunne du gøre det imod mig? Er du klar over, hvor meget jeg virkeligt kunne lide dig?!", råbte jeg, mens tårerne flød endeløst ned ad mine kinder. Igen stod Liam bare og så på mig, men denne gang kunne jeg dog se de nervøse trækninger.

"LIAM! Svar mig! Du kan ikke bare gå hen og kysse med en af mine bedste veninder! For det er ikke bare ondt, det er... Rigtigt ondt.. Rigtigt meget ondt.. Det er helt forfærdeligt, jeg håber du dør en smertefuld fucking død!", råbte jeg endnu højere, mens jeg stadig slog alt, hvad jeg kunne. Det syntes bare ikke at være hårdt nok.

"Claire...", mumlede Liam, mens han løftede sine hænder for at beskytte sig mod mine slag, som var begyndt at blive en smule svagere, fordi jeg havde slået så meget og i forvejen var udmattet.

"Jeg er ked af det, men... Men... Det er ikke for at give dig skylden eller noget, men vi ved begge to godt, at det mellem os ikke havde holdt. Det er tydeligt, at du bedre kan lide Niall og... Jeg tror bare, jeg kom før dig til at gøre det forbi..", mumlede han og trak sig væk fra mig. Men jeg blev ved med at stå og slå ud i luften, jeg måtte bare få min vrede ud på en eller anden måde.

I et øjeblik stod jeg bare helt tavs og slog ud i luften. Det var ikke, fordi at det var en pinlig tavshed, jo måske for ham. For mig var tavsheden fyldt med vrede og Liams dybe vejrtrækninger, hvilket bare totalt ødelagde øjeblikket. Så det tog mig ikke lang tid at bestemme, at vores samtale var så godt som slut, præcis ligesom vores forhold!

"Du er et fjols, det er klart Victoria smuttede tilbage til kostskolen på grund af dig... Fuck dig", sagde jeg i et lidt mildere tonefald, selvom det bestemt ikke var ment mildere. Også løb jeg ud af døren ligeglad med, at jeg lige havde fortalt ham en lodret løgn, som hurtigt kunne vende op og ned på hans og Victorias "forhold".

Men hvis jeg skulle være ærlig, så havde han fortjent det! For måske havde Victoria aldrig sagt noget om Liam til mig, heller aldrig at han var grunden til, at hun tog tilbage til kostskolen, men det kunne det have været right? Desuden havde han fortjent det og jeg var i hvert fald den sidste, der havde medlidenhed med ham.

Nu var jeg endelig alene, hvilket sådan set var fortjent, hvis du spørger mig. Dog vidste jeg så ikke rigtigt, hvad jeg skulle lave, andet end at være sur på Liam selvfølgelig. For det kunne - det var det sikkert ikke, men igen det kunne - være, at det var hans skyld Victoria smuttede, også var der jo også lige det, at han havde været mig utro med en af mine bedste veninder, så sødt - not!

Imens jeg lod mig synke ned i sengen, tænkte jeg på, hvor fucked op alting egentligt var. Det eneste nogenlunde normale, var sådan set Alice og Zayn. Bortset fra, at de var på hospitalet nu, men det var forhåbentligt ingenting. Selvom jeg godt nok aldrig før, havde set en, der bare besvimede på den måde. Det var i hvert fald godt, at hun var kommet på hospitalet. Hun er heldig at have en som Zayn, en som virkeligt mener det, han siger til hende.

Liam var fuld af tomme ord. Jeg ved ikke med Niall, for han virkede rimlig seriøs og det var trods alt mig og ikke ham, der fuckede det forhold op. Men på den anden side havde han lige afvist mig, altså helt ærligt! Lige der, hvor jeg behøvede ham allermest, vendte han ryggen til mig, det er ikke spor pænt! Han sagde måske, at det var ment godt og jeg vil være glad for det. Men lige nu havde jeg bare lyst til, at ham og Liam skulle forsvinde i et kæmpe hul!

Jeg tog en dyb indånding og prøvede at styre mine tanker, modsat andre - *host* Liam *host* - var jeg jo ikke et ondt menneske, men faktisk ret sød og selvom jeg virkeligt hadede dem lige nu, ville jeg nok blive ked af det, hvis de virkeligt forsvandt i et sort hul. Tror jeg... I hvert fald hvis det var Niall. Liam kommer jeg mere og mere i tvivl om, om jeg nu ville savne, hvis han forsvandt. 

I samme øjeblik lød et højt brag, som kom fra døren, som åbenbart lige var blevet smækket i hovedet på en. Jeg skyndte mig hen for at se, hvad der skete. Det viste sig, at det bare var Alice, som underligt nok havde smækket døren i hovedet på Zayn.

"Hvad sker der?", spurgte jeg forvirret, mens jeg så ud på Zayn, som var begyndt at hamre på ruden. Det var ikke, fordi nogen af dem så sure ud. Alice så ret så bestemt ud, mens Zayn på en eller anden underlig måde så desperat ud?

"Ikke noget... Jeg fik bare at vide, at jeg var for stresset og det er alt", sagde Alice lidt for hurtigt og kastede et blik ud på Zayn, som forsat stod og bankede på døren i et forsøg på at blive lukket ind.

"Alice, du kan ikke bare låse mig ude, vi bliver nød til at snakke om det her! Du kan ikke bare få en abort, det her det er stort og så skal man tænke ekstra meget over det", råbte Zayn og hamrede videre.

Vent en abort? Jeg så overrasket på Alice, var hun virkeligt gravid? Jeg troede, det havde været en fejl den gang eller sådan noget. Jeg havde i hvert fald ikke forventet, at hun stadig gik rundt og var gravid. Nu ved jeg jo ikke lige, hvor langt hun var henne, men det måtte i hvert fald være et godt stykke. Så jeg kunne ikke lade være med at kigge ned på hendes mave.

Alice vente sig hurtigt væk fra mig, så jeg ikke kunne se hendes mave, og begyndte i et hurtigt tempo at gå væk fra mig.

"Vent Alice, er du gravid?", sagde jeg lidt for højt, og i samme øjeblik trådte Niall ind i gangen og så overrasket på mig og derefter Alice. Alice vendte sig måbende imod mig, som om jeg havde planlagt at sige det lige i det øjeblik, Niall kom ind i døren - hvilket jeg altså ikke have. Jeg trak bare på skuldrene og kiggede ned i gulvet.

"Alice!", udbrød Niall, mens han med tre hurtige skridt gik hen til hende. Alice sendte mig et blik, som tydeligt sagde flot-meget-flot, som selvfølgelig var ment ironisk.

Jeg trak bare på skuldrene igen og gik hen for at lukke Zayn ind, det måtte altså være ret koldt at stå derude. Men det skulle jeg åbenbart heller ikke have gjort, for i samme øjeblik jeg åbnede døren, styrtede han hen til Alice.

"Claire", hvislede Alice surt. Endnu engang måtte jeg trække på skuldrene, hvilket hun dog ikke nåede at se, eftersom hun løb væk. Jeg havde vidst gjort nok, så jeg blev bare stående tavs og lod Zayn løbe efter hende. Nu kunne hun i det mindste ikke blive mere sur på mig, kunne hun?

"Wow... Gravid, godt det ikke er dig", mumlede Niall og så hen på mig. Jeg så op på ham og sendte ham et svagt smil. Ja, det var vel godt, at det ikke var mig. For selvom Alice måske ikke synes, at hun var klar til at få et barn, så synes jeg nu, at hun var ret så klar. Mig selv derimod var langt fra klar og det skulle ikke undre mig, hvis jeg endte med at blive en eller anden skør kattedame uden børn.

Det er ikke, fordi jeg har noget imod børn, faktisk synes jeg, at de er meget søde og sådan noget. Men mig som mor? Nej det ville slet ikke gå. Jeg ville sikkert tabe barnet hele tiden, hvilket man jo ikke skal gøre - sjovt nok - så nej... Jeg ville bestemt ikke egne mig godt som mor.

Jeg gik hen og satte mig i sofaen igen, prøvede at forestille mig en blanding af Alice og Zayn. Hvis det nu ikke endte med, at hun ikke fik et barn, så tror jeg faktisk, at barnet ville blive helt enormt sødt! Jeg kunne ikke lade være med at sidde og smile for mig selv. For at være ærlig så håbede jeg faktisk, at Zayn får hende overtalt til at beholde barnet.

"Du Claire... Jeg er altså ked af, hvis jeg gjorde dig ked af det tidligere, det var altså ikke med vilje", mumlede Niall og satte sig ved siden af mig. Jeg kiggede op på ham og sendte ham et forsigtigt smil. Han smilte svagt tilbage.

"Det er ikke, fordi jeg ikke kan lide dig, slet ikke! Jeg kan virkeligt godt lide dig... Virkeligt meget. Men Claire, det her er ikke bare noget, man springer ud i. Og jeg vil ikke ende med at være dit Liam-plaster for, at du derefter kan smide mig væk til fordel for en anden dreng..", sagde han lidt lavere, mens hans smil langsomt forsvandt ved tanken om det.

"Det... Det er okay Niall og... Jeg kan også godt lide dig", sagde jeg og sendte ham et lidt større smil. Niall så en smule overrasket op på mig og pludseligt fik jeg det underligt igen, ligesom sidste gang vi kyssede. Mit hjerte begyndte at banke hurtigere og hurtigere, og pludseligt havde jeg det meget varmt.

Men denne gang ville jeg ikke lade mig rive med, så istedet gav jeg ham et sidste kys på kinden. Ikke et romantisk kys, ikke et kys der ville føre til flere, bare sådan et venskabeligt kys på kinden. Derefter sendte jeg ham et skævt smil, gik hen og tog min jakke og gik udenfor.

Udenfor kunne man tydeligt se, at sommeren var ovre for et godt stykke tid siden. Rundt omkring lå der røde, gule og brune blade, som bare ventede på, at de skulle begraves af sneen. Jeg gik hen og satte mig på en stor sten med udsigt til haven. Af en eller anden grund føltes dette meget fredfyldt og jeg havde lyst til at blive siddende i lang tid.

Selvom den sidste tid havde været meget hektisk og jeg måske virkeligt burde sidde og græde eller være sur. Så sad jeg bare og smilte ud imod haven. Hvorfor vidste jeg ikke, men en eller anden pludselig glæde havde bare ramt mig.

I det samme mærkede jeg en hånd på min skulder og jeg vente mig overrasket om for at finde ud af, at det var Niall, der havde fulgt efter mig. Jeg rykkede mig en smule, så der var plads til ham på stenen og han satte sig ned ved siden af mig med armen omkring mig.

Jeg lagde mit hoved på hans skulder og lukkede øjnene. Ingen af os gjorde noget, og jeg prøvede i hvert fald ikke på at kysse ham, det ville have ødelagt hele stemningen og desuden så havde jeg af en eller anden grund pludseligt mistet trangen til det, måske havde han ret i, at jeg ikke havde tænkt det igennem.

Vi sad bare der, i en kort stund var vi lykkelige, sammen men alligevel ikke sammen. Det her var det bedste øjeblik i lang tid og jeg ville gøre alt, jeg kunne for at blive i øjeblikket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...