One and Only - 1D

Victoria, Alice, Claire og Nathalia lever et dejligt liv, lige indtil deres forældre sender dem på en kostskole i London... De 4 vidt fremmede piger kommer til at bo på et værelse sammen, men hvorfor få nye venner, når man bare ville hjem hurtigst muligt? Men, man kan jo ikke ignorere hinanden for evigt vel, og hvad sker der når de møder nogle fyre til en fest, som kommer til at forandre alting?..

Ps. Flower❤ skriver fra Victorias synsvinkel, Dagga fra Alices, Regine fra Claires og Matia. fra Nannas ;D

55Likes
167Kommentarer
19763Visninger
AA

28. Claires synsvinkel

Jeg havde på fornemmelsen, at der var noget galt - okay nej, det havde jeg ikke. Men da jeg langsomt åbnede øjnene og fandt ud af, at Niall sad helt gemt under dynen, vidste jeg at der var noget galt. Jeg tog en dyb indånding og rev hurtigt dynen af og ganske rigtigt, der var noget galt. Niall lå nu og så skræmt på mig - med min mobil i hænderne. "Hvad laver du?!", råbte jeg irreteret og hev mobilen ud af Nialls hænder, han lå bare og stirrede tomt på mig. Men det lagde jeg ikke mærke til, jeg havde travlt med at læse den besked, han var inde på. Hvilket efterladte mig med et skræmt udtryk i ansigtet, "Niall... Niall..?". Han så bare tomt på mig og trak udtryksløst på skuldrene. Jeg bed mig nervøst i læben, han havde læst Phillips besked, hvad skulle jeg gøre?!

"Du ved godt, at jeg elsker dig... Gør du ikke?", hviskede jeg nervøst, mens jeg endnu engang læste beskeden. Niall nikkede, men nu var hans øjne ikke længere tomme, de var nervøse og en smule skræmte. Hvad var det lige, der skete? Pludselig fik jeg øje på et lille tegn ved beskeden, et tegn som betød at der var svaret, men jeg havde jo ikke svaret ham. Jeg gik hurtigt ind på 'sendte beskeder' og ganske rigtigt, der lå en besked, en besked som var sendt for et par minutter siden. Et par minutter siden, hvor Niall havde haft min mobil, "NIALL! Har du svaret ham?!", råbte jeg surt. Niall trak nervøst på skuldrene, mens jeg langsomt trykkede på beskeden;

Hej Phillip.

Jeg ved ikke hvad, der er gået af dig. Vi har aldrig haft noget rigtigt sammen, vi var en joke.

Derfor bedes du lade mig være, da jeg ikke gider dig mere. Som du ved, har jeg fundet en anden og han og jeg, har et seriøst forhold.

Så stop med at sende sms'er, os to er datid.

Claire.

Jeg måbede, havde han virkeligt skrevet det til Phillip?! Niall trak nervøst på skuldrene og så afventende på mig, med store hundeøjne. Okay, hvordan skulle jeg så tackle det her? På den ene side var det forkert af Niall, at tage min mobil og bare skrive sådan en sms, meget forkert! Men på den anden side havde jeg heller ikke fortalt ham om sms'en og desuden havde han skrevet, lige præcis det jeg den sidste tid, havde gået og tænkt på. "Niall..", sagde jeg tøvende og fik straks hans opmærksomhed, "Nu står vi lige ikke? Men så skal du også holde fingrene fra min mobil", grinte jeg. Niall så lykkeligt på mig og gav mig et kæmpe kram.

Niall skulle lige til at kysse mig, men jeg veg tilbage. Han så såret på mig, men jeg skyndte mig bare henimod døren, åbnede den og så ud. Gangen var helt tom, så smækkede jeg døren i og skyndte mig tilbage til Niall. "Når der ikke er nogen nøgle, bliver man nød til at tjekke gangen", grinte jeg. Niall himlede bare med øjnene, men smilet bredte sig alligevel på hans læber. Han var virkelig min drømmemand eller hvad man nu siger. Pludseligt kom jeg til at tænke på, hvad det egentligt var, han havde skrevet i beskeden 'Som du ved, har jeg fundet en anden og han og jeg, har et seriøst forhold.', et seriøst forhold!

"Niall...", spurgte jeg tøvende, "Mener du virkelig det... Du ved det der med seriøst forhold?". Han så på mig med sine fantastiske øjne, "Hvordan skulle jeg ikke kunne mene det? Du er sådan en fantastisk person". Det fik mig til at rødme, men alligvel strålede mine øjne klart af ren og skær lykke. Jeg så rødmende ned i gulvet, syntes pludseligt at det begyndte at blive ret varmt. "Det, det er du også Niall...", hviskede jeg, "Jeg troede aldrig, jeg kunne blive så lykkelig som jeg er nu, men det var også før, jeg mødte dig". Nu var det Nialls tur til at rødme og kigge ned i gulvet, mens jeg bare smilte lykkeligt. Niall... han gjorde mig virkelig lykkelig, virkelig, virkelig meget lykkelig.

Pludselig så han på mig, ikke rødmende som før, men med et nervøst smil og dog en alvorlig attitude, "Claire... Jeg har et spørgsmål...". Jeg smilte, prøvede at give med selvtillid, for han så ret nervøs ud, "Ja?". Niall bed sig nervøst i læben, blev åbenbart ikke rolig af mit smil, "Ville du måske... du ved...". Og ligesom vi stod der, i den allermest alvorlige situation, blev vi afbrudt. Denne gang opdagede vi det dog med det samme, for der i døren stod Liam og så på os. Selvom det havde været meget mere pinligt, de andre gange, blev jeg mest sur denne gang, Niall havde været ved at sige noget, noget vigtigt, så kunne Liam altså ikke være bekendt at afbryde!

"Hvad nu?!", hvæsede jeg.

Liam så underligt på mig, men han vidste selvfølgelig heller ikke, at han lige havde afbrudt os... igen. "Kom lige med ned i stuen, vi har nogle ting, at tale om... åbenbart". Jeg kunne have kvalt ham, hvorfor skulle han absolut komme lige præcis nu, hvorfor ikke om et par minutter, eller bare have ventet, til vi kom ned til morgenmad? Men nej, han skulle absolut, gøre det lige præcis nu, hvor han kunne forstyre allermest. "Fint... Vi kommer", sukkede Niall, "Claire... Det må vente, jeg kan ikke gøre det nu". Som om det hjalp på min vrede, nu vidste jeg ikke hvad Niall ville have spurgt mig om, så nu kunne jeg bare sidde og tænke på det, hele dagen eller i hvert fald indtil han spurgte.

Jeg rejste mig fornærmet op, gik udenom Liam og trampede ned i stuen. Mit humør blev ikke spor bedre, da jeg fik øje på Taylor, som smilte veltilfreds. Lidt efter kom Niall og Liam traskende ned, Niall så heller ikke specielt glad ud og... tjah, det gjorde Liam faktisk heller ikke. Først nu lagde jeg mærke til de andre, som allerede var hernede. Nanna og Louis, stod lidt væk fra hinanden og sendte generte blikke til hinanden, havde sikkert ikke opdaget at Liam var kommet tilbage. Harry stod med strittende hår og holdt om Victoria, som havde verdens største morgenhår. Men Victoria havde nu mere travlt, med at kigge nervøst hen på Alice, som stod i sine egne tanker. Zayn var den eneste, som rent faktisk var lidt opmærksom.

"Ja, det er faktisk Taylor, der har bedt mig om at få jer herned, så... jeg lader bare hende få ordet med det samme", sagde Liam og satte sig træt ned. Taylor trådte frem og så rundt på os alle sammen, "Ja, jeg synes bare, at vi havde brug for at snakke om denne situation. For sådan her kan det altså ikke blive ved, på et tidspunkt kommer i til at kunne lide mig, om i vil det eller ej. For jeg er Liams kæreste og vi kommer til at tilbringe meget tid sammen". Jeg blinkede uforstående, hvad var det lige vi skulle snakke om? Situationen var som den var og den kunne ikke ændres, sådan var det bare. "Har jeg ikke ret Liam?", spurgte hun tilfreds og så hen på Liam.

Liam så kort hen på mig, hvorfor ved jeg ikke, "Ehm... Jo, sikkert". Taylor smil blegnede en smule, det var tydeligvis ikke det, hun havde håbet, Liam ville sige. "I hvert fald, synes jeg, at jeg fortjener et undskyld, fra jer alle", sagde hun og så rundt på os, "Så... sig undskyld, ellers bliver vi her, indtil i har gjort det". Jeg kunne have brækket mig, hun lød præcis ligesom en eller anden pædagog, lige til at brække sig over. "Claire..?", sagde hun og så ondt på mig. Jeg måbede, hvorfor lige mig først, jeg havde da ikke været spor ond... i hvert fald ikke så meget. Mit blik fangede hurtigt Nialls, han nikkede hurtigt og det blev jeg vel nød til at lytte til.

"Ehm... Undskyld?".

Taylor smilte stort, det var langt fra den bedste undskyldning, men det var da en undskyldning - sådan lidt. Og lidt efter lidt fik alle sagt undskyld, selvom det var tydeligt, at ingen mente det. Men alt i alt var Taylor ret så tilfreds og da Victoria, efter lang tids overtalen fra Harrys side, havde sagt undskyld, smilte hun tilfreds, "Det var da ikke så svært vel?". Jeg himlede med øjnene, det var ikke svært at sige undskyld, men det var svært at lyde som om man mente det, hvilket man selvfølgelig ikke gjorde.

Jeg prøvede forgæves at fange Victorias blik, men hun blev ved med at kigge nervøst på Alice, selv Harry ignorede hun og det lignede hende altså ikke. "Hvad er der galt, noget med Alice?", spurgte jeg og med et kiggede hun hurtigt ned i gulvet, "Ingenting, slet ingenting". Jeg rystede på hovedet, hvor dum troede hun lige jeg var, "Det er ikke rigtigt". Victoria så en anelse surt på mig, "Claire, du skal ikke blande dig i alting!". Jeg så såret ned i gulvet, jeg troede vi var blevet bedre veninder end det her. Selvfølgelig vidste jeg godt, at Alice og Victoria havde et særlig stærkt bånd, lidt ligesom jeg var en tand bedre veninder med Nanna end de andre, men alligevel, det her havde jeg ikke troet om dem.

"Glæder du dig til imorgen", spurgte Liam glad. Jeg så forvirret på ham, imorgen, hvad skete der imorgen? Det fik bare Liam til at flække af grin, "Din fødselsdag?". Jeg måbede stort, "Gud ja!". Det var også rigtigt, jeg havde fødselsdag imorgen, tænk at jeg kunne glemme det, typisk mig. "Ehm... Det gør jeg da", nikkede jeg med et skævt smil. Min fødselsdag, jeg havde set meget frem til den, alligevel havde jeg glemt at det var imorgen, men pyt, nu vidste jeg det i hvert fald. Det ville have været mere akavet, hvis de havde sagt tillykke imorgen og jeg havde været helt blank.

Jeg sendte taknemmeligt Liam et smil, men gik så over til Niall. Jeg måtte altså få af vide, hvad Niall ville spørge mig om, jeg kunne bare ikke stoppe, med at tænke på det. "Du Niall...", spurgte jeg, "Hvad var det du ville spørge mig om?". Nanna som stod lige ved siden af sammen med Louis, så intresseret på Niall, "Uhh, hvad var det?". Det fik mig til at grine stort. Louis grinte også, men ikke af det jeg troede, "Jeg ved det godt". Jeg kæmpede for at holde min mund lukket, men kunne ikke lade være, med at åbne den en smule, "Hvad?!". Louis grinte bare igen, "Du hørte rigtigt; Jeg ved hvad Niall ville spørge dig om".

Nanna så intresseret på Louis, "Sig det, sig det, sig det!".

Men Louis rystede blot på hovedet og så afventende på Niall, som bare stod og rødmede. Jeg åbnede munden for at sige noget, men blev afbrudt af Liam, "Hvad er det?". Ham havde Louis åbenbart intet problem, med at fortælle det til, for lidt efter, stod han og hviskede. Liam fik store øjne, "NEJ!", udbrød han pludseligt. Louis trådte skræmt og forvirret et skridt tilbage, "Hørte du ikke hvad jeg sagde?". Liam fik pludseligt meget røde kinder, "Jo... Jeg tænkte bare på noget andet". Nanna så forvirret på mig og jeg så forvirret tilbage, ingen af os fattede en pind af det hele, andet end Niall ville spørge mig om noget.

"Hvad sker der?", spurgte Victoria nysgerrigt. Jeg vendte mig om og så hende i øjnene. Nanna skulle lige til at sige noget, men jeg afbrød hende surt, "Victoria, du skal ikke blande dig i alting". Victoria så fornærmet på mig, men forstod så pointen. Hun ville ikke fortælle mig det med Alice og nu ville jeg ikke fortælle hende det her. "Haha, jeg har forstået det", sagde Victoria og himlede med øjnene, "Og fortæl mig nu, hvad der sker". Jeg rystede blot på hovedet, det hjalp ingenting. Så længe hun ikke fortalte det med Alice, ville jeg ikke fortælle det her.

Jeg tog en banan i hånden og kaldte på Niall, lidt efter var vi på vej imod værelset. Jeg ganskede glad bananen i mig, jeg havde faktisk været ret så sulten. "Hvorfor ville du ikke fortælle det til Victoria?", spurgte Niall forvirret. Jeg sukkede, "Det er vidst bare pigeproblemer, der forhåbentligt hurtigt bliver løst". Niall sendte mig et lille smil og jeg smilte tilbage. Pludseligt blev hans blik alvorligt, "Du ved... Det der jeg skulle spørge dig om ikke?". Jeg så måbende på Niall, ville han sige det nu? "Hør Claire... Det er måske et dumt spørgsmål eftersom, tjah... det står sådan her til. Men vi har faktisk ikke talt om det før, sådan rigtigt", han holdt en pause. Jeg havde allermest lyst til at ruske ham indtil han sagde det, men tidspunktet var ikke rigtigt, et ruske tidspunkt.

"Claire... Mit spørgsmål ja... det er måske dumt... Men ville du ikke være min kæreste?".

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...