One and Only - 1D

Victoria, Alice, Claire og Nathalia lever et dejligt liv, lige indtil deres forældre sender dem på en kostskole i London... De 4 vidt fremmede piger kommer til at bo på et værelse sammen, men hvorfor få nye venner, når man bare ville hjem hurtigst muligt? Men, man kan jo ikke ignorere hinanden for evigt vel, og hvad sker der når de møder nogle fyre til en fest, som kommer til at forandre alting?..

Ps. Flower❤ skriver fra Victorias synsvinkel, Dagga fra Alices, Regine fra Claires og Matia. fra Nannas ;D

55Likes
167Kommentarer
19707Visninger
AA

31. Alices synsvinkel

Okay, hvad i al verden lavede vi midt ude i en skov?! Harry og hans ideer… Jeg kiggede lidt rundt, for at se om jeg kunne få øje på noget andet end træer, men nej… medmindre en busk gælder... Da mit blik landede på Zayn, smilte han skævt til mig, men jeghans øjne gemte på noget andet, en blanding af sorg, og… kærlighed. Kunne han virkelig stadig godt lide mig? Efter alt det jeg havde gjort ham.

”Harry, hvad er det vi skal herude?” spurgte en irriterende flabet stemme. ”Vi skal på telttur!” sagde Harry tilfreds. Lige efter at han havde sagt det begyndte alle pigerne at brokke sig, inklusivt mig. For helt seriøst?! Hvad havde han tænkt sig? De fleste af os havde stiletter på, og vi havde ikke engang pakket!

”Slap nu af piger, helt seriøst! Harry har sikkert gjort mega meget ud af det her, og så brokker i jer bare? I er så respektløse altså! Jeg synes i skylder Harry en undskyldning” kom der pludselig fra Taylor, og der blev med et helt stille. Jeg hadede virkelig at indrømme det, men hun havde nok ret… Men bare måden hun sagde det på gav mig kvalme. Hun kunne ikke bare tro at hun kunne beordre os til at sige undskyld hver gang vi gjorde noget! Havde hun måske selv tænkt over hvor mange undskyldninger hun enlig skyldte?

”Taylor, nu holder du kraftæderme din kæft! Jeg er fucking træt af at du fucking tror at du bestemmer det hele! Du skal ikke tro at du er det lille englebarn her! Det er dig der er skyld i at vi bliver uvenner, og det er fucking dig der er respektløs! Sådan som du behandler os! Og det er fucking dig der skylder alle os en fucking stor undskyldning! Siden du dukkede op, har vores liv ændret sig til et helvede, og jeg kan fucking ikke se hvad Liam set i dig, din klamme so!” råbte jeg.

Alt blev stille, og alle kiggede på mig, med store øjne. Hvad havde jeg lige gjort!? Jeg kiggede over på Taylor, og ventede på at hun ville svare igen, men hun sagde ikke noget. Til gengæld begyndte det at glide tårer ned af hendes kinder, og hun vendte sig om, og løb ind i skoven. Liam kiggede på mig med et meget såret blik, der virkelig knuste mit hjerte. ”Tusinde tak Alice” sagde han koldt, og løb efter hende.

Igen var alles blikke på mig. Hvad havde jeg gjort?! Det var jo ikke meningen at sige det, jeg ville bare havet sagt til hende at hun skille blande sig uden om, eller noget i den stil. Det var ikke med vilje at jeg angreb hende på den måde. Det var jo rigtigt nok det jeg sagde, og jeg mente hvert et ord, men stadig. Jeg havde såret en af mine bedste venner, virkelig meget. Og når jeg siger en af mine bedste venner, så mener jeg Liam! Ikke Taylor!

Uden at tænke videre over det, gjorde jeg det samme som Taylor. Vendte mig om, og løb ind i skoven. Dog ikke den samme vej som Liam og Taylor. Da jeg var nået langt nok væk fra de andre, satte jeg mig ned på en træstamme, og begyndte at græde. Hvorfor, ved jeg ikke. Jeg havde læst på den der hjemmeside, at humørsvingninger var en normal symptom for graviditet, men jeg havde aldrig rigtig oplevet det før. Ikke før nu åbenbart…

Kort tid efter mærkede jeg en sidde ned ved siden af mig. Jeg kiggede langsomt op, og så et ansigt, der altid dukkede op i tilfælde som dette. Zayn. ”Hvad laver du her?” spurgte jeg, og kiggede på ham. Jeg lignede nok lort, men jeg var ligeglad. Det var jo ikke som om vi var kærester eller noget…

”jeg ville bare sikre mig at du var okay, selvom det nok er Taylor der har brug for lidt støtte lige nu, du var ret hård mod hende” sagde han og kiggede på mig.

”Hvorfor går du så ikke hen og spørger hende om hun har det okay?” svarede jeg lidt flabet., for det lød da lidt som om han var på hendes side lige nu.

”Fordi at du har ret.” svarede han ligeud, og jeg kunne ikke andet end at blive ret forvirret. Havde jeg ret i hvad? At han burde gå over til hende. Han kunne åbenbart se min forvirring, for han snakkede videre inden jeg fik spurgt. ”Du har ret i at hun er en møgforkælet Bich der tror hun ejer alt og bestemmer over alle” sagde han og trak på skuldrene. Jeg så at han havde mere at sige, så jeg lod være med at sige noget. ”Jeg havde nok også sagt det til hende på et tidspunkt, det ville vi nok alle sammen havet gjort. Du fik bare gjort det først, men…” startede han. ”men hun ar altså en af mine bedste venners kærester”

Han havde jo ret, og det var nok også den eneste grund til at jeg havde det dårligt med mig selv lige nu. Jeg var fulstendig ligeglad med Taylor… Det var Liam jeg havde det dårligt med at havet såret.

”Zayn må jeg spørge dig om noget?” for der var noget jeg blev nød til at spørge ham om, indlysende nok… ”Altid søde” svarede han men blev ved med at kigge på det samme træ, eller hvad det nu var han kiggede på, som han havde gjort næsten siden han kom. Siden hvornår var han begyndt at kalde mig søde???

”Hvorfor er det at du altid holder afstand fra mig, også endda når vi havde noget kørende, men når det så var noget galt, som nu, så var du altid den første der dukkede op, og var der for mig. Og du er altid den der gør alt for mig, som for eksempel at lade mig sidde på dit skød i bilen lige før, for at jeg ikke skulle sidde i samme bil som Taylor, selvom jeg har opført mig fulstendig idiotisk over for dig?” spurgte jeg ham, og prøvede at få øjenkontakt med ham, men han blev ved med at stirre på træet, eller busken eller hvad ved jeg.

”Fordi at jeg elsker dig” svarede han, kort og enkelt, som om jeg havde spurgt ham hvad 2 plus 2 var. Hvorfor skulle han også gøre det hele så forbandet svært?  Jeg sukkede, og begravede mit ansigt i mine hænder. ”Undskyld, jeg ved godt at du ikke føler det samme og at du ikke er klar til et forhold og alt det der, men det passer stadig, og det vil det altid gøre. Jeg vil kæmpe for dig til det sidste, uanset hvad eller hvem der prøver på at komme i mellem os” sagde han stille.

Okay, der var alt for mange ting i en sætning, og alt for mange svar jeg skulle ud med. ”Okay Zayn, for det første, så passer det ikke, jeg har aldrig sagt at jeg ikke elskede dig, jeg er bare lidt forivret lige her for tiden” startede jeg, men han brød ind. ”Du har heller aldrig sagt at du gjorde”, men jeg ignorerede det og snakkede videre. ”For det andet, så ja, jeg er ikke klar til et forhold, men du gør det fandme heller ikke nemt for mig, og det er du godt klar over. Jeg er klar når jeg er klar, og når jeg kommer der til, så skal jeg nok sige til. Ja, jeg ved godt at du vil kæmpe for mig, og det værdsætter jeg også Zayn, virkelig meget, men det er altså også en af de ting der forvirre mig. Du lægger alt for meget pres på mig, og det hjælper ikke på nogen måde, når jeg har så store beslutninger at tage” Han afbrød mig ikke en mindste smule, men lod mig snakke helt ud. Gæt hvor han til gengæld blev ved med at kigge hen?...

Den sidste vidste jeg ikke helt hvordan jeg skulle svare på. *uanset hvad eller hvem der prøver på at komme i mellem os*havde han sagt. Hvis han nu bare vidste hvad der voksede inde i mig lige nu. Så var jeg nu ikke så sikker på at han ville sige det igen…

”Ja, du har ret. Undskyld at jeg lægger så meget pres på dig søde, jeg vil bare ikke miste dig” sagde han lavt, og kiggede for en gangs skyld på mig. Hans øjne var helt røde og våde. ”Gode venner?” spurgte jeg, og prøvede mig frem med et pinligt smil.

Et lille smil dukkede op på hans læber. ”Gode venner” gentog han, og gav mig et varmt knus. Hold kæft hvor havde jeg savnet hans kram. ”Men mine ord gælder stadig” sagde han efter at jeg havde trukket mig tilbage fra hans arme, som jeg gjorde ret hurtigt, før jeg nok kom til at kysse ham eller at eller andet. Jeg vidste udmærket godt hvad det var for nogle ord han talte om…

Vi rejste os op, og begyndte at få hen imod de andre igen, og han lagde armen om min skulder, på en venlig måde… Der kørte alt for mange tanker rundt i hovedet på mig. Hvordan ville de andre tage i mod mig når jeg kom tilbage? Var de sure på mig? Eller mente de ligesom Zayn at jeg havde ret?

Men det var dog ikke de eneste tanker der kørte rundt. *men mine ord gælder stadig*blev ved med at dukke op igen og igen, og jeg kunne ikke lade være med at tænke tilbage på den aften hele min verden brød sammen.

 

"" Nej, jeg er træt af det her Alice! Jeg er træt af at du behandler mig så forskelligt fra det ene minut til det andet! I går lå vi og kyssede hele aftenen, og nu gider du ikke engang kigge på mig! Jeg er blevet træt af at det!” råbte han, og lavede store bevægelser med armene.

Et eller andet sted kunne jeg godt forstå ham. Han havde jo ret, men det gjorde stadig ondt at høre ham sige det. ”Zayn, undskyld, det var ikke meningen, en jeg har altså også mine grænser” sagde jeg lavt for at prøve at berolige ham lidt, men det hjalp ikke. Overhovet ikke. ”Nej Alice! Det er nemlig lige præcis det du ikke har! Du kan ikke bare tro at jeg finder mig i at den ene dag opfører du dig som om du var min kæreste, og den anden dag opfører du dig som om vi aldrig havde set hinanden før!” råbte han, og jeg begyndte at få tårer i øjnene. ”Jeg vil vide hvor vi er henne Alice! Jeg gider ikke det her mere! Det er fint nok hvis du ikke er klar til et forhold! Jeg skal nok vente så, men så bliver du nød til at sige det i stedet for at sende mig sådan nogle blandede signaler!”. ”Undskyld Zayn, jeg kan godt lide dig, faktisk så ville det være en ære at kunne kalde mig for din kæreste, men sådan fungerer det altså bare ikke. Ikke i min verden. Bare fordi at jeg har følelser for dig, så betyder det ikke at jeg bare vil kaste mig i armene på dig. Bare vores lille tur i dag har skadet min stolthed. Hvis jeg virkelig betyder så meget for dig, så må du kæmpe for mig. Du må vise hvor meget du ville gøre for at få mig, og vise hvor langt du er villig til at gå, før jeg kan blive din.” sagde jeg lavt, og jeg kunne mærke tårerne presse på. ”Okay så, det accepteret jeg, men du bliver nød til at vælge, om du vil have noget kørende med mig eller ej. Hvis det er det du vil, så er jeg her, lige her. Hvis ikke du er klar, ås vil jeg vente på dig, om det så ville tage dig et år eller mere, men så er det altså også slut med alt det vi har kørende her, for jeg kan ikke holde ud at kysse med dig, og sove sammen med dig, hvis ikke jeg kan kalde dig min. Hvis du ikke vil, over hoved, så skal jeg nok kæmpe for dig! Indtil den dag jeg dør, for det er kun dig jeg vil have.”

Efter at han havde sagt det, kyssede han mig på munden, blidt og kort, og hviskede ”Det her bliver det sidste kys fra mig af, indtil du beslutter dig, men husk nu på…” han tøvede. ”Husk nu på at jeg elsker dig Alice” og med de ord forlod han mit værelse og lukkede døren bag sig. ""

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...