De Grønne Øjne

Jeg plages af mareridt hver nat. Jeg vil ikke snakke om det. Min mor er bekymret, men hvad skal jeg gøre? Jeg vælger at tage ud på gymnasiet, selvom jeg ellers ikke er der så tit. Så møder jeg hende. Jeg tror jeg kender hende. Hendes stemme sender kuldegysninger ned af min ryg og hendes grønne øjne stirrer på mig. For første gang, i noget der føles som uendeligt, har jeg en nat uden mit mareridt.

PS. Kapitlet som hedder "Drømmen" kan egentlig læses lige præcis på det tidspunkt som læseren ønsker det :i - bare til dem, som ikke kan vente med at få stillet deres nysgerrighed! Vil helt klart anbefale, at man bare læser det kapitel, der hvor jeg har sat det ind :i

99Likes
236Kommentarer
19146Visninger
AA

2. Okay, jeg tager over til gymnasiet idag

 

Næste morgen vågnede jeg ved lyden af min mors fine hånd på min dør.

”Skat? Er du okay? Du bliver nød til at åbne døren, jeg tager snart af sted. Skal du ikke på gym’ i dag? Er du syg?”

Hendes bekymrede stemme fortsatte sludrende på den anden side af døren. Jeg rejste mig langsomt fra gulvet. Mit hoved føltes som en slagmark, hvor tusinde bomber var sprunget i luften. Av. Jeg begav mig tumlende hen til døren, drejede nøglen og befandt mig pludseligt i favnen på min mor. Hendes varme omgav mig, og jeg sukkede stille.

”Åh lille skat, jeg har altså travlt nu. Du må lige tage din feber og finde ud af om du kan tage over til gymnasiet, maden står på bordet. Farvel og hav nu en god dag!”

Hun forsvandt gennem stuen og drejede ud til gangen. Lidt efter hørte jeg døren gå op og lukke i og nøglerne, da mor låste efter sig. Snart ville jeg kunne høre hende starte bilen nede i gården.

 

Forladt stod jeg tilbage på mit værelse, og så hvordan sollyset kæmpede for at trænge igennem mit gardin. Værelset var ikke meget andet end et seng og et skrivebord, og så det der vindue. Jeg valgte at ignorere solens lys, og slentrede ud i køkkenet, hældte en skål cornflakes op. Jeg ville ikke tænke på drømmen. Alt var så tomt. I stedet tænkte jeg på, hvordan mor mon havde det. Hvordan hun kunne klare sit arbejde samtidigt med sit problembarn. Og… alt det andet. Og på, om jeg ville tage ud på gymnasiet i dag. Jeg burde selvfølgelig, men min hals brændte og mit hoved.. jah.. Nej, jeg skulle nok tage af sted. Det ville gøre min mor glad. Det vidste jeg.

 

Jeg fik spist min morgenmad, som var ret kedelig, tog et hurtigt kig i spejlet, lavede nogle få ændringer på mit vilde hår, sukkede, da jeg stod foran vores hoveddør og fumlede med nøglerne. Mine hænder rystede. Jeg havde ikke fået meget søvn. Og nu hvor jeg var sådan rigtig vågen, bemærkede jeg også, hvor utilfreds min krop var med mine sovevaner og mit sovested. Jeg var øm over det hele. Både indvendigt og udvendigt.

Husk at komme hurtigt i seng, inden gråden kommer, mindede jeg mig selv om.

Jeg løb ned af trapperne i opgangen for at nå bussen, og det gik faktisk godt: Jeg var kun tæt på at falde på trappen udenfor. Jeg nåede lige præcis bussen, som altid lugtede af gammel røg fra alle sæder og sure sokker fra SFO-unger i gummistøvler. Chaufføren, som havde den fineste måne over knolden, kiggede vedvarende på mig. Jeg vidste godt, at jeg nok ikke var et kønt syn lige nu, men det var stadig uhøfligt at stirre! Midt i min træthed, blev jeg vred.

”Buskort,” spurgte han muggent.

Nå ja selvfølgelig! Hvor var jeg egentlig henne?

Jeg følte mig tåbelig og fiskede kortet frem fra min taske. Et par af mine klassekammerater sad længere tilbage i bussen og snakkede. Jeg vidste, at de undrede sig over at se mig. Det var længe siden, jeg sidst havde været her. Der. Noget sted uden for lejligheden. Det var jeg klar over.

Efter at have sat mig, fandt jeg mit headset frem og satte musik i ørerne. Det var bedre end al den anden larm, der omgav mig. Billeder af byen, susede langsomt og bumlende forbi uden for vinduet. Alt jeg så var sorte veje, grå bygninger og sølvfarvede biler. Og så selvfølgelig alle de fine nye træer, som skulle gøre byen ”smuk”. Jeg fnøs. Det var helt til grin.

 

Bussen nåede til gymnasiet, og jeg steg som den sidste ud af bussen. Jeg havde stadig musik i ørerne, da jeg gik ind gennem hoveddøren og gennem gymnasiets labyrinter. Alle vægge og gulve var fantasiløst belagt med de samme kedelige fliser. Jeg fandt klasselokalet, som, modsat gangene på gymnasiet, var klinisk hvidt. Jeg valgte, som jeg altid gjorde, pladsen allerlængst tilbage i det ene hjørne. Der sad allerede nogle få af de andre i klassen, og resten kom i par eller tre stykker af gangen. Sludrende, snakkende, smilende. Jeg sukkede og lukkede øjnene.

 

…og var sikker på, at jeg ikke var faldet i søvn, mens jeg pludseligt vågnede, da læren hev headsettet ud af mine ører. Irritationen vældede op i mig.

”..og DU sidder bare IKKE og sover i timerne! Er DET FORSTÅET?”

Nårh ja. Vi havde Poul i de to første timer i dag. Kragen. Jeg stirrede trodsigt og dødt op på ham, som om det ragede mig en skid, hvad han sagde til mig. Det gjorde det egentlig også, men det behøvede han jo ikke at vide. Jeg vidste, at klassen var en smule bange for mig. Og at en del af dem sikkert også var bekymrede. Men på overfladen var alt godt. De lod for det meste, som om jeg ikke var der. Det der med at blive overset var forfærdeligt. Men det var næsten værre, når de sad og gloede på mig, til de fik så ondt af mig, at de kom stavrende og spurgte, om der var noget galt. Om der var noget, de ”kunne gøre”.

Kragen stoppede midt i sin sætning af skældsord, da jeg rejste mig truende op, stadig, med mine øjne stift stirrende ind i hans. Mit liv var i forvejen noget lort, så kunne han ikke lige tage og holde sin kæft? Jeg gad det ikke mere. Han stirrede skræmt på mig.

Et kort øjeblik, der føltes som en evighed, stod vi der. Den gamle ondsindede lærer, og den unge ukontrollerede elev. Mit hjerte bankede alt for højt. Pludselig vendte han sig pudsigt omkring og begav sig op foran tavlen og fortsatte undervisningen. Han stammede lidt i starten, men snart talte han ligeså ustandseligt, som han plejede. Jeg satte mig ned, og fandt min musik igen. Jeg vidste, at de andre kiggede på mig. Der var dem, der gjorde det åbenlyst, og så dem der gjorde det i smug og hviskede om mig. Jeg måtte jo være sindssyg.

Ja.

Normalt stirrede jeg bare på Kragen, mens hans hav af skældsord flød fra hans mund og hamrede ned på mig som tusind slag. Jeg plejede at vente, til han ikke havde flere ord tilbage. Nogle gange gik han amok over min neutralitet, andre gange slappede han mere af over den. Men jeg havde en fornemmelse af, at min opførsel i dag gjorde, at han aldrig råbte af mig igen. Smerten inden i mindskedes for et par sekunder.

 

Timeskift, og vi skulle over i et andet lokale. Jeg fulgte med strømmen af mine klassekammerater, dog på sådan en afstand, at folk kunne se at jeg IKKE fulgtes med dem. Selv hvis jeg var iblandt dem, ville jeg være helt alene. Jeg slentrede gennem klasselokalet og satte mig til rette på pladsen i hjørnet. Pladserne omkring mig var tomme, som de plejede at være. Ligegyldigheden fyldte hele min krop.

Vores lærerinde kom ind i klassen og der blev ro med det samme. Jeg havde stadig musik i ørerne, og havde en fornemmelse af, at de andre kunne høre det igennem stilheden i lokalet. Jeg var ligeglad og lukkede øjnene. Igennem støjen fra headsettet, kunne jeg høre at lærerinden begyndte at snakke. Så nævnte hun noget om en ny elev, og jeg valgte at se op. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, nye elever plejer jo at holde sig langt væk fra mig, men alligevel var jeg nysgerrig. Jeg tror alt gik i stå, da jeg så hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...