De Grønne Øjne

Jeg plages af mareridt hver nat. Jeg vil ikke snakke om det. Min mor er bekymret, men hvad skal jeg gøre? Jeg vælger at tage ud på gymnasiet, selvom jeg ellers ikke er der så tit. Så møder jeg hende. Jeg tror jeg kender hende. Hendes stemme sender kuldegysninger ned af min ryg og hendes grønne øjne stirrer på mig. For første gang, i noget der føles som uendeligt, har jeg en nat uden mit mareridt.

PS. Kapitlet som hedder "Drømmen" kan egentlig læses lige præcis på det tidspunkt som læseren ønsker det :i - bare til dem, som ikke kan vente med at få stillet deres nysgerrighed! Vil helt klart anbefale, at man bare læser det kapitel, der hvor jeg har sat det ind :i

99Likes
236Kommentarer
19156Visninger
AA

9. Kapitel 9

 

 

Næste morgen bankede mor på min dør. Mit liv var en stor gentagelse. Hun snakkede bekymret gennem den, men glemte kommentaren om, ’at maden bare står på bordet’.

Jeg sukkede. Mine øjne havde stirret stift ud i luften resten af natten. Det føltes som om de brændte nu. Jeg havde virkelig lyst til at blive hjemme. Men jeg kunne ikke. Kunne ikke. Jeg var nød til at undskylde min opførsel overfor Leonora. Hun skulle ikke tro at jeg var sur på hende. Og hun måtte slet ikke være sur på mig! Bare tanken sendte en smerte gennem mig.

Jeg rejste mig, og min krop var simpelthen så utilfreds. Jeg gik rundt i lejligheden som en anden zombie, gjorde mig klar.

Da jeg kom ind i bussen, kiggede jeg efter hende. Hun sad der, og mit hjerte gjorde et ekstra hop, da jeg så hende. Hendes grønne øjne stirrede modløst ud af vinduet. Det var mærkeligt, at føle sig så knyttet til en person efter.. to dage med hende? Og den første dag var jeg endda bare gået. Jeg satte kursen mod hende, hun flyttede hendes taske af sædet ved hendes side, og jeg satte mig der. Jeg kiggede undskyldende på hende og forsøgte mig med et lille smil. Hun stirrede bebrejdende på mig, og kom så med sit smukke smil; jeg var tilgivet.

 

En fantastisk lettelse gled hen over mit hjerte, og fjernede den skygge der havde siddet der.

”Godmorgen Tornerose! Hvem fik forstyrret din søvn i nat?? Du ser godt nok bombet ud, har der været krig i din hovedbund,” spurgte hun drillende.

Jeg anede ikke hvad hun snakkede om, men kom så i tanke om, at jeg i min zombie-tilstand, havde glemt mit daglige kig i spejlet. Jeg prøvede at se mig selv i bussens rude, men hun grinede bare af mig.

”Så lille ven, nu skal jeg nok hjælpe dig med det!”

Hendes hænder hoppede fra hendes knæ og op i mit hår. Snart pjuskede hun rundt i det, og mit stakkels hoved beklagede sig. Jeg stirrede olmt på hende.

Hallo din..!

Hun grinede af mit ansigtsudtryk.

”Sådan,” udbrød hun da hun åbenbart mente, at mit hår sad.

”Det pyntede,” smilede hun.

”Men øjnene kan jeg vidst ikke rigtigt gøre noget ved.”

 Hun grinede, og en skummel undertone lå i stemmen, som var det noget, jeg ikke helt forstod. En af de hemmeligheder der lå bag hende.

Hun havde faktisk en ret udsædvanlig dialekt, bemærkede jeg. En jeg måtte have hørt før. Gad vide, om jeg virkelig kendte hende? Det havde jeg på fornemmelsen. Jeg kunne mærke det. Følte det minde som indeholdt hende. Men jeg anende ikke, hvor det kom fra. Hun drejede hovedet og kiggede smilende op på mig. Hendes øjne lyste. Hvorfor virkede alting så naturligt sammen med hende?

 

Vi ankom til gymnasiet, og jeg sukkede ved tanken om en hel dag mere inde bag de mure. Jeg ville sikkert bare sove. Men Leonora var ved siden af mig, og det gjorde tanken om gymnasiet nemmere. Hendes drillende glæde var overalt omkring hende. Men jeg kunne ikke glemme det mærkelige smil fra første dag, hvor læren spurgte om hun ville fortælle noget om sig selv. Der, hvor hun svarede nej. Jeg havde også lidt på fornemmelsen, at det hun viser af sig selv nu, glæden, den uendelige række af ligegyldige ord, drillerierne, ikke rigtigt er hende. Jo måske drillerierne, men... der er noget andet indenunder det.

 

Vi rendte rundt sammen hele dagen. Hun snakkede stort set hele tiden, så jeg fik slet ikke sovet. Jeg fandt ud af, at hun også var fantastisk til engelsk, og overvejede, hvor mange sprog hun mon egentlig kunne. I dag nævnte hun ingen mærkelige ting som ”le parkour”. Hun snakkede bare. Gad vide, hvorfor hun egentlig havde nævnt det i går. Det var jo.. ja okay, generelt er hun bare mærkelig. Jeg smilede let.

Vi gik ud af gymnasiet sammen, og tog bussen hjemad. Da jeg rejste mig, fordi jeg snart skulle af, sagde hun:

”Og nå ja for resten, god weekend!”

God weekend!? Havde vi weekend? Var det fredag?

Jeg kom i tanke om, at det egentlig godt kunne passe, jeg havde bare mistet en dag i min uge, da jeg blev hjemme i mandags. Og i tirsdag? Og ugen før det. Jeg vendte mig og kiggede på hende. De grønne øjne så mystisk på mig. Hemmeligheder lå i dem. Jeg undrede mig over hendes ansigtsudtryk, men ikke ret længe, for da jeg endelig kom hjem, lod jeg mig falde om på sofaen og sov.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...