De Grønne Øjne

Jeg plages af mareridt hver nat. Jeg vil ikke snakke om det. Min mor er bekymret, men hvad skal jeg gøre? Jeg vælger at tage ud på gymnasiet, selvom jeg ellers ikke er der så tit. Så møder jeg hende. Jeg tror jeg kender hende. Hendes stemme sender kuldegysninger ned af min ryg og hendes grønne øjne stirrer på mig. For første gang, i noget der føles som uendeligt, har jeg en nat uden mit mareridt.

PS. Kapitlet som hedder "Drømmen" kan egentlig læses lige præcis på det tidspunkt som læseren ønsker det :i - bare til dem, som ikke kan vente med at få stillet deres nysgerrighed! Vil helt klart anbefale, at man bare læser det kapitel, der hvor jeg har sat det ind :i

99Likes
236Kommentarer
19435Visninger
AA

8. Kapitel 8

 

 

Jeg kom hjem, smækkede med hoveddøren efter endelig at have fået den låst op, og forsvandt ind på mit værelse. Jeg var vred. Jeg sparkede til det første og bedste i mit værelse. Det var min kontorstol, som gjorde et godt forsøg på at ignorere mig, men som alligevel væltede. Men, det var min fod det gik mest ud over. Av. Jeg skreg og var vildt frustreret over Leonora. Hvad skulle hun også i mit liv?? Jeg havde INTET i det jeg holdt af, INTET. Og så kom hun, og ville pludselig være det!? Til hvad nytte når jeg alligevel ville miste hende??

Jeg tumlede rundt i mit værelse, og skubbede, slog og sparkede til ting derinde.

Argh! Det var virkelig længe siden at jeg havde været så rasende. Nej, jeg tror egentlig ikke at jeg var rasende. Bare frustreret. Måske faktisk ked af det. Sukkende sank jeg sammen på min seng og sad der med hovedet støttende på mine hænder, albuerne på mine knæ og hele kroppen bøjet fremover.

Hvad var det egentlig, jeg havde gang i? Hun gik jo bare sammen med mig. Måske ville hun faktisk blive ved med at gøre det, og selv hvis hun ikke gjorde det, skulle jeg da ikke få hende skride tidligere, ved at opføre mig som en idiot.

Hvor var jeg åndssvag. Er jeg virkelig så bange for.. hvad? At holde af nogen? Nej. At miste nogen. Jeg sukkede. Og kom i tanke om natten. Natten uden mareridt. En undren spredte sig over hele min krop, efterfulgt af gåsehud. Derefter kom glæden. Jeg havde for en gangs skyld haft en nat uden mareridt! Hvordan kunne det være sket? Jeg kunne være sprunget op og have danset en lille tur rundt om mig selv, hvis jeg altså havde gidet. Men jeg var godt nok træt. Og egentlig også sulten. Jeg havde ikke fået andet end morgenmad i to dage nu. Jeg rejste mig fra sengen, og mærkede mine ben ryste. Jeg var egentlig ret afkræftet – godt at jeg ikke havde udført min lille glædesdans.

 

Jeg vandrede ud i køkkenet, og kiggede på uret på vej derud. Mor ville snart komme hjem. Hende elskede jeg faktisk. Indrømmet. Måske skulle jeg lave noget mad til os begge to? Det var længe siden vi sidst havde spist sammen. Jeg kunne faktisk ikke huske, hvornår vi sidst havde gjort det. Jeg gad aldrig, og hun var også altid udmattet. Hun havde nok ikke overskud til at kæmpe med det også.

 Jeg åbnede køleskabet, og tjekkede, hvad vi havde. Der var faktisk ikke rigtigt noget i det, men det lykkedes mig alligevel at finde noget oksekød og en smule salat. Jeg besluttede mig for at lave nogle bøffer, og skar resten af den slatne salat. Jeg vidste ikke helt, hvad man spiste til bøffer, men fandt noget ris, som jeg kom i en gryde.

Og så lidt salt, huskede jeg mig selv på.

Da min mor kom hjem, var køkkenet fyldt af bøf-damp og det duftede faktisk godt. Hun kom undrende ud i køkkenet og så mærkeligt på mig som om; ”hvad er det egentlig du laver?”

 

Hendes ansigtsudtryk var så malplaceret, at jeg ikke kunne lade være med at smile. Ja næsten GRINE! Haha, søde lille mor.

”Laver du mad til os,” spurgte hun, og det var ikke hendes trætte stemme, den her lød næsten som.. tidligere.

Dengang. Mindet stak i mig. Jeg smilede til svar. Det kunne hun da vel se at jeg gjorde?

”Nej, hvor dejligt,” udbrød hun, og hængte hendes taske hen på knagerne i stuen.

Derefter begyndte hun at finde tallerkner, glas og bordskånere, og hvad vi nu ellers skulle bruge til vores aftensmad. Hun snakkede om alt muligt på hendes arbejde, om en eller anden kjole som nogen havde haft på, om noget med en kendt der havde lavet noget dumt o.s.v. Det var rart bare at høre hende snakke om alt muligt. Alt muligt fra en verden jeg ikke længere kendte.

 

Bøfferne blev færdige, og jeg tog panden med over på en bordskåner. Hun kiggede smilende på mig, hun havde taget risen og salaten over. Hun snakkede videre, min dejlige mor. Jeg lod hendes snak flyde omkring mig, mens jeg spiste. Det var faktisk ret beroligende, selvom jeg altid havde syntes at det var irriterende. Eller. Det havde jeg tænkt på et tidspunkt, da jeg var yngre. Det må efterhånden være længe siden.

 

Efter maden, havde vi ryddet op sammen. Og vasket op sammen. Hun havde givet mig et knus, og jeg havde faktisk krammet igen. Det havde været rart at være sammen med min mor, at gøre noget for hende, ligesom hun altid gør så meget for mig. Og det havde været rart at få noget mad. Bøfferne havde faktisk været ret gode, og så havde de varmet mig op indefra. Skønt. Men nu gik jeg altså i seng. Jeg følte mig som verdens trætteste menneske. Det krævede energi at tænke så meget. Kendte jeg hende?

Jeg lod langsomt drømmene overtage mit sind. Hvilket jeg ikke skulle have gjort. De forfærdelige billeder dukkede op igen. Jeg vågnede ved lyden af mit eget skrig.  Jeg rejste mig med det samme fra sengen, stod et øjeblik og lyttede til mit hivende åndedrag og mærkede min krop ryste. Jeg listede i bad. Min mor sad i stuen, da jeg var på vej tilbage.

”Jeg elsker dig,” hviskede jeg, men stoppede ikke op.

Jeg fortsatte ind på værelset, og skyndte mig mod sengen, inden gråden ville komme. Jeg nåede det, og lå krummet sammen i sengen og tudede som en anden tøs. Det var så smertefuldt. Jeg ved ikke, om jeg faldt i søvn igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...