De Grønne Øjne

Jeg plages af mareridt hver nat. Jeg vil ikke snakke om det. Min mor er bekymret, men hvad skal jeg gøre? Jeg vælger at tage ud på gymnasiet, selvom jeg ellers ikke er der så tit. Så møder jeg hende. Jeg tror jeg kender hende. Hendes stemme sender kuldegysninger ned af min ryg og hendes grønne øjne stirrer på mig. For første gang, i noget der føles som uendeligt, har jeg en nat uden mit mareridt.

PS. Kapitlet som hedder "Drømmen" kan egentlig læses lige præcis på det tidspunkt som læseren ønsker det :i - bare til dem, som ikke kan vente med at få stillet deres nysgerrighed! Vil helt klart anbefale, at man bare læser det kapitel, der hvor jeg har sat det ind :i

99Likes
236Kommentarer
19391Visninger
AA

50. Kapitel 45

 

”De andre? Dæmoner?

Hun grinede stille.

”Nej,” hviskede hun.

Selvom jeg lå på tagets kolde ru overflade, var det eneste jeg mærkede hendes ord. Jeg kunne mærke, hvordan hun igen var ved at slå over, hvordan hun var ved at ændre sig til den Leonora som jeg…

”De er nærmere en slags minder…”

Jeg rystede. Jeg kunne intet se, mørket omkring mig virkede uigennemtrængeligt. Eller… var mine øjne lukkede? Jeg prøvede at åbne dem, men mit syn ændredes ikke. Mørke, mørke, mørke.

”Men… jeg må vel hellere begynde, der hvor det hele startede, ikke kid?”

Jeg følte pludselig en mild omsorg i hendes stemme, hørte hendes skridt på taget. Hun kom tættere på. Jeg kunne ikke længere skelne mine hjerteslag fra hinanden. Jeg var bange for, at pulsen snart ville få det til at bryde brændende sammen.

Hendes fodtrin standsede. Jeg havde ingen ide om hvor hun var. Leonora. Morderen.

”Jeg blev født i England, London, 1828. De første år af mit liv, boede jeg på et børnehjem. Jeg ved intet om mine forældre, når jeg tænker tilbage, kan jeg kun huske det forbandede børnehjem.”

Jeg kunne mærke smerten i hendes fortælling, men min hjerne kunne ikke forstå ordene. Det gav ikke mening.

”Så stak jeg af.”

Hendes skridt begyndte igen. Det var svært for hende at fortælle det, som om hun kæmpede med sig selv for at få det ud.

”Jeg blev en del af en tyvebande, hah, den eneste pige i flokken! …og det var ikke nemt. De andre… De andre var ikke gode ved mig.”

 

Hvorfor skal de altid være efter mig!?

Bag mig skubber resten.

Men selvfølgelig er der ingen der lytter.

Det er alle imod mig…

 

”…mig mod hele verden.”

Jeg havde husket ordene i hendes minder, minderne i flammerne, og hun havde selv sagt den sidste sætning.

”Mit liv var en stor smerte. Jeg kunne ikke klare det, alle så ned på mig!”

Jeg kunne høre tårerne i hendes stemme, fornemme den forfærdelige smerte.

”Jeg var helt alene.”

Jeg kendte følelsen. Den stak i mig hver dag.

”Jeg kunne ikke klare det… Ikke håndtere det. Og så var det, at jeg fandt natten.”

 

Grønne øjne stirrer på mig.

Utroligt grønne.

Grønne.

 

”Jeg lukkede natten ind i mit sind, lod natten bosætte sig i min krop. Alt blev så legende let! Jeg kunne gøre, som det passede mig! Jeg kunne få alle til at lide mig! Alle! Jeg kunne sno dem om min lillefinger, få dem til hvad som helst. Det var først senere, at jeg opdagede alle løgnene. At jeg opdagede min kærlighed til magten de gav mig. Magten over andre. Først senere, at det gik op for mig hvad jeg var. Og da havde jeg allerede indtaget James’ sind.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...