De Grønne Øjne

Jeg plages af mareridt hver nat. Jeg vil ikke snakke om det. Min mor er bekymret, men hvad skal jeg gøre? Jeg vælger at tage ud på gymnasiet, selvom jeg ellers ikke er der så tit. Så møder jeg hende. Jeg tror jeg kender hende. Hendes stemme sender kuldegysninger ned af min ryg og hendes grønne øjne stirrer på mig. For første gang, i noget der føles som uendeligt, har jeg en nat uden mit mareridt.

PS. Kapitlet som hedder "Drømmen" kan egentlig læses lige præcis på det tidspunkt som læseren ønsker det :i - bare til dem, som ikke kan vente med at få stillet deres nysgerrighed! Vil helt klart anbefale, at man bare læser det kapitel, der hvor jeg har sat det ind :i

99Likes
236Kommentarer
19156Visninger
AA

47. Kapitel 42

 

Jeg tror mit hjerte var hoppet ud af mit bryst, rullet hen af det flade tag og af egen vilje var sprunget ud over det. I hvert fald var der er stort blødende hul i mit bryst, som truede med at æde mig op.

Hendes hænder stoppede mine. Den voldsomme bevægelse jeg havde gjort mod hendes hals, havde hun stoppet i én lynhurtig refleks.

”Slået ham ihjel? Årh, hvem?”

Hendes stemme var ødelagt af ondskab. Den gjorde ondt, brændte mig. Kvalmen steg op i mig. Hendes ansigt smilede ikke længere. Kun et provokerende overlegent udtryk.

”Hvem, kid? Er det… din tvilling?”

Hun smilede. Det skar i mig. Tårerne på mine kinder føltes som små knive. Det gik op for mig hvorfor jeg kendte hende. Jeg havde hørt hendes stemme i hans sind. I vores fælles tanker. Derfor havde jeg hørt hende før. Derfor virkede hun bekendt. Hun var i hans tanker. Nu var hans tanker ikke mere. Han var ikke mere.

Jeg råbte. Et skrig, ordløst, fordi ingen ord kunne beskrive den smerte, der lå i den. Skriget ramte hende, og hun tog et par skridt tilbage, som havde det været et skud.

Hendes udtryk forandres igen. Hun så magtesløs ud. Trist. Itu. Hadet fik stadig blodet til at suse rundt i min krop, kun al min viljestyrke holdt mig fra at slå hende ud mod kanten af taget. Det var hende der havde taget ham fra mig. Hende der havde ødelagt alt.

Leonora.

Normalt blev det navn tænkt på med ømhed, omsorg og hjertebanken. Nu emmede navnet bare af det had, som det havde fortjent.

Leonora.

Hun virkede pludselig så lille. Det onde var forsvundet fra hendes udtryk. Mit hjerte var fristet til at gøre det der lille åndssvage hop, men lod være. Hun var ikke det værd. Hun var intet. Intet andet end morder.

”Du forstår det jo slet ikke,” hviskede hun.

Tårerne løb pludseligt over hendes ansigt. Skyldfølelsen, sorgen, bekymringen, selvhadet og magtesløsheden sad overalt på hendes krop. Jeg forstod ingenting. Og jeg var ligeglad. Hun var ikke det værd.

”Morder.”

Jeg spyttede nærmest ordet ud.

”Du forstår ikke,” udbrød hun.

Jeg rystede. Hvordan kunne hun sige, at jeg ikke forstod! Hvis der var nogen der forstod det, var det mig. Det var mig, der måtte leve uden ham.

”En pagt med djævlen?”

Ordene havde vredt forladt min mund.

Det skræmmende udtryk vendte tilbage, tårerne forsvandt i hendes kinder og en skummel latter forlod hendes mund. På trods af den ondskab som sydede under overfladen, var hun så smuk. Hendes læber kaldte på mig.

Morder, huskede jeg mig på.

”Nå, så det er dét James har skrevet i hans bog? Hans første gæt velsagtens? Årh James, det kunne jeg vel have sagt mig selv!”

Latteren kom stille igen.

”Egentlig, er det vel heller ikke helt forkert.”

Den Leonora, som jeg engang havde elsket, var tilbage i hendes krop igen.

En vind brød nattens stilhed, og ligeså pludselig som den var dukket op, forsvandt den igen. Jeg gøs, på trods af den varme had i min krop.

Hun kiggede bedende op på mig. Fortrydelsen sad i de grønne øjne. Jeg var kold. Ligeglad. Jeg slog hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...