De Grønne Øjne

Jeg plages af mareridt hver nat. Jeg vil ikke snakke om det. Min mor er bekymret, men hvad skal jeg gøre? Jeg vælger at tage ud på gymnasiet, selvom jeg ellers ikke er der så tit. Så møder jeg hende. Jeg tror jeg kender hende. Hendes stemme sender kuldegysninger ned af min ryg og hendes grønne øjne stirrer på mig. For første gang, i noget der føles som uendeligt, har jeg en nat uden mit mareridt.

PS. Kapitlet som hedder "Drømmen" kan egentlig læses lige præcis på det tidspunkt som læseren ønsker det :i - bare til dem, som ikke kan vente med at få stillet deres nysgerrighed! Vil helt klart anbefale, at man bare læser det kapitel, der hvor jeg har sat det ind :i

99Likes
236Kommentarer
19133Visninger
AA

33. Kapitel 31

 

Leonora ville sove. Jeg forstod det godt, det var sent. Hele min krop hev efter søvn. Jeg så hende finde et tæppe frem og de grønne øjne der landede på mig.

”Du kan sove på sofaen?”

Hun smilede blidt til mig. Morgenkåben lå omkring hende på en måde, som fik mig til at ønske, at jeg kunne tage dens plads. Mens vi sammen gik ind i den lille stue, kom jeg i tanke om hendes omtalte far og bror. Det var lang tid siden hun havde nævnt dem, men hvor var de? Her var jo kun et værelse? Hun var nok flyttet hjemmefra. Mine tanker drejede over på min mor.

”Jeg ved godt at det er en sofa, men den er alligevel meget komfortabel. Du siger bare til hvis du mangler noget…”

Leonoras stemme fortsatte sludrende. Min mor. Sidste gang jeg havde haft noget med min mor at gøre, havde hun råbt efter mig. Råbt efter den søn som var gået uden at kigge sig tilbage. Den dårlige samvittighed stak i mig. Jeg var så utaknemmelig, og hun gjorde bare så meget for mig.

”Hallo, du står og sover!”

Leonora smilede til mig. Jeg smilede ikke tilbage.

”Kom nu i seng med dig, kid.”

Jeg blev vred på hende. Hvorfor skulle hun altid omtale mig som kid!? Jeg var da ældre end hun var! Ikke? Alligevel lagde jeg mig ned i sofaen. Ryggen ud mod hende. Tog tæppet fast omkring mig. Jeg magtede ikke at diskutere det med hende. Leonora. Lyden af hendes skridt forsvandt ind i værelset. Døren blev lukket på klem, efterfulgt af lyden af hende der lagde sig i sengen.

Hendes grønne øjne var det sidste jeg tænkte på, inden jeg faldt i søvn.

 

Og jeg troede det var det første jeg vågnede op til, men kinderne var for tykke og håret var lyst. Lidt efter sad Xander ovenpå mig.

”Godmorgen, godmorgen!”

Han hoppede op og ned på min ryg. Jeg væltede ham irriteret på gulvet.

”Årh,” udbrød jeg irriteret.

Hvad var det dog for en måde at vågne op på?? Xander, som nu lå med fødderne oppe i sofaen og resten af kroppen på gulvet, skulede op på mig.

”Hvad skulle det til for!? Jeg sagde bare godmorgen, og så vælter du mig på gulvet? Ved du nu hvad? Leonora, jeg synes han er dum!”

Leo stod og skramlede ude i køkkenet. Hun kiggede smilende hen på os, og jeg kunne se hvordan hun nød vores samvær, selvom mig og Xander ikke nød hinandens. Hun grinede let og så tilbage på det hun nu lavede i køkkenet. Uanset hvad det var, duftede det godt. Jeg satte mig forpjusket op i sofaen, og tæppet gled halvt ned. Xander lå stadig på gulvet. Jeg stirrede tomt på ham.

”Du kunne altså godt være lidt rar,” mumlede han og rejste sig forsigtigt.

”Knægten er bare morgensur”, smilede Leonora.

Jeg skulede på hende.

Hun grinede.

”Se selv Xander.”

Hans lille latter fulgte hendes.

”Skal du have hjælp Leo,” spurgte han så venligt.

Jeg stoppede med at lytte. Jeg skulle tisse! Min krop var vågnet og den var utilfreds. Jeg skulle tisse, og jeg var sulten! Jeg fandt vej til det der måtte være badeværelset, fandt det meget gennemsnitligt. Mens jeg vaskede mine hænder, stirrede jeg ind i de halvt grønne øjne. Det havde heldigvis ikke spredt sig. Mine tanker begyndte. Hvad dag var det? Jeg rystede på hovedet. Nej, hvorfor har jeg grønne øjne? Det var det jeg skulle finde ud af. Leonora.

 

Da jeg kom ud i den lille stue igen, stod duftende boller og varm leverpostej på bordet. Xander var i fuld gang med at smøre en mad til sig selv, og Leo kiggede undskylde på mig.

”Hvad laver han her?”

Mit spørgsmål var kun en mimen, mine læber der bevægede sig, men hun forstod. Hun trak smilende på skulderne og pjuskede op i Xanders næsten hvide hår. Hun satte sig i sofaen ved siden af Xander, og jeg tog plads ved siden af hende. De to snakkede lystigt om alt muligt ligegyldigt, jeg holdt mig ude af det. Mine øjne var halvt grønne. Deres var grønne. De grinede. Hvorfor virkede de så naturlige, når deres øjne signalerede det modsatte? Efter at have spist alt for mange af boller med leverpostej, besluttede jeg mig at tage hjem. Jeg var nødt til lige at få det på afstand. Leonora virkede skuffet over at jeg tog af sted.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...