De Grønne Øjne

Jeg plages af mareridt hver nat. Jeg vil ikke snakke om det. Min mor er bekymret, men hvad skal jeg gøre? Jeg vælger at tage ud på gymnasiet, selvom jeg ellers ikke er der så tit. Så møder jeg hende. Jeg tror jeg kender hende. Hendes stemme sender kuldegysninger ned af min ryg og hendes grønne øjne stirrer på mig. For første gang, i noget der føles som uendeligt, har jeg en nat uden mit mareridt.

PS. Kapitlet som hedder "Drømmen" kan egentlig læses lige præcis på det tidspunkt som læseren ønsker det :i - bare til dem, som ikke kan vente med at få stillet deres nysgerrighed! Vil helt klart anbefale, at man bare læser det kapitel, der hvor jeg har sat det ind :i

99Likes
236Kommentarer
19141Visninger
AA

30. Kapitel 28

 

Hun gik helt i stå. Verden gik i stå. Det var ikke et spørgsmål hun havde forventet. Jeg havde ikke engang selv forventet det. Hvem er hun? Hvem er Leonora?

Verden forsatte. Den sendte en blid regn ned over os. Som kolde dråber af frihed ramte de mig, løsnede mine spændte muskler. Det var Leonoras tur til at sige noget. Hun skulle svare mig. Nu, men alt hun gjorde, var at stå der og kigge på mig. Luft flød langsomt ud og ind mellem hendes læber. Jeg var skræmt over hendes reaktion. Var der virkelig så meget mere bag hendes ansigt? Jeg vidste ikke, om jeg turde røre hende. Hun virkede så fjern nu. Hendes hoved bevægede sig pludselig i en blød bue op mod himlen, som havde hun lige opdaget, at det var begyndt at regne. Hendes øjne så søgende derop, som kunne hun finde svarerne der. Mit hjerte glemte at slå. Sådan som hun stod der, med armene ned langs siden, regnen faldende ned over sig, og ansigtet vendt mod den mørke himmel, så hun uendelig trist ud. Jeg rakte endelig ud efter hende. Min hånd lagde sig perfekt om hendes bløde kind.

”Leonora. Hvem er du?”

Jeg spurgte hende igen. Jeg måtte have svar.

Hun så overrasket på mig. Havde hun glemt, at jeg var her? De grønne øjne så bange ud.

”Jeg er ikke længere sikker.”

Hendes stemme var kun en spinkel lyd i natten. Jeg var i tvivl om, om vandet på hendes kinder kun var regn. Hendes øjne så dybt ind i mine, bekymret, og et kort sekund var det som om, at den grønne farve vaklede. Jeg undrede mig. Skulle til at holde om hende, da hun pludselig tog et skridt tilbage. Min hånd forlod hendes kind. De andre havde fundet os.

 

”De er her.” En grov stemme var det første jeg hørte – Lucas. Ham med den store med hestehåret. Efterfulgt af den lille Xander. Jeg blev irriteret over at de kom nu, men Leonora så egentig bare befriet ud. Havde hun bedt dem om at komme og rede hende fra mine spørgsmål? Jeg var lige ved at tro det.

”Årh yay, hej, leger vi ikke mere, er legen allerede slut, hvorfor er i så kedelige, kan vi ikke godt lege igen…”

Lucas vappede ham en på hovedet ude i mørket. Xander pev.

”Av!”

”Stop, begge to.”

Fyren med brillerne. Jeg fik en fornemmelse af, at det var ham der holdt styr på de andre. Selvom han var ligeså kortfattet som Lucas, virkede han meget mere intelligent.

”Arr Diego, come on, de elsker jo bare hinanden!”

Jeg smilede. Aiden var virkelig en hippie, ikke? Hans dreadlocks hoppede rundt om hans hoved, mens han pjuskede op i Xanders og Lucas’ hår. Han havde en mærkelig evne til at holde sammen på dem, havde han ikke? Smilet forsvandt fra mit ansigt, jeg ville have Leo for mig selv igen. Idet min tanke ramte hende, kigge hun skræmt omkring.

”Hvor er James?”

Diego forsvandt lynhurtigt – ud og lede efter James, jeg var ikke i tvivl. Kunne de ikke alle sammen rende ud og lede efter ham? Jeg skulede irriteret til dem. Det havde været så tæt på. Hun var lige begyndt at åbne sig. Og hun var ikke sikker på hvem hun var.

”Rolig nu, han sidder sikkert et sted og skriver i sin lille bog.”

Den jeg havde set ham rende rundt med? Havde han altid den med?

”Aiden.”

Leonora kiggede vredt på ham. Bekymringen for James var tydelig. Jeg brød mig ikke om den.

”Hvad?”

Aiden smilede.

”Han sidder jo tit og forsvinder ned i sin lille bog. Jeg har jo ikke sagt at jeg har noget imod det!”

Xander rendte hen til Leonora og smilede op til hende.

”Diego skal nok finde ham. Det ved du!”

Beroligende. Nårh hvor sødt. Xander er jo bare irriterende. Jeg kiggede den anden vej. Jeg var træt af det her! Jeg måtte snakke med hende! Forstod de da intet? Havde de ingen situationsfornemmelse? Jeg kiggede bedende på hende. Regnen silede stadig ned over os alle. Jeg tror vi alle var gennemblødte nu.

”Se der er de!”

Xanders stemme mængede sig med lyden af regnen.

Diego dukkede op igen med en drivvåd James på slæb.

”Jeg… jeg tror jeg for vild! Det må I meget undskyld, det var virkelig ikke min mening.”

Han generte og undskylde opførsel gjorde mit irriteret.

”Årh James, det er lige meget! Jeg er bare så glad for at der ikke er sket dig noget! Nu regner det jo, og alt er glat…”

Leonoras bekymrede sig virkelig for ham. Hmfp.

”Ja. Alt er glat. Vi skal ned fra tagene. Vi kan ikke længere være herude i natten. Det er for farligt at løbe mere i dag.”

Diego stirrede rundt på os alle. Hans brilleglas var dækket af vand, og det undrede mig, at han overhovedet kunne se noget. Xander ævlede videre, sprang op på Lucas’ ryg. De smilede mens Lucas bar Xander af sted. Diego var allerede ude af syne, og jeg havde ikke engang hørt ham springe fra taget.

”Ses de herrer og den frue,” udbrød Aiden.

Jeg sukkede. Jeg måtte finde ud af, hvad det var for en underlig dialekt, han havde tilegnet sig.

”Skal jeg følge dem hjem Leonora?”

James. Jeg åbnede munden, skulle lige til at bryde ud i et stort højt NEJ til den fyr.

”Nej tak. Det er ellers pænt af dig.” Leonora smilede til ham.

”Jeg har lige nogen jeg skal snakke med…”

Hendes øjne faldt på mig. Ud af øjenkrogen så jeg James lave et lille nik og forsvinde ud i mørket. En vild følelse bredte sig i min krop. Endelig alene igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...