De Grønne Øjne

Jeg plages af mareridt hver nat. Jeg vil ikke snakke om det. Min mor er bekymret, men hvad skal jeg gøre? Jeg vælger at tage ud på gymnasiet, selvom jeg ellers ikke er der så tit. Så møder jeg hende. Jeg tror jeg kender hende. Hendes stemme sender kuldegysninger ned af min ryg og hendes grønne øjne stirrer på mig. For første gang, i noget der føles som uendeligt, har jeg en nat uden mit mareridt.

PS. Kapitlet som hedder "Drømmen" kan egentlig læses lige præcis på det tidspunkt som læseren ønsker det :i - bare til dem, som ikke kan vente med at få stillet deres nysgerrighed! Vil helt klart anbefale, at man bare læser det kapitel, der hvor jeg har sat det ind :i

99Likes
236Kommentarer
19149Visninger
AA

17. Kapitel 16

 

Fredag. Så, nu skulle skolen bare overstås. Og det var nemt, når Leonora var ved min side. Jeg glædede mig til i aften. Så skulle hun se, at jeg var stærkere. Jeg blottede mine tænder, da jeg smilede ved tanken om den oplevelse der ventede mig i aften. Gad vide, hvordan hun ville reagere? Jeg var helt elektrisk hele dagen. Og jeg er sikker på, at hun kunne mærke det. Nogle gange, kiggede hun nemlig på mig, på den der helt bestemte Leonora-måde som fortæller mig, at hun ved, hvad jeg tænker på. Og i dag sagde hendes grønne øjne også, at hun havde det på samme måde. Hun glædede sig til i aften. Bussen kørte os hjem, og da den holdte foran den grå boligblok der var mit hjem, tog hun fat i mig. Jeg skulle lige til at rejse mig, da hun gjorde det.

”Tag nu endelig ikke noget stramtsiddende tøj på,” hviskede hun i mit øre.

Jeg smilede, og gik ud af bussen. Jeg kiggede ikke tilbage på hende som jeg plejede, for jeg vidste, at det så blev endnu sværere at vente på, at klokken blev 10. At klokken blev 22. At vi skulle mødes på Bandagsgaden. En kuldegysning løb ned ad min rygsøjle. Jeg forsvandt ind på mit værelse og rodede mit skab igennem, de cowboybukser jeg havde på nu, var nemlig ikke særligt velegnede til løb og klatring. Jeg fandt et par bukser. Det var hundrede år siden jeg sidste havde gået i dem. De var sorte og sad meget løst. Og så hang der kæder på dem. Jeg tog dem af, og lagde dem nede i bunden af min strømpe skuffe. De skulle helt klart ikke med. Den sorte T-shirt jeg havde på under min store hættetrøje, var meget velegnet til parkour. Den var meget elastisk. Utroligt at jeg sidste gang ikke havde tænkt over tøjet. Jeg fandt en overtrøje, bare så det ikke blev for koldt. Der var stadig frostgrader udenfor om natten. Jeg gik i gang med maden. Mor og jeg aftalte nu, hvad vi skulle have af mad i hvilke dage. I dag stod den på pasta og frikadeller. Fint nok. Hun kom hjem og vi spiste sammen. Jeg gik mod Bandagsgaden lang tid før, at det var nødvendigt, men jeg var simpelthen så rastløs, at jeg ikke kunne blive hjemme.

 

Da jeg kom derhen, var der selvfølgelig tomt. Jeg kiggede op på den høje bygning bag skiltet. Jeg ville derop. Jeg begyndte at gå. Så begyndte jeg at komme op i løb, da mine skridt virkede alt for langsomme. Løb ned af en gade, fandt en brandtrappe på den grå bygning og svang mig op… og mærkede et jag af smerte da jeg fik svunget mig forkert ind mellem metaltremmerne. Nej, her var det ikke nok at være stærk. Man skulle virkelig have kontrol over sin krop. Jeg holdt irriteret om min arm, lige der hvor den var ramlet ind i stativet. Jeg ville få et blåt mærke, men det hørte vel til. Jeg trak mig videre op, til jeg stod på taget af bygningen. Det sidste stykke havde jeg været nødt til, at trække mig op i tagrenden. Jeg vidste at den ikke ville kunne holde min vægt særligt længe, så jeg havde taget fat et sted hvor den var boret fast til væggen, og havde så hurtigt hevet mig herop. Nu stod jeg så på de skrå tagplader og kiggede ned på det blå skilt med bogstaverne ”Bandagsgaden”. Jeg satte mig til at vente.

 

Snart dukkede der en skikkelse frem fra mørket. Jeg skulle til at kalde hendes navn, da jeg så hendes grønne øjne rette sig op mod mig. Selv på denne afstand, kunne jeg se hende smile. Og så løb hun. Jeg vidste hvor hurtigt hun løb, men her oppefra, så det langsomt ud. Hun havde løse sorte bukser på, nogle der var lidt kortere end dem hun havde på i skolen. Hun havde en sort, forholdsvist lang jakke på, den kunne kun lukkes ned over maven, resten af den hang flagrende, men ret tæt om hendes krop. Det så vildt fascinerende ud, og jeg kunne ikke lade være med at følge hende med øjnene. Hun forsvandt under husets tag, og så hørte jeg hende svinge sig op gennem trappens kolde metalstænger. Pludselig stod hun ved min side og så på mig. Og nu så jeg det. Hendes hår var rødt. Meget rødt. Jeg kiggede spørgende på hende.

Hun trak på skuldrende; ”Det havde jeg bare lyst til. Skal vi løbe?”

Hendes grønne øjne slog gnister og hendes læber formede et smil. Og så var hun væk. Jeg hørte lyden af hendes fødder der landede på taget ved siden af. Og så enderne på hendes jakke flagre, da hun nærmest fløj til det næste hus. Jeg smilede og fulgte efter. Satte af fra huset med de skrå tagplader, fløj gennem luften, og gjorde mig klar til et rul. Jeg landede forkert, men ikke så slemt at det gjorde ondt. Jeg rullede, men fik mig ikke op og stå. Men så rejste jeg mig bare bagefter og satte kursen mod det næste hus. Mørket flimrede forbi mig, og min hjerne alarmerede mig om, at det var farligt. Jeg landede igen forkert på det næste flade hustag, men Leonora tog fat i mig før jeg faldt.

”Slå hjernen fra,” hviskede hun hurtigt.

Hendes øjne skinnede som grønne flammer. Så vendte hun sig og forsvandt videre ud i mørket. Jeg koblede hjernen fra og var lige efter hende. Frosten bed i mine kinder, men jeg fik hurtigt varmen. Snart var det eneste jeg mærkede farten. Det eneste jeg så var mørket og Leonoras jakke der flagrede som vinger omkring hendes sorte skikkelse. Jeg tænkte ikke på noget. Det hele var instinkter. Hold kroppen i gang. En afgrund. Du aner ikke hvor dyb den er. Sæt af. Spring. Land. Rul. Op. Videre. Der føltes efterhånden helt naturligt for mig. Jeg kunne det her. Snart løb jeg ved Leonoras side. Hun så på mig med hendes grønne øjne. Det røde hår flammede op da vi kom forbi en lygtepæl. Leo. Det var som om jeg så det hele i slowmotion. Hendes elegante løb. Det røde hår det slog en bue om hendes ansigt. Lyset der skinnede i det og fik det til at ligne ild. Hendes grønne øjne der reflekterede lyset. Hendes læber der smilede det der underlige smil. Vi løb forbi et kæmpe butiksvindue. Der var helt mørkt derinde, og vi så vores spejlbilleder deri. Hende. Denne smukke fuldendte skabning, som så, så mystisk og yndefuld ud, og så mig. Mig der så mørk og mærkelig ud. Men jeg så mit ansigt, og det skræmmende smil der var derpå. Jeg fik kuldegysninger. Vi løb videre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...