Den sorte ravns forbandelse

Vi havde fået et lille uddrag i skolen, fra den sorte ravns forbandelse. Det skulle vi så skrive videre på og her er det!

4Likes
3Kommentarer
1085Visninger
AA

2. Løb...

Elisa skreg højere end nogen sinde før. Hun var helt anspændt i kroppen, og kunne ligge sig ned og tude, men hendes instinkt sagde noget helt andet. Det sagde at hun skulle væk. Løbe. NU! Hun spænede igennem skoven, hurtige end nogen sinde. Grene svirpede mod hende hud, og hendes ansigt var nok fuld af rifter efter bare 20 meter. Hun kikkede kort over skulderen, og så at de skrækkelige skikkelser, stadig var efter hende. Hun løb videre, selvom hendes vejrtrækning var gået amok, og hendes hjerte pumpede hårdere end nogen sinde. Hun kikkede bagud igen, og så at de stadig var efter hende, i samme tempo som før. De ræsede af sted igennem skoven. De råbte efter Elisa, men det var på et sprog hun ikke kendte. De havde sorte rustninger på, og sorte våben. Den ene havde et sværd og en havde en morgenstjerne. Alle deres våben så farlige, og knivskarpe ud. Elisa kikkede lige ud igen, og hoppede over et væltet træ. Hendes blod pumpede så højt, at alle burde kunne høre det, og hun kunne ikke mærke hendes føder. Hun hulkede, og det gjorde det endnu sværere og løbe. De halede ind på hende, og var nu kun få meter fra hende. Hun snublede over en stor gren, og faldt ned i underskoven. Blade, kviste og jord var over alt på hende. Hun var øm over alt. Hun lå helt stille, og håbede at de bare ville løbe forbi, og glemme alt om hende, men vidste på samme tid, at det bare var ønsketænkning. Hvad skulle de over hoved bruge hende til? Måske var de gode? Hendes intuition sagde anderledes. Tåre røg ned over hende ansigt, og ned på den kolde jord. Elisa snøftede lavt, og fik jord op i næsen. Hun kunne intet høre, og havde ikke kunnet det i noget tid. Lige side hun faldt. Var hun blevet døv af faldet? Nej, for hun kunne stadig høre dyrene pusle i træerne, og skovens andre dyr. Hun lå stadig på maven, og vendte langsomt hovedet op, mod de mørke skikkelser. De stod der stadig. Det var som om, at de var frosset. De var stoppet op i en bevægelse, og stod der bare. Der var endda en der var i luften, få centimeter over jorden. ”Prohibre monstrum. Eos ad duratus. Facere, ne damnum. Credere me magicae. Credere me caeli. Credere me caelum. Crede, et cuncta elementa prohibe eos” Først var det lavt, men det blev højere og højere. Til sidst trådte der nogle mennesker i kutter ud, mod dem i sort. De havde hvide kutter på, og det lignede at de svævede at lille stykke over jorden. De stod alle med deres håndflader mod dem i sort, og blev ved med at gentage disse ord. ”Prohibre monstrum. Eos ad duratus. Facere, ne damnum. Credere me magicae. Credere me caeli. Credere me caelum. Crede, et cuncta elementa prohibe eos” De lignede det gode I en nøddeskal. Elisa følte sig tryk. Hun var glad, og følte sig ikke alene. Hun slappede af, og lagde sig ned i moset på jorden. Det føltes som fjer, og alle hendes bekymringer var væk. Hun lukkede øjnene, og faldt blidt i søvn til alle de smukke remser der blev sagt, mod de onde monstre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...