Dødens retfærdighed

Haven har siddet på dødsgangen i 4 år. En dag tvinger hun sig selv til at tænke tilbage på hvor det hele startede. Haven begiver sig ud på en lang rejse af tanker som måske vil ændre hendes syn på døden. Før har hun altid tænkt negativt om døden, men nu kan det være det ændrer sig!


27Likes
95Kommentarer
2986Visninger
AA

3. 3. Kapitel

Nu på dødsgangen

Der lyder en høj banken og min fængsels dør går op. En stor kvinde kommer ind med min aftensmad. " Er du nu i sengen igen?" brummer hun og kigger på billedet i loftet. Jeg nikker og smiler kort til hende. Kvinden kigger på mig og sætter maden på mit lille bord. " Hvis du vil have vand eller noget andet må du ringe på klokken, jeg er ude ved klokken i den næste time!" siger hun. Jeg nikker igen. Kan hun ikke bare gå? Lige da vagten skal til at gå vender hun sig om og siger til mig - " I aften kan du komme ud og gå!". Så lukker vagten døren med et brag og låser døren. Jeg smiler lidt ved tanken. Min ynglings beskæffelse er at gå udenfor. Selvom det kun er en gård med tremmer midt i fængslet, er det fantastisk at gå. Jeg spiser hurtigt min tykke suppe og brødet også ringer jeg på klokken. Jeg kan høre vagten komme travende og nøglerne der klirrer da hun åbner min dør. " Ja?" spørger hun. " Kunne jeg få lov til at gå nu?" spørger jeg og sender hende et stort smil. Vagten tøver og siger så - " Ja, vagt 397 kommer om lidt og henter dig!" siger hun og tager min bakke med resterne af suppen.  

Da vagten er gået finder jeg et lille spejl frem som jeg har gemt under min seng. Egentlig må man ikke have spejl når man er fange herinde, men jeg har smuglet det ind. Jeg kigger på mig i spejlet. Mit lyse kort karse klippede hår der stritter lidt. Det føles som dun. Mine klare blå øjne, de er stadig smukke. Men jeg kan se at jeg har mistet glansen. Jeg har mistet den glæde jeg havde før jeg kom på dødsgangen. Sukkende gemmer jeg igen spejlet og gør mig klar til gåturen.

Der er intet som frisk luft. Jeg snuser glad den dejlige forårs luft ind i mine lunger og går i et glad tempo videre. Jeg griner stort da jeg ser solen komme frem. Vagten kigger surt på mig, og får mig til at sætte tempoet ned. Pludselig ser jeg en fugl. Måske en ørn? Det ligner en ørn. Det minder mig om den dag i foråret for 20 år siden. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...