Hello to Myself {SHINee}

Kang Shin Hye er en koreansk pige på 19 år som går på musikskole i Seoul. Shin Hyes liv har været normalt indtil den dag et K-pop band begynder på skolen. De fem drenge fra SHINee vender op og ned på hendes liv lige fra den dag de ankommer. Onew ser straks Shin Hye som sin lillesøster og Minho fanger hendes hjerte. Men det er ikke let at være venner med idoler. Og slet ikke at være forelsket i et.

39Likes
81Kommentarer
7926Visninger
AA

23. Never gonna let you go

Da flyet er landet i Korea løber jeg ud, med Eunhyuk i hælene. Jeg er ligeglad med min bagage fordi der sikkert er nogen der alligevel tager den for mig. Jeg styrter ud og tager den første taxa jeg ser. Eunhyuk og jeg springer ind i den og beder bare chaufføren om at køre. Jeg har ingen anelse om hvor Minho befinder sig lige nu, men Eunhyuk er ved at finde ud af det. Fordi de begge arbejder for SM ENTERTAINMENT kan Eunhyuk finde ud af hvad SHINees planer for i dag er.

Efter nogle minutter siger Eunhyuk at de er med i et talkshow og han beder straks chaufføren køre hen til studiet hvor det bliver optaget. Det er et talkshow hvor fans kan stå udenfor studiet og se hele showet gennem et stort vindue. Dem der bliver interviewet kan også gå ud til fansene. Så det eneste jeg skal gøre er at få Minho til at se mig.

  Da vi er nået frem springer jeg bogstaveligt talt ud af bilen og løber hen til forsamlingen af fans. Jeg stiller mig på tæer for at se over deres hoveder. Jeg får øje på alle fem medlemmer af SHINee inde i studiet.

”Er de der?” spørger Eunhyuk der er kommet op på siden af mig. Jeg nikker og nogle af fansene vender sig om da de hører os tale. De spærrer øjnene op da de ser os.

”Det er Eunhyuk og Kang Shin Hye,” hvisker en pige til sin veninde. ”Jeg troede Kang Shin Hye var i USA,” siger en anden. ”Hende og Eunhyuk dater jo så måske kom hun tilbage sammen med ham.”

En masse stemmer lyder fra alle sider, men jeg lukker af for dem alle. Jeg holder bare blikket på Minho mens jeg begynder at gå frem ad. Fansene træder til side og gør plads til at Eunhyuk og jeg kan komme igennem. Da jeg når frem til vinduet lægger jeg mine hænder på ruden og beder til at Minho vil få øje på mig. Men han ser ikke i min retning og jeg ved ikke hvordan jeg skal få hans opmærksomhed. Hvis han bare ville se på mig én gang. Bare én.

Pludselig får jeg en idé. Jeg klarer min stemme og begynder at synge: ”I can’t forget your love, no matter how long it takes, I’ll wait for you to come, I can’t forget your love, no matter how long it takes, I’ll be waiting, ‘cause I can’t, I can’t forget your love.”

Mens jeg synger vender Minho chokeret sit hoved og ser i min retning. Faktisk vender alle hovedet og ser på mig. Samtalen i studiet er også stoppet mens de lytter til min stemme.

Minho rejser sig langsomt op og går hen til vinduet. Han ser studerende på mig, sikkert fordi han ikke kan forstå hvad jeg laver her.

”Shin Hye?” hvisker han åndeløst og jeg nikker. Minho løfter sine hænder og lægger dem ud for mine på ruden. Vi ser hinanden i øjnene og det er som om vi slet ikke har været væk fra hinanden.

”Er det virkelig dig?” hvisker han og jeg nikker. Han ser lidt på mig hvorefter han skynder sig hen til døren der fører uden for til der hvor fansene står. Han åbner døren og skynder sig ud. Han stopper op og fansene træder til side så der bliver dannet en sti ind til mig. Han ser længe på mig inden han til sidst begynder at gå langsomt frem ad. Han stopper op foran mig og ser op og ned ad mig, som om han stadig ikke kan fatte at jeg virkelig er her.

Han rækker en rystende hånd ud og lægger sine fingre på min kind. Han ser længe på mig indtil han pludselig hiver mig ind til sig. Dem der står omkring os gisper, men jeg lægger knap nok mærke til dem. Lige nu er der kun Minho og mig.

Minho trykker mig tæt ind til sig og jeg kan høre ham hulke svagt.

”Jeg har sådan savnet dig,” siger han halvkvalt og jeg aer ham beroligende over ryggen, ”jeg var ikke sikker på om du ville komme, men jeg er så glad for at se dig.”

Jeg smiler skævt og siger: ”Når du åbner dine arme og beder mig om at komme til dig, så vil jeg altid komme. Jeg vil altid løbe til dig lige meget hvad der sker mellem os. Det er kun i dine arme at jeg føler mig hel.”

Minho skubber mig lidt ud fra sig så han kan se mit ansigt. Jeg rækker mine hænder op og stryger blidt hans tårer væk. Mens jeg ser ham i øjnene og stadig mærker hans arme om mig, begynder mit hjerte at live op. Ilden der blev slukket i det for to år siden, bliver tændt igen og varmer mig.

Minho stryger mig over håret og siger: ”Jeg er virkelig ked af den måde jeg slog op med dig på. Men jeg følte at det var nødvendigt. Jeg stod i vejen for dig og din drøm. Den eneste måde at få dig til at rejse på, var ved at slå op med dig så jeg ikke længere holdte dig tilbage.”

”Du har ret. Jeg ville ikke rejse og forlade dig. Jeg ville opgive at blive sanger så jeg kunne være sammen med dig.”

”Men din drøm er jo at blive sanger. Jeg ville ikke stå i vejen for din drøm.”

Jeg smiler til ham og stryger blidt hans kind. ”Det er gået op for mig at min drøm ikke er at blive sanger,” siger jeg og Minho ser uforstående på mig. ”Hvad er din drøm så?”

”Du er min drøm.”

Han ser chokeret på mig, og jeg hører folk omkring os mumle til hinanden. Men jeg smiler bare til ham og siger: ”At være sanger er ubetydeligt for mig hvis jeg ikke kan være ved din side. Jeg vil dele min drøm med dig, hvilket gør dig til min drøm. Jeg vil vælge dig over alt og alle.”

”Det passer,” lyder Eunhyuks stemme. Han har holdt sig uden for indtil nu, men jeg har på fornemmelsen at han har noget at fortælle Minho.

Eunhyuk træder frem og ser alvorligt på Minho. ”Efter du slog op med Shin Hye var det mig der tog mig af hende. Jeg holdte sammen på hende og sørgede for at hun ikke brød sammen. Jeg så hende når hun havde det værst og det gør ondt at se den man elsker lide. Især når de lider på grund af den de elsker,” siger han og lægger en hånd på min skulder, ”jeg håbede altid at hun ville opgive dig og komme til mig. Hver dag håbede jeg at hun i sidste ende ville vælge mig. Og det gjorde hun også næsten. Men i det øjeblik du bad hende komme tilbage, tøvede hun ikke et sekund med at vende tilbage til din side. Men husk det her. Hvis du nogensinde sårer Shin Hye igen så lader jeg dig ikke slippe af sted med det. Jeg vil tage hende fra dig. Forstår du det?”

Minho nikker og Eunhyuk giver min skulder et klem inden han begynder at mase sig igennem menneskemængden der ser chokeret på ham.

Jeg ser lidt efter ham og er taknemlig for at han har givet slip på mig. Han har accepteret mit valg og ladet mig gå. Fordi han elsker mig har han ladet mig gøre hvad der vil gøre mig lykkeligst og det vil jeg være ham evigt taknemlig for.

Jeg vender mig igen og ser på Minho. Pludselig lægger jeg mærke til noget. I en lædersnor, som Minho har om halsen, hænger mit sorte plekter. Det plekter jeg bad Onew give til Minho. Har han virkelig gået med det i de sidste to år? Ligesom jeg har gået med halsbåndet hver dag. Så han glemte mig virkelig aldrig. Han passede på det lige til den dag vi mødtes igen. Ligesom jeg bad ham om.

Selvom jeg er meget glad for igen at være tæt på Minho er der en tanke der nager mig. Et spørgsmål som jeg er nødt til at få et svar på. Så jeg ser på Minhos ansigt og spørger: ”Hvorfor bad du mig egentlig om at komme tilbage? Uden overhovedet at have haft kontakt med mig i to år beder du mig pludselig komme tilbage. Hvorfor?”

Han møder mit blik og jeg kan se smerten i hans øjne. ”Hver dag jeg var væk fra dig følte jeg at jeg mistede lidt af mig selv. Som om jeg langsomt var ved at forsvinde. Til sidst kunne jeg ikke holde det ud længere. Jeg måtte bare have dig tilbage. Selvom jeg ikke var sikker på om du virkelig ville komme,” siger han og ser ned, ”da jeg tog hjem efter at have slået op med dig kunne jeg allerede mærke tomrummet. Inderst inde havde jeg håbet at du ville tigge mig om at blive og at jeg til sidst ville give efter. Men du lod mig gå. Du prøvede ikke at holde mig tilbage. Da jeg sagde jeg ikke elskede dig mere, troede du med det samme på mig.”

”Fordi det aldrig gav mening for dig at elske mig. Du har altid været for god, for perfekt. Jeg ved stadig ikke hvad du ser i mig.”

Minho løfter hovedet og ser på mig. Han tager mit ansigt i sine hænder og siger: ”Da jeg så dig første gang vidste jeg det bare.”

”Du vidste hvad?” spørger jeg forvirret. Minho smiler skævt og siger: ”Når man snakker med par der har elsket hinanden i 30, 40 eller 50 år, er det altid fyren der siger at han vidste de var skabt for hinanden. Jeg er den fyr. Jeg vidste lige fra starten at du var den jeg skulle være sammen med. At jeg stadig vil elske dig om 30, 40 og 50 år, det vil altid kun være dig.”

”Det kan du umuligt vide.”

”Men det gør jeg.”

Han læner sig frem og lægger sin pande mod min. ”Jeg vil elske dig hver evig eneste dag resten af mit liv. Jeg vil gifte mig med dig, jeg vil se dig blive mor til vores børn og jeg vil blive gammel sammen med dig. Hver dag vil jeg være ved din side og elske og passe på dig,” siger han og lukker øjnene, ”jeg vil aldrig miste dig igen. Aldrig.”

Med de ord presser han sine læber mod mine og ilden i mit hjerte flammer op indtil den fylder hele min krop. At være sammen med Minho for evigt.. det lyder slet ikke så dårligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...