Hello to Myself {SHINee}

Kang Shin Hye er en koreansk pige på 19 år som går på musikskole i Seoul. Shin Hyes liv har været normalt indtil den dag et K-pop band begynder på skolen. De fem drenge fra SHINee vender op og ned på hendes liv lige fra den dag de ankommer. Onew ser straks Shin Hye som sin lillesøster og Minho fanger hendes hjerte. Men det er ikke let at være venner med idoler. Og slet ikke at være forelsket i et.

39Likes
81Kommentarer
7883Visninger
AA

9. Kapitel 8

Jeg åbner langsomt mine øjne og blinker et par gange. Mit hoved gør ondt og jeg føler mig svimmel selvom jeg kan mærke jeg ligger ned. Jeg stirrer op i det hvide loft over mig. Jeg ved ikke engang hvor jeg er og har ingen fornemmelse for hvad der er omkring mig. Men jeg har ikke lyst til at sætte mig op og finde ud af det. Min krop føles tung som beton. 

En tanke presser sig på i udkanten af min bevidsthed. Jeg har en mærkelig fornemmelse af at der er noget jeg burde huske. Men jeg kan ikke rigtig finde ud af hvad det er. Det virker vigtigt.

”Vågen?” lyder en stemme. Jeg vender hovedet og ser Onew og Jonghyun sidde lænet op ad en væg lidt fra mig. De rejser sig begge to op og kommer hen til mig. Jeg kæmper mig op i siddende stilling på trods af at hele rummet snurrer og mit hoved dunker.

”Hvor er jeg?” mumler jeg omtåget. ”Pigernes sovesal,” svarer Onew og jeg ser uforstående på ham. ”Må i så være her?”

”Vi har fået lov til at holde øje med dig. Når her alligevel ikke er nogen kan det være lige meget.”

Jeg nikker og tager mig til hovedet. ”Er du okay?” spørger Jonghyun og rykker lidt tættere på mig, ”du har været bevidstløs i ret lang tid.”

”Hvad skete der?” spørger jeg. Onew og Jonghyun udveksler blikke inden de ser bekymret på mig.

”Kan du ikke huske det?” spørger Onew og jeg ryster på hovedet, ”du fortalte mig at du kunne huske og så besvimede du. Men jeg fandt aldrig ud af hvad det var du kunne huske.”

Jeg gransker min hjerne for at huske hvad der skete. Jeg kan huske et uvejr brød ud. Der var lyn, der var vand og en båd. Og der var..

Jeg stirrer forfærdet frem for mig og jeg kan ikke få vejret.

”Shin Hye? Hvad sker der?” spørger Jonghyun bekymret og tager fat om mine skuldre. Han tvinger mig til at se på ham. Jeg mærker varme tårer stige op i mine øjne.

”Min umma,” hulker jeg og slår armene om livet på Jonghyun. Jeg presser mig ind til ham og finder tryghed i hans bankende hjerte og hans varme. Jeg har brug for en at holde om og en til at holde om mig.

Jonghyun stivner og jeg gætter på at han ser overrasket på mig. Han havde nok ikke forventet det her. Jeg plejer heller ikke at reagere så spontant, men lige nu har jeg bare brug for et andet menneskes nærhed. Jonghyun er meget egnet til at give mig komfort.

Til sidst begynder han at ae mig over håret og stryge mig beroligende på ryggen. Jeg føler mig straks bedre tilpas, men det stopper ikke mine hulk eller mine tårer.

”Hvad skete der Shin Hye?” spørger Onew blidt. ”Jeg kan huske ulykken. Jeg husker det hele,” hulker jeg og presser mit ansigt ind mod Jonghyun. Jeg hører Onew gispe.

Tårerne kan slet ikke stoppe med at strømme ned af mine kinder. Jeg er godt i gang med at gøre Jonghyuns T-shirt gennemblødt, men det lader ikke til at gå ham på. Jeg er sikker på han kan vride vand ud af den når jeg er færdig med at græde. Men alligevel holder han om mig og trøster mig. Jeg må huske at takke ham for det her senere.

”Shin Hye du er nødt til at fortælle os det. Det vil hjælpe,” siger Jonghyun blidt og skubber mig lidt ud fra sig. Jeg ser på ham gennem et slør af tårer. Jeg hikster og kan ikke få et ord frem.

”Vi er nødt til at få hende til at holde op med at græde,” siger Jonghyun henvendt til Onew. ”Hvordan?”

Jonghyun ser tænksom ud mens jeg hulker videre. Pludselig lyser hans ansigt op. Han tager mit ansigt i sine hænder og holder mit blik fast. Så presser han sine læber mod min pande. Jeg er så chokeret at jeg holder op med at hulke. Tårerne stopper også med at falde mens jeg sidder og stirrer på Jonghyun der smiler over hele hovedet.

”Det virkede,” siger han triumferende til Onew. ”Ya, det skal du altså ikke gøre i fremtiden. Hun er jo helt fra den nu,” siger Onew mens han ser bekymret på mig. Jeg hikster og tørrer tårerne af mine kinder.

”Har du det bedre nu?” spørger Onew og jeg nikker, ”så fortæl os hvordan du pludselig kan huske ulykken.”

”Jeg tror uvejret satte noget i gang i mit hoved. Ved at stå på den strand og se ud over vandet. Det hele kom bare tilbage. Min umma..” siger jeg og læner mig udmattet op ad Jonghyuns skulder. Jeg føler mig tung i kroppen og uendeligt træt. Er det fordi jeg besvimede? Bliver man udmattet af det?

Jonghyun tager min hånd og giver den et blidt klem.

”Hvad skete der efter jeg besvimede?” spørger jeg. ”Taemin og jeg prøvede at få dig tilbage til bevidsthed, men du var helt væk. Jonghyuns gruppe havde hørt dig skrige så de kom kort tid efter du var besvimet. Fordi Jonghyun er den stærkeste bar han dig herind og vi har holdt øje med dig siden. Taemin sidder udenfor og er sikkert ved at gå til af bekymring,” fortæller Onew og jeg smiler skævt. ”Tak drenge. I behandler mig alt for godt” siger jeg og de ler begge to. Der er en tanke der nager mig og som jeg ikke kan skubbe til side. Hvad med Minho? Er han ligeglad med mig lige nu? Betyder det ikke noget for ham at jeg besvimede? Har han ikke været her for at se til mig? Er han slet ikke bekymret for mig?

Spørgsmålene kører rundt i hovedet på mig, men jeg tør ikke spørge Jonghyun og Onew. Det vil bare afsløre mine følelser.

”Hvad med Key og Minho? Ved de det stadig ikke?” spørger Jonghyun pludselig og det giver et ryk i mig. Heldigvis tager Jonghyun sig ikke af det.

”De er måske stadig ikke færdige med at forberede maden,” siger Onew og jeg ånder lettet op. Så Minho ved slet ikke at jeg besvimede. Så er det derfor han ikke er her nu. Hvad snakker jeg om? Selv hvis han vidste det ville han ikke være her. Han har bedre ting at tage sig til. Desuden kan han jo slet ikke lide mig. Jeg betyder ikke noget for ham, så hvorfor skulle han være her?

Jeg føler mig urolig og det kan Jonghyun fornemme. ”Hvad er der Shin Hye?” spørger han og jeg kan mærke hans blik hvile på mig. ”Jeg er bare ved at blive skør af at være herinde. Jeg må ud,” siger jeg og retter mig op. Et jag af smerte går gennem mit hoved og jeg ømmer mig.

”Er du sikker på at du ikke vil blive lidt endnu? Du ser lidt skidt ud,” siger Onew omsorgsfuldt og mærker min pande, ”du er også varm. Jeg tror du skal blive her og slappe af.”

”Oppa, du ved udmærket godt at jeg ikke er typen der slapper af,” siger jeg og smiler. ”Ja det ved jeg,” siger Onew og gengælder mit smil, ”lad os gå.”

 

Da jeg træder ind i fællessalen bliver jeg overfaldet. Af en spraglet dreng med lyst hår.

”Shin Hye er du okay?” spørger Taemin omsorgsfuldt og studerer mit ansigt. Jeg nikker og smiler for at berolige ham. ”Er du sikker?” spørger han og jeg nikker igen, ”kan jeg så spørge om noget?”

Jeg nikker og Taemin tøver lidt. ”Må jeg låne din mobil i nogle timer?” mumler han og jeg smiler skævt. ”Selvfølgelig,” siger jeg og hans ansigt lyser op. Jeg stikker hånden i min lomme, men før jeg kan nå at fiske min mobil op tager nogen fat om mit håndled. Jeg ser op på håndens ejermand og gisper.

”Du skal ikke låne noget til ham Shin Hye,” siger Minho alvorligt, ”han smider det bare væk. Han mister altid sine ting. Jeg vil vædde med at grunden til at han vil låne din mobil er fordi han har mistet sin egen.”

Jeg ser på Taemin der skamfuldt sænker hovedet. Et tegn på at Minho åbenbart har ret. Minho giver slip på mit håndled og jeg tager min mobil op ad min lomme.  

”Men jeg finder da tit mine ting igen,” mumler Taemin. ”Ja det er rigtigt. Kan du huske de to mobiler du mistede i flyet?” spørger Jonghyun og Taemin nikker. ”Hvad skete der?” spørger jeg. ”En gang mistede Taemin sin mobil i et fly. Vi skulle til en fansigning og pludselig siger Taemin at hans mobil er væk. Så han havde ikke nogen mobil i to dage. Hans umma købte en ny til ham, men mens han brugte den mistede han den på mystisk vis det samme sted som han mistede den første. Vi bad ham om at lede efter den for det kan ikke passe at han skal miste to mobiler på så kort tid. Han begyndte så at lede i flyet og fandt pludselig noget. Han siger triumferende at han fandt den og hiver den første mobil han mistede frem,” fortæller Minho og jeg knækker sammen af grin, ”efter han havde ledt lidt mere fandt han så også den anden mobil. Så Taemin havde pludselig to mobiler.” 

Jeg ler endnu mere og får helt tårer i øjnene. ”Se nu hvad du har gjort Minho. Hun griner så meget at hun ikke kan få luft,” siger Jonghyun og lægger en arm om min skulder, ”Shin Hye, tag dig sammen! Du er ved at blive blå i ansigtet.”

Jeg tager en dyb indånding og får kontrol over mig selv igen.

”Er du stadig villig til at låne din mobil til ham efter du har hørt den historie?” spørger Minho. ”Selvfølgelig,” siger jeg og alle fire drenge ser chokeret på mig, ”historien endte jo med at han fandt mobilerne igen. Jeg stoler også på at Taemin vil passe på min mobil. Fordi det er en andens ting holder han forhåbentligt bedre øje med den.”

Taemins ansigt lyser op og han slår til min overraskelse armene om mig. ”Du er bare den bedste Shin Hye!” siger han og trykker mig ind til sig. Jeg ler og vi trækker os fra hinanden. Jeg rækker min mobil frem mod ham og han tager imod den som var den skrøbelig. ”Jeg lover at passe godt på den,” siger han og skynder sig udenfor mens han taster noget ind på den.

”Det var et virkelig dumt træk,” siger Minho og jeg trækker på skuldrene. ”Jeg vil bare gerne gøre noget godt for Taemin. Han er altid så sød ved mig. Desuden så gør det ikke noget hvis han smider den væk. Det er jo bare en mobil. Jeg kan altid få en ny.”

Drengene ryster på hovedet af mig. Pludselig begynder min mave at rumle. Jonghyun og Onew fniser.

”Vi spiste frokost mens du stadig var bevidstløs. Ikke så mærkeligt at du er sulten,” siger Jonghyun og tager min ene hånd. ”Lad os finde noget mad til dig,” medgiver Onew og tager min anden hånd. Sammen går vi ud til køkkenet for at finde mad til mig.

 

Mens jeg spiser en skål ris sidder Jonghyun og Onew og holder mig med selskab. De har ikke forladt min side siden jeg vågnede op fra bevidstløsheden. Jeg kan kun være alene når jeg går på toilettet. De holder øje med mig fordi de frygter jeg skal dratte om. Selvom jeg bliver ved med at forsikre dem om at jeg har det fint.

Jeg propper nogle ris i munden mens de følger min mindste bevægelse. Jeg læner mig lidt til den ene side og de følger begge synkront bevægelsen. Jeg læner mig til den anden side og de reflekterer mig som et spejl.

”YA!” råber jeg og de falder begge bagover. Jeg tager mig til hovedet. Det gør ondt at råbe så højt.

”Stop så med det der. Jeg bliver sindssyg,” siger jeg og skuler til dem da de har sat sig op igen. ”Undskyld Shin Hye. Vi er bare bekymrede,” siger Onew og ser skamfuldt ned. ”Det er der ingen grund til. Jeg er stærk. Jeg klarer mig.”

De nikker begge to og jeg putter en ny portion ris i munden.

”For resten så har jeg hørt at i skal deltage i et tv show i næste uge,” siger jeg og synker risene. ”Hvor har du hørt det?” spørger Jonghyun overrasket. ”Fra Minho.”

”Hvorfor fortalte han dig det?” spørger Onew. ”Vi snakkede bare lidt og kom så ind på det. Han inviterede mig med,” forklarer jeg. Jonghyun og Onew udveksler blikke. ”Mener i at det var forkert? Må jeg ikke komme med?” spørger jeg nervøst. Jeg blev så glad da Minho gav mig chancen for at møde Eunhyuk. Det vil knuse mig hvis muligheden bliver taget fra mig igen.

”Nej det er okay. Du må godt komme med,” skynder Jonghyun sig at sige og jeg ånder lettet op, ”vi undrer os bare over hvorfor han inviterede dig med. Jeres forhold er virkelig indviklet. Man ved aldrig hvad man skal forvente.”

”Han inviterede mig med fordi Eunhyuk kommer,” siger jeg og smiler stort, ”Minho ved hvor vild jeg er med Eunhyuk. Jeg tror bare han ville gøre noget godt for mig til en forandring.”

Onew og Jonghyun nikker begge. Det er tydeligt at de er fordybet i tanker.

”Han lovede mig også at jeg kan låne tøj af en af de pigegrupper der kommer så jeg kan komme til at se godt ud.”

”Jeg ved at Kara kommer og Key er gode venner med dem. Han kan nok få arrangeret noget,” siger Jonghyun og jeg smiler stort. ”Mener i det?!” spørger jeg og de nikker begge smilende til mig. Nu kan jeg slet ikke vente!

 

Om onsdagen efter skole kan jeg slet ikke holde mig i ro. Om bare nogle få timer skal jeg se Eunhyuk i virkeligheden. Hvordan mon han er som person? Hvad vil han tænke om mig? Vil jeg blive mere vild med ham efter jeg har mødt ham? De spørgsmål og flere endnu kører rundt i mit hoved. Jeg ved at der kun er en måde at finde svarene på. Mød Eunhyuk.

  Jeg har aftalt med drengene at de kommer og henter mig i deres bil hjemme hos mig. De kan komme hvad øjeblik det skal være.

Jeg har ikke tænkt på andet end Eunhyuk i de sidste tre dage. På grund af udflugten i weekenden fik vi fri mandag og tirsdag. Så jeg har gået herhjemme i de to dage og glædet mig. Og når jeg ikke glædede mig prøvede jeg at få min appa til at tilgive mig. Han er stadig sur over at jeg tog af sted på udflugten uden at sige noget og uden at få lov.

Han ville i starten heller ikke give mig lov til at tage af sted i dag. Første efter jeg havde tigget ham i halvanden dag gav han efter. Jeg har ikke sagt at jeg skal af sted til et tv show der har K-pop stjerner med. Det ville være at skyde mig selv i foden. Hvis jeg havde fortalt ham det ville han aldrig have ladet mig tage af sted. Så i stedet bildte jeg ham ind at jeg ville tage en dag med veninderne. At jeg ville tage af sted kort tid efter skole og komme sent hjem. Jeg har også snakket med Nara og Ji Hyun om det og de hjælper gerne. Hvis bare jeg skaffer nogle autografer til dem.

  Jeg hører en bil dytte ude foran så jeg skynder mig ud. Der holder en minibus ude foran huset og skydedøren bliver åbnet. Jeg ser Jonghyuns smilende ansigt i døråbningen.

”Hop ind Shin Hye,” siger han friskt og jeg skynder mig ind i minibussen. Der er en ledig plads ved siden af Taemin som jeg sætter mig på.

”Glæder du dig?” spørger han og jeg nikker ivrigt. Han smiler stort og bilen sætter i gang.

Nu er jeg på vej Eunhyuk.

 

Da vi træder ind på korridoren med omklædningsrum er det et stort kaos. Folk der arbejder på stedet løber frem og tilbage mens de får styr på det hele. De råber til hinanden og giver ordrer. Jeg følger nervøst efter drengene og hilser formelt på alle jeg kommer forbi. Onew bemærker min nervøsitet og han tager min hånd. Han giver den et beroligende klem og smiler opmuntrende til mig. Jeg gengælder anstrengt hans smil, men føler mig lidt beroliget.

Vi går forbi nogle døre hvor der hænger skilte med forskellige navne på. Jeg lægger mærke til et skilt hvor der står Kara og et hvor der står U-Kiss. Pludselig ser jeg et skilt der får mig til at stoppe op. Fordi Onew stadig holder min hånd stopper han også. Han følger mit blik og smiler skævt. På skiltet står der Super Junior.

”Ikke endnu Shin Hye,” siger Onew og jeg vender hovedet for at se på ham, ”først når vi har gjort dig rigtig pæn.”

Jeg nikker og følger efter ham hen til det rum hvor der står SHINee på døren.

  I rummet er der sminkeborde langs hele den ene væg med alverdens make-up og hår-grej. Langs den modsatte væg står der en stor lædersofa med tilhørende sofa bord og to lænestole. I væggen overfor indgangen er der en dør der fører ind til ”omklædningsrummet” som de kalder det. Det er bare et lille badeværelse hvor medlemmerne skifter til deres outfit. De plejer normalt bare at skifte foran hinanden fordi det ikke generer nogen. Men fordi jeg er her kan de ikke bare skifte hvor som helst. Så det lille badeværelse er blevet omklædningsrum. 

En efter en går de ud på badeværelset for at skifte og når de kommer tilbage går stylisterne i gang med at sætte deres hår og ordne deres make-up. Jeg ser fascineret til fra lædersofaen. De virker ikke særlig stressede lige nu, men det kommer måske senere. Under alle omstændigheder er Onew så afslappet at han slår sig ned i sofaen sammen med mig.

”Hvad synes du så?” spørger han og smiler stort. Onew har stadig ikke fået ordnet sin make-up, men hans hår er blevet sat og han har sit stage-outfit på. Jeg lægger hovedet på skrå og studerer ham.

Hans tøj består af en cowboyjakke hvor der er en masse spænder hele vejen op ad begge ærmer og indenunder har han en sort T-shirt med et dødningehoved på der har samme farver som det amerikanske flag.

Han har et par sorte skinnyjeans med sølvfarvede striber på og til sidst et par smarte leopardplettede sneakers. Jeg ser op på hans frisure hvor næsten alt hans hår er blevet trukket til den højre side af hans hoved. Det ligner et sidecut. Bortset fra at han ikke er skaldet på siden af hovedet selvfølgelig. Hele looket klæder ham.

Igen tænker jeg på hvor anderledes idol Onew er fra hverdags Onew. Som to forskellige personer. Jeg kan allerede se på udtrykket i hans øjne at han er blevet idol Onew. Han har et helt bestemt blik når han optræder på scenen. Det blik har han også nu.

”Du ser godt ud,” siger jeg til sidst og smiler til ham, ”men du er meget anderledes fra normalt.”

Han ler og nikker. ”Selvom jeg ser lidt anderledes ud er jeg dog stadig den samme,” siger han og smiler bredt. 

Pludselig er der en af stylisterne der spørger: ”Er der nogen der har set Key?”

Alle ryster på hovedet og ingen kan huske at de her set ham gå. ”Bare rolig jeg er her,” lyder en stemme henne fra døren. Key træder ind og kommer hen til mig. ”Du skal lige komme med et øjeblik,” siger han og tager fat om mit håndled. ”Hvor skal vi hen?” spørger jeg forvirret mens han hiver af sted med mig. ”Jeg har snakket med Nicole og hun vil gerne låne dig noget af sit tøj,” forklarer Key og jeg spærrer øjnene op. ”Mener du Karas Nicole?”

Key nikker og jeg snapper efter vejret. ”Hun vil se dig så hun kan bedømme hvad der bedst vil passe dig. Så jeg tager dig med hen til deres omklædningsrum.”

Key trækker mig hen ad gangen og stopper foran en åben dør. Han banker på dørkarmen og fem piger ser på os. En af dem kommer hen til os. Hun har kort brunt hår, et rundt ansigt og smalle øjne. Hun ser meget venlig ud. Ingen tvivl om at det er Nicole.

”Hey Key. Er det hende?” spørger Nicole og smiler venligt til mig. ”Det er hende,” siger Key og jeg bukker for Nicole mens jeg siger hej, ”hun hedder Kang Shin Hye.”

Nicole ser vurderende på mig og ser tænksom ud. ”Jeg tror jeg har noget der vil passe dig perfekt,” siger hun og tager min hånd. Hun trækker mig hen til et tøjstativ fyldt med tøj på bøjler. Hun kigger sættene igennem indtil hun finder hvad hun leder efter. Hun hiver en bøjle ud hvorpå der hænger en blå top og et par mørke cowboybukser med flænser i. Der hører også et nittebælte til.

Jeg ser lidt nervøst på det. ”Øh.. Unnie det er ikke lige min stil,” mumler jeg genert og hun fnyser. ”Pjat med dig. Du vil se godt ud i det her! Stol på mig,” siger hun og smiler bredt. Jeg gengælder nervøst smilet og ser igen på tøjet. ”Ya!” udbryder Nicole pludselig og jeg farer sammen, ”Key smut med dig. Du kan jo ikke være her mens hun skifter vel?”

Key smiler til Nicole og hun vifter ham væk. Til sidst går han og lukker døren efter sig. Nicole vender sig og ser spændt på mig. ”Lad os så få gjort dig pæn!”

  Jeg står foran et af de mange spejle og ser på mig selv. ”Aigoo! Du er så pæn! Du ser endnu bedre ud i det tøj end jeg gør!” siger Nicole begejstret og klapper i hænderne. ”Jeg føler mig ikke særlig pæn,” mumler jeg og kløer mig utilpas på overarmen. Jeg lagde ikke mærke til det før da tøjet hang på bøjlen, men nu hvor jeg har tøjet på kan jeg se at den blå top stopper lige over min navle. Det har jeg det ikke så godt med. 

”Pjat med dig! Hvorfor føler du dig ikke pæn i det tøj?”

”Toppen er lidt kort..” siger jeg og Nicole himler med øjnene. ”Det er meningen den skal være kort. Jeg har tit gået med trøjer det viser mave. Det er vel næsten mit kendetegn,” siger Nicole og smiler, ”desuden så har du ikke noget at være flov over. Din mave er flad og jeg kan se at du har mavemuskler. Du må træne meget.”

Jeg nikker, men føler mig stadig ikke overbevist. ”Nicole har ret. Du ser godt ud!” siger en af de andre piger fra gruppen ved navn Hara. De andre to medlemmer af Kara er enige. Jeg rødmer og siger tak.

”Så er det tid til make-up og hår!” siger Nicole opstemt og sætter mig ned i en af stolene ved et sminkebordene, ”det er så spændende! Det er ligesom at lave en make-over!”

Nicole vinker en af stylisterne hen og beder hende sætte mit hår i en frisure der vil fremhæve mit ansigt. Stylisten nikker og tænder for et krøllejern inden hun går i gang med at frisere mit hår.

”Dit hår har naturlige bølger og det vil jeg fremhæve,” forklarer hun mig og begynder at dele mit hår op.

Hun krøller mit hår, men lader det øverste lag være glat. Så giver hun mit hår en masse volume og giver mig skråt pandehår der dækker lidt af mit venstre øje. Da hun er færdig er jeg målløs. Det ligner overhovedet ikke mig. Bare ved at ændre min frisure ligner jeg en helt anden. En der er pæn.

Nicole betragter mig i spejlet og griner af mit chokerede ansigtsudtryk. ”Hvis du er overrasket nu så vent til du har fået make-up på. Du vil slet ikke kunne kende dig selv,” siger hun og kalder en anden hen som skal lægge make-up på mig.

”Fordi dine øjne i forvejen er så store vil jeg bare gerne fremhæve dem. Brun øjenskygge tror jeg vil passe godt til dig,” fortæller hun mig og jeg stoler på at hun ved hvad hun taler om.

Hun starter med at lægge pudder i mit ansigt og beder mig derefter om at lukke øjnene så hun kan lægge noget øjenskygge. Så giver hun mig lidt mascara på og laver en tynd sort streg under mine øjne. Hun betragter mig og ser ud til at være tilfreds med resultatet. Hun rykker til siden så jeg kan se mig selv i spejlet. Jeg gisper da jeg ser pigen i spejlet. Er det virkelig mig? Hendes øjne er store og den brune øjenskygge fremhæver det brune i hendes øjne.  Jeg rækker min højre hånd frem og røre ved glasset med fingrespidserne. Det er mig. Umuligt.

”Waah Shin Hye du er virkelig pæn,” siger Nicole og tager mine hænder, ”du var pæn da Key kom med dig, men jeg vidste vi kunne gøre dig endnu smukkere.”

Jeg smiler genert og siger: ”Tak unnie.”

”Men lad mig så høre. Hvem er det du vil gøre dig pæn for? Er det Key?” spørger Nicole nysgerrigt og jeg ryster på hovedet. ”Sådan er det slet ikke! Key er bare en ven.”

”Er det så en af de andre fra SHINee?”

”Nej de er bare mine venner,” siger jeg og hun rynker panden. ”Men hvem er det så?”

Jeg rømmer mig og ser genert på hende. ”Jeg har gjort det for Eunhyuk oppa,” mumler jeg. Et smil breder sig på Nicoles læber. ”Ah, Eunhyuk. Er du en fan?” spørger hun og jeg nikker, ”hvor længe har du kunnet lide ham?”

”I seks år,” mumler jeg og hun gisper. ”Omo! Så har du jo kunnet lide ham siden Super Junior debuterede!” siger hun og jeg nikker. Hun smiler bredt og giver min skulder et blidt klem. ”Jeg er sikker på han vil lægge mærke til dig. Og hvis han ikke gør, er det hans tab,” siger hun og jeg smiler skævt.  ”Men jeg tror ikke du behøver bekymre dig. Jeg vil vædde med at han vil elske dig,” siger hun opmuntrende og jeg spærrer øjnene op. ”Tror du virkelig?” spørger jeg og hun nikker. ”Selvfølgelig! Vent bare og se!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...