Hello to Myself {SHINee}

Kang Shin Hye er en koreansk pige på 19 år som går på musikskole i Seoul. Shin Hyes liv har været normalt indtil den dag et K-pop band begynder på skolen. De fem drenge fra SHINee vender op og ned på hendes liv lige fra den dag de ankommer. Onew ser straks Shin Hye som sin lillesøster og Minho fanger hendes hjerte. Men det er ikke let at være venner med idoler. Og slet ikke at være forelsket i et.

39Likes
81Kommentarer
7923Visninger
AA

20. Kapitel 19

Det er mandag morgen og jeg er ved at gøre mig klar til at tage i skole. Jeg bliver ved med at tænke på koncerten i lørdags og selvom jeg kun så den i tv så var det alligevel en vild oplevelse. Jeg kunne høre fansene skrige helt ud til der hvor Eunhyuk og jeg sad og jeg kunne også høre drengene synge. Vi endte med at slå lyden fra på fjernsynet fordi vi alligevel kunne høre det hele oppe fra scenen.

Men jeg fulgte ikke kun med når der blev fokuseret på drengene, for når kameraet fokuserede på publikum kiggede jeg altid efter to bestemte personer, nemlig Ji Hyun og Nara. Jeg fik anskaffet to billetter til dem og de fik en gulvplads så de kunne stå helt oppe ved scenen. Men jeg så dem ikke og jeg snakkede heller ikke med dem efter koncerten fordi jeg ikke kunne få anskaffet et backstage-pass til dem. Men jeg er nu sikker på at de nød koncerten og det er det vigtigste.

Jeg glemmer heller ikke drengene efter koncerten, især ikke Key. Han havde taget et håndklæde om hovedet og bundet det på samme måde som man gør når man går i sauna. Efter de havde skiftet tøj gik de alle fem rundt i hvide cowboy bukser og en T-shirt med SHINee på. Men det der overraskede mig var at selvom de havde holdt en koncert på halvanden time, så var de stadig fulde af energi da den var slut. Næsten for meget energi.

  Efter jeg har gjort mig klar til at tage af sted siger jeg farvel til appa og går så ned til vejen. Da jeg ser hvem der står lænet op ad sin hvide Sedan, som holder ved kantstenen, smiler jeg stort. Minho har lovet at køre mig i skole hver dag fremover så folk i bussen ikke skal glo sådan på mig. Selvom der ikke er opstået nye skandaler med mig i løbet af den sidste uge kan man aldrig være for forsigtig. Men historien med Eunhyuk og mig er faldet til ro og vi har ikke været i avisen i flere dage nu.

Jeg går ned mod Minho og da jeg nærmer mig kaster han pludselig noget til mig. Af ren refleks griber jeg det og ser undrende på ham. Han smiler skævt og jeg åbner hånden for at se hvad det var han kastede. Det viser sig at være hans bilnøgler. Jeg ser forvirret på ham og han spørger: ”Hvad siger du til at køre?”

Jeg spærrer øjnene op og kan ikke tro at jeg hørte rigtigt. Minho nægter at lade andre end sig selv køre sin bil og nu spørger han pludselig om jeg vil køre den. Jeg hørte sikkert forkert.

Minho ser afventende på mig og venter åbenbart på et svar.

”Vil du have mig til at køre i din bil?” spørger jeg og han nikker uden tøven, ”er du sikker?”

Han nikker igen og sætter sig så ind på passagersædet. Jeg tøver lidt inden jeg går om til førersædet og sætter mig ind. Jeg ser nervøst på Minho inden jeg sætter nøglen i tændingen og tager selen på.

”Er du nervøs fordi du kører dårligt?” spørger Minho drillende og jeg ryster på hovedet. ”Jeg er bare nervøs fordi jeg ved at du slår mig ihjel hvis der kommer så meget som en fugleklat på bilen mens jeg sidder bag rattet.”

Minho ler og ryster opgivende på hovedet. ”Bare kør,” siger han og jeg nikker nervøst. Jeg kører bilen væk fra kantstenen og sætter kursen mod skolen.

 

I frikvarteret sidder SHINee og jeg i deres rum. Pigerne er helt vanvittige på grund af koncerten i lørdags, fordi de fleste af dem var med. Drengene har flygtet fra piger det meste af dagen og har først fået rigtig fred nu.

Drengene sidder og snakker sammen, men jeg hører ikke rigtig efter hvad de siger fordi jeg sidder og læser i en bog. Jeg skulle have læst en bog om teknikker til sangskrivning i løbet af ferien, men fordi jeg kun fokuserede på koncertforberedelserne fik jeg slet ikke læst et ord. Derfor er jeg nødt til at læse hele bogen på én dag, og det er ikke ligefrem en tynd bog på halvtreds sider.

Pludselig forsvinder bogen fra bordet og jeg ser overrasket op. Det viser sig at Minho har taget den.

”Ya! Giv mig den! Det er faktisk lektier til i morgen!” udbryder jeg og rækker ud efter bogen. Minho sørger for at den er uden for min rækkevidde og siger: ”Hvis du kysser mig skal jeg nok give dig den.”

Jeg himler med øjnene og læner mig tilbage i min stol. ”Du er så barnlig,” siger jeg opgivende. ”Men virker det?”

Jeg kan ikke skjule et smil og siger modvilligt ja. Han spidser læberne og ser afventende på mig. Jeg klukker og læner mig så frem og kysser ham. Ligesom han lovede giver han mig min bog tilbage. Jeg ser lidt på ham, mens han betragter mig med et stort smil. Jeg rækker min hånd frem og rører bildt ved hans læber. ”Jeg elsker dit smil,” hvisker jeg og Minho kysser mine fingre. ”Det smil eksisterer kun når jeg er sammen med dig.”

Jeg mærker at mine kinder bliver lidt varme og tager min hånd til mig.

”At se på jer er lidt som at se en drama serie,” siger Key pludselig og jeg ser uforstående på ham. ”I forelskede jer ved første blik, Minho benægtede først sine følelser, men gav til sidst efter for dig og i fandt sammen, så gik det hele galt og i gik fra hinanden, Minho dukker så op på dit dørtrin og du tilgiver ham, nu er i sammen igen og alt er perfekt, dejligt og fantastisk.”

Jeg ser på Minho og vi overvejer lidt det Key siger, for der er faktisk noget om det.

”Men hvis det skal være ligesom en rigtig drama så skal de have et kæmpe skænderi og gå fra hinanden igen,” påpeger Onew, ”og når der så er gået lang tid sejrer kærligheden og de finder sammen igen og lever lykkeligt til deres dages ende.. eller i hvert fald til rulleteksterne.”

Vi ler alle højt af Onew og han ser ud til at være stolt af sin joke.

Pludselig banker det på døren og vi ser alle undrende på hinanden. Ingen af os venter nogen så vi har ingen anelse om hvem det kan være. Til sidst rejser Taemin sig op og går hen for at åbne døren. Jeg kan høre en dyb mandestemme, men jeg kan ikke finde ud af hvad han siger. Taemin ser sig over skulderen og siger: ”Noona der er nogen der vil tale med dig.”

”Mig?” siger jeg forvirret og rejser mig op. Jeg går hen til Taemin og ser en mand stå ude på gangen. Han ser ud til at være i midten af fyrrene og han er iført noget der ser ud til at være et meget dyrt jakkesæt. Han rækker sin hånd frem mod mig og spørger: ”Er du Kang Shin Hye?”

Jeg nikker langsomt og trykker forvirret hans hånd. ”Mit navn er Choi Han Kyul, jeg vil gerne snakke med dig under fire øjne, hvis det er muligt.”

Jeg nikker igen langsomt og følger efter ham lidt hen ad gangen så de andre ikke kan høre os. ”Jeg vil bare gå lige til sagen,” siger han og rømmer sig inden han fortsætter, ”jeg hørte dig synge i fredags til SHINees koncertforberedelser, og jeg vil gerne arbejde sammen med dig.”

Jeg ser uforstående på ham og spørger: ”Hvad mener du med at arbejde sammen med mig?”

”Jeg mener at jeg vil gøre dig til en kendt sanger.”

Jeg spærrer øjnene op og ser chokeret på ham. ”Sanger?!”

Han nikker og jeg bliver nødt til at støtte mig til væggen. ”Hvis du er villig til at skrive kontrakt med mit selskab så kan jeg gøre dig meget kendt,” siger han og rækker et kort, med hans navn og telefonnummer, frem mod mig. Jeg tager tøvende imod det og han siger: ”Tænk over det.”

 

I løbet af de næste par dage ser jeg på Choi Han Kyuls visitkort op til flere gang dagligt. Jeg har mange gange tastet hans nummer, men har aldrig taget mig sammen til at ringe op. Jeg ved godt hvad jeg vil, for han kan få min drøm til at gå i opfyldelse.

Da jeg fortalte drengene om hans tilbud sagde de først at jeg ikke måtte ringe før vi havde tjekket at han var god nok. Han kan jo sagtens være en svindler. Men det fandt vi ud af at han ikke er. Vi søgte på ham og det viser sig at han arbejder som en slags ”talentspejder” for LOEN ENTERTAINMENT. Hvilket vil sige at han kan stoles på. Siden vi fandt ud af det har drengene opfordret mig til at tage imod hans tilbud og selvom jeg gerne vil sige ja så er der noget der holder mig tilbage. Min appa. Han ved stadig ikke at jeg synger og hvis han vidste at jeg har planer om at blive rigtig sanger ville han få et hjerteanfald. Men nok slå mig ihjel først. Jeg kan umuligt blive kendt uden at han finder ud af det, det giver jo sig selv. Så enten skal jeg sige nej til tilbuddet eller håbe at appa stadig vil kendes ved mig når jeg har sagt ja. 

  Da det er blevet lørdag har jeg besluttet mig for at ringe til Han Kyul. Jeg er ikke klar til at underskrive nogen kontrakt, jeg vil bare høre lidt mere om hvad den indebærer. Minho er kommet hjem til mig for at være hos mig mens jeg snakker med Han Kyul. Minho ved trods alt hvordan det hele fungerer med pladeselskaber og al den slags.

  Da Han Kyul ankommer, er appa ikke hjemme. Han er til fødselsdag hos sin umma så han bliver ikke noget problem.

Da jeg lukker ham ind, rækker han hånden frem mod mig og jeg trykker den nervøst. Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg har det med den her mand. Selvom jeg ved at han er god nok, føler jeg alligevel ikke at jeg helt kan stole på ham. Men jeg kender ham jo selvfølgelig heller ikke.

Da Han Kyul får øje på Minho ser han meget overrasket ud. ”Choi Minho? Fra SHINee?” spørger han og Minho nikker. Han Kyul smiler bredt og træder frem mod Minho mens han rækker hånden frem mod ham og Minho trykker den. Derefter sætter vi os ned henne i stueområdet. Han Kyul sætter sig i lænestolen og Minho og jeg sætter os i sofaen. 

”Har du tænkt over mit tilbud?” spørger Han Kyul og jeg nikker. ”Jeg vil gerne høre mere om hvad kontrakten indebærer.”

Han Kyul nikker forestående og finder nogle papirer frem fra en taske han har taget med. Så kigger han på mig med et ”forretnings” blik og siger: ”Du vil komme i gang med arbejde omgående efter du har skrevet under. Vi har manglet en som dig, så arbejdet står bare og venter på dig. Du vil starte med at indspille nogle sange og sende dem i radioen så folk kan høre dem. Jeg ved at alle vil hungre efter at høre mere fra dig når de først har hørt dig synge. Din stemme er speciel og jeg ved at folk vil elske den. Så hvis alt går som planlagt og folk vil høre mere fra dig, så indspiller vi et mini album og så kører den derfra med CDer, tv-shows, koncerter og vi kan også få dig med i nogle film og tv-serier hvis du er villig til det. Det eneste du skal gøre er at skrive under på kontrakten og så kan alt det blive dit.”

Jeg ser målløst på ham og ved slet ikke hvad jeg skal sige. CDer, koncerter og film, det hele lyder så fantastisk og jeg er meget fristet til at sige ja. Jeg ser på Minho og han smiler til mig.

”Jeg synes du skal gøre det. Du vil fortryde det senere hvis du siger nej til den her mulighed,” siger han og jeg nikker. Han har sikkert ret. Hvis jeg afslår, vil jeg fortryde det. Det er jo min drøm og jeg er sikker på at min umma også ville have mig til at gøre det.

”Så hvad siger du?” spørger Han Kyul og smiler, ”vil du gøre det?”

Jeg bider mig i læben, mens jeg ser tøvende på ham. Det eneste der holder mig tilbage er appa. Jeg ved ikke om han nogensinde vil se mig igen hvis jeg bliver sanger. Men i sidste ende tror jeg hellere jeg vil tage konsekvenserne af mit valg end jeg vil misse chancen.

Jeg tager en dyb indånding og møder Han Kyul blik. ”Jeg gør det,” siger jeg bestemt og Han Kyul smiler bredt. ”Du har gjort det rigtige. Du vil ikke fortryde,” siger han og finder flere papirer frem fra sin taske. Det ser ud til at han har taget kontrakten med så jeg kunne skrive under med det samme. Han havde måske forudset at jeg ville sige ja.

Han Kyul rømmer sig og spørger: ”Kan jeg få et glas vand?”

Jeg nikker og skal til at rejse mig, men Minho siger han nok skal hente det. Jeg forklarer hvor han finder glas og han går så ud i køkkenet.

Han Kyul lægger en lille bunke papirer foran sig og skubber dem over bordet til mig sammen med en kuglepen. Jeg bladrer lidt igennem papirerne, men jeg ved ikke helt hvad det er jeg læser.

”Når du har skrevet under bliver jeg din manager så du skal ikke bekymre dig om at du ikke forstår branchen. Jeg skal nok lære dig det hen ad vejen, du kan stole på mig,” siger Han Kyul og jeg smiler taknemligt.

Jeg bladrer om til den første side, hvor der er en stiplet linje, hvor jeg skal skrive under. Jeg tager en dyb indånding gennem næsen og sætter kuglepennen mod papiret.

”For resten så er der noget jeg har glemt at nævne.”

Jeg ser nysgerrigt på Han Kyul og han tøver lidt inden han siger: ”Alle de ting du skal lave når du har skrevet under.. kommer til at foregå i Californien.”

Jeg måber og samtidig lyder der et brag fra køkkenet. Jeg vender mig chokeret om og ser Minho stå helt stivnet med et smadret glas for sine fødder. ”Minho!” udbryder jeg og skynder mig hen til ham, ”er du okay?”

Han vender langsomt hovedet og ser på mig. ”Californien?” hvisker han spagt. ”Jeg sværger at jeg ikke vidste noget,” skynder jeg mig at sige. Jeg tager hans hænder og kigger efter skader han kan have fået fra glasset. Men der er heldigvis ikke sket ham noget.

”Jeg tror på dig,” siger han og synker højlydt, ”gå du bare tilbage til Han Kyul, så skal jeg nok fjerne det her.”

Jeg tøver lidt inden jeg nikker og går tilbage til sofaen. Jeg ser ikke rigtig på Han Kyul da jeg siger: ”Når du siger Californien så mener du USA ikke?” spørger jeg selvom jeg godt ved det er et dumt spørgsmål. Han Kyul nikker. ”Så jeg skal flytte til Californien hvis jeg skriver under på kontrakten?” spørger jeg og Han Kyul nikker igen. Jeg lukker øjnene og klemmer om min næseryg med tommel- og pegefinger. Jeg tager nogle dybe vejtrækning og prøver at få styr på mine hektiske tanker.

Mine følelser trækker mig i to forskellige retning og jeg har det som om jeg er ved at blive revet midt over. På den ene side vil jeg gerne smide alt og tage af sted til Californien for at udleve min drøm, men på den anden side ved jeg at jeg ikke kan smide alt hvad jeg har. Der er for meget der holder mig i Seoul. Jonghyun, Taemin, Onew, Key, Nara, appa, Eunhyuk og selv Ji Hyun. Men mest af alt kan jeg ikke forlade Minho. Min drøm er intet værd hvis jeg ikke kan have ham ved min side. Jeg vil udleve min drøm med ham. Hvis jeg skal skilles fra ham er det ikke det værd. Så i sidste ende er valget måske slet ikke så svært.

Jeg slår øjnene op og sænker min hånd. Jeg ser Han Kyul direkte i øjnene og siger: ”Jeg beklager, men jeg kan ikke tage til Californien. Der er for meget her i Seoul som jeg ikke kan forlade. Jeg er ked af at jeg har spildt din tid.”

Han Kyul smiler, men jeg kan se at han er skuffet. ”Du skal ikke undskylde. Jeg forstår,” siger han og jeg lægger mærke til at han skæver til Minho, ”men hvis du nu skulle ombestemme dig så kan du bare ringe. Jeg venter en måned inden jeg begynder at lede efter en til at tage din plads.”

Den måde han sagde din plads på giver mig et indtryk af at han ikke vil finde en anden. At det er min plads som ingen andre kan tage.

”Jeg lader kontrakten ligge så du kan kigge den igennem hvis du får lyst.”

Med de ord pakker han sine ting sammen og rejser sig op. Jeg rejser mig også op og bukker formelt for ham. ”Jeg håber vi ses igen Kang Shin Hye. Det håber jeg virkelig,” siger han og forlader så huset.

 

De næste par dage i skolen er ret ubehagelige. Der er kommet en distance mellem Minho og mig, men jeg ved ikke hvorfor. Siden den dag Han Kyul besøgte mit hus har han undgået mig og virker meget fjern. Vi har knap nok snakket sammen. Han spurgte mig kun om en ting efter Han Kyul var gået.

Er jeg det der holder dig tilbage?

Jeg sagde han er en stor del af det der holder mig tilbage og så gik han. Jeg ved ikke hvorfor han er så kold over for mig, for han burde da være glad. Jeg valgte jo at blive hos ham i stedet for at rejse til Californien. Jeg valgte ham frem for min drøm så hvorfor ignorerer han mig? Jeg ville ønske han ville stoppe med at undgå mig. Jeg hader at være væk fra ham og det har jeg været alt for meget på det sidste. Dog ikke med min gode vilje. Minho siger at han har travlt eller er for træt til at se mig og vil knap nok kigge på mig eller tale med mig. Jeg har en dårlig fornemmelse af hvor det her kan føre hen og det har jeg slet ikke lyst til at tænke på.

  Fredag efter skole sidder jeg sammen med drengene i deres rum. Det er i slutningen af november måned så det er blevet meget koldt udenfor og fordi jeg er meget pivet vil jeg helst ikke gå ud i kulden. Heldigvis kunne jeg overtale Eunhyuk til at komme og hente mig, men kun hvis jeg lovede at tage med ham ud at spise. Jeg går jeg selvfølgelig med til det fordi jeg næsten er villig til at gøre hvad som helst for et lift om vinteren.

  Jeg hører drengene sidder og snakker om december og jul. De spørger hvad de andre ønsker sig og hvordan julen skal foregå i år. Mens jeg hører dem snakke opstemte om det, føler jeg mig uden for. Jul har længe været noget fjernt og ukendt for mig. Jeg har ikke holdt rigtig jul i mange år. Siden umma døde har vi manglet julestemning i familien. Det var altid hende der lavede maden og tog Shin Woo oppa og mig med ud for at købe gaver. Jeg elskede at pynte huset op sammen med hende og mest af alt at pynte træet med hende og oppa. Men julestemningen forsvandt sammen med hende. Vi kunne ikke rigtig finde glæden ved jul uden hende så til sidst holdt vi op med at fejre den. Vi købte bare gaver og gav hinanden dem. Jeg blev endda nødt til at købe gaverne fra appa fordi han ikke selv magtede at tage ind til byen.

Efter Shin Woo oppa rejste til USA for at studere har det slet ikke været jul. Juleaften er for mig som enhver anden dag. Så det drengene snakker om er noget meget fjernt for mig.

Pludselig retter Taemin sin opmærksomhed mod mig og spørger: ”Hvad skal du lave til jul noona?”

”Ikke rigtig noget. Måske spille lidt basketball eller spille noget musik.”

Drengene ser uforstående på hinanden og derefter ser de igen på mig. ”Skal du ikke være sammen med familien og lave alt det traditionelle? Du ved gaver, juletræ, god mad og hygge.”

”Lige nu består min familie kun er min appa og mig. Vi har ikke kontakt med resten af familien og appa vil helst ikke se dem hvis han kan blive fri,” forklarer jeg og sænker hovedet, ”jeg har ikke holdt rigtig jul siden umma døde.”

Drengene ser forfærdet på mig og jeg prøver at smile for ikke at gøre dem urolige. Men de kender mig for godt og ser lige igennem min facade. Taemin stiller sig bag mig og lægger sine arme om min overkrop. Han hviler sin hage på min skulder og presser sin kind mod min. Han ved at det altid får mig til at føle mig bedre tilpas og muntrer mig op.

Onew kommer hen og sætter sig på hug foran mig og tager mine hænder.

”Savner du jul?” spørger Onew omsorgsfuldt. ”Jeg savner jul med min umma,” siger jeg og han nikker forstående. ”Jeg kan ikke give dig en jul med din umma,” siger han og giver mine hænder et blidt klem, ”men jeg kan give dig en jul i selskab med gode venner som elsker dig meget højt.”

Jeg ser uforstående på ham, men han smiler bare varmt til mig. Pludselig går det op for mig hvad han mener. Jeg ser på Jonghyun og Key som begge smiler kærligt til mig. Jeg ser igen på Onew.

”Vil i virkelig holde jul sammen med mig?” spørger jeg rørt og de nikker alle tre, ”gælder det også dig Taeminnie?”

”Selvfølgelig noona. Nu hvor jeg kender dig tror jeg ikke det vil være rigtig jul uden dig,” siger han og jeg bliver varm om hjertet. De er virkelig alt for gode ved mig. Jeg har slet ikke fortjent deres kærlighed og omsorg.

”I er bare de bedste. Jeg må virkelig have gjort noget fantastisk i mit forrige liv siden jeg har været så heldig at møde jer.”

De smiler alle til mig og Taemin kysser mig på kinden inden han giver slip på mig. Onew slipper også mine hænder og de sætter sig begge tilbage i sofaen.

En tanke der har lagt i mit baghoved hele tiden kommer nu pludselig frem. Jeg kan ikke ignorere den og bliver nødt til spørge: ”Har nogen af jer set Minho?”

De ryster alle på hovedet og jeg sukker dybt. ”Undgår han dig stadig?” spørger Jonghyun hvorefter han får en albue i siden. ”Jonghyun!” skænder Key og Jonghyun ser uforstående på ham. ”Men det er jo det han gør. Han undgår hende jo.”

Onew slår ham i baghovedet og Jonghyun ser chokeret på ham. ”Bare ti stille fremover. Okay?” siger Onew og Jonghyun nikker skræmt mens han ømmer sig. Han er nok ikke vant til at Onew slår ham.

”Han har ret. Minho undgår mig. Selvom jeg virkelig ikke ved hvad jeg har gjort,” siger jeg og ser på mine hænder. ”Bare rolig han skal nok komme tilbage. Han kan jo ikke leve uden dig,” siger Taemin opmuntrende og jeg smiler lidt anstrengt.

Pludselig mærker jeg min mobil vibrere, hvilket betyder at jeg har fået en SMS. Jeg tager min mobil op og ser at beskeden er fra Minho. Han beder mig om at komme ned på parkeringspladsen. Jeg smiler for mig selv. Endelig vil han se mig igen.

Jeg putter mobilen tilbage i lommen og griber min jakke på vej ud af døren.

  Jeg løber hele vejen ned til parkeringspladsen og smiler stort da jeg ser at Minho står ved sin bil og venter på mig. Jeg skynder mig hen til ham og forventer at han også vil smile når han ser mig. Men det gør han ikke. Hans ansigt er helt tomt og følelsesløst. Han ser også på mig med et koldt blik hvilket jeg slet ikke er vant til så det skræmmer mig.

”Minho.. er der noget galt?” spørger jeg bekymret og rækker ud efter ham. Han trækker sig væk fra mig og jeg ser uforstående på ham. ”Minho..?”

Han vender hovedet væk fra mig og ser over mod fodboldbanen mens han taler. ”Jeg ved at jeg har været kold de sidste par dage. Jeg har bare haft brug for at tænke.”

”Er du så færdig med at tænke nu?” spørger jeg og han nikker én gang. ”Jeg har tænkt og jeg har taget en beslutning,” siger han og vender sig endelig mod mig. Jeg får en bange anelse om hvad han vil fortælle mig. Jeg ønsker at han vil sige noget andet end det jeg tror, men hans blik siger alt.

”Jeg føler ikke det samme for dig som jeg har gjort og jeg tror det vil være bedst hvis..”

Jeg afbryder ham og hvisker: ”Du må ikke sige. Please lad være.”

”Jeg er ked af det Shin Hye. Men jeg synes vi skal slå op.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...